Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6420Visninger
AA

49. Tabt

Så snart ravnene var væk, blussede ild op fra afgrunden. List styrtede hen til Maria, netop som djævle og skygger begyndte at suse op fra mørket. Nonne lå endnu og gispede efter luft. Han greb hende og løftede hende op, hvorefter han løb gennem katedralen og ud i det åbne.
    Jorden skælvede, bladene blev rystet af træerne og husene rystede i skælvet, der ruskede London i dens grundvold. Maria hulkede chokeret. List holdt hende ind mod sig, indtil rystelserne lagde sig.
    ”Maria,” sagde han i det roligste tonefald, han kunne mønstre. ”Maria, vi er nød til at komme væk herfra.” Han strøg hendes hår og holdt hendes hoved ind mod sin skulder. ”Vi er nød til at søge skjul og finde ud af, hvordan vi…”
    ”Hvordan vi hvad?!” Maria så op på ham. ”Det er slut! La Trinidad er blevet El Dúo!” Tårerne væltede ned ad hendes kinder.
    List sukkede og løftede hende op igen.
    Han forlod Tower of London med Maria i armene. Det var en smal sag at bryde ind i et hus, efter-som beboerne allerede var skræmt ud af deres mareridt.
    Maria sad og snøftede i en seng på anden sal. List hvilede på gulvet. Ildringene havde ikke brændt dem for slemt. Modløse og udmattede sad de i tavshed, indtil Maria tog ordet: ”Vi kan ikke blive her.”
    List så på hende. ”Hvor? Her i huset?”
    ”I England…” Hun vred sine hænder og sukkede. ”Hvis vi rejser ved solopgang, kan vi sende bud efter capitán Bonny. Hun kan sejle os i sikkerhed, og…”
    ”Maria,” afbrød List. Han rejste sig med et suk og satte sig foran hende på sengekanten. ”Jeg har beundret din ildhu i månedsvis. Du er stædig som kun du kan være det, og det synes at du altid finder en måde at komme videre. Men…” Han tog hendes hænder. Hun så tøvende på ham. ”Maria. Det er slut. De har allerede London, det næste bliver England, Britannien og så resten af verdenen.” Han rystede på hovedet. ”Vi kan ikke flygte.”
    Maria trak langsomt sine hænder fra hans og rystede på hovedet. ”No… D-der må være en måde, det skal der være, eller…”
    ”Maria.” List fangede hende blik. ”Beklager. Vi har ikke Guds Tåre. Der er intet, vi kan gøre. De vandt.”
    Kvindens underlæbe bævrede. Hun rystede på hovedet og lukkede øjnene. List lagde armene om hende, da hun begyndte at hulke. Han strøg hendes ryg og klappede hende på hovedet. ”Hey… Vi gjorde, hvad vi kunne, ikke sandt?”
    Maria rystede på hovedet. ”Det er min skyld,” fremstammede hun grødet. ”J-jeg skulle ikke have sagt alt det til señor William, jeg skulle bare have accep-epteret, at han…”
    ”Men hvis du kunne det, havde du så ikke også gjort det?”
    Maria så undrende på List.
    ”Vi har ikke behandlet William, som vi burde. Men sket er sket, så skulle vi være så heldige at slippe ud af denne rædsomme situation, lad os da lære fra det.” Han strøg hendes kind og tørrede tårerne væk. ”Prøv at lade være med at græde. Du gjorde det godt. Det er takket være dig, vi over-hovedet nåede så langt.”
    ”Men havde jeg intet gjort, var det her ikke sket!” udbrød nonnen frustreret. ”Hvis jeg ikke havde opsøgt dig, havde vi ikke fundet William, og så…”
    ”Så havde vreden til sidst ædt ham op alligevel,” trøstede List og trak Maria ind til sig. Hun lagde panden mod hans skulder, og han placerede en hånd på hendes baghoved. ”Kan du huske, da vi mødte ”Willow”? Han ville, lige som jeg selv, hellere blive i London. Men allerede da var han vred. Det eneste tidspunkt, han var lykkelig, var med mister Condé, og det var ikke vores skyld, at han døde.”
    ”Åh, señor List!” Marias varme tårer sprang frem på ny.
    List lukkede øjnene. Maria holdt fast i hans skjorte, og hun syntes så skrøbelig dér i hans favn. Hun var hverken stædig eller ilter, men han savnede den Maria. Hendes hår duftede betryggende, næsten varmt. Det var blødt og dejligt at se på.
    Han sukkede. ”Kald mig Alfred.”
    Maria tav og fjernede sig langsomt. Hun så undrende på ham. ”Alfred?”
    Han smilede skævt. Hun sagde det på sådan en sød måde. Han nikkede. ”Mit fødenavn er… Al-fred. List er blot et øgenavn jeg fik, fordi…” Han vred sine hænder og trak på skuldrene. ”Jeg var aldrig en særlig god tyv.”
    Maria smilede. ”Alfred? Señor Alfred?” List fik røde ører og nikkede. Maria lo mildt. ”Jeg kan godt lide det.”
    List fnøs. ”Jeg synes, det er latterligt.”
    ”No,” forvissede Maria ham. ”Det er navnet på en, hvad siger I? En gentleman.”
    List lo hult. ”Der skal arbejdes lidt på den del.”
    Maria lagde armene over kors. ”Hvad taler du om, Alfred?”
    Manden trak på skuldrene. ”Jeg er ikke meget af en gentleman.”
    Maria sukkede og lagde en hånd på hans kind, så han så på hende. ”En gentleman kunne ikke rejse så langt med en kvinde han lyster, uden at…” Hun rømmede sig. ”Vige bort fra Dios’ ønske.”
    Lists ansigt blev knaldrødt. ”Du vidste at jeg…”
    ”Jeg er nonne, señor, ikke dum.” Hun strøg hans kind. ”Jeg vil give dig den her.” Hun rakte om bag håret og tog sin korshalskæde af. Hun hang den om hans hals. ”Tak, fordi du var en gentleman.”
    Han smilede skævt. ”Ja?” Han hoppede lidt. ”Er… Er det så nu, det betaler sig at være en gentle-man?”
    Maria himlede med øjnene og slap ham. Hun var en smule bleg. ”Som du selv sagde, skal der end-nu arbejdes lidt!”
    De lo. Maria så ud af vinduet. Solen var ved at stå op. De var begge trætte, men ingen turde falde i søvn, i tilfælde af, at de skulle falde under forbandelsen, der hvilede over byen.
    ”Señor… Hvis vi ikke har noget at tabe…” Maria tog en dyb indånding. ”Jeg vil hellere dø i kamp end bukke under for dødssyndernes forbandelse.”
    List pustede en hårlok væk. ”Og du forstår ikke, at jeg kan lide dig,” mumlede han.
    Maria så undrende. ”Selvfølgelig gør jeg det,” sagde hun selvsikkert. ”Jeg er tiltrækkende kvinde – og jeg har en personlighed chispeante!”
    List lo med kvinden og tog sig til hovedet. ”Jeg ved ikke, hvad det betyder, men du har ret!”
    Hun klukkede og strøg sit hår. ”Lad os hvile for en stund. Hvis du er ved ta falde i søvn, skal jeg nok vække dig.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...