Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

22Likes
11Kommentarer
6756Visninger
AA

46. Tre ønsker

Jeg slår øjnene op. En blå himmel strækker sig over mig. Dens farver er så umådeligt klare. Jeg rækker min hånd ud, prøver at gribe fat om den. Bløde skyer daser dovent over mig. Dejligt græs tjener som mit underlag. Jeg lader hånden løbe gennem det og sætter mig op.
    Jeg befinder mig på en eng. Den strækker sig langt, indtil den bliver skåret af ved havet. Den salte vind stryger ind i min næse, og jeg suger den glædeligt til mig.
    CHAK. En høj lyd bag mig får mig til at fare sammen. Jeg vender mig om og ser op mod en hytte, der lige akkurat har størrelsen til at kaldes et hus. Jeg betragter den, inden jeg begynder at gå hen mod den. Blomster på jorden bærer farver, jeg aldrig før har set. Den lune vind føles behagelig mod mine arme.
    CHAK. Lyden gentager sig, da jeg kommer nærmere huset. Det er et yndigt bygningsværk. Sort bindingsværk på en hvidkalket mur, stråtag og fine vinduer. Jeg ser ind gennem ruden. Huset inde-holder kun et enkelt rum, der er delt op i to af en skillevæg. En trappe fører ovenpå. På væggen ved det køkken, jeg betragter, hænger grøntsager og en enkelt kylling.
    CHAK. Jeg går hen langs husmuren og ser om på skyggesiden. Mine øjne bliver store og tårefyld-te. Jeg slår hænderne for munden og bakker væk.
    Manden ved huggebloggen tørrer sveden af panden og strækker sig. Han ømmer sin nakke og slår øksen ned i træet med et suk. Han vil sikkert se hen mod havet, men får i stedet øje på mig. Hans øjne bliver lige så store som mine, et bredt smil dukker op på hans mund.
    Jeg ryster på hovedet og tager en dyb indånding. ”Lou!” hyler jeg og styrter mod ham. Jeg kaster mig i hans arme, han griber fat om mig og hvirvler mig rundt.
    ”William!” Han sætter mig ned og holder mit ansigt mellem sine hænder. Jeg holder fast om hans håndled.
    Louis presser sine læber mod mine. Jeg griber fat om hans nakke og klamrer mig fast til ham som kan jeg miste ham hvert øjeblik det skulle være. Han slipper mig og ser mig leende ind i øjnene. ”Jeg troede, jeg havde mistet dig,” hvisker han.
    ”Det havde du,” svarer jeg. ”Men nu er jeg her – nu er jeg her, og jeg forlader dig aldrig igen!” Jeg begraver mit ansigt i hans bryst. Han holder fast i mig, griber fat i min trøje og holder mit hoved. Mine skuldre skælver, da jeg begynder at hulke.
    Er jeg død? Der er ingen stemmer… Ingenting. Kun mig og Lou. Min Loulou… Måske er jeg død, men jeg er ligeglad. Mine muskler føles som gelé, men på en behagelig måde. Det er dejligt… Jeg er afslappet.
    Lou tager mig med ind i huset. Jeg burde have spørgsmål, men jeg har ingen. Jeg er ligeglad med alt. Ligeglad med List. Ligeglad med Maria. Ligeglad med England, London, stemmen, med den infernalske læser, der har siddet på sidelinjen. Nu er jeg fri!
    Huset er ikke stort. Der er et køkken og en lille stue. Oppe for enden af trappen er der et lille sove-værelse med en seng til to. Men Louis sætter mig i køkkenet og begynder at lave mad til mig. Jeg betragter hans muskuløse arm bevæger kniven op og ned, mens han hakker gulerødder.
    Vi spiser og snakker og griner. Vores hjem er så yndigt, så trygt.
    Jeg hjælper ham med at hente vand fra en brønd – han sprøjter på mig, og jeg sprøjter på ham. Han løber mod mig for at få hævn og kilder mig, til vi falder om i græsset. Her kysser han mig og gør ting, der overskrider censurratet. Da solen går ned, sidder vi udenfor og ser den glide ned mod ha-vet. Farverne er så klare og trygge.
    Jeg læner hovedet op ad Lous skulder. Han lægger en arm om mig. ”Lou?”
    ”Ja, Will?”
    Jeg sukker, da jeg får øje på den første stjerne. ”Kan vi bliver her for altid?”
    Lou ler og kysser mig på håret. ”Vi kan være lige hvor du vil, chéri.”
    Havet er roligt. Vi bliver siddende, mens stjernerne titter frem fra deres skjul. De genspejles i det blanke vand, der hverken forstyrres af andre skibe eller mennesker. Det er kun ham og mig. Vi har ikke spist aftensmad, men der er ingen sult, der trænger sig på.
    Da duggen begynder at falde, lægger Lou et tæppe om mine skuldre og kysser min kind. Tiden går, og vi siger ikke noget. Vi eksisterer bare. Sidder på en eng og kigger på stjerner som to forel-skede idioter – og jeg vil ikke have det på nogen anden måde.
    Men kulden sniger sig ind i vores idyl, og Louis hvisker blidt i mit øre: ”Lad os gå hjem.”
    Han hjælper mig på benene og følger mig op i huset. Han tænder et lys og går ovenpå, mens jeg vasker mit ansigt i køkkenet.
    Jeg går op ad trappen med et smil på læben, der bedst kan beskrives som lykkeligt. Jeg tror, jeg burde huske noget… Var der ikke noget, jeg skulle gøre? Var der ikke nogen, jeg skulle hjælpe?
    Det hele gå i glemmebogen, da jeg kommer op i soveværelset.
    Louis ligger på sengen og smiler til mig. Samtlige vokslys deler deres varme flamme rundt omkring i lokalet. Jeg synker en klump og smiler, da Lou klapper på pladsen i sengen ved sin side. Jeg stryger hen til ham og sætter mig hos ham. Han sætter sig op og begynder at knappe min skjorte op. Jeg kysser ham, og han kysser mig. Han                                                       , og en gysen løber gennem mig.
    ”Jeg elsker dig, Will,” hvisker han, mens han                         . Jeg smiler til ham og prøver at undgå at få tårer i øjnene. Jeg vil ikke græde igen. Ikke igen. Jeg er lykkelig, men end ikke glædestårer skal ødelægge dette øjeblik.
    Lou trækker mig op på sine lår. Jeg kaster min skjorte på gulvet og farer sammen, da jeg husker lysene. Lou ser sammen vej, og vi griner, da intet er sket. Lous varme hånd kærtegner min ryg, hans læber stryger mit kraveben og jeg                    . Louis                                          , jeg                         og han napper mig i øret. Jeg gisper, da han                                       og jeg må gispe efter vejret. Han lægger mig ned og                                        , mens jeg                                        . Hans hud bliver hed, og da han ser mig ind i øjnene, begynder mit hjerte at hamre. Jeg griber fat om ham og                  , han smiler forskrækket og kysser mig på halsen.
    Lous hænder                                             , hans fingre løber over min hud, og mine løber gennem hans hår. Han sætter farten ned og ser på mig. Han lader en hårlok løbe gennem sine fingre. ”Det er pænt,” siger han småforpustet.
    Jeg tager hans ansigt mellem mine hænder og kysser ham på munden. Han                                  og jeg kaster hovedet bagover.
    Da jeg ligger og betragter den mand, jeg elsker, sove trygt i stearinlysets skær, føles mit hjerte som er det ved at briste. Jeg trækker dynen over os og putter mig ind mod ham. Dynen er kølig og vi er varme. Modsætningerne giver mig snart en behagelig temperatur, og jeg døser hen i Louis’ arme.
    Den næste morgen vækkes jeg af duften af bacon. Jeg står op og finder et sæt tøj, der er nydeligt foldet på en skammel ved siden af sengen. Jeg klæder mig på og går nedenunder. Lou er i køkkenet. Jeg lægger armene om ham bagfra og kysser ham i nakken.
    Han ler. ”Godmorgen.”
    ”Godmorgen,” siger jeg og gemmer mit ansigt i hans ryg.
    ”Gider du finde tallerkenerne i skabet?”
    Jeg nikker, og kort efter sidder vi og spiser ved bordet. Det er det her, jeg har ønsket mig. Det her liv, langt fra alt og alle. Hvis det er sådan, mit dagliglivs cyklus skal forløbe, er det fint med mig. Pligter, leg, mad, stjernekiggeri og elskov. Ingen stress, ingen jag, bare leve dag til dag…
    Louis rejser sig op og rydder af bordet. Bagefter går vi ind i stuen. På en hylde står eventyr på geled. Lou tager en bog den og slår op. ”Var det ikke den her, vi var i gang med? Il gatto con gli stivali?”
    Jeg nikker og sætter mig på sofaen. Louis sætter sig med bogen, hvor en kat med støvler er illustre-ret i nederste højre hjørne.
    Vi læser, indtil vi må gå ud og arbejde. Vi arbejder, indtil det er frokosttid, og sådan forløber vo-res dag. Sådan forløber vores uge. Sådan går tiden bare, indtil jeg ikke længere ved, hvor lang tid, der er gået.
    Nætterne er hede og dagene behagelige. Og… selvom jeg troede, dette var nok, kommer der en dag, hvor jeg konfronterer Louis med vores trædemølle.
    ”Lou?”
    Han ser på mig fra stolen, han sidder på, og smiler på en måde, der normalt gør mig blød i knæene. Men det er det eneste smil, jeg har set i evigheder, og dets effekt er ved at glide af. ”Ja, cherie?”
    ”Øhm…” Jeg vrider mine hænder. ”Kan vi ikke tage ind til en landsby? Ind og se noget? Møde nogle andre mennesker? Øh, tale med andre…”
    ”Er du ikke glad her?” Hans stemme er så tynget af sorg, at jeg må anstrenge mig for ikke at krybe sammen som den døde edderkop i hjørnet.
    ”Jo, jo da!” Jeg knæler foran ham og tager hans hænder i mine. ”Men elskede, det er så kedeligt her. Vi laver det samme hver eneste dag. Kan vi ikke gøre noget andet i morgen?”
    Louis lægger en hånd på min kind. Hans hud er blød og jeg sukker og læger pres mod den. ”Hvis det er det, du vil, kære, så er det det, vi gør.”
    Jeg lyser op i et smil og omfavner ham. Han holder mig ind til sig og kysser mig i nakken.
    ”Jeg elsker dig,” siger han og aer mit hår.
    ”Jeg els…” Jeg tøver. Tier. Jeg elsker Lou. Jeg elsker Louis. Jeg elsker Ludvig. Gør jeg ikke?
    Den nat elsker vi ikke. Jeg er mildest talt træt af det. Det er den samme rutine hver gang, og denne nat ligger vi bare og holder om hinanden. Louis falder i søvn før mig. Men jeg ligger og lytter.
    Det regner. Vandet rammer taget og jorden udenfor med en beroligende lyd. Pejsen er i stuen un-der vores soveværelse, og ilden har varmet vores seng op.
    Men der er så stille. Ikke andet end regnen kan høres. Der er ingen stemmer, der plager mig. En svag hyletone kan fornemmes allerbagerst i min øregang, men ellers…
    Intet.
    Mit hjerte begynder at hamre. Jeg tager en dyb indånding. Hvornår kunne jeg sidst have ro i hove-det? Hvornår var sidste gang, jeg kunne fokusere på manden ved min side? På vandet på taget? På husets milde knirken og Louis’ blide åndedrag, der får mit hår til at bevæge sig.
    Jeg sætter mig op og rynker panden. Efter at have set mig omkring, står jeg ud af sengen og går nedenunder.
    Skønt det øser ned udenfor, og selvom græsset bliver vådt og blomsterne gennemblødte i den mørke nat, er havet endnu stille i horisonten. Vi har været der én gang. Vi badede og kyssede på stranden. Og jeg var lykkelig.
    Jeg var lykkelig.
    Jeg er lykkelig.
    …
    Er jeg ikke?
    Der er altid en kylling parat til at blive tilberedt, selvom vi kun har en ganske lille hønsegård bag huset. Jeg ved ikke, hvor svinekødet eller mælken kommer fra, for Lou forlader mig ikke. Nye bøger synes hele tiden at dukke op i vores reol, selvom vi har læst dem alle. Vi har altid lys nok, altid tøj nok, alt er altid skønt og idyllisk og behageligt…
    Jeg får øje på min refleksion i vinduet. Jeg har den samme frisure som da jeg ankom for uger siden. Natgevandter skjuler min krop, men jeg erindrer ikke at have taget dem på.
    Stilheden er umådelig. Den føles som glemslen selv, nu, hvor jeg har vendt mig til den infernalske stemme, der konstant dikterer alt hvad jeg foretager mig med Maria og List.
    Jeg spærrer øjnene op og slår hænderne for munden. 
    List.
    Maria.
    Hvor er de?

List strakte sig, da lyden af en tamburin vækkede ham. Den blide lyd af de små bækkener, der ras-lede som småsten i en liflig å, var behagelig i hans øregang. Han satte sig op og så sig omkring. Det var mørkt omkring ham, men i takt med tamburinens klang omkring ham, tændtes flammer i stearin-lys.
    Bølgende stof gled over gulvet et stykke væk, og de sidste lys tændte. List gned sine øjne og så rundt. Lysene stod i en stor cirkel omkring ham. En skygge bevægede sig bag dem, instrumentet fulgte med.
    ”Hvem dér?” spurgte han spagt.
    En mild, beroligende latter snoede sig om ham som silkebånd. En kvindeskikkelse dansede hen mod ham. Om hendes velskabte former smygede en rød kjole sig, hendes læber bar samme farve, og de kulsorte krøller satte sig som en ramme om hendes ansigt. Maria var så umådelig smuk, som hun dansede hen mod List, barfodet og med tamburinen i hænderne.
    Han så måbende på hende, mens hun dansede omkring ham på en sensuel manér, der langt fra sømmede sig for en nonne.
    ”Maria?” spurgte han åndeløst.
    Hun lo og dansede nærmere. Hendes slanke arme ramte omkring ham, og et silketørklæde trak ham hende nærmere. List vidste ikke helt, hvor han skulle høre af sine hænder, da Maria trykkede sit bryst ind mod hans og så på ham med sine store, kalveagtige øjne. Hendes indbydende læber var let adskilte. List skævede ned og bed tænderne sammen – Maria var en god kvinde af klosteret, og derfor havde List aldrig så meget som set hendes kraveben, for slet ikke at tale om hendes kavaler-gang, han nu havde frit udsyn til.
    ”M-Maria,” stammede han. ”Hvad…”
    Hun lod en hånd løbe gennem hans hår og tyssede. Hun stillede sig på tæer og hviskede i hans øre. ”Sh… Det her er vores hemmelighed…”

Han hviskede. Hviskede til hende. Maria smilede lettet, da han tog hendes hånd. Hun så ham i øj-nene. De dybe, grønne øjne. Hans rolige hjerterytme lullede hende ind i en beroligende tilstand. Hun lukkede øjnene og lod ham vugge hende.
    Han kyssede hende på håret og strøg hendes talje. Maria rynkede panden og åbnede øjnene. Nej… Nej, det kunne ikke passe. Hun trådte væk fra ham. Det ville han ikke gøre. Det ville han ikke vo-ve… Hun så på sine hænder. Farverne var så klare, som om hun først nu så dem rigtigt. De var så lyse, så skønne, så… så falske.
    Han hviskede igen. Bad hende komme nærmere. Hans stemme dirrede af kærlighed. Hun ønskede så brændende at komme nærmere – men det var ikke hendes lod.
    ”Beklager,” mumlede hun. ”At blive nonne var mit valg. Og det kan jeg ikke vende tilbage fra.” Hun vendte sig om og gik ud i mørket.
    Hun gik og gik, indtil hun nåede lyset. Det var så utrolig klart og blændende, at hun måtte kæmpe for at fortsætte. Stemmen bag hende blev højere og højere og fjernere og fjernere, indtil den blot var et ekko.
    Da hendes øjne gled op, så hun rundt i Adrestias mørke hytte. Kvinden selv sad ved ilden og strøg kattens fine pels. Pelsboldens øjne var stift rettet mod sofaen, og Maria sørgede for ikke at åbne øjnene for meget.
    Hun holdt øje med Icelus. Adrestia mumlede på et fremmed sprog, og katten svarede hende med en hæs mjaven. Marias vejrtrækning blev besværet, da hun lige så stille begyndte at kunne dechifre-re deres samtale.
    ”Vær ikke bange, min egen, de sover nu nok så trygt.”
    Adrestias sursøde stemme blev afbrudt af kattens dybe, da den så op på hende. ”Men sæt hvis de vågner? De må ikke nå frem til Londinium!” Maria lod lige så stille sin hånd glide over mod List.
    ”Tys, tys,” formanede Adrestia mildt. ”Min sang har sendt dem væk, så frygt ej, kære ven, og din be-sværgelse har givet dem det, de sådan har higet efter.” Marias fingerspidser rørte ved en daggert under hans skjorte. Hun lirkede den lige så stille fri og mærkede forsigtigt efter pistolen under sit skørt.
    ”Så sandt,” knurrede katten. ”Men kvinden får mine børster til at rejse sig. Hun er viljefast og glat som en ål!” Maria lukkede hånden op daggerten og trak den langsomt fri, men hun bevægede sig for hurtigt, og Icelus så på hende. ”Faktisk,” snerrede kræet, ”så er hun vågen.”
    Adrestia så på hende og smilede stift. ”Ih dog! Kæreste, det er ikke morgen endnu,” sagde hun med en alt for sød stemme. ”Læg De Dem bare til at sove igen!”
    Maria rejste sig langsomt op og holdt øje med katten, mens hun gemte sit våben bag ryggen. Hun så på List og William. List smilede og havde røde kinder, men Will lignede én, der havde mareridt. ”Hvornår faldt vi i søvn?”
    Adrestia lo. ”Åh, det er et stykke tid siden.”
    ”Hvorfor sover De så ikke?” Maria så køligt på værtinden, hvis rævesmil syntes noget stift.
    ”Fordi…” Hun nikkede mod ilden. ”Jeg ville ikke lade pejsen gå ud. Det forstår De vel.”
    Maria bakkede forsigtigt og rakte ud efter List for at vække ham, men fjernede ikke blikket fra Adrestia og Icelus. ”Jeg tror, vi går nu…”
    ”Men det er jo midt om natten,” indskød Adrestia.
    ”Ja… Men vi skal også til London – hurtigt!” Ej havde hun lagt hånd på List, førend Icelus sprang på benene og rejste børster.
    ”Fingrene væk, kvindemenneske!” hvæsede hun. Maria blev bleg og snublede ned på sofaen, da hun trådte tilbage. Icelus sprang hen på sofabordet og nærmerede sig med en hvæsen. ”I bliver her!”
    Icelus krummede sig sammen og sprang som en fjeder mod Maria. Maria lukkede øjnene og svag kniven. Icelus hylede og faldt til jorden.
    Adrestia skreg og så hadefuldt på Maria, der så ned på det sårede dyr. Icelus kom hvæsende på benene og sprang op på en hylde.
    Hurtigt trak spanieren sin pistol. Hun rettede den mod Adrestia og holdt øje med katten. ”Lad os gå, nu!”
    Adrestia så tvært på hende. ”Din beskidte spanske rotte,” snerrede hun. Hun rakte en hånd frem mod Maria, og alle farverne løb ud af kvinden. Hendes kjole blev grå og kold, og hendes øjne skif-tede til hvide og sjæleløse.
    Icelus blødte fra den ene pote, men sprang nu mod Maria med udstrakte kløer. Maria affyrede sin pistol, og katten faldt til jorden. Den kæmpede for at komme op, og Maria ville afslutte den, da Adrestia skrigende kastede sig mod hende.
    Maria skød mod hende og ramte hende to gange i maven, men monsteret veg ikke. Lange, kolde fingre greb hårdt fat om hende, og et grumt smil smygede sig om Adrestias læber. ”Jeg vidste, du ikke var noget værd, beskidte kvinde! Kun den stærkeste af alle mænd kan slå mig!”
    Maria spændte i kæben og skulede til Adrestia. ”Så har du tydeligvis ikke kæmpet mod en kvin-de!” Hun trykkede på aftrækkeren, og en kugle skød tværs gennem Adrestias panden. Monsteret faldt til jorden og vred sig i kramper – men endnu var det ikke dødt.
    Ængsteligt så Maria på William. Det var hans ild, der havde gjort kål på disse skabninger, der for-fulgte dem.
    Dæmonkatten sprang på Maria og borede sin kløer ind i hendes hud. Hun hylede og kastede sig mod væggen, hvor kræet blev knust og faldt til jorden, hvor det endelig blev liggende.
    Adrestia hvæste og snerrede foran ilden, men hun rejste sig ikke. Maria kom hen til hende og plan-tede sin fod på hendes hals. ”Ækle bæst,” hvislede nonnen koldt. ”Skrub hjem til Helvede hvor du hører til!”
    Hun tog sigte og skulle til at skyde, da Adrestia greb fat om Marias ankel og begyndte at le. ”At dræbe mig vil gøre det hele værre, dumme tøs!”
    Maria nikkede. ”Muligvis. Men det hjælper heller ikke at lade dig dø.” Med de ord blev endnu en kugle sendt som dekoration i dæmonens hoved, og Adrestia blev liggende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...