Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6419Visninger
AA

35. Lille Lou

”Señor William?”
    William blinkede forvirret. Han så på Maria. Han knælede ved Louis’ side og holdt stadig hans hånd. Marias hånd hvilede på hans skulder.
    ”Er du okay?” Maria satte sig på hug ved hans side. ”Jeg ved, det er lidt af et chok, men…”
    ”Hvordan fik du bogen med?”
    Maria rynkede panden. ”Que?”
    Will så forvildet hen på det leje, hun havde ligget på, men tæpperne lå, som før han havde revet dem op. ”Hvad skete der?” Han rømmede sig, da hans stemme viste sig at være en oktav for skin-ger.
    Maria lagde en arm om ham og holdt ham ind til sig i et kærligt knus. ”Det skal nok gå, hijo. Du er bare forskrækket.” Han stirrede på hende, da hun slap ham. ”Læg du dig hellere hen på min plads – jeg våger over señor Condé.”
    ”Men…” William så fra sovepladsen til Maria så håret fløj om hans ansigt. ”Jamen… Jeg var jo dér, og… og nu er jeg…”
    ”Sh…” Hun lagde en finger for sine læber. ”Señor List.”
    William måbede. ”Jamen…”
    Maria så bedrøvet på Louis. ”Vær venlig at tage vandet herover.”
    Will rejste sig langsomt op. Det hele virkede meget mystisk. Han kunne have svoret på, at det, han havde set, var virkeligt, men måske…
    Han hentede vandet, og Maria begyndte at duppe Louis’ pande med én af de improviserede klu-de. Hun vaskede forsigtigt såret. Louis skar ansigt i søvne, men han vågnede ikke.
    ”Hvad er der galt med ham?” Will følte et stik af déjà vu, men han var ikke sikker på, om det blot var indbildning.
    ”Det sagde jeg før, señor.” Maria så på ham. Med nærmest kondolerende stemme sagde hun: ”Blodforgiftning.”
    Will peb og slog hænderne for munden. Maria skar en undskyldende grimasse og fortsatte med at sørge for Louis. ”Få noget søvn, señor. Jeg skal nok passe på ham.”
    ”Maria,” hviskede William grødet. ”Bl-lodfor-orgiftning…”
    ”Nej, ikke alle,” forsikrede Maria hurtigt. Hun smilede venligt. ”Señor Condé er en stærk mand – han skal nok klare sig. Men han får brug for, at du er ved hans side, for det kommer til at gøre ondt. Så læg dig nu til at sove, så du kan være veludhvilet i morgen.”

Den følgende dag blev de fire i huset. Louis lå i smerter i sengen, men han var for svag til at for-trække en mine. Han hev efter vejret og svedte, men hans hud var kold som en oktober morgen. William blev ved hans side og tørrede sveden af hans pande.
    List havde fanget et skravl af en fasan i én af sine fælder. Han plukkede den udenfor og kom ind med kød nok til en lille frokost. De stegte det på en rist over ilden. Trods Williams ihærdige forsøg, lykkedes det ham ikke at få maden ned i franskmanden.
    Maria gik ud og fandt roser og æbleblomster, som hun lavede en tynd te af. Will gav den til Louis ved hjælp af en træske, List fandt i en skuffe.
    De spiste de sidste kiks fra æsken, Louis havde fundet. De fire sad og snakkede og prøvede at oversætte vittigheder, der ofte endte i katastrofer. Men enkelte af dem frembragte latter, og selv Louis lo tørt indimellem.
    William faldt i søvn hen ad eftermiddagen, og Louis sluttede sig snart til ham.
    List sad og betragtede dem med sin tynde te. Louis’ hånd hvilede på Williams hoved, og Wills hoved hvilede på armene, der lå på sengekanten. ”William virker glad.”
    Maria så op fra sin notesbog. List anede ikke, hvordan hun havde fået den med, og han var egent-lig også ligeglad. Hun skævede hen mod sengen og sukkede. ”Han er muy, muy forvirret.”
    List nikkede. ”Ja… men Maria…” Englænderen sukkede og lavede en gestus mod den unge mand. ”Han er glad. Kan du huske, da vi mødte ham? Hvor nedslidt han virkede?”
    Hun nikkede og lagde armene om sine knæ. ”Stakkels hijo…”
    ”Der sker så mange slemme ting lige nu.” List tog en dyb indånding. ”Jeg bryder mig lige så lidt om deres forhold som du, men han virker lykkelig med mister Condé. Hvad siger du til, at vi ser gennem fingre med det for nu?”
    Maria sukkede. ”Skulle jeg bare ”se gennem fingre” med det, señor? Det er afskyeligt. Det er… unaturligt!” Hun lagde armene over kors og så ind i ilden. ”En mand bør være med en kvinde, og omvendt. Det er kun naturligt – manden og kvindens formål er at få børn, der kan bidrage til sam-fundet.”
    List smilede smørret og fangede hendes blik. ”Har du da planer om at få børn, søster Maria?” List blev en smule rød i kinderne. Søster Maria… Det føltes næsten som tabu at sige det højt.
    Maria blev rød i hovedet. ”Señor!” vrissede hun.
    List lo humorløst og så ind i ilden. ”Hvad med livet, Maria? Hvis formålet bare er at reproducere, vokse op, gifte sig, få børn og… er det bare det?” Han vendte blikket mod hende. Ilden dansede i hendes øjne og skyggerne spillede i hendes hår. Hendes mørklødede hud så næsten kunstig ud. ”Burde man ikke nyde livet? I stedet for at spilde det?”
    Maria fugtede sine læber og så ned. Hun rystede på hovedet. ”Du ved ikke, hvad du taler om – der kommer ikke noget godt ud af at nyde noget.” Hun vred sine hænder. ”Før eller siden er der nogen, der tager det fra dig.”
    Dagen gik på hæld, og natten kom snigende med månen og stjernerne. List lovede Maria at våge over Louis, eller i hvert fald tage den første vagt, så hun kunne få hvilet. William sov ved Louis’ side. Maria lå tryg under sit tæppe. Alt var så roligt, ilden i kaminen knitrede, og han var dejlig lun og forholdsvis mæt.
    Søvnen sneg sig ind på ham. Han vågnede kort efter med et sæt og så sig omkring. Will lå nu mel-lem Louis og væggen. Han havde armene om franskmanden og sov med hovedet ind mod hans bryst. Louis’ hud var næsten selvlysende af sygdom. Han så mildest talt elendig ud, og så malplace-ret ved siden af Wills kønne, ungdommelige ansigt.
    Maria var nu helt gemt under tæpperne. List krøb hen og ruskede lidt i hende.
    ”Maria,” hviskede han. ”Maria, vågn op. Det er din tur.”
    Nonnen knurrede og satte sig op. Hun havde morgenhår og sovemærker, men hvor det dog klædte hende…
    List lagde sig til at sove, og Maria begyndte at tørre sveden af Louis’ ansigt.
    Hun sad med resterne af et lys og prøvede at sy sin kjole lidt op med resterne af en smule sytråd og en rusten nål, der havde ligget på en hylde. Hun var træt af, at det fine skørt hang fast i grene og blev vådt af græsset, hun havde dårlig samvittighed over at behandle Louis’ fornemme gave så dår-ligt.
    Det var sent, umådeligt sent, og hun blundede en smule. Søvnen indhentede hende, og hun faldt ind i en dejlig drømmeverden.
    I drømmene var hun hjemme på gården. Hendes forældre stod klar med åbne arme, Roberto og hans ansigtsløse hustru stod ved deres side. Vinden var varm og duftede dejligt af appelsiner, de spanske brosten på gårdspladsen var sollune.
    En hæs stemme rev hende ud af den søde drøm. Hun åbnede øjnene og så sig omkring.
    ”Mad… Made…”
    Maria så hen mod sengen. Will lå og småsnorkede. Men Louis lå med halvåbne øjne og mumlede svageligt. ”Made…” Han hostede tørt. ”Maria…”
    Maria rejste sig hurtigt og kom hen til sengen. Hun knælede ved hans side og lagde en hånd på hans pande. ”Señor, De er meget syg.”
    ”Maria…” Louis famlede i blinde og greb hendes hånd. Han skælvede, mens hans puls og ånde-dræt var så forfærdeligt svagt. ”Maria… Jeg ikke se…”
    ”De er nød til at hvile Dem,” bad hun. Hendes puls steg foruroligende.
    Men Louis rystede på hovedet. ”Maria…” Han udstødte et støn. ”Det smerte.”
    ”De er nød til at falde ned, señor…”
    Louis holdt svageligt fast om hendes arm. ”Maria…” Hans stemme svandt til en hvisken. Skønt hans øjne var åbne, stirrede han tomt og blindt ud i ingenting. ”Maria… Jeg… elske Will bien. Han…” Louis gispede efter vejret og spjættede i krampe. ”Han compléte jeg.” Hans øjenlåg var ved at lukkes. Han så på Maria. ”Han være så trist. Så… så triste… Han elske vous et List…” Han var nu knap mulig at høre, og Maria måtte læne sig helt ned til hans ansigt. Han smilede bedrøvet. ”Passe på Will. S'il… s’il vous plaît…”
    ”De taler absurdité, señor.” Marias stemme knækkede over.
    Louis flyttede sin hånd, så hen lagdes på Williams arm uden at løfte sig. Han sukkede. ”Tak, for arrivée med Willi…” Louis udstødte et dybt suk. I Marias ører lød det næsten lettet. Hans hoved faldt tilbage i puden. Øjenlågene gled i, og en tåre løb over hans kind. Maria spærrede øjnene op, da hans hånd blev slap og faldt ned fra hendes arm. Den hang nu ud over sengen, og hun sad som stiv-net. Det triste smil sad endnu på de blege læber, men roen havde sænket sig over det syge ansigt. Og netop som daggryets første stråle skinnede gennem den støvede rude, faldt lyset på grevens so-vende ansigt. 
    Åh ja, hvis blot det var en søvn, han ville vågne fra. For aldrig mere skulle han se det lys, der nu hvilede på hans øjenvipper. Søvnen var drømmeløs, søvnen var dyb. Søvnen var døden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...