Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

22Likes
11Kommentarer
6764Visninger
AA

27. Revner

Tårerne drev ned ad Marias kinder. Hun skjulte ansigtet i hænderne og jamrede. ”Dios mio, ¿por qué diablos?!”
    List lænede sig op ad væggen og så væk fra hende. Han sagde ikke et ord, men lod kvinden græde ud i fred.
    Maria sad på soafen i stuen nærmest deres soveværelser. List havde netop fortalt hende om det, han havde set den foregående aften. Hun hulkede ulykkeligt ned i sine fine små hænder.
    Endelig faldt hun til ro. ”Men señor William er sådan en god dreng, hvordan kunne det her ske?!”
    List sukkede og lod en hånd løbe gennem sit hår. ”Han er bare syg, Maria,” mumlede han. ”Vi finder en kur. Det er Condé, der har smittet ham.”
    Maria tørrede sine øjne, rettede ryggen og glattede sit skørt. ”Hvor er señor William?”
    List bed sig i overlæben og så væk. ”Ahm… Han skulle noget.”
    ”Señor List, jeg er ikke dum – fortæl mig hvor han er.” Hendes stemme var bestemt og kold som aldrig før.
    Englænderen sukkede og så ned i gulvet. ”Han og Condé tog hen til et herberg natten over.”
    Maria hylede og brød ud i tårer igen. ”¡Daiblo! ¡Es un diablo! ¡Mal rayo te parta, Condé!”
    List pustede forskrækket og satte sig ved siden af Maria. ”Nu taler jeg ikke spansk, men… det lød ikke særlig kristent?”
    Maria sad foroverbøjet og støttede albuerne på knæene. Hendes hår skjulte hendes ansigt. Hendes skuldre skælvede. Lists hånd hvilede lidt over hendes ryg. Han var usikker på, hvorvidt han måtte trøste hende. Så i stedet sukkede han og trak hånden til sig. ”Vi skal nok finde på noget. Bare rolig, Maria…”
    Døren til stuen gik op. Maria og List så op samtidig. Will stoppede op og så kort på dem. Så fort-satte han gennem stuen med hurtige skridt.
    ”William, kom herhen!” sagde List tydeligt.
    ”Det bad du mig også om i går, svaret er det samme!” bed Will.
    ”Señor William!” Marias stemme var høj og skinger, ulig noget, List før havde hørt. Will stoppede forskrækket, men han kom ikke hen til dem. Han lagde armene over kors og så følelseskoldt på sine rejsekammerater. Maria rejste sig. ”Hvad er det, señor List fortæller mig?” Hendes ord skælvede.
    Will sænkede blikket og knyttede næverne. Han stod foran et vindue, det hvide lys bag ham skab-te en kontrast, der fik ham til at se fjern og fremmed ud. Hans hår var samlet med et simpelt bånd i nakken. Han svarede ikke.
    Et hulk undslap Maria. Hun rejste sig og kom med usikre skridt hen mod William. ”Sig, det ikke er sandt,” bad hun.
    List rejste sig og kom hen bag hende. De to stod et stykke væk fra Will.
    Will sagde stadig ikke et ord. Dybe skygger på hans ansigt, samt det sorte og hvide tøj, gjorde ham næsten monokrom.
    ”En mand kan ikke elske en mand.” Lists monotone ord fik Will til at skære en grimasse. Den sorthårede mand lagde sine hænder på Marias skuldre, da han så, hvor meget hun rystede. Hun sank en klump. ”Vi vil gerne hjælpe dig, William. Du er ikke rask. Du er nød til at komme til fornuft. Du kan ikke elske med en mand, det er umuligt!”
    Will lo gøende. ”Virkelig?” Han rystede på hovedet og så let på List. ”I så fald klarede han det meget godt i nat. Jeg er stadig lidt svag i knæene.”
    Maria peb. List lagde hurtigt armene om hende. ”William…”
    William afbrød hans ildevarslende stemme. ”Jeg tilbragte seks år i ”aktiv tjeneste” på Nightingale Nest,” snerrede han. ”Og ikke én gang lykkedes det mig at tilfredsstille en kvindelig kunde. Men mændene…” Han lo uden det mindste spor af glæde i sit ansigt. ”Dem kunne jeg spille som en har-pe.”
    ”Du vil komme i el Infierno,” lød det spagt fra Maria. Hun rev sig løs fra List og kastede sig over mod William. Hun greb hans hænder og så ham bønfaldende ind i øjnene. ”Hijo, jeg beder dig, lad mig frelse dig! Lad os hjælpe dig ind i el cielo!”
    William rev sig løs fra hende. ”El Infierno… El Cielo… Det er Helvede og Himlen, ikke sandt?” Maria nikkede håbefuldt. ”Og hvordan kommer man så ind i el Cielo?” spurgte han uinteresseret.
    ”Ved at følge Dios’ ønske! Ved at være god og retfærdig og hjælpe andre!” Hun smilede. ”Hijo, lad os hjælpe dig med at opfylde dette! Det er ikke svært, men…”
    ”I kan ikke hjælpe mig med noget!” knurrede William og bakkede væk. Han så på dem med smalle øjne. ”I er frastødende,” hviskede han. ”Du, Maria, du taler om at ”følge Guds ønske”, men du tror ikke engang på den bibel, der efter sigende skulle indeholde dette! Du tror på, hvad var det nu? Kopernikus! Darwin! Ikke også!”
    Maria slog hænderne for munden og så på List.
    Will pegede anklagende på List. ”Og dig! Hvilken form for Himmel kommer du i?! Du har levet som en tyv hele dit liv! Og selvom Maria er for naiv til at bemærke det, men jeg ved, hvor stort et begær du nærer efter hende!” Maria så tøvende på List. ”Er det ikke en synd, Maria? Begær?!” Will slog ud med armene. ”Jeg har aldrig ønsket at skade nogen! Jeg har altid hjulpet min familie på Nightingale Nest! Jeg har altid hjulpet de nye efter første gang, når de var bange! Jeg gik rundt i byen hver søndag og delte ud til de hjemløse, det var dét, jeg gjorde, før I kom! Jeg slog aldrig en kunde, selvom de slog mig!
    Jeg har altid delt, og været kærlig, og fulgt GUD RÅDNE ØNSKE! Og hvad får jeg ud af det?! INGENTING!” Will råbte rasende og pegede på Maria. ”For der findes ikke en gud! Der er ikke nogen, der holder øje med, om noget er retfærdigt! Jeg elsker Louis! Jeg elsker ham, jeg elsker ham, hører du mig!” Han greb fat om Marias krave. ”Jeg skader ikke nogen! Det gør han heller ikke, men I begynder at himle op om, at jeg er syg, fordi din fandenske gud ikke accepterer den måde, han har skabt mig!”
    ”William!” råbte List. Han greb fat om Will og trak ham væk fra Maria, der vaklede baglæns.
    ”HØRER DU MIG, MARIA! DEN GUD, DU TILBEDER, ER DJÆVLEN SELV! OG VED DU HVAD?! JODEMOS COMO CONEJOS!” Maria slog hænderne for munden og hylede for-fjamsket. Hendes ansigt blev rødt og øjnene blev blanke.
    List slog Will i ansigtet. Drengen tumlede forskrækket ind i væggen og blinkede lidt. ”Nu tager du dig sammen!” råbte List. Han fik Will sat ned. ”Så, tag en dyb indånding.” Will hev efter vejret. ”Så, fald ned, sådan… Dyb indånding…”
    Will faldt langsomt ned. Han så ikke List i øjnene. ”Vi har alle revner i vores personligheder,” mumlede han. ”Maria tror ikke på den gud, hun tilbeder. Du ønsker at ligge med hende.” Han løfte-de blikket, så hans blå øjne stirrede ind i Lists grønne. ”Men at elske Lou er ikke en fejl. Det er no-get, jeg har manglet.”
    ”Hvad mener du med manglet?” spurgte List venligere. Han satte sig på knæ ved siden af William.
    Will så på Maria. ”Undskyld jeg råbte af dig,” mumlede han.
    Hun gned sine arme.
    William sukkede. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det.”
    ”Prøv,” insisterede List.
    ”I vil ikke kunne forestå det…”
    ”Prøv alligevel,” vedholdt List.
    William tog en dyb indånding. Så nikkede han. ”Okay.” Han greb fat om Lists nakke og pressede sine læber mod hans. List gibbede forskrækket. Williams kys var varm og koldt på samme tid. Det var ikke dårligt, men… det føltes… falsk.
    Will slap ham og så ham tomt i øjnene. ”Forestil dig, at du er tvunget til at kysse person efter per-son sådan dér. Uden følelse, uden passion, uden kærlighed. Og forestil dig så, at du er tvunget til at gå i seng med disse mennesker. Nat, efter nat, efter nat, efter nat, indtil du end ikke længere kan mærke dem røre dig. Indtil du er så kold og vred indeni, at du lige så godt kunne være en dukke.
    Forestil dig, at du ikke kan slippe ud af dette helvede. At du drukner lidt efter lidt hver eneste dag.” Will sukkede. ”Og forestil dig så et lys. Et lille glimt af håb. Du løber mod det, og du finder den ene ting, du har manglet i al den tid. Én, hvis berøring du kan mærke. Én, hvis ord når dig. Én, der fortæller dig, at de elsker dig, én, der mener det, og ikke siger det i et øjebliks eufori, frempro-vokeret af et trick eller to, du har lært i din tid i helvede.” William så på Maria. ”Er I to så kyniske og bange for det, der er anderledes, at I vil frarøve mig det ene, lille lys.”
    Maria så på List, der stadig var paf over Wills lille overgreb. ”Åh… Jeg…” Hun sukkede og satte sig ned. Hun rystede på hovedet. ”Det er ikke rigtigt. Mænd bør være med kvinder, og omvendt.”
    ”Men jeg tiltrækkes ikke af kvinder,” sagde William lavt. ”Men tro ikke, det ikke har været svært at erkende.”
    ”Du vil blive henrettet, hvis nogen…”
    ”Jeg ved det.” William afbrød Lists spage ord. ”Derfor siger I heller ikke noget. Jeg vil være sam-men med Lou, om I kan lide det eller ej, men jeg vil ikke tale om ham nær jer, og I vil ikke lægge mærke til noget.”
    ”Men señor William…”
    Will skar Marias grædefærdige stemme af. ”Jeg har været i Helvede før. Jeg er ikke bange.” Han så op. ”I mener det godt, og for det skal I have tak. Men bland jer ikke i mit liv, med mindre jeg beder jer om det. Vi er ikke venner. Vi er ikke en familie. Vi er rejsekammerater.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...