Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6397Visninger
AA

34. Skygger på væggen

Resterne af svampesuppen var intetsteds at se. En smule drikkevand lå i en gryde, og ilden knitrede i kaminen.
    Det var ikke lykkedes Maria at finde ædelkortlæbe. Louis havde ikke spist meget til aftensmad, men Will havde fået nogle af de tørre kiks i ham, med hjælp fra suppen. De tre andre havde delt resten af aftensmaden, og nu lå de fleste af det lille følge i et forsøg på lidt søvn.
    Louis brugte sengen, selvom han havde protesteret og sagt, at Maria skulle sove i den. Både hun og Will havde slået idéen ned – Will havde bedst ham lade være med at være så ædel og tænke på, at han var syg, og Maria havde snerrende fortalt ham, at hun ikke var så skrøbelig, at hun havde brug for en seng, og at han skulle se at blive rask.
    Hun og List sov foran kaminen, hvor hun havde lagt skindene. Hun havde egentlig delt dem op i tre små sovesteder, men da Will havde troet, de var faldet i søvn, og var krøbet op i sengen til Louis, havde List omfordelt dem.
    Maria så så fin ud, som hun lå dér foran ilden. Skyggerne om hendes krop fik hende til at ligne et fremmed væsen. Så nært, dog så fjernt.
    Ilden gjorde hytten lun, og Maria, List og William sov tungt og drømmeløst. De havde opdaget en smule skiftetøj under sengen, så Will havde skiftet sin skjorte ud med en (lidt for stor) strikket trøje, og List havde fået et nyt par bukser. Maria måtte dog fortsat bære den lidt for fine kjole.
    Men Louis lå og vred sit hoved. Han følte sig klam og svedig, men når han tog tæppet af, var al-ting iskoldt og ubehageligt. Sengen var beregnet til én, og skønt han holdt uendeligt meget af Will, ville han ønske, han kunne ligge alene.
    Hans muskler var ømme, hans mund var tør og han rystede. Han kunne ikke få vejret og hans hjer-te hamrede, og når han endelig gled ind i søvnens favntag, var det hverken blidt eller kærligt – det var varmt, kvælende og sygeligt.
    Mareridt hjemsøgte hans søvn, onde drømme om spøgelser og ild. Han klynkede.
    Da William vækkede ham, var franskmanden badet i sved. Han så småsmilende på sin forlovede og blinkede lidt. ”Jeg har kvalme,” mumlede han.
    ”Havde du mareridt?” hviskede Will.
    Lou nikkede. Han trak tæppet tættere om sig. ”Hvorfor er det så koldt?”
    William rynkede panden. ”Det er virkelig varmt herinde, Lou – List har endda taget tæppet af.”
    ”Åh…”
    ”Såh…” Will kyssede Louis på panden. ”Sæt dig op – så henter jeg noget at drikke til dig.”
    Mens Will forsigtigt gik forbi List og Maria, og hentede en krus vand til Louis, prøvede Louis at sætte sig op. Men det sved i hans side, og et øjeblik syntes der at være to Williamer, to Mariaer, to kaminer, to af alting. Skygger løb over væggene. Nej, nej, der var kun én, den var høj, ondt, lusket, uhyggelig! Det hele gled sammen og blev fjernt. Louis tog sig til hovedet.
    Will kom hen til ham og gav ham kruset i hånden. ”Sikke noget,” mumlede han.
    Lou nikkede og prøvede at løfte kruset. Han skulle til at drikke det, men hældte det i stedet ned ad sig selv.
    ”Lou!” udbrød William og slog så hænderne for munden.
    ”Undskyld,” mumlede Louis. Han bevægede knap læberne.
    Will fandt en klud og begyndte at tørre vandet væk fra Louis. ”Skal jeg vække Maria? Hun ved lidt mere om sygdom end jeg.”
    Louis tøvede. Han ville ikke bekymre ham, men desperationen var så småt ved at tage overhånd.
    ”Lou…” Will tog hans hånd og så ham i øjnene. ”Du bekymrer mig kun, når du lader som om alt er i orden.”
    Louis strøg Williams ansigt. ”Mon bienaimé…” Han lænede sig frem og kyssede Will inderligt. 
    Det gibbede i englænderen. Med armene lagde han afstand til Louis og smilede overbærende. ”Du er syg. Du må hellere lægge dig til at sove.”
    ”Jeg kan ikke,” mumlede Lou og kyssede ham på halsen. ”Jeg er ikke træt.”
    ”Jo, du er,” hviskede Will og puffede ham væk. ”Du ved det bare ikke.”
    Louis knurrede dyrisk. ”Jeg vil ha’ dig…” hviskede han og nappede Will i skulderen. ”Lige nu.”
    ”Maria og List…”
    ”Det gør det bare mere interessant.” Louis mistede balancen og faldt lidt til siden. Will greb fat om ham og lagde ham ned.
    ”Det er et halvhjertet forsøg på at være sexet,” hviskede Will og strøg Lous pandehår. ”Prøv nu at få lidt søvn. Jeg sidder her, til du falder i søvn,” lovede han.
    Louis sukkede og nikkede. William begyndte at nusse og lege med hans hår. Lou lukkede øjnene og tog nogle dybe, besværede indåndinger.

”Maria?” Maria blev blidt rusket. ”Maria, wake up.”
    Hun rynkede panden knurrede. Det tog hende et kort øjeblik at omstille sig til engelsk. Så åbnede hun gnavent det ene øje og så på Will. ”Hvad?” knurrede hun på spansk.
    Han lyste op i et smil. ”Åh, endelig noget fra Marias synsvinkel – hvor forfriskende!” Han rystede på hovedet. ”Nej, øh…” Han nikkede hen mod sengen, hvor Louis lå pakket ind i sit tæppe og sov. ”Lou vågnede og havde det mildest talt elendigt. Vil du ikke se på ham?”
    Hun gned sig i øjnene og nikkede. ”Jo, øh… Jo…” Hun satte sig op og strakte sig. Det var stadig mørkt udenfor. ”Er det stadig nat?”
    William nikkede og gik hen til sengen. ”Ja – Lou sover stadig, prøv at lade være med at vække ham.” Englænderens bekymrede ansigt vendtes mod manden i sengen. ”Han vil så nødig bekymre mig, men…”
    Maria affejede ham træt med hånden. ”Ja ja!” Hun puffede han blidt til side og lagde sin håndryg på Louis’ pande.
    Straks mærkede hun bekymringen sprede sig. Franskmanden var varm med koldsvedte. Hans kin-der var feberrøde, han trak vejret hurtigere end han burde i søvnen. Hun tog hans puls. Hjertet ham-rede af sted som blev det pisket.
    ”Åh, jeg vidste det!” jamrede William. ”Hvor syg er han?”
    ”Jeg har ikke sagt noget endnu,” snerrede Maria. Hun gned søvnen ud af øjnene og så længsels-fuldt hen mod sin soveplads.
    Hun knappede med rolig hånd grevens skjorte op og fjernede den improviserede forbinding. Hun gispede og slog hænderne for munden.
    ”Hvad er de…”
    ”Nej, señor William, kig ikke!” Hun holdt ham for øjnene.
    ”Maria, hvad sker der?”
    Maria så med afsky på Louis’ sår. Blodårerne omkring det havde fået en gyselig, rødsort farve, der skinnede gennem den alt for blege hud.
    ”Maria…” William klynkede. ”Lad mig nu bare se det…”
    Hun tøvede, inden hun fjernede sin hånd. Will skævede til såret, men fjernede hurtigt sit blik og rynkede på næsen. Han satte sig i stedet på knæ ved Louis’ side og tog hans hånd.
    ”Hvad er der galt med ham?” spurgte William med lille stemme.
    Maria bed sin ene negl og undgik Wills blik.
    ”Maria.” Wills stemme var hård.
    Hun sank en klump og søgte væk fra hans øjne, der et øjeblik var blevet erstattet af sten. ”Señor William…”
    ”Hold op.” Will rejste sig langsomt op. Hans stemme dirrede. ”Du tænker aldrig højt. Du skjuler det så godt… Hvorfor?”
    ”Hvad taler du om, señor William?”
    Will skulede og pegede truende mod hende. ”Jeg kan læse List som en åben bog. Jeg ved, hvad Louis og alle andre med betydning i denne historie tænker – alle, på nær dig!”
    William trådte et skridt frem mod nonnen, der bakkede tilbage. Hendes ansigt var foruroligende roligt.
    ”Hvad ved du?”
    ”Du ved ikke, hvad du selv siger,” sagde hun og skævede hen mod sin soveplads.
    William så sig over skulderen. Med to lange skridt var han henne ved tæpperne og rev hendes no-tesbog op.
    ”Nej!” Maria slog hænderne for munden.
    Will så på hende. Hans hår strittede lidt, øjnene var vilde og han så en smule tosset ud. ”Nå, så jeg ser skør ud?!” Han rev bogen op og stirrede på siderne.
    Bogstaverne var nydelige og yndige som forventet af en kvinde som Maria. William gloede intenst på dem og prøvede at forstå det spanske, der var nedfældet. Lidt engelsk her, lidt fransk der, nogle ord var transparente, så han kunne forstå en smule. Blækkets tykke streger var så tilfredsstillende at se på. De flød næsten sammen. Kørte i uendelige cirkler og snørkler. Hvor var de yndige. Så sorte, så smukke, så…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...