Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj?

12Likes
2Kommentarer
1000Visninger
AA

3. Nattens rede

List vågnede badet i sved. Han så sig forvirret omkring. Der gik et øjeblik, før han huskede, hvad der var sket dagen før. Så lagde han sig tilbage på puden og lod sine fingre løbe gennem håret.
    ”Sov De godt, señor?”
    List fór sammen og holdt tæppet op for sig. Maria smilede til ham. Hun havde kjolen på, så ganske køn ud i morgenlyset. ”Af en nonne at være,” sagde List og fnøs, ”er du uhyggeligt god til at snige dig ind hos mænd.”
    Maria himlede med øjnene. ”Er De klar til at gå?”
    List vrissede af hende. ”Lad være med at hundse med mig! Jeg skal først have morgenmad…”
    ”De får to skiver brød med kød og salat med herfra,” afbrød Maria. ”Det er af yderste vigtighed, at vi begynder jagten på vores compadre så snart som muligt.”
    List betragtede hende lidt. Så smilede han skævt og foldede hænderne bag hovedet. ”Du er vild med mig.”
    Maria rynkede på næsen og så fornærmet på ham. ”Que?!”
    Tyven nikkede. ”Det er derfor, du lurer på mig, ikke sandt?”
    Kvinden stampede målløst i gulvet. ”Señor! Tiden løber, den kan ikke spildes!”
    Manden pegede på hende. ”Men du benægter det ikke.”
    Maria hylede rasende og stampede ud af rummet. List grinede stille. Så gik hun endelig…
    I ro og mag kunne han tage tøj på. Han kunne høre sine midlertidige naboer hyle op om den stjålne kjole, forhåbentlig ville de ikke se Maria i den, eller lægge mærke til den. 
    Da han var påklædt i sit snavsede tøj, gik List nedenunder. Han stoppede op på det nederste trin og så på Maria.
    Hun stod nervøst i et hjørne og prøvede at skjule sine former og ankler. Hendes kraftige, sorte krøller var bundet sammen med et bånd bagtil, så det ikke kom i vejen, men den genstridige hårlok tvang hende konstant til at puste den væk.
    Et øjeblik stod List bare og betragtede hende. Hendes blik var flovt rettet mod jorden. Hendes hud så lysere ud… Mændene, der kom forbi, sendte hende blikke, hun tydeligvis ikke var tryg ved.
    ”Señor!” udbrød Maria, da hun fik øje på List. Hun smilede næsten lettet til ham, og han måtte tage sig sammen for at gå hen til hende og give hende et irriteret blik. Han tyssede på hende, da en masse vrede blikke blev sendt deres vej.
    ”Shh!” hvæste han. ”Lad være med at være så… så… spansk!”
    Maria lagde fornærmet armene over kors. ”Señor, jeg er nu en gang…”
    ”Ja ja!” knurrede han. ”Men spaniolere er ikke vellidte lige nu.”
    ”Hvorfor ikke?”
    Han sendte hende et overbærende blik og klappede hende på kinden. ”Fordi I angreb os. Og fej-lede. Og sank.”
    Maria så forvirret rundt. ”Jamen… Det var jo ikke mit lands skyld…”
    ”Nej, men I får skylden.” List greb hende om håndleddet og trak hende hen til kroskranken. Han udskrev sig og trak en modstræbende Maria ud på gaden. 
    Hun rev og sled for at komme fri af hans greb, og da han endelig slap hende, så hun forurettet på ham. ”Har De ingen respekt for Guds discipel?!” snerrede hun.
    ”Jo,” knurrede List. Han så skarpt på hende. ”Men ikke når de lurer på mig og river mig ud af sen-gen om natten!” Han strøg sit sorte hår tilbage og pustede. Morgenen var våd og fuld af dug, den ellers friske luft var ebbede af dunsten af drankere og de væsker, de nu så gavmildt efterlod til an-dre næsers fryd og gammen. Maria holdt et tørklæde for næsen og skulede rundt i afsky, men List, der var vandt til lugten, gik uforstyrret rundt mellem husene. ”Såh,” sagde han, da de var på tilpas afstand af kroen. ”Hvor skal vi lede efter vores… ”makker”?”
    Maria så lidt skyldigt på List. ”Mi no se… Ahm, jeg ved ikke…”
    List slog sig for panden og rystede opgivende på hovedet. ”Fint… Vi spørger os omkring.”
    Kvinden slog hænderne sammen og smilede. ”Sí!” Hun så sig omkring og trippede hen til det nærmeste hus, hvor hun bankede på døren og høfligt ventede på svar.
    ”Hey!” List rev hende væk og trak hende om bag huset, lige inden en bryskt udseende kvinde åbnede døren. ”Er du sindssyg?!” hvæste List, da kvinden var gået igen. ”Du kan ikke bare banke på tilfældige folks døre her i området! Hvad vil du overhovedet spørge om?! Du har ingen plan, du er…”
    ”Skødesløs? Som en tyv?” Maria sendte List et køligt blik. ”Jeg kender Dem, señor List. Mi kon-takt har holdt øje med Dem.”
    List fnøs. ”Hurra, en forfølger.”
    Maria satte hænderne i siden. ”Hvordan ville De da gøre det?”
    Han smilede charmerende til hende. ”Min kære Maria…” Han tog hendes hånd og kyssede den. Hun rev den til sig og skulle til at slå ham, men han greb fat om hendes hånd og smilede selvtilfreds. ”Du vil ikke bryde dig om den.”

Røgen lå tyk under loftet. List smygede sig gennem menneskene i kroen, mens Maria pibende prø-vede at følge efter ham. Hun holdt sjalet tæt om kroppen og prøvede at undgår de blikke, hun fik tilsendt.
    Henne ved baren satte List sig og så på kroejeren. ”Bernard, gamle svinger!”
    Bernard satte en kniv mod Lists strube. ”Hvornår betaler du, din svindler?!”
    List sank en klump og smilede. Han holdt afværgende hænderne op. ”Så så, gamle ven…”
    ”Jeg er ikke din ven,” knurrede manden og tørrede t krus af. Hans overskæg var busket men ellers var hans hoved bart.
    ”Men her er min ven,” smilede List. Han greb fat om Marias talje og trak hende ind til sig.
    Hun gispede forskrækket og prøvede at kæmpe imod ham, men det lykkedes List at holde hende fast med et overbærende smil. ”Hun er fyrig, men prisen værd.”
    Maria måbede. ”Din…”
    List tyssede på hende. ”Så, hold nu mund og gør, hvad jeg betaler dig for.”
    Selvom Maria sendte ham et giftigt blik og havde stramme læber, så tav hun og rykkede lidt på sig.
    ”Såh, Bernard,” smilede List. Han blev alvorlig og dæmpede sin stemme. ”Jeg har brug for infor-mationer.”
    Bernard fnøs og spyttede ham på kinden. ”Når du betaler din regning,” snerrede han.
    List så bedende på Bernard. ”Bernard, jeg beder dig – det er et simpelt spørgsmål. Du hører alt, har du hørt om en person heromkring, der har… unikke evner?”
    Bernard fnøs. ”Leder du efter en dame?”
    List trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke helt…” Han rynkede panden og så så arrigt på Bernard. ”Gamle gris! Jeg leder efter nogen, der er synsk. Én, der efter sigende skulle kunne se fremtiden!”
    Kroejeren så pludselig nervøs ud. Han satte sig ansigt nærmere Lists og mumlede: ”Du er hvor du ikke kan bunde. Sigøjnerne kommer med skibene – de spørger om det samme. Leder efter deres ”messias”.”
    ”Men ved du noget om det?” spurgte List indtrængende.
    Bernard vred sine hænder. ”Sigøjnerne er farlige – husk det.”
    ”Selvfølgelig, men kom nu!”
    ”Der er en kvinde.” Mandens stemme var ildevarslende. List sank en klump. ”Hun er kendt under navnet Weeping Willow. Hun holder til hos Nightingale Nest…”
    ”Nightingale Nest?!” udbrød List. Han slog hænderne for munden og så sig forsigtigt omkring. Da ingen kiggede på ham, hviskede han til Bernard: ”Det er det dyreste bordel i hele Whitechapel!”
    Bernard nikkede. ”Ja,” gryntede han. ”Det er dér adlen bestiller fra. Der går rygter om Willow – rygter om, at hun fortæller sine kunder om ulykker, før de sker.” Manden sukkede. ”Men sæt dig ikke op efter noget. Ingen kommer ind på Nightingale Nest uden penge på lommen. Og en lus som dig har så sandelig ikke råd til noget derfra!”
    ”Nej hør nu, señor!” udbrød Maria. ”Mujeres er ikke en vare, man kan købe! Vi er…”
    Bernards øjne blev smalle. ”Spaniolere er ikke velkomne her! Skrid ud af min kro, tæve!”
    Maria så forskrækket på manden, og List skyndte sig at trække hende ud, inden hun sagde mere.
    Men Maria sagde ikke en lyd. Hun stod og så forvirret ned i jorden udenfor. List lod en hånd løbe gennem håret.
    ”Weeping Willow fra Nightingale Nest… Det lyder næsten komisk.”
    Maria knyttede næverne og rettede sig op. ”En dag bliver mujeres y hombres lige!”
    List nikkede. ”Mh, ja, og det er den dag ét våben kan udrydde en by.” Han vinkede hende med. ”Kom nu. Vi skal til Nightingale Nest inden kunderne begynder at komme.”
    Maria fulgte fornærmet med ham. ”Señor, De er en forfærdelig person!” vrissede nonnen. ”Så snart vi har reddet Tower of London, ønsker jeg aldrig mere at se Dem!”
    ”Følelsen er gengældt,” sagde List ligeglad.
    Maria stoppede ham. ”Señor…!”
    ”Nej, Maria!” Han så strengt på hende. ”Det er ikke svært at kæmpe mod dæmoner. Men lige nu befinder du dig i et fremmed land, omgivet af millioner af de mest ondskabsfulde skabninger på Jorden – mennesker. Og hvis du nogensinde vil komme til kampen med djævlene, så må du vinde deres tillid.” Han lavede en gestus mod hende. ”Og hvis du blive ved med at opføre dig som en forkælet, spansk gås, så bliver det disse farlige væsner, der slår dig ihjel.
    Lige nu har du brug for mig.” Han lænede sig frem og så hende ind i øjnene. ”Om du vil det eller ej.”
    Maria sank en klump. Hun sagde ikke mere.
    Nightingale Nest var, set udefra, et ganske uskyldigt sted. Det var kendt i London som paradis på Jord. Ingen kvinder af natten forlod stedet som reklame eller billige varer, redens kvalitet var så høj, at adelige jævnligt kom forklædt for at betale i dyre domme for blot én nat.
    Lige nu var der lukket. Skodderne var slået for vinduerne, hoveddøren var låst og lanternerne var blevet slukkede. Gargoylerne udenfor var nok til at skræmme enhver ubuden gæst væk, men List var gået forbi nok gange til at finde ud af, at det ikke forhindrede gæsterne i at komme.
    ”Hvordan kommer vi ind?” spurgte Maria stille. Det var første gang siden kroen, hun talte.
    ”Overlad det til mig,” sagde List. Han og Maria gik om på siden af bygningen. List fandt to knive frem fra jakkens folder. ”Bliv her.” Han fandt et indhug i muren, hvor han kunne få fodfæste, og stak den ene kniv ind lidt højere oppe. Derefter fandt han fodfæste lidt højere oppe, satte den næste kniv i og fortsatte op sådan.
    Han nåede et vindue på første sal og satte øret mod. Det var risikabelt ved højlys dag, men det var nemmere at bryde ind end at købe sig vej. Han kunne ikke høre nogen derinde, så han greb fat om vinduesrammen og sparkede skodderne ind.
    Han mistede fodfæste og var ved at styrte ned. Der lød et dæmpet skrig fra Maria lidt længere nede. List fik fat om trækarmen og så arrigt ned på hende. Han hev sig op og ind, dumpede ned på gulvet og signalerede til Maria, at han var okay. Så vendte han sig om for at rekognoscere.
    Han var i et lille, mørkt rum. Det var ikke til klienter, det var det for dunkelt til. Et sminkebord og et skab stod ved den ene væg, en tom seng var sat i det anede hjørne.
    List rev sengelindet af og bandt det sammen. Han smed det ud af vinduet, så Maria kunne kravle op.
    Han tvivlede stærkt på, at en simpel nonne kunne kravle op ad lagnet – det eneste tidspunkt, hun havde trænet arme, var når hun løftede biblen og lavede kors for brystet.
    Men til Lists store overraskelse, var Maria let og adræt som en kat. Hun kravlede op og svang sig ind uden at blive forpustet. Hun trak stoffet ind, bandt det op og lagde det tilbage på sengen, så ingen kunne se, at de havde været der.
    Så stillede hun sig med front mod List og placerede hænderne i siden. ”Skal vi gå?” Uden at vendte på svar skridtede hun forbi sin måbende partner.
    Ude på gangen var der meget mørkt. Dørene til alle værelserne var lukkede. List og Maria sneg sig forbi uden en lyd.
    ”Hvor begynder vi?” spurgte Maria hviskende, da de var nået til en trappe, der førte nedenunder.
    ”Det her må være, øh, damernes værelser. Nedenunder er baren, og så er værelserne i den modsat-te fløj.”
    Maria sendte ham et mistroisk blik. ”De lader til at vide lidt for meget om grundplanerne, señor?”
    List smilede fjoget. ”Jaer…” Han rystede på hovedet. ”Nej, fokus!”
    Han så ned ad trappen. Nogle var allerede ved at stille op og gøre rent. Der kunne ikke være lang tid til bordellets åbning.
    ”Ved De, hvordan Willow ser ud?”
    List rystede på hovedet. ”Nej, hun er ikke til offentlig udstilling – så hun må være meget smuk.”
    Maria fór sammen. ”Der kommer nogen!” hviskede hun.
    List så sig omkring. Så greb han fat om Maria og trak hende med ind på det nærmeste værelse.
    Maria lukkede døren. List så hen mod sengen, hvor en kvinde vendte sig og så på dem. Hendes øjne blev store af forskrækkelse, men inden hun nåede at skrige, var List henne ved hende og holdt hende for munden. ”Hvis du skriger, skærer jeg halsen over på dig!” hvislede han.
    Hun fik tårer i øjnene og begyndte at hulke. List så forskrækket hen på Maria, der himlede med øjnene og tog hans plads. Hun så på kvinden. ”De skal ikke være bange, señorita. Vi gør Dem ikke noget. Sí?” Kvinden nikkede skælvende. ”Vær sød ikke at sige, at vi er her.” Maria sendte hende et venligt smil, og kvinden lod til at tø lidt op.
    ”Hun lyver,” sagde List. Maria så ondt på ham, men han holdt et strengt ansigt oppe. Han skulede til kvinden. ”Vi leder efter Willow. Sig os, hvor hun er, eller vi kaster dig ud fra vinduet.”
    Kvinden holdt sine hænder for hjertet. ”Willow…” mumlede hun. ”Willows første kunde kommer ved solnedgang. Det er en rig herre fra…”
    ”Hvor er Willow?!” spurgte List indtrængende. 
    Kvinden klynkede. ”I omklædningsrummet! Nede ad gangen, sidste dør på højre hånd!” List for-lod værelset til lyden af den grædende glædeskvinde og Marias trøstende ord om, at ”Gud ville forlade hende hendes synder.”
    List skyndte sig ned til det sidste værelse. Han rev døren op og stivnede, da han så de mange kvinder derinde. Et lille smil smygede sig om hans mundvig.
    De af dem, der ikke kun havde undertøj på, var iført stramme, fremvisende kjoler. Han bukkede for kvinderne og smilede til dem. ”Jeg beder om forladelse, De damer. Men jeg kommer fra Scot-land Yard og leder efter en Weeping Willow? Kunne De være så venlige at fortælle mig, hvem af I yndige frøkner, jeg søger?”
    Kvinderne fniste. List smilede rundt til dem. Men hans glæde forsvandt hurtigt, da han fik øje på børnene.
    Tre piger stod henne i et hjørne. De havde sminke på som de ældre kvinder. Kvalme vældede op i ham, men han holdt det inde og rettede sig op.
    ”Willow blev færdig for kort tid siden,” sagde en storbarmet brunette. Hun lagde armene over kors og så tvært på List. ”Hvem er De, hr. Betjent?”
    List bukkede igen. ”God arbejdslyst.” Han forlod dem og lukkede døren efter sig.
    ”Fandt De hende?” spurgte Maria. 
    List rystede på hovedet. ”Hun er svær at opdrive – men jeg tror, vi kan finde hende ved værelser-ne.”
    List skulle til at gå, men Maria stoppede ham. ”De vækker opsigt her om dagen. Lad os finde et kammer og vente på natten.”
    Et lyssky smil smygede sig om Lists læber. Han lagde armene over kors og satte næsen i sky. ”Jeg vidste bare, du ikke kunne modstå mig.”
    Maria rødmede arrigt. Hun stampede i gulvet og marcherede hen til et ledigt værelse.
    Maria satte sig på sengen i værelset. List låste døren, så de ikke ville blive opdaget. Han vendte sig mod nonnen og skulle til at sige noget, men stoppede, da hun trak lidt op i kjolen. Hendes ben var lange og slanke.
    Hun fik øje på ham og lod skørtet falde ned. Ansigtet blev hårdt og hun snerrede: ”Señor!”
    List holdt afværgende hænderne op for sig. Han vendte ryggen til hende. ”Hvad laver du?” spurg-te han undrende. 
    Hun rømmede sig. ”De kan kigge igen.”
    List vendte sig om og fór sammen.
    Maria sad og pudsede en seksløber med et monotont ansigtsudtryk. Metallet skinnede. Hun putte-de kuglerne ind og lukkede det ene øje, studerede overfladen nøje.
    ”Hv-hvad laver du?!” peb List. Han rømmede sig.
    Maria så irriteret på ham. ”Tror De ikke, jeg vil forsvare mig selv? De må være gal så.” Hun vendte tilbage til inspektionen af våbnet.
    ”Hvor gemte du den?” spurgte List og kom nærmere.
    Marias kinder blussede lidt. ”Strømpeholderen,” mumlede hun.
    List satte sig på en stol over for hende. ”Jeg troede ikke, nonner gik med våben?”
    Kvinden så på ham med kolde øjne. ”Vi er i krig, señor. Dios er nok min herre, men i krig mod el diablo er ild uundgåeligt.”

Tiden gik og mørket faldt på. List kunne så småt høre stemmer nedenunder, og han og Maria blev enige om, at det var på tide at gå.
    Nedenunder var der allerede fuld gang i butikken. Glædespigerne gik rundt med nedringede kjoler og store smil, de serverede drikkevarer og snakkede med gæsterne. Nogle af dem førte kunder op ad trappen i den anden ende af lokalet fra det sted, List og Maria kom ned.
    Nok havde Maria sagt, at List vækkede opsigt i dagtimerne, men han passede heller ikke specielt godt ind i nattetimerne.
    De, der blot sad og drak, havde pænt tøj og fornemme smykker på. Og størstedelen af de menne-sker, der blev ført ovenpå, havde kutter eller forklædninger på.
    List strøg hen til baren. Han lænede sig frem og mumlede til bartænderen: ”Jeg leder efter Wil-low.”
    Bag sig kunne han høre et klask. Han så sig over skulderen. Maria stod med hånden for panden og rystede på hovedet.
    Manden skulede til List. ”De ligner ikke en kunde, der har råd til miss Willow.”
    Maria kom hen og så på manden med kølige øjne. ”Tilgiv min tjener.” Tjener?! Hun var nu god til at skjule sin accent. ”Han er vokset op i slummen og ved ikke, hvordan man begår sig hos de finere kredse. Heller ikke i en sådan…” Hun så sig om og rykkede nervøst på sig. ”… etablissement.” Hun sænkede sin stemme og lænede sig frem mod manden. ”Miss Willow er ikke til det fæ – jeg er én af hendes gamle klienter.”
    List måtte anstrenge sig for ikke at måbe. Den nervøse nonne Maria fortalte en lodret løgn om hende og en prostitueret kvinde?! Det var nok til at gøre ham svimmel.
    Bartænderen så tøvende på hende. Så nikkede han. ”Miss Willow er oppe hos en klient. Hun er tilbage om…” Manden tjekkede på en liste. ”… en halv time.”
    ”Mange tak. Jeg venter.”
    Hun gik med svajende hofter hen mod et bord. Nogle mænd sendte hende uhumske blikke og lyssky kommentarer, men tilbage fik de kun et dræberblik og fortielse.
    List smuttede efter hende. De skjulte sig i en mørk krog ved trappen til klientværelserne. ”Hvad var det?” spurgte List forskrækket.
    Maria rødmede og strøg sit hår. ”Det… det er en lang historie señor…” Hendes accent var tilbage.
    List rystede på hovedet. ”Lad os gå op og hente tøsen.”
    Marias hoved blev højrødt. ”Men señor! Hun… hun arbejder…”
    Inden Maria nåede at tale færdigt, var List allerede ved at trække hende med op ad trappen. Han smilede og mumlede mellem tænderne. ”Smil – så tror de, du er…”
    ”Señor!”
    ”SH!”
    De kom op på en lang gang. Der var døre på begge sider, men ikke en lyd sivede gennem vægge-ne.
    ”Hvilken dør er señorita Willows?” spurgte Maria.
    List trak på skuldrene. ”Aner det ikke – åbn én og find ud af det.” Maria så forskrækket på ham, men List bare grinede og tog en kniv.
    En dør kom op. En mand spankulerede ud. Han blev forskrækket, da han så List og Maria, sæn-kede blikket og strøg mod trappen.
    List var hurtigt. Han pilede ind ad døren og greb den halvnøgne kvinde på sengen i håret.
    Hun skulle til at skrige, men han lagde en hånd for hendes mund. ”Hvis du skriger, snitter jeg struben over på dig!” Kvinden fik tårer i øjnene. ”Sh! Jeg gør dig ikke noget, jeg vil bare vide, hvor Willow er henne! Sig mig hendes værelsesnummer.”
    ”For enden af gangen…” peb kvinden.
    List sprang væk og gik med jævne skridt hen til døren. Inden han lukkede den, sørgede han for at kigge ordentligt på det velformede bryst. Han smilede skævt. Han fik nok aldrig råd til én fra Nigh-tingale Nest.
    ”Señor List,” sagde Maria, da han kom ud. ”Fik De værelset?”
    ”Ja, for enden af gangen.” Maria så hen mod døren og vred sine hænder. ”Kom nu Maria, du sag-de det selv, det handler om Jordens sikkerhed. Så må du klare lidt blufærdighedskrænkelse min kære.”
    ”Jeg er ikke Deres kære!” snerrede hun.
    Han pegede på hende. ”Behold den attitude!”
    Sammen gik de ned for enden af gangen. Døren var finere end de andre. List tog forsigtigt i hånd-taget. Den var selvfølgelig låst. ”Et øjeblik,” sagde han til Maria. Han puffede hende lidt væk. Så tog han sigte og hamrede sin ene kniv ned i håndtaget. Han vippede, og det forgyldte håndtag faldt på gulvet.
    List sparkede døren op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...