Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6426Visninger
AA

11. Santander

Det tog lang tid, før Dødssejleren kunne skimte Santander i horisonten. Maria og Will genoptog læsningen, men List måtte konstant tynges under det nagende blik fra den misbilligende kaptajn.
    Da først Bonny hørte om Williams tidligere profession, blev han straks hendes favorit på skibet, næst efter Maria, selvfølgelig. List lå i bunden.
    Mandskabet vendte sig ikke helt til levende på skibet. De havde vilde slåskampe, hvor vi slog hin-andens halvrådne lemmer af, og prøvede at inddrage List og Will op til flere gange. Det tog tid at forklare spøgelsespiraterne, at de levendes lemmer altså ikke kunne sættes på igen.
    Aftnerne på Dødssejleren var smukke. Lysene hang illusionsagtigt over vandet, stjernerne lyste foroven, og som de nærmede sig Spanien, blev det varmere og varmere i vejret. Enkelte aftner var det muligt for List at sove under åben himmel. Han og William delte en kahyt under dækket, Maria havde fået et stort værelse nær Bonnys.
    Den 10. april kom lysene fra Santander frem i horisonten. Det var sent, da vagtposten så dem, og List var den eneste på dækket. Her kunne han samle sine tanker om aftenen. Middagen spiste Bon-ny, Maria, William og List sammen, men den var altid så lille som mulig, for at spare på provianten.
    Efter yderligere et døgns sejlads stod List i stævnen og ventede på, at skibet lagde til kaj. Dødssej-leren var alt andet end et ordinært skib af udseende, de lasede sejl og det tilsmudsede skrog var noget, kaptajnen konstant brokkede sig over. Men alligevel lykkedes det Bonny at kamuflere skibet, så udenforstående ikke så andet end et gammelt fragtskib.
    ”Og I skal vide dette,” sagde hun under maden den sidste aften, ”det sekund, I træder af mit skib, vil I selv blot se et Hollandsk skib. I vil ikke kunne finde hverken mig eller mit fartøj – men jeg lover jer, vi skal ses igen.” Hun grinede. ”Om ikke andet, så bliv elendige pirater – dumme nok til at blive kastet over bord, så kommer jeg og henter jer!”
    Selvom List havde vendt sig til livet på et skib, og for længst var kommet af med sin søsyge, hav-de han aldrig prøvet bedre end at træde af den forbandede båd! Han havde vand i knæene og kun-ne knap holde balancen, men det gik. Han vendte sig om for at sige farvel til Bonny, og hans øjne blev store.
    For dér foran ham lå intet spøgelsesskib. Kun en gammel båd med muslinger og alger på siden. Gouden eend stod der på siden med gyldne bogstaver. En gås var blevet malet ved G’et.
    Maria stod på dækket og var ved at sige farvel til Bonny, der lignede sig selv. Kaptajnen omfav-nede sin veninde og gav hånd til Will. Alle tre havde fået en byld med rent tøj og en smule brød og ost med sig, samt en smule spanske peseta.
    Nonnen var den, der stod længst og kiggede på båden. Bonny vinkede farvel og gik under dæk, for at kunne være veludhvilet til salget af bytte den følgende dag.
    ”Hvor skal vi sove?” Wills trætte stemme skar sig gennem stilheden, der havde ligget mellem de tre.
    Maria smilede overbærende. ”Bare rolig,” sagde hun. ”I España sover vi til middag, så vi er længe oppe om aftenen. Kom, så skal I se.”
    Ganske rigtigt var gaderne fulde af liv. Folk gik rundt og handlede, spiste aftensmad ude foran husene, lanterner skinnede på snore mellem husene.
    List havde aldrig været udenfor London, og Santander virkede allerede så fremmed for ham. Han fulgte Maria, der holdt blikket nede og hjemvant snoede sig gennem menneskemængden.
    Nok havde hun sagt, at det ikke ville blive noget problem at finde et sted at sove. Men det mod-satte blev snart klar for den lille rejsegruppe.
    Alle de kroer, de gik ind på, var fyldt op med rejsende, der var på vej til Barcelona og Madrid. Frustrationerne, List ellers havde holdt tilbage, begyndte at skinne igennem, og Wills træthed gjorde ham irritabel og besværlig.
    Kun Maria holdt hovedet koldt. Hun fortsatte tålmodigt fra sted til sted, selvom List så hende vride sine hænder.
    De havde gået længe, da de nåede kroen Feliz Cerdo, som Maria oversatte med ”Lykkelige Svin”.
    Krostuen var varm, men også fuld af fulde mennesker, der råbte og lo frem og tilbage.
    En rødmosset mand kom hen til Maria og slog hende bagi, hvorefter han snøvlede noget på spansk. Maria hylede og slog ham på siden af ansigtet. Hendes hoved blev ildrødt, og hun stormede hen til baren, hvor en mand var ved at servicere en forhutlet personlighed.
    ”¡Válgame Dios!” mumlede hun rasende. ”¡Perdone Ud!” 
    Manden bag disken så på hende. ”¿Qué quieres de mí?” spurgte han utålmodigt.
    Maria begyndte at tale til ham. List og William betragtede hende. Manden, der før var blevet ser-viceret, sad og drak en ukendt væske. Han hævede sløvt blikket mod Maria og så på hende med rødlige øjne.
    List rynkede panden. Manden åbnede munden lidt og gloede på den irriterede nonne, der vist nok kæmpede for at de kunne få plads på nogle ledige værelser.
    Han rakte ud mod hende, og List, der stadig kunne se hendes røde kinder over den fulde mand, greb sin daggert og skyndte sig hen mod manden.
    Han greb det usle væsen ved kraven og slog sin kappe omkring sig, så de skjulte den kniv, hvis æg han holdt for mandens mave. ”Rør hende, og jeg sprækker dig op,” snerrede han lavt.
    ”Eh!” sagde manden bag disken, der ellers havde talt med Maria. ”Roberto! Lad mine gæster væ-re!”
    ”Pero Pablo…” Manden, Roberto, smilede fjoget og pegede på Maria, der først nu så på manden. Al farve løb ud ad hendes ansigt. ”Estoy Maria!”
    Pablo så på Maria og rynkede panden. Så spærrede han øjnene op. ”Querido Maria!” udbrød han. ”Bienvenido!” Pablo begyndte at kalde rundt, flere kom ud fra kroens baglokale. List trak sig væk fra den fulde mand. Maria prøvede at gøre sig usynlig, men var snart omringet af jublende stemmer.
    Roberto omfavnede Maria og grinede med røde kinder, hun prøvede at komme væk fra ham, men han kyssede hende på kinden, løftede hende op og hvirvlede hende rundt.
    ”Hey! Hvad tror du egentlig, du har gang i?!” udbrød List.
    Roberto satte Maria ned og så på List. Flokken trak sig lidt væk, da stålet i tyvens hånd glimtede. ”Eh, Maria, quién está él?”
    Maria vred sig ud af Robertos greb og så vredt på ham. ”Ellos está mi compañero de viaje! Déjame en paz, Roberto!”
    Roberto så lidt på den vrede nonne. Så grinede han og lagde en arm om hende. ”Pero hermana!” grinede han. ”No tengo veo ti en… en…” Han slog ud med armene og sprudlede: ”Cincuenta año!”
    Maria himlede med øjnene. ”Tengo sólo veintiséis año.” Hun sukkede dybt og så på List og Willi-am. ”Señor List, señor William…” Maria bøjede skamfuldt hovedet. ”Dette er mi broder, Roberto Campo…”
    Will rynkede panden. ”Bror?”
    List gemte kniven igen, men han opretholdt sin vagtsomhed.
    ”Han tale ingen engelsk,” sagde kvinden med det sorte hår. ”Og vi bliver ikke her. Vi skal finde et sted at sove.”
    Hun greb fat i sine følgesvendes ærmer og skulle til at trække dem med ud, da Roberto pludselig sagde: ”Eh! Maria!” Han lagde en hånd på hendes skulder og rynkede koncentreret panden. ”Jeg… have sted at bo.” Han så på dem alle, men List havde på fornemmelsen, at den eneste grund til, at han talte engelsk, var for at modbevise sin søster.
    ”No,” vrissede Maria. ”Vi skal gå!” Hun travede ud i mørket, der blev mere og mere intenst. Stjer-nerne glimtede over hende, og nattens dug var lige så stille ved at lægge sig over den ellers lune by.
    ”Hold nu op, Maria,” klynkede William. ”Det er sent, og jeg er træt! Hvorfor kan vi ikke bo hos mr. Campo?”
    Maria spændte i kæberne men sagde ikke mere. Hun knyttede næverne og rettede slået blikket ned. ”Nuvel,” sagde hun lavt. Hun vendte sig om, gik hen til Roberto og mumlede sammenbidt til ham. Will fangede kun få af ordene. ”Contábamos… cuidar de… castigo…”
    I sidste ende nikkede Roberto bare og gjorde honnør. ”Sí! Capitán!” Han vinkede sine tre gæster med og slingrede ned ad gaderne. Han fortalte jokes på spansk, som ingen af de tre forstod, end ikke Maria. Han sang folkeviser og råbte ad folk, der råbte, at han skulle holde mund, og han vælte-de fra side til side, indtil List tog hans arm om sin skulder og lod ham vise vej.
    Roberto boede i en lille lejlighed. Der var kun udsigt til andre bygninger, gulvet knagede og de fleste lys var udbrændt. Han havde kun to værelser, en stue og et sovekammer, og begge dele var småt og beskidt.
    Men Roberto fandt sit fyrtøj i en ramponeret skuffe og fik kluntet ild i en stearinlysestump, hvor-efter han gik rundt og tændte de andre. Han sagde noget til Maria, der åbnede en dragkiste og fandt nogle hæklede tæpper frem.
    Roberto fik redt op til to i stuen og en ekstra på sit værelse. Da han kom ud fra sit sovekammer, havde han en flaske rom i hånden. Han fik øje på Maria og nikkede tænksomt. ”Ah, sí… Tú esta monja…” Han flyttede den ene opredning ud i stuen, hvor det pludselig var blevet trængt, og lave-de en klodset gestus mod soveværelset. ”Maria sove i mit værelse,” smilede han. ”Mi bello hermana menor!”
    ”Tak, Roberto, men jeg skylder mine venner en forklaring, før vi går til ro,” sagde Maria køligt.
    Roberto nikkede. ”Sí! Sí!” Han gik ind på sit værelse, mens han mumlede til sig selv.
    Maria satte sig roligt på Robertos forslåede sofa, mens hun så mod gulvet. William satte sig på den lille opredning på gulvet, og List slog sig ned ved siden af ham.
    ”Roberto er min storebror,” sagde Maria stille. ”Jeg har ikke set ham i næsten ti år. Han drikker, og i morgen tager vi væk herfra. Jeg skammer mig over hans opførsel, men beder jer tilgive ham.”
    List trak på skuldrene. ”Han virker flink nok.”
    Maria smilede trist. ”Roberto er en god mand. Men der er sket ting for ham, intet humano skulle opleve.” Hun foldede hænderne og så ud ad vinduet, der viste ud til nabohusets mur. ”Vi blev op-draget af mine hermana. Jeg besluttede at blive hos dem, da Roberto og jeg var kommet os over…” Maria tøvede. Hun så på List og smilede undvigende. ”… begivenhederne. Han prøvede at få mig med til Santander, så jeg kunne ægte min forlovede, men der kom ting i vejen. Jeg er glad for mit liv i klostret, og jeg vil vende tilbage til det snarest muligt.”
    Will gabte. ”Jeg troede ikke, nonner måtte blive gift?”
    Maria lo blidt. ”No. Det var en købmandssøn.” Hun holdt halskæden med korset op. En lille, tynd sølvring glimtede om korsets midte. ”Jeg elskede ham, men jeg skylder Dios mit liv.”

Roberto var faldet i søvn i sit kammer under Marias forklaring, så List og William lod hende sove på sofaen, og sov selv på gulvet.
    List og Maria gik ud med et brag. Men på trods af Wills umådelige træthed, lå han vågen.
    Han stirrede ud i natten. Bed sig i læben og holdt sig for ørerne. Det var ikke lydene udefra, der generede ham – cikadernes sang var som en tryg, varm sang, det tynde tæppe holdt ham tilpas varm. Det var noget andet. Noget ukendt…
    Han havde bundet håret i en hestehale bagtil, men nakkehårene klistrede til hans svedige krop. Varmen var ham uvant, men nej, det var heller ikke det, der generede ham.
    End ikke Lists svage snorken holdt ham fra søvnens befrielse, og som det blev mørkere og hørel-sen skærpedes, syntes alting at…
    ”Gider du godt holde mund?” snerrede Will sammenbidt. ”Du vækker de andre.” Han så op mod loftet, lyttede og ventede. ”Stop så!” hvæste han sammenbidt. ”Hold op!” Han gemte hovedet un-der puden. ”Stop det! Så interessant er jeg ikke! Lad være med at diktere alt jeg gør!” Han var stille lidt, men satte sig så arrigt op og så rasende ud i luften. ”Jeg har lyttet til dig i ugevis, det mindste, du kan gøre, til gengæld for min underholdning, er at lade mig sove!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...