Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6414Visninger
AA

26. Skændet

List så på William, der sad ret op og ned på sofaen med hænderne i skødet, efter at have forklaret, hvad der var sket. Hans nyvaskede hår var bundet sammen på ryggen, han havde fået en ren skjorte på.
    Maria skævede til den mørkhårede mand. En kande te stod på bordet, men indholdet i deres krus var for længst blevet koldt.
    ”Så…” List sukkede. ”Stuepigen, Jaqueline, ville dræbe dig, fordi…”
    Will nikkede. ”Fordi hun var forelsket i mig.”
    Maria gned sin pande. ”Jeg forstår ikke helt, hvorfor hun skulle…”
    ”Hun var tydeligvis forstyrret,” påpegede Will. ”List, du så jo selv djævlen i hende, ikke sandt?”
    List nikkede tøvende. ”Jo, men…”
    ”Jeg var nød til at forsvare mig selv,” sagde Will lavt og slog blikket ned. Han knugede sine hænder. ”Monsieur Condé havde været nede i vinkælderen. Vi havde talt om en ganske særlig vin, som han ville vise mig.”
    ”Hvorfor bar du ingen trøje, da vi ankom?” spurgte Maria.
    Will tøvede. ”Hun rev den af mig. B-begær er sådan en grim ting, ikke sandt?” Han forsøgte sig med et lille smil, der nok snarere blev til en grimasse.
    Maria holdt en hånd for munden og sukkede. ”Hijo, du behøver ikke at smile!” Hun rykkede over til ham og lagde armene om ham. ”Du gjorde, hvad der var nødvendigt.”
    Will smilede skævt og nikkede. Han rejste sig op, så Maria slap ham. ”Hvis I vil have mig und-skyldt. Jeg vil trække mig tilbage.” Han tøvede. ”Det har været en lang dag.”
    List nikkede. ”Sov vel.”
    William forlod dem. Maria sukkede dybt. ”Stakkels hijo,” mumlede hun.
    List rystede på hovedet. ”Åbn dog øjnene, Maria – han lyver.”
    Maria sendte ham et olmt blik og rystede på hovedet. ”Jeg er skuffet over dig, señor. Hvor er tilli-den? Hvorfor kan du ikke stole på stakkel William?”
    List lænede sig tilbage i stolen og så ind i ilden, der dansede i kaminen. ”Maria… Jeg troede, London var sikker. Jovist, folk løj og snød og stjal, ligesom jeg selv gjorde det – for sådan overleve-de man. Så kom du. Og du påpegede ting, jeg aldrig havde lagt mærke til.” Han samlede fingrene mod hinanden og fugtede sine læber. ”Du kan ikke se djævlene, vel?”
    Maria rystede på hovedet og tog fat om sin halskæde. ”Nej. Jeg hører dem, hvis jeg fjerner hals-kæden.”
    List nikkede. Han så på hende. ”Djævles øjne er gyldne. De lyser gennem de mennesker, de har besat.” Han gned sin hage og sukkede. ”Somme tider er jeg bange for, at jeg kan se lysglimt i Willi-ams øjne.”
    Maria spærrede øjnene op. Hun rejste sig vredt og slog ud med en arm. ”Du antyder vel ikke, at et medlem a la Trinidad er en djævel?!”
    List rystede fattet på hovedet. ”Nej. Men jeg frygter det.”
    ”Hvorfor tror du dog det?!” hvæste Maria. ”William er en god dreng! Han gør ikke nogen fortræd, han…”
    ”Han har bedt mig dræbe ham. I tilfælde af, at dette ikke lykkes.” List lænede sig alvorligt frem. ”Maria, hvorfor tror du, han gjorde det? Fordi han ikke vil se, hvad der sker, hvis alle ravnene flyg-ter? Nej, vel?”
    Maria glattede sit skørt og så ned. Hun sukkede og så dybtfølt på List. ”Señor William er bange. Det er der ikke noget at sige til. Hver gang har han talt i vildelse, ikke sandt?” Hun hældte en frisk kop te op og holdt om den fornemme kop, som var den lavet af det skrøbeligste og mest kostbare materiale i verdenen.
    ”For himlens skyld, Maria, det er bare en tekop,” bed List.
    Maria så på ham. ”Det er porcelæn. Hvor meget af dette har du drukket af?” Hun rynkede på næ-sen. ”For det må da være betragteligt mere end jeg, siden du kan tale sådan til mig!”
    List sukkede og gned sit ansigt. ”Undskyld, det var ikke min mening at være grov…” Maria fnøs og nippede til teen. ”Jeg er bare træt af at være indelukket her. Jeg er bekymret. Vi spilder tiden, vi burde komme videre!”
    ”Tja…” Maria pustede en hårlok væk. Den sorte krølle dansede et øjeblik i luften, inden den lag-des på hendes fine hårstrå. ”Men er det nu så slemt? Hvis det går, som du frygter, er det måske godt nok, at vi nyder vores sidste tid?”
    List fnøs og lukkede øjnene. ”En nonne der ønsker at nyde noget – ja, så er verdens ende nær…”
    Maria rystede på hovedet og sukkede. ”Du er umulig at snakke med lige nu. Jeg trækker mig tilba-ge for natten.” Hun rejste sig med sin tekop og gik mod døren. Inden hun åbnede de store døre, tøvede hun og så hen på den tænksomme englænder i stolen. Han havde knap rørt sin te, og et pla-get udtryk havde lagt sig over hans ansigt. ”Godnat, señor List.”
    ”Godnat Maria,” mumlede List fraværende.
    Maria forlod ham, og han var alene tilbage i stuen. Ilden knitrede og gjorde ham søvnigt. Det var ud på de sene timer. Tusmørket var faldet udenfor, og kun enkelte lys indikerede, at han befandt sig i en storby. Månen skinnede bag en tynd sky, og stjernerne glimtede ind i lokalet.
    Skyggerne var lange. Rummets eneste lyskilde var ilden i kaminen. List samlede fingerspidserne og hvilede dem mod hovedet.
    Hvad var det, der plagede ham? Han vidste det end ikke selv. Han skuede ind i flammernes sen-suelle dans og prøvede at sortere sine tanker.
    Hans hage faldt og ramte brystet. Han fór sammen og rystede hovedet. Han måtte være døset hen, for ilden var mindre trods varmen var større.
    List sukkede og gned sit ansigt. Han rejste sig og strakte sig. Teen var lunken som vand på en for-årsdag. Blid regn var begyndt at falde på ruderne, det lydløse vand gjorde Paris abstrakt og smuk-kere end List forend havde set.
    Med stive skridt fra sovende ben gik han ud på gangen. De var øde i disse timer, enkelte lysesta-ger spredte en skær, han kunne gå i.
    Tæpperne på gulvet dæmpede hans skridt, gardinerne for de høje vinduer lukkede måneskæret ude. Stilheden trykkede ham i ørerne. Han nød at være alene, at der ikke var nogen omkring ham. Det var som at gå i en drøm. Der var højt til loftet og striber af nattelys sprang ind mellem gardiner-nes åbninger. Her var roligere end på landet, selvom han befandt sig i en by, der var plads og her, alene på gangen, kunne han brede sig.
    Han strakte armene ud og sukkede. Lyden druknede i stilheden.
    Han stoppede op og lyttede. Den sagte summen for hans ører var behagelig på en ny måde. Da han fortsatte, kunne han gå med lukkede øjne og nyde lyden af ingenting.
    List gabte og strakte sig igen. Blodet steg ham til hovedet, så han blev svimmel, og vaklede for-skrækket til siden. Han væltede en vase. Den faldt på gulvet og gik itu. List bed sig i læben og så sig omkring. Som Maria havde sagt, var det porcelæn. Han havde ikke råd til at erstatte den!
    Så han tog de to skår op og løb forsigtigt ned ad gangen. Han fandt et afsides lokale og rev døren op. Han så sig om efter et godt sted at skjule den ødelagte vase, men tabte dem i stedet, da hans blik faldt på hvælvingen i lokalet.
    List stirrede med store øjne på monsieur Condé. Franskmanden sad stivnet som et forskrækket dyr og undgik øjenkontakt. William sad på hans skød og så på List med vildrede.
    ”William,” mumlede List. ”Fjern dig fra ham.” Will sank en klump. Louis’ hånd hvilede på eng-lænderens bare bryst. List løftede varsomt en hånd. ”Will, kom herhen.”
    Louis rykkede lidt fra væk Will, der greb fat om hans håndled. List skulede afskyende til fransk-manden, der havde skændet den unge mand og strippet ham til hoserne.
    ”William!” Lists stemme blev en del mere intens. ”Fjern dig fra ham!”
    William så på Louis med et forvirret udtryk. Louis’ ansigt var rødt og øjnene var vilde af for-skrækkelse. Wills ben hvilede på hver side af hans hofte.
    ”WILL!” råbte List og pegede på Louis. ”Hvad end den mand betaler dig, skal du ikke gøre, som han siger!”
    ”Betaler?!” udbrød Will. Han så én gang på Louis med hårde øjne. Han rykkede lydigt væk. Willi-am hjalp ham på benene og så på List. ”Lou betaler mig ikke!”
    ”Lou?!” gøede List. Han fnøs og rystede på hovedet. ”William, du er tydeligvis forvirret – mener du ærligt talt, at du vil lade det bæst krænge dig…”
    ”Han er ikke et bæst!” råbte William. Han tog Louis’ hånd. ”Jeg elsker ham!”
    Lists hjerte stoppede et øjeblik. Han trådte et skridt tilbage og holdt en hånd for brystet. ”Du… du…” Han spændte i kæberne og rømmede sig. Han rystede på hovedet. ”Det kan simpelthen ikke passe,” mumlede han. Han havde kvalme.
    William trådte frem og så ham trodsigt i øjnene. ”Jeg er homoseksuel. Lou er min elsker. Og jeg er hans.”
    List holdt sig for munden og så væk. Han hev efter vejret. ”Du tænker ikke klart,” sagde han mo-notont. Han så på ham og rynkede lidt på næsen. ”Kom – Maria ved sikkert, hvordan du kan kure-res.”
    William bakkede væk og løftede hagen en anelse. ”Nej!”
    List gøede. ”William, kom så med. Det er klart at din fortid har forvirret dig, kom nu bare med, så finder vi ud af det, vi kan…”
    ”Nej!” råbte William. Han tog Lous hånd og nedstirrede stædigt List.
    List rettede blikket mod Louis og knyttede sine næver. ”Dig,” snerrede han sammenbidt. Han pe-gede på greven. ”Du har ødelagt ham!”
    ”Han forstår dig ikke,” knurrede Will.
    List tog nogle dybe indåndinger.
    Med et rasende brøl kastede han sig mod Louis. Han greb fat om hans hals og væltede ham ned på gulvet. Will skreg forskrækket.
    Louis greb fat om Lists hænder og prøvede at ryste ham af sig, men List strammede grebet, og franskmanden peb.
    Will skubbede List væk med al sin styrke. List slap ikke Louis, før William hamrede ham på siden af hovedet. List kravlede fortumlet væk, da hans verden eksploderede i et hvidt, pinagtigt skær. Han ømmede sig. Will faldt på knæ ved Louis’ side og talte hurtigt til ham på fransk.
    List kom på benene og skulede til William. Han pegede på ham. ”Du er syg, selvom du ikke kan indse det. Vi taler i morgen – gå op på dit værelse.”
    Wills øjne blev smalle. Hans stemme var kolde og ildevarslende, da han ytrede de følgende ord: ”Du er ikke min far.”
    List så tomt på ham. Nej, han var ej. Det vidste han godt. Men det betød ikke, at han ikke bekym-rede sig.
    ”Jeg ved, du ønsker mig det bedste,” hvislede Will. ”Men det, du foreslår, er det værste, der kun-ne ske for mig.” Han hjalp Louis på benene og holdt om hans arm. ”Gå.”
    ” Du har brug for hjæl…”
    ”Louis og jeg tager på herberg i aften,” afbrød Will. Hans blik var vendt nedad. Han samlede sin trøje op og holdt den for brystet, som var han pludselig flov over, at List skulle se ham. ”Jeg er ikke flov,” mumlede han. Han sukkede. ”Vi er tilbage ved daggry.”
    ”Will…”
    ”Jeg byder dig en god nat.” Will og Louis samlede deres tøj op og gik hen til døren. Louis fik sin trøje på og forlod lokalet. William stoppede i døren og så på List. ”Det er, hvad jeg agter at have.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...