Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj?

12Likes
2Kommentarer
921Visninger
AA

1. Nattelisteren

Røgen lå som en tyk tåge over gulvet. Høje stemmer hujede mellem de gamle trævægge, ølkrus klir-rede mod hinanden, og fordrukne havnearbejdere lå henslængt over bordene. Muntre damer klyn-gede sig grinende til deres arbejdsgivere.
    I baren sad en række mænd. Nogle af dem var sømænd, andre var fra området.
    Sammen med dem sad en enlig skikkelse. Han havde et tørklæde bundet om hovedet og var iført en lang, brun skindjakke. I hans handskebeklædte hånd hvilede et halvtomt ølkrus. De mørkegrønne øjne skulede sammenkneben rundt i lokalet.
    ”Stille aften List?” Kroværten, en spinkel mand med bakkenbarter og dybe furer i ansigtet, kom hen til skikkelsen.
    Manden, List, så op og smilede skævt. ”Jeg venter på det rette øjeblik.”
    Kroejeren lo gøende. ”Og hvornår er det så?”
    Et hemmelighedsfuldt smil smygede sig om Cats læber. Han tog en slurk af krusen og satte det fra sig på baren. Han svang frakken og satte kursen mod døren.
    ”Hey!” råbte kroejeren. ”Du skal betale, List! List!”
    ”Skriv det på min regning!”
    List sparkede døren op og løb ud i den kolde luft.
    Den harske dunst af rådden fisk og saltvand ramte ham. Månen spejlede sig i havnens klare vand, lys på bådene blev reflekterede. Harmonikamusik og latter rejste med blæsten fra skib til land. List stod et øjeblik og nød den kolde vinterluft. Sneen var blevet til pytter på vejene. Den mørke himmel tjente som baggrund for endnu mørkere silhuetter af broerne, der som væltede kæmper strakte sig over Themsens mørke vand. Tower of London kunne anes i det fjerne.
    To letpåklædte kvinder kom mod List. Han smilede til dem, så de fniste og trak ned i kjolernes brystudskæringer, så han kunne få et godt kig på varerne. Han hævede øjenbrynene og nikkede im-poneret, men stoppede ikke op for at tage imod deres tilbud. Da han passerede dem, kunne han ud af øjenkrogen se de søde smil falde sammen, og de to kvinder så irriterede på hinanden.
    List drejede ind ad en sidegade. Andre kvinder gik overalt på gaden for at samle kunder op, nogle havde fået en fuld sømand i sit garn og var ved at lede ham tilbage til bordellerne. Whitechapel var trods alt ikke langt væk.
    Nattelivet ved St. Katharine havnen havde altid været at foretrække. Her kunne en skummel type som List falde ind og undgå at vække opsigt. Det var meget praktisk, hvis man arbejdede om natten som han. Skumle, kutteklædte skikkelser vandrede rundt i gaderne, flere end normalt. Nogle skjulte deres ansigter og gav List kuldegysninger. Der var kommet flere af dem på det seneste…
    Han gik og holdt selvfølgelig øje med, hvor han trådte. Rendestenene flød med affald og afføring, og noget af det var ramt ved siden af. Men samtidig kiggede han op efter det mindste tegn på et nogen lunde velstillet sted. Franske altaner, en gargoil, tulipaner i vinduet, hvad som helst der kunne indikere penge og/eller magt.
    Selvom han efterhånden kendte gaderne udmærket, så vidste alle efterhånden også, hvem han var, i hvert fald hans alias. Han var begyndt at holde af navnet ”List”. Egentlig havde det været ”Natte-listeren”, fordi han altid blev set i sine gerninger, men aldrig var blevet fanget. Faktisk var han så glad for sit nye navn, at ingen længere erindrede det gamle – ingen andre end ham selv.
    Dér. På tredje sal havde en naiv tåbe sat et dekorativt ur i vinduet. Mahognien alene ville indbrin-ge en månedsløn. List slikkede sine læber og gik en tur rundt om bygningen.
    Mellem bygningen og nabobygningen, på østsiden, voksede genstridige snylteplanter op ad muren. List knækkede fingre og begyndte at kravle op. Han kæmpede noget for at få fat i rankerne, der sad godt ind til muren, men det hele gav tilbage, da han nåede øverste etage.
    Han brød et vindue op og satte sig i karmen. Han trak tørklædet ned – det delte sig i to, så den ene del holdt håret tilbage, og den anden skjulte mund og næse. Så fremdrog han to stofstrimler fra én af frakkens lommer, og bandt dem om foden, så han ikke ville lave en lyd.
    Han trådte ned på gulvet og så sig omkring. Han var kommet ind i et studerekammer. Slidte bøger stod stablet i store bunker, papirer flød og forpjuskede fjerpenne lå hen over et gammelt skrivebord. Ejeren af værelset måtte være revisor eller noget, måske holdt han styr på nogle af pladserne i hav-nen. List var egentlig ligeglad. Han listede videre til det næste rum.
    Det var en lille stue, der kun indeholdt en bogreol, en sofa, en kommode og et bord. To døre førte videre, den ene måtte være til soveværelset, den anden måtte vel lede ud.
    Støv og snavs havde hobet sig op. En harsk lugt af gamle bøger og stearin hang i stuerummet, men blev dæmpet af tørklædet for Lists ansigt.
    Han så sig omkring og gik hen til kommoden. Skufferne var låst, men det var ikke noget, han ikke kunne klare. Han fik snildt brudt skuffen op. Tøj og bælter mødte hans skuffede blik. Den næste skuffe var dog straks bedre – her lå en lille kasse med sølvtøj. List listede forsigtigt de fire knive, gafler og skeer ned i lommerne og lagde så kassen på plads igen. Han gik hen til uret og studerede det lidt. Han prøvede at løfte det, og skønt han sagtens kunne dét, var det alt for tungt til at få med ned.
    Derfor nøjedes han med at rive guldrammen af.
    ”Holdt!”
    List så sig irriteret over skulderen. En mand, nogle år ældre end ham selv, kom ud fra soveværel-set. Hans natkåbe og hue, sammenlagt hans spidse, hvide skæg, fik ham til at ligne en troldmand. List smilede skævt og vinkede til manden. ”Tak for Deres donation hr.!”
    ”Jamen…” Manden så forvirret på List. ”Hvilken donation?”
    List smilede forsigtigt. ”Listetyvenes klar-dig-selv-fond?” Med de ord fik List vinduet op. Han sprang grinende ud, og mens lejlighedens ejer råbte efter ham og politiet, landede List på taget på den anden side af den smalle gade.
    Han løb og løb, men vægten af de nyerhvervede gods tyngede ham ned, og da han trådte forkert, braste han gennem de tynde tagplader.
    Han landede i en seng. Et forskrækket ægtepar fór skrigende op. List nåede ikke at se sig om, men sprang bare op og hoppede ud af deres vindue.
    Med urskiven om håndleddet greb han fat om et kroskilt to etager længere nede. Skiltet faldt ned og sænkede faldets hastighed en smule. List ramte jorden og løb hen i en gyde.
    Her stod han så og gispede efter vejret. Han smilede og talte efter i lommen. Han havde tabt en sølvske på vejen… Men det var en god fangst. Hvis han så bare tog sig sammen, og ikke drak pen-gene væk alt for hurtigt, eller brugte dem på bordellerne, så behøvede han ikke arbejde igen de næ-ste to-tre ugers tid.
    En laset, forhutlet skikkelse kom vaklende i Lists retning. List lænede sig op mod muren og så mistænksomt på den fremmede – regel nummer ét: Stol ikke på nogen, hvis du ikke kan se deres ansigt.
    Den nyankomne gik og lænede sig op ad den modsatte mur. Vedkommende knurrede og snerrede, og List begyndte at se sig om efter en flugtvej. ”Ravnene…” mumlede den fremmede. ”Ravnene flygter…” Den skumle skikkelse var nu næsten helt henne ved List.
    Pludselig fór den forhutlede sammen. Han greb Lists håndled, og tyvens grønne øjne blev mødt af glødende gule. ”Ravnene!” hvæste den fremmede. ”Ravnene sliber fri! Dæmonerne kommer! Djæv-le! Ravnene flygter fra…”
    List trak en kniv ud fra sit ærme. ”Flyt dig fra mig din bastard! Eller jeg skærer din hånd af!” Han sparkede benene væk under den fremmede og slog ham i ansigtet. Tyven løb væk, indtil han mente, han var på tilpas afstand af særlingen.
    Hvad mente han? Ravnene flygter, sikke noget vås! Men omkring havnen var der masser af så-danne folk, ikke tosset nok til anstalten, ikke normal nok til ikke at forstyrre halværlige borgere!
    Da han havde fået pusten, begav List sig ned mod havnen – af en anden rute, selvfølgelig. Han gemte guldringen under jakken. Stanken fra havnen mødte ham før synet af vandet. Hørmen af rådden fisk, saltvand, sprut og ildelugtende, svedige mænd, blandingen af disse mindede om List om hjem. Han snusede ind, skar ansigt og gøs. Han havde allerede glemt den fremmede.
    I en faldefærdig rønne lå Donkey Tresures, en pantelåner, hvor List var stamkunde. Ejeren, en gammel, pensioneret, enøjet amerikansk søulk, solgte varerne videre som en købmand. Om varerne var stjålne var ikke noget, der blev tjekket – så kunne det jo købes billigere, eller blive smeltet om, hvis det var metaller.
    List bankede på døren og ventede lidt. Da der ikke kom nogen, hamrede han hårdt på døren. ”Smith, åben døren!” råbte han. I det samme affyrede et skib løst krudt. Braget gav genlyd, og List dukkede sig forskrækket og så hen mod skibet, hvor høje stemmer begyndte at huje. Søfolk, altså…
    Døren blev revet op. Smith så arrigt ud, klappen for øjet var sat på i en fart. Han havde natkåbe og hue på, et lys brændte i hans hånd. ”Hvad?! Hvad er der?!” Manden hævede sine buskede øjenbryn og knurrede gnavent. ”List! Du skræmte nær livet af mig knægt!”
    Han pegede over skulderen. ”Det var fra skibet, sir.”
    Smith snøftede. ”De skide russere,” knurrede manden. Han trak på skuldrene. ”Men de køber godt ind af både whisky og cognac, så kan de sgu fyre kugler mod Tower of London for min skyld.”
    ”Så så, Smith!” List smygede sig forbi Smith og gned isne hænder. Butikken var varmere end udenfor. Væggene i det dunkle rum var dækkede af reoler med alskens nips og ting. I en glasmontre lå de dyreste ting, og bag disken stod hylder med spiritus.
    ”Årh, I englændere tager sgu også alting personligt!” snerrede Smith. Han pegede på List. ”Jeg håber, du forstår, at jeg har lukket nu!” Pantelåneren lukkede døren. ”Jeg åbner kun for dig, fordi du altid har det bedste, og du ska’ sgu ikke sælge til én eller anden slambert af en plattenslager!”
    Mens Smith gik om bag disken og satte lyset i en stage, hvorefter han tændte tre mere, begyndte List at tømme lommerne. ”Nej, kun den enøjede plattenslager af en slambert,” lo han. Han lagde guldringen på bordet, før kunne sige noget.
    Manden spærrede øjnene op og nikkede imponeret. Sølvtøjet kom op, og Smith begyndte at tage tingene op for at tjekke, om de var ægte. List kunne kun stå og kigge lidt, indtil den gamle endelig åbnede munden i et skævt smil og fremviste sin rådne, hullede tænder. ”Lad mig gætte,” gnæggede manden. ”Din, hvad, 27. bedstemor er død, og du har arvet igen?”
    List smilede charmerende. ”Du kender mig så godt Smith. Min stakkels bedstemor,” sukkede han. Så smilede han. ”Så! Hvor meget er det værd?”
    Smith sukkede og pegede på ringen. ”Jeg kan give dig et pund for guldet og ti pence for sølvtø-jet.”
    List rynkede på næsen. ”Ti pence? Men det er jo sølvtøj?”
    Smith holdt én af gaflerne op, så List kunne se den i skæret fra en flamme. List lukkede irriteret øjnene. Der var rust på gaflen, der slet ikke havde den farve, tyven ellers havde troet. ”Det er ikke sølv, er det?”
    ”Niks!” Smith lagde gaflen ned. ”Fem pence.”
    ”Du sagde ti før!”
    ”Ja, men du var langsom!” Smith snøftede. ”Så, hvad siger du knægt?”
    List knurrede irriteret. ”Fint.”
    Smith åbnede sin kasse og fandt nogle mønter frem. ”Op med humøret, knægt, det er stadig nok til at klare dig i nogle dage!” List knurrede eder og forbandelser og tog pengene fra Smith. Smith smilede og tog nathuen af i et buk. ”En fornøjelse at gøre forretninger med dig, knægt!”
    ”I lige måde,” mumlede List halvhjertet.
    Han forlod butikken, og Smith låste døren efter ham.
    Med lidt ekstra på lommen, skønt det ikke var lige så meget, som han havde ønsket sig, begav List sig mod den nærmeste kro. Han skulle have et sted at sove. Desværre havde han ikke penge nok til en sengekammerat og husly for de næste dage på én gang. Det irriterede ham. De sjofle damer på nattegaden så mere og mere tiltalende ud, og alle vidste, at det var dem på gaden, der var de billig-ste. Deres hud var usund og hvidkalket, og for tre uger siden havde de fået List til at rynke på næ-sen. Det var kvinderne indenfor, der var noget værd.
    List fik lejet sig ind på et værelse og dejsede om på sengen. Han sparkede skoene ned på gulvet og fik besværligt tøjet af. Så krøb han ned under tæppet og lukkede øjnene.
    ”Jeg hader mit liv,” mumlede han søvnigt.
    ”Vil De have en chance for at ændre det senior?”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...