Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6420Visninger
AA

32. Viva la revolución

List snak en klump og tog sit bælte fra gulvet. Han lukkede det og så på de andre. ”Vi… vi må nok hellere gå…”
    ”Hvad mener du med, at du huskede, hvordan jeg reagerede over for kaptajn Perez?” Will, der havde hjulpet Louis op at sidde, så nu på Maria.
    Spanieren rynkede panden lidt. ”Que?”
    ”Du sagde, du huskede, hvordan jeg reagerede over for Perez.” Wills stemme var intens. ”Hvad mente du med det?”
    Maria og List udvekslede blikke. ”Hvad er det sidste, du husker fra Perez’ skib?” spurgte List.
    Will fnøs. ”Vi brød ind i hans kahyt. Han havde fat om Maria. Så var der pludselig zombier på hele skibet, og vi blev ført over på Dødssejleren.”
    List sukkede. ”Det er en indviklet historie – og den egner sig ikke til at blive fortalt her. Kom, lad os komme tilbage til Condés hus.”
    Will oversatte mumlende Lists anmodning for Louis, der nikkede og rejste sig op. Han hjalp Will på benene. Den lyserøde kjole var afsveden og forbrændt i enden. Englænderen støttede sig til sin forlovede, da knæene truede med at bryde sammen igen.
    Maria åbnede døren ud. Hun gispede og trådte forskrækket tilbage. List løb hen til hende.
    I balsalen var der vild panik. Gæsterne flygtede i horder. Englænderen trådte ud og så sig om-kring.
    Ud af de høje vinduer kunne flammer skimtes ikke langt væk. List så sig over skulderen. ”Will, spørg hr. Condé hvad der ligger dérovre.”
    Will oversatte, og Louis kom hen og kiggede ud af vinduerne. Han rynkede panden og spærrede øjnene op. ”Bastille Saint-Antoine. C'est une prison.”
    William blinkede forvirret. ”Det er Bastillen – et fængsel.”
    ”Flugt?” spurgte List.
    Der lød råb fra balsalen. Louis sank en klump og begyndte at tale hurtigt til William, der så noget presset ud med hensyn til hastigheden på hans fremmedsprog. ”Eh… Je ralentis, je ne comprends pas…”
    Louis himlede med øjnene og greb fat om hans håndled. Så satte han i løb ud af paladset.
    ”Hov, vent!” List og Maria styrtede efter dem. Will løftede op i kjolen og prøvede at undgå at snuble. Louis lod til at være i syv sind.
    De fire kom ud i den friske natteluft. De adelige flygtede i vogne, der ikke var deres. Antoinette var allerede væk.
    Bønder fra byen strømmede mod paladset. De bar kun undertrøje og hoser. De havde dragne vå-ben og fakler i hænderne.
    ”En vred hob?” Will fnøs. ”Forfatteren er ved at løbe tør for idéer.”
    Maria så mærkeligt på ham. ”Que?”
    William rystede på hovedet. ”Lige meget – vi bør komme væk.”
    ”Par là!” Louis puffede dem alle ned ad trapperne og langs muren. ”Un dague s'il vous plaît.” Han så på List, der trak på skuldrene og rystede på hovedet. Louis lavede en frustreret bevægelse og rev Lists jakke op.
    ”Hov, næh nej! Jeg svinger ikke den ve…”
    Louis så irriteret på ham og trak én af Lists daggerter ud. ”Imbécile.” Han løb hen til en vogn. Ku-sken råbte af ham, men Louis skar hurtigt seletøjet, der holdt hestene til kareten, over, og greb deres hovedtøj. Han trak de forskrækkede dyr med sig. ”Monsieur List, dépêchez-vous!”
    ”Skynd dig!” oversatte Will.
    List løb hen og greb den anden hests hovedtøj. Louis kom let op på hesten, selvom der ikke var nogen saddel, men List måtte kæmpe lidt på det urolige kræ. Louis sparkede blidt hesten i siden og red hen til Will. Han trak ham op bag sig. List kom op og red hen til Maria. Han hjalp hende op, men kom til at sparke hesten forkert i maven, så den vrinskede og lavede et spjæt.
    List knugede sig fast til seletøjet. Sandt at sige havde han aldrig selv reddet en hest. Men han ef-terlignede Louis’ bevægelser, og snart var de i trav på vej ud af Tuileriernes grund.
    Det gjorde ondt at trave, og List var lige ved at stoppe dyret af smerte, da Will kaldte på ham: ”List! Rejs dig op! Følg hestens rytme.”
    List gjorde, som han blev råddet til, og så snart han fandt rytmen, forsvandt smerten – delvist.
    Paris var mørk, men vrede parisere med fakler oplyste gaderne. Bastillen stod i flammer, adeliges kareter blev ødelagt og de fornemme mennesker blev brutalt slæbt ud.
    Louis styrede den modsatte vej end den, hans villa lå i. List prøvede at gøre ham opmærksom på det, men larmen fra skrigene og brølene var for høj.
    Greven satte i galop, og List bad til, at det ikke blev hans død. Han sparkede hesten, den lavede et anspring og satte farten op. De red gennem smalle gader og sprang over barrikader – ikke Lists fore-trukne første ridelektion, men det lykkedes ham at holde sig fast.
    De galopperede mod bymuren. Vagterne deroppe fik øje på dem og bad dem gøre holdt, men straks efter kom oprørere løbende op på muren. Det blev til en voldsom kamp, og selvom vagterne havde pistoler, havde de vrede parisere fået fat på rifler med bajonetter. Der gik ikke længe, før vag-terne faldt livløse ned fra den høje væg.
    En mand rettede en primitiv, højst sandsynlig hjemmelavet, bue mod rytterne, der nærmede sig.
    ”Pas på!” udbrød Maria.
    En pil blev affyret, og det lykkedes rytterne at undgå den. De andre mænd på muren prøvede at lukke porten, så List og Louis måtte sætte farten yderligere op. De stakkels heste hev og sled for at komme frem.
    Louis udstødte et skrid og bukkede sammen over hesten. List kunne ikke se, hvad der var sket, og da greven snart efter rettede sig op og red videre i samme tempo, gik han ud fra, at alt var i orden.
    De slap med nød og næppe gennem porten og tvang hestene videre. De var ude af Paris. Det hele stod stadig uklart for List. Hvad foregik der? Hvorfor flygtede de?
    Først da Paris var et godt stykke bag dem, og de befandt sig mellem øde marker, satte de farten ned. Hestene pustede og prustede men blev stadig drevet frem i skridt. List klappede det sorte dyr på flanken og så sig over skulderen.
    ”Er du okay?” spurgte han Maria.
    ”Sí señor,” sagde hun pustende. ”Bare forskrækket.”
    List så på den hvide hest, der gik foran dem. ”Hvad gik det ud på?!” udbrød han.
    Will så sig over skulderen. Hans øjne var store, forskræmte og tårevædede. ”Vi er nød til at finde ly for natten,” sagde han anstrengt. ”Lou er såret.”
    ”Jeg være fin,” mumlede franskmanden sukkende. ”Det ikke slemt.”
    List gav hesten et lille puf med hælene og red op på siden af dem. Han hold vejret og så forskræk-ket på greven.
    Louis holdt en hånd for leveren. Hans bryst hævedes og sænkedes hurtigt. En træpil stak ud fra hans krop, og hans trøje var rødplettet.
    ”Vi finder et sted at overnatte,” lovede List. ”Vi ridder videre for nu. Når vi har sovet, er det tid til svar.”
    ”Samme gælder for mig,” snerrede William.
    ”Ne pas discuter,” sukkede Louis.
    ”Undskyld,” mumlede Will. Han hvilede hovedet ind mod Louis’ ryg. Hans maske måtte være faldet af på vejen. Hans hår var revet løst fra den ellers så fine frisure, og skørtet var revet i stykker.

De fortsatte med kun stjernerne og månen som lyskilde, og selv disse skjulte sig indimellem bag en sky. De nåede en skov og red lidt væk fra stien. Hestene var udmattede, og rytterne var ikke meget bedre.
    De stoppede mellem nogle klipper, der gav excellent læ for vind og vejr. List sad og kiggede lidt ned uden at ane, hvordan han skulle komme af. Marie lod sig let glide ned fra det store dyr, og skønt List prøvede at være så elegant som hun, endte han med hovedet i skovbunden. Maria fnøs hånlig – hun var stadig tvær over hans eskapader med ”hofdamen”.
    Will stod af hesten først og hjalp Louis ned. Franskmanden var noget bleg, men han kunne både smile, tale og gå selv.
    Han havde ikke trukket pilen ud, da han ikke havde noget at stoppe blødningen med.
    ”Asseyez-vous ici,” mumlede William og fik Louis til at sætte sig på en stor sten.
    ”Han bør lægge ned,” sagde Maria. List kom hen og bandt den anden hest. De to dyr begyndte at nippe til græsset mellem klipperne. ”Hans puls skal ned, så vi kan få lukket såret.”
    ”Jorden er kold, den gør ham ikke godt,” sagde List.
    Will rystede hovedet. ”Nej – men Lou bad mig være forberedt på at stikke af, hvis nogen skulle opdage, at jeg… I ved…” Han trak på skuldrene. Så tog han fat ved skørtets ene syning og hev til.
    Det gik af så let som ingenting. Under det bar han bukser og praktiske støvler. Han satte sig på jorden og gav sig til at rive underskørtet fra det lyserøde stof.
    Endelig lagde han yderskørtet på jorden og hjalp Louis ned på det. Han gav ham underskørtet, der var tykkest, over. ”Une seconde.” Han rettede sig op og gik lidt væk. Han åbnede sin top og tog den af, hvorefter han løsnede korsettet og udstødte et lettet suk. ”Hvordan kan du gå med det her?” spurgte han Maria. Hun trak bare på skuldrene og knælede ved Louis’ side. Hun tog sin maske af og fjernede derefter hans. List havde fuldstændig glemt sin og fjernede den.
    Under korsettet havde Will været iført en skjorte, der tilsyneladende havde fungeret som hans ærmer – kjoletoppen var ærmeløs.
    Nu stod William altså i bukser og skjorte. Han rev pynten af toppen og fjernede hatten og hals-båndet. Alt af værdi tog han i lommen og så på List. ”Jeg går ikke ud fra, I tog penge med til bal-let?”
    Alle deres ejendele lå i Paris. Maria og List rystede begge på hovederne.
    ”Señor List, vær venlig at lede efter noget vand – señor William, find noget brænde til et bål.” Maria så på pilen. ”Jeg skal vaske såret.” Drengene stod tøvende og så på franskmanden, der lå og så roligt op i himlen. Han var i smerter, men tydeligvis ikke så store, som de kunne være. Egentlig lignede han mere én, der var irriteret.
    ”Selvfølgelig er han i smerte,” snerrede William. ”Kan man forvente andet?”
    ”Jeg har ikke sagt det modsatte, señor,” svarede Maria.
    ”Jeg talte ikke til…” Will sukkede og rystede på hovedet. ”Glem det – jeg finder noget brænde.”
    ”Hvordan skal jeg kunne transportere vand?” spurgte List.
    Maria tænkte sig om. Så sukkede hun og så på William. ”Kan jeg låne din hat?”
    William rynkede overrasket panden og kunne ikke lade være med at se lidt skeptisk ud. Men så sukkede han og nikkede. ”Selvfølgelig.” Han rakte den lyserøde hat til hende. 
    Hun tog imod den og tog fat om sin kjole. Hun lukkede øjnene og bed sig i læben, før hun rev et stykke af det fine stof af, og polstrede hatten med det. Så tog hun tre pine fra jorden, knækkede den ene i to og bandt dem sammen med et bånd, som hun trak ud af Wills skørt og rev i stykker. Hun placerede det som en ramme om hatten og rakte den til List. ”Her. Put vandet i og skynd dig tilbage.”
    List tog imponeret hatten og så på den. Han forlod den lille dal.
    Will rejste sig op. ”Jeg henter brænde.”
    ”Attention aux loups,” sagde Louis.
    William så på ham. ”L-loups?”
    ”Ne t'inquiète pas. Fait… attention.”
    Will nikkede. Han satte sig på hug, tog Louis’ hånd op og kyssede den blidt. Så forlod han dem til fordel for skovens mørke.
    Maria knappede forsigtigt Louis’ trøje op. Hun rev den op ind til pilen, så hun kunne åbne den, uden at tage den af ham. Hun lænede sig frem og rørte blidt ved huden om såret.
    Louis skar ansigt. ”Undskyld,” mumlede Maria på spansk. Hun tøvede. ”Pilen sidder ikke dybt,” fortsatte hun på engelsk. ”Men De bør ikke bevæge Dem for meget.” Hun så på ham. ”Forstår De?”
    Lou nikkede forsigtigt.
    Maria lagde sin hånd på hans mave. ”Giv lyd, hvis det gør ondt.” Hun trykkede forsigtigt på hans mave. Louis fnes lidt og bed sig i læben. Maria smilede. ”Kilder det?” Hun rystede på hovedet, da franskmanden bare så undrende på hende.
    Hun bevægede sin hånd lidt op og trykkede lige under hans bryst. Han skar ansigt. ”Aïe…”
    ”Jeg går ud fra, det betyder av.” Hun rykkede lidt til venstre og trykkede ned.
    Louis hylede og udbrød: ”Merde!”
    ”Undskyld,” mumlede Maria igen. Hun spyttede på jorden og lavede derved en lille klat mudder, som hun brugte til at markere smertestedet med.
    Will kom snart tilbage med brænde, og Will begyndte at kæmpe for at skabe ild. List kom tilbage – hatten dryppede lidt, men han havde da vand, og det var nogenlunde rent. Han hjalp Will med ilden, og snart dansede milde flammer nær Louis.
    Maria rev flere strimler af sin kjole og bad List sidde med vandet, så det ikke faldt ud på jorden. Så så hun på greven. ”Det her kommer til at gøre lidt ond.”
    William kom hen til ham og tog hans hånd, hvorefter han oversatte. Maria puttede nogle af strim-lerne i hatten og greb fat om pilen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...