Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6378Visninger
AA

19. Monsieur Condé

Maria så måbende på den enorme villa. Tre etager stod med tilhørende have i Paris’ pænere kvarter. Det sorte tag på et østvendt tårn knejsede op mod himlen. Den lysebrune facade var en smule mudret ved stueetagen, gardinerne hang for de store vinduer og skjulte bygningens indre for fremmede. Lignende bygninger stod række på række i nabolaget, desværre druknede luksussen ikke den ækle dunst fra Paris’ gader.
    ”Er det her?” spurgte List vantro.
    Maria tog en dyb indånding. ”Det går jeg ud fra.” Hun klappede i hænderne og gned sine arme. ”Kom señor, det er ved at blive koldt.” Hun gik hen til den store jernport. Den var nem at skubbe op, og hun og List gik hen ad stien til fordøren.
    Her bankede Maria med dørhammeren og trådte høfligt tilbage. List trippede utålmodigt.
    Døren gik op, og en ældre, velklædt mand så misbilligende på dem. ”Pas de mendiants…”
    ”Non, Henri, ils sont là pour moi,” lød det bag manden. Han trådte til side, og den fremmede fra før vinkede dem ind.
    List så med store øjne på den enorme lysekrone i forhallen. Mahognimøbler og portrætter var lyst op af stearinlys, et tæppe lå på gulvet, og List tog sig i at være bange for at røre noget. Dyre blom-ster stod i fornemme vaser. Tjenestefolk kunne indimellem skimtes gå lydløse fra sted til sted.
    Uden et ord førte manden dem ned ad en gang, hvorpå Maria så ud til at trippe for ikke at svine på den røde løber.
    Den fremmede, der tilsyneladende var herren i huset, gik midt på løberen i et par fine, skinnende sko. List betragtede ham bagfra. Han havde en lang, fin jakke på, hans brune, halvlange hår var bundet med en lille, sort sløjfe i nakken.
    I et lokale knitrede ilden i pejsen. En ung pige i tjenesteuniform sad på en sengekant og dubbede Williams pande, der var dækket af sved. Han havde fået bandager om hovedet, de lange, lyse hår var bundet sammen over hans ene skulder. Han så så skrøbelig ud, liggende dér under den røde dy-ne.
    Manden lod Wills venner komme ind. Maria kom hen til drengen, der virkelig lignede en dreng dér i sengen, og tog hans hånd. Den var slap men havde dog en smule farve.
    Den fremmede sagde noget til tjenestepigen, der rejste sig, nejede og med høfligt tegnsprog bad Maria følge med. Hun så spørgende på List, der trak på skuldrene, og fulgte med den unge kvinde. Kort efter kom en mandlig tjener ind, manden, der havde fået Will i sikkerhed, lagde en hånd på Lists skulder og gestikulerede mod tjeneren.

Det dunkede voldsomt i Wills hoved. Han rynkede på næsen og løftede en hånd. Stof var bundet om hans hår, der lå bundet ned over hans skulder. Han åbnede forsigtigt øjnene. I starten var alt hvidt og sløret. Han gned svageligt sig ansigt og gabte.
    Han huskede djævlene og hesten, der havde ramt ham. Men hvor var han nu? Han lå og kiggede op i en malet himmel. Forhæng var trukket fra sengen. Han rørte ved lagnet. Silke?
    Ilden var brændt ud i en pejs i værelset. Foran ildstedet stod en sofa, over den hang en lysekrone. Gulvet var dækket af kostbare tæpper. Williams hjerte begyndte at banke hurtigere. Hvor var han havnet?
    Det bankede på døren. Han satte sig op. Han var kommet ud af det beskidte rejsetøj og havde fået nattøj på, men han huskede ikke at have skiftet.
    På et bord stod en bakke med morgenmad. William så måbende på det fine måltid, der var blevet serveret. Æg og skinke, samt et stykke brød og en lille æblekage. Et krus og en kande vand var sat frem til ham.
    Han stod ud af sengen. Hovedet værkede, da han rejste sig. Han gik hen til det nærmeste vindue og så ud.
    Med store øjne betragtede han den blomstrende have, hvor kunstklippede buske og hvidmalede pavilloner stod side om side på en nydeligt trimmet græsplæne. Solen stod allerede højt nok over horisonten til, at duggen var forsvundet.
    Will fik øje på en mand, der sad på en bænk under et træ, hvis krone var fyldt med hvide blom-ster. Hans klæder var fornemme og hans holdning var rank. Han havde en bog i skødet.
    For en stund stod William blot og betragtede ham. Så bevægede han sig over mod døren. Hans ben gjorde ondt, så han humpede og måtte støtte sig til møblerne. En kåbe lå over ryglænet på sofa-en. Han tog den og iførte sig den med megen besvær, hvorefter han forlod sit kammer.
    De lange gange var stille og mørke. Gardinerne var trukket fra de høje vinduer. Will følte sig dræ-net og udmattet, men han fandt en dør, hvorunder det trak, og skubbede den op.
    Solen skar ham i øjnene, og han skærmede for den med hånden. Med skælvende ben trådte han ud på en sti af fine, blanke brosten. De var endnu ikke varmet op af solen. Fugle kvidrede omkring ham, og han begyndte langsomt at bevæge sig ud i haven.
    Høje cypresser markerede grænserne ind til naboernes haver. I et træ i den fjerneste ende hang en gammel trægynge, den var dækket af alger.
    Manden under kirsebærtræet så på Will, da han nærmede sig, og smilede blidt. Han sad med en skål i skødet og en kniv i hånden. Bænken var hvidmalet og stod i stærk kontrast mod træets mørke stamme. ”Er De allerede oppe?” Will ømme sit hoved og så groggy på manden. Hans brune hår var kæmmet tilbage. Han klappede på pladsen ved siden af sig. ”Sæt Dem. De skulle ikke være kommet ud, De fik et hårdt slag.”
    Will rynkede panden. Han sukkede og satte sig tungt ved siden af ham.
    ”Forstår De mig?” spurgte manden.
    William nikkede. ”Ja…” Han skubbede ordet ud mellem læberne.
    Manden lo let. ”Godt – jeg har haft mit hyr med at kommunikere med dem.” Han så på Will og rakte en hånd frem. ”Jeg er Ludvig Christophe Mathieu Bourbon-Condé den Første.”
    William spærrede øjnene op og tog hånden. Den var blød af manglen på arbejde og hvid af skyg-geophold. ”Bourbon? Ved mine rejsefæller at vi huses af en adelsmand?”
    Condé grinede og rystede på hovedet. ”Jeg tror, de har en anelse.” Han nikkede ned i skålen i skødet. Syltede pærer lå skåret ud i både. ”Kan jeg byde på én? De har ikke spist morgenmad, har De?”
    Will klukkede. ”Er det så tydeligt?”
    Condé trak på skuldrene. ”De vakler og er bleg, det er tydeligt, De ikke har fået noget at spise.” Han skar en pære over og rakte den til sin gæst, der høfligt tog imod den. ”Beklager de ikke er nye, det er endnu ikke sæson.”
    ”Det er i orden, mange tak monsieur Condé.” William tog den bløde pærer i munden og opdagede først nu, hvor tom og trængende hans mave var. Han sukkede og bed sig i læben, da en høj knurren lød fra hans bug.
    Condé lo og rakte ham skålen.
    ”Åh, nej, skal De ikke selv spise dem?”
    Condé trak på skuldrene. ”Jeg har spist, dette er bare et mellemmåltid.”
    Will tog tøvende imod skålen og begyndte at skære stilken af. Han spiste hurtigere og hurtigere, sødmen spredtes på hans tunge, indtil han endelig begyndte at føle en snert af mæthed.
    Condé smilede og trak et strå op af jorden. ”Deres venner tog ind mod bymidten for at købe matrem mod Deres formodede hovedpine.”
    Will smilede skævt og så op mod den blågrå himmel. ”Det var sikkert Maria,” mumlede han.
    Condé så på ham. ”Jeg fik aldrig Deres navn?”
    ”Åh, tilgiv mig.” Will så ned. ”Men jeg har kun et fornavn. William, monsieur.”
    ”Kommer De da fra ringe kår, monsieur William?”
    William lo gøende og bøjede forover for at undgå Condés blik. ”Hvis jeg fortalte Dem, hvor jeg kom fra, ville De smide mig på gaden.”
    Condé lo med ham. ”Nu må De ikke undervurdere mig, monsieur. En adelsmand betaler sin gæld, og det er min skyld, at De nu er såret.” Han holdt strået ud for sig. Han havde hevet det over i tre og flettet det. ”Desuden rejser De jo med… hvad var det, hun hed? Mademoiselle Campo? Hun er nonne, ikke sandt?”
    ”Jo,” sukkede William. Han så til siden og satte skålen mellem Condé og sig selv. Han hvilede albuerne på knæene. ”Monsieur Condé… Hvorfor reddede De mig?”
    Condé klukkede. ”Jeg reddede Dem ikke, tværtimod! Og jeg håber, De kan tilgive mig, jeg ved ikke, hvad der skete…”
    ”Nej… Det var ikke det, jeg mente.” Han så på franskmanden. ”Vi blev forfulgt. De fik soldaterne væk, ikke sandt?” Condé så opmærksomt på ham. ”Hvorfor ikke bare lade dem bringe os i arre-sten?”
    Et øjeblik lød kun fuglene omkring dem. De små dyr i grenene over deres hoveder fik grenene til at vippe og enkelte af de hvide blade til at drysse som sne. Ét landede på Williams hår. ”Der har været problemer i Frankrig den sidste tid,” sagde Condé lavt. ”Jeg mener, vi må udvise den smule venlighed, vi endnu har tilbage.” Han smilede skævt og fjernede forsigtigt bladet. Wills blik flakke-de, indtil Condé trak hånden til sig. ”Selv over for fremmede.”
    Will så på Condé, der betragtede en kat, som var kravlet gennem cypresmuren i den anden ende af haven. Hans mørkegrønne øjne virkede så rolige og trygge, stik modsatte af alt det, William selv var blevet trukket igennem i løbet af de sidste måneder.
    ”Tror De på mørket?”
    Condé rynkede panden. Han blinkede nogle gange og så på Will. Han lagde hovedet på skrå og smilede overbærende. ”Mørket er en del af døgnet…”
    ”De hører ikke mit spørgsmål, monsieur Condé.” Han nikkede hen mod katten. ”Den er sød, ikke? En erfaring jeg har fået, siden jeg forlod London. Ting afslører sig først i mørket.” William bøjede sig ned og gav sig til at kalde på katten. Den stoppede op og gloede på ham med et tomt, uinteresse-ret blik. ”I lyset er menneske så rare og civiliserede.” Den orange pelsklump luntede hen mod dem, da Will begyndte at bevægede skålen med pæresaft. Den stoppede op nogle meter fra dem, ventede lidt og nærmede sig så varsomt.
    Den kom hen og begyndte at snuse til skålen. William lagde langsomt sin hånd på dens nakke. Katten spjættede, men da han begyndte at nusse den bag øret, slappede den af og smagte på saften. ”Når det er lyst, er folk så rare. For de stoler på lyset. Men lyset skabes af noget. Selv månen skaber lys i mørket. Mørket er ingenting.” Katten vred sig og bed Will i fingeren. Han trak den hurtigt til sig. Dyret spænede væk, da han snerrede af det.
    Condé rakte ham hurtigt et lommetørklæde, som han holdt for det lille sår på fingeren. ”Og først når det bliver mørkt og man bliver natteblind, kan man se folks sande farver.”
    Manden ved hans side fangede hans blik. ”Deres stemme er så sørgmodig.” Hans stemme var nær en hvisken. ”Hvad må så ungt et blik beskue for at afspejle det tungsindighed, jeg ser?”
    William rystede på hovedet. ”De ville ikke tro mig, hvis jeg sagde det.” Noget ramte ham på hån-den. Han så op. De grå skyer var ved at tættes. Duften af muld og fugtig luft hang omkring dem. ”Det ser ud til, at det bliver regn.”
    ”Måske…” Condé rykkede på sig. ”Fortæl mig, monsieur William… Hvad laver to englændere og en spansk kvinde i Paris?”
    William var forsigtig, da han denne gang rystede på hovedet. ”Tro mig, monsieur Condé, det er bedre hvis De ved så lidt som muligt.”
    En dråbe farvede et stykke af bænken grå. Condé holdt en hånd ud, da en hvislen begyndte i bla-dene over dem. Fuglene begyndte at vralte på jorden og samle regnorme op. Condé og William sad og så regnen begynde og tage til.
    ”Vi må hellere gå ind,” mumlede William, selvom han blev siddende.
    Condé tog fraværende fat om hans håndled og rejste sig. Han trak ham med hen til en marmorpa-villon. Her stod de og så på, mens himlen åbnedes og regn begyndte at styrte ned. Skålen med pæ-resaft flød snart over, den stod endnu på bænken, men William var ligeglad. Han skævede ned mod Condés hånd, hvis fingre endnu var lukket om hans håndled.
    Condé opdagede hans blik og slap ham. ”Tilgiv mig, monsieur William.”
    William smilede og så ud på en spurv, der hoppede rundt ved pæreskålen. ”Det er i orden, mon-sieur Condé.” Han så på adelsmanden, hvis blik syntes så fjernt og dog så roligt. Han var gemt væk i tykt tøj som det sømmede sig for en af hans rang. William så på den kåbe, han endnu havde på. Den var tyk og gik ham til over håndleddene, foruden den havde han fået uldtøj på, der dækkede ham fra hals til tå. ”Monsieur Condé… Kan jeg spørge Dem om noget?”
    ”Naturligvis.” Condé så på ham.
    Will vred sine hænder. ”De blev ikke sur eller vred, da jeg fortalte Dem om mørket… De sagde, jeg var Deres gæst – så De vil altså ikke smide mig ud, hvis jeg fortæller Dem… mere?”
    Manden med de brune hår rynkede panden. ”Mere? Hvad mener De?”
    William sank en klump og søgte væk fra mandens blik. ”Jeg… Jeg hører… ting.” Et øjeblik betrag-tede han blot Condés rolige øjne, ventede, at han ville komme med anklager og/eller udbrud. Da de ikke kom, fortsatte han. ”Jeg kan høre, hvad andre tænker og gør. Hvordan de har det. Det er som om nogen fortæller det til mig, men jeg er den eneste, der kan høre det.”
    Condé nikkede. ”Aha…” Han så alvorligt på William. ”Har Deres familie tidligere bragt psykoti-ske sygdomme?”
    Will rystede på hovedet. ”Nej, nej! Jeg er ikke gal!” Han så væk, Condé rykkede tvivlsomt mund-vigen lidt op. ”Jeg kan ikke se Dem, men jeg ved, at De laver en bevægelse med munden. Jeg ville ikke beskrive den som et smil, men…” Condé hævede øjenbrynene og bakkede lidt. ”Nej, De må ikke gå!”
    ”Det havde jeg heller ikke tænkt mig…”
    ”De lyver!” udbrød William grådkvalt. ”De lyver!” Han vendte sig om mod Condé. ”De tror, jeg ikke er rask. De er bange for mig! De ser på mig som var jeg et monster. Monsieur Condé, jeg ved ikke hvorfor jeg fortæller Dem dette, men jeg… jeg…” Tårerne drev ned ad Williams kinder. Hans skuldre begyndte at skælve, han lukkede øjnene og vendte ansigtet nedad. ”Jeg er så bange,” hvi-skede han.
    Et øjeblik stod han i en verden alene. Denne verden var ikke ny. Denne verden var ikke gammel. Den var der bare. Han havde besøgt den før, altid alene.
    Men nu brød nogen igennem den tynde sfære, der skilte denne onde dimension fra andre. Nogen brød ind til ham, og varme arme sluttedes om ham. ”Jeg er ikke bange for dig.” Den blide stemme gled ind i William, viklede sig om ham som et varmt tæppe og holdt ham ind mod et bankende hjer-te. ”Du er ikke et monster.”
    Skridt for skridt blev Will fulgt tilbage til duften af regn og det grå lys fra himlen. Han stirrede ind mod Condés kraveben. ”Hvordan kan du vide det?” hviskede han modløst. ”Jeg… jeg har gjort ting… forfærdelige ting… Forfærdelige ting, som jeg ikke fortryder.”
    ”Men ville du gøre det igen?”
    William rystede tøvende på hovedet. ”Nej…”
    ”Så er der ingen grund til at være bange for dig. Så er du ikke et monster.”
    ”Monsieur Condé…”
    ”Lad os være dus. Kald mig Louis. Eller i det mindste Ludvig.”
    Will tøvede. Hans blik flakkede lidt. Han kunne ikke se Louis’ ansigt. ”L… Louis…” Han løftede sine arme og skulle til at lægge den om manden. Han holdt sine hænder få centimeter fra Louis’ trøje. Men så trak han dem til sig og vred sig løs fra franskmandens greb. ”Nej! Nej, jeg skulle slet ikke være så tæt på Dem!” Han vendte om og vaklede og greb fat om gelænderet, der løb rundt mellem søjlerne i den åbne pavillon. Han hev efter vejret.
    ”William…”
    Will bed sig i læben og rystede på hovedet. ”Monsieur Condé…”
    ”Det er ikke mit navn,” sagde Louis bestemt.
    William smilede anstrengt og rystede på hovedet. ”Monsieur Condé… Har De elskerinder?”
    Louis lo. ”Det er næppe et passende spørgsmål…”
    ”Svar mig alligevel.” Wills stemme var lille og spinkel.
    Louis kom hen ved siden af ham og lavede en spøjs, tænksom bevægelse. Han lænede sig op ad gelænderet. ”Ja… Det har jeg vel…” Han sukkede næsten kedsommeligt. ”Nogle af tjenestepiger-ne.”
    ”Har De været forelsket?”
    Louis smilede skævt. ”En enkelt gang. Men det var latterligt, jeg var kun en dreng. Det er næsten ti år siden.” Han så på Will. ”Hvad med dig?”
    William sank en klump og rystede på hovedet. ”Nej. Jeg må aldrig forelske mig.”
    Louis rettede sig op. ”Sikken en sørgelig ting at sige.”
    Manden med det blonde hår trak på skuldrene. ”Den tryghed jeg søger i kærligheden er ikke som andres. Den er uren.”
    Louis smilede smørret. ”Nårh, jeg har da selv været sammen med nogle kvinder der har været… uortodokse.” Han sukkede. ”Sandt at sige keder de mig – tjenestepigerne. Mine forældre, de ved selvfølgelig ikke noget om dem, men de mener, jeg bør finde mig en brud.” William så på Louis, der pustede en brun hårlok væk. ”Men jeg ved ikke helt… Jeg har endnu ikke mødt en kvinde, jeg har fundet… du ved…” Han trak på skuldrene. ”Tiltrækkende.”
    William rettede sig op. Han fugtede sine læber. ”Monsieur… Kunne det tænkes…” Han tog nogle dybe indåndinger. Louis så på ham. Will knyttede næverne, så de ikke ville begynde at skælve. ”Kunne det tænkes, at den form for kærlighed, jeg selv søger, deles af…” Han hævede blikket lidt og mødte Louis’ grønne blik. ”… Dem?”
    Louis stirrede ind i hans dybblå øjne. De gule streger nær pupillen var som gyldne tråde, et helt univers i dette blanke spejl. ”William… Hvis du… Hvis du hentyder det, jeg er bange for…” Louis sank en klump.
    ”Jeg ville ikke fornærme Dem,” mumlede Will. ”Men… Jeg kan ikke lade være med at føle, at… at De og jeg har mere til fælles, end vi hver især vil indrømme…” Will vendte sig med front mod Louis. ”Men jeg forstår Dem. Selv har jeg intet at miste, men…” William smilede. ”De er selvfølge-lig også af højere rang end jeg.” Han bukkede. ”Jeg beklager, hvis jeg har fornærmet Dem. Jeg må hellere gå tilbage nu.”
    William forlod pavillonen uden at tænke på regnen, der snart havde gennemblødt ham. Han var næsten henne ved stien, da der lød hurtige skridt i mudderet bag ham. Louis greb fat om hans hånd-led. ”William!”
    William så på ham.
    Louis så på ham med intense øjne. Han bed sig i læben. Vandet drev ned over hans ansigt. ”Det… Det vil være vores hemmelighed!”
    Will spærrede øjnene op. ”Ja… Ja, selvfølgelig!”
    ”Ingen kan vide noget! End ikke dine rejsekammerater!”
    ”Naturligvis.”
    Louis holdt fast om Wills håndled. William stirrede på ham. Sådan stod de. Frosset i regnen. Ude af stand til at bevæge sig. Fanget i deres eget lille mørke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...