Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6382Visninger
AA

10. Kursen er sat

List så rundt på de opgivende ansigter. Det var da et sølle mandskab, ham Perez havde haft. De fine sømænd havde nemt opgivet al modstand, og havde nu siddet lænket i skibscellen i timevis. Alt af værdi var tilsyneladende blevet lastet fra Bella Amaliña, der stadig kunne ses brænde i horisonten. List havde siddet ved koøjet og betragtet skibet blive mindre og mindre.
    Hvad var der mon sket med Maria? De klodsede pirater var ikke til megen hjælp, de hverken vid-ste eller kunne noget nyttigt, det var en ynkelig samling udøde, kaptajn Bonny havde samlet sig.
    ”Mr. List?” William, der så småt var kommet til kræfter igen, så så tyven. Drengen havde sovet under et tyndt, lurvet tæppe. Hans udbrud over for Perez, samt chokket over at se piraterne nedslag-te de uskyldige mænd på skibet, havde drænet ham for energi, og List havde tvunget ham til at få sovet lidt.
    ”Bare rolig, William,” hviskede List. ”Jeg arbejder på en plan for at få os ud.” Han krummede tæer og undgik drengens blå øjne.
    William rynkede panden. ”Du lyver…”
    List så på ham. ”Nej, jeg…”
    ”Du lyver,” fastholdt William. Han så sig groggy omkring. ”Hun hentyder til, at du lyser…”
    ”Hvem hun?” List rystede på hovedet. ”Glem jeg spurgte…”
    William satte sig op og gned sin ene arm, der var øm efter at have ligget mod det hårde planke-gulv. ”Tror du, de slår os ihjel?”
    Et dybt suk forlod List helt nede fra hans mave, og han trak på skuldrene. ”Jeg har været i værre situationer.” Han lo. ”Ser du, William, jeg var engang brudt ind i den her fine herre hus, og…”
    ”Brudt ind?” Ét af Bella Amaliñas besætningsmedlemmer så på List. ”Har vi sejlet med en tyv?!”
    ”Årh hold mund, du er på et piratskib,” snerrede List. Han vendte endnu engang sin opmærksom-hed mod William. ”Men altså, det var midt om natten, bælgravende mørkt! Jeg sneg mig ind i hans soveværelse og begyndte at tømme hans hustrus smykkeskrin.” List klukkede. ”Men jeg gik ind i stuen, for jeg tænkte, der måske kunne være porcelæn derinde.” Han sukkede og så flovt væk. ”Jeg havde dog ikke taget højde for, at hans hunde lå derinde og sov.”
    William fnøs. ”Og?”
    List trak på skuldrene. ”Jeg trådte dem over halen. Den ene bed mig i buksebenet, men jeg fik sparket den væk – så gik den anden på mig, og jeg måtte smide, hvad jeg havde, og springe ud af vinduet! Og da jeg landede…” Han tog en dyb indånding for at beherske sin latter. ”… da forstu-vede jeg min ankel. Jeg blev snuppet og stod til hængning, men dommeren benådede mig i sidste øjeblik.”
    ”Hvordan?” spurgte William undrende.
    List gned sin tommel- og pegefinger mod hinanden. ”Bestikkelse, kære William, bestikkelse…” Han sukkede dybt. ”Noget, man tydeligvis ikke kan bruge her!”
    William så tøvende ud i luften. ”Bare… bare kald mig Will.”
    List så på ham. Smilede og nikkede. ”Will. Okay.”
    ”Jeg talte ikke til dig,” påpegede Will.
    List hævede øjenbrynene og skulle til at sige noget, men i det samme blev cellen åbnet af en mid-debefængt pirat. Han pegede på List og Will med en halvrådden finger og gurglede noget uforståe-ligt. Dog forstod List på mandens gestikulering, at de skulle følge med. Så han fik Will op og hev ham hurtigt med, inden piraten blev utålmodig.
    ”Hvad vil I med os?” spurgte List hårdt piraten.
    Piraten lagde hovedet på skrå, så hans løse kæbe raslede. Så smilede han, så de ulækre, hullede tænder blev blottet, trak de to ud og lukkede cellen efter dem.
    På trods af den gysen, der løb gennem List, da maddikerne faldt ned på ham ved mandens berø-ring, så han sit snit og slog ham i hovedet, så det trillede af, og han begyndte at jagte det rundt.
    ”Kom med!” sagde List hurtigt. Han greb Wills hånd og ledte den unge mand gennem to døre. Der var ingen pirater, der prøvede at stoppe dem, men først da de to kom op ad trappen, og stod på dækket under stjernerne, så de hvorfor.
    Lanterner glimtede fra snore, der var spændt fast mellem masterne og på rælingen. En tønde med øl blev tømt ud i piraternes krus, og på trods af, at den gyldne væske løb lige gennem dem, lod de til at nyde den.
    Pirater i et hjørne spillede efter bedste evne på nogle forskellige instrumenter, og musik, der var helt ukendt for både List og William, flød ud over det rolige vand.
    Mad var stillet op på et bord, og Will løb straks derhen. Han havde ikke spist længe. Kaptajn Bon-ny dansede en livlig dans med et besætningsmedlem.
    Og selvom List var både sulten og tørstig, så var hans blik hverken fæstet ved maden, musikken, kaptajnen eller alkoholen.
    For dér, siddende på rælingen over for øllet, sad Maria og betragtede Bonny, hvis røde støvler fløj over dækket. Den spanske kvinde lo og klappede i hænderne.
    Hendes sorte hår bølgede nyvasket ned over skuldre og ryg. Hun havde en ny kjole på – dens top var hvid og dækkede skuldrene, mørkeblå striber løb vandret hen over den. Den blå skørt var stort og skjulte hendes ben og fødder. Hun havde hvide handsker på, der gik helt op til over albuerne.
    Hendes latter og smil komplimenterede den solbrændte hud, der så så eventyragtig ud i den svage belysning.
    List gik som i trance hen mod hende. Hun fik øje på ham og lyste op i et bredt smil. Hun sprang på benene. ”Señor List! Åh, soy aliviado, De er uskadt!” Han smilede til hende og nikkede. Hun satte sig ned igen og så hen mod Bonny. ”Capitán Bonny og jeg har haft en vidunderlig aften. Det er skønt at tale med en civiliseret kvinde igen.”
    List nikkede og så på Bonny, der livligt var gået i gang med river dance sammen med fem andre pirater, der konstant stødte ind i hinanden og udløste hendes vrede og skældsord.
    ”Hun er et godt menneske,” mumlede Maria. Hun så ned, som om konstateringen gjorde hende trist. Så så hun på List med et smil. ”Lige Deres type, kan jeg forestille mig?”
    Manden med det sorte hår grinede akavet. ”Det tvivler jeg på!” lo han. ”Hvad får dig til at tænke det?”
    Nonnen trak på skuldrene. ”I er begge tyve. I er begge så fulde af liv, så målbevidste, det er, hvad siger I, beundringsværdigt!”
    Hun havde en pointe, det måtte List give hende. Men ægteskab var ikke noget, han nogensinde havde tænkt særlig højt om.
    Han så på Maria for at fortælle hende det, men stoppede, da han så hendes længselsfulde blik. Han fulgte det og endte ved Bonny, der blev hvirvlet rundt af en pirat.
    Selvom det skabte en nervøs knude i hans mave, rakte List Maria sin hånd. ”Maria – vil du gøre mig den ære og danse med mig?”
    Maria spærrede øjnene op. Hendes kinder blev røde, og hun rystede voldsomt på hovedet. ”No! Señor, jeg er nonne, glem ikke det! De må ikke befamle mig, d-det tillader jeg ikke!”
    List lo overbærende og strakte insisterende sin hånd. ”Kom nu – vi er på havet. Vorherre kan ikke se dig her, det er et spøgelsesskib. Du er allerede på djævlens territorie.” Maria så stadig besindig ud, så manden satte sig ned på hug og så hende venligt ind i øjnene. ”Maria, jeg gør dig ikke noget. Det er bare en dans. Jeg kan se, du gerne vil.”
    Kvinden bed sig i læben. Så smilede hun og rejste sig forsigtigt op. Hun lagde tøvende sin hånd i hans, og han førte hende ud på dækket.
    ”Miss Campo!” jublede Bonny. ”Jeg vidste, De ville deltage i dansen!” Hun så på spillemændene. ”Noget spansk tak!”
    Maria smilede taknemmeligt til Bonny, men der var nervøsitet i hendes blik.
    ”Hey! Knægt!” Bonny kaldte William over til sig. Han skyndte sig at smide den mad, han havde i hænderne, og ilede over til kaptajnen. Det lod til at gøre ham tryggere, at hun var så tæt på List og Maria.
    Bonny målte deres højde og klappede i hænderne. ”Du passer fint til min højde – jeg går ud fra, du kan lede en dame, knægt?”
    Will tøvede. ”Jo… D-det skulle jeg da mene…”
    ”Perfekt!” Bonny gav tegn til bandet om, at de skulle gå i gang.
    Will var let til bens. Han og Bonny begyndte en dans, der var noget mere intim og hurtig end no-get, Maria ville danse. Hun holdt tilpas afstand til List og undgik at se ham i øjnene. Han holdt nænsomt hendes talje, men hun var alligevel rød i ansigtet.
    Bonny blev svunget rundt på dækket, hun og William var utrolig synkrone i forhold til, at det var første gang, de havde danset sammen. Deres dans var tæt og sensuel.
    Men en del af List var ikke spor misundelig. Marias bløde hænder hvilede forsigtigt på hans skuld-re. Hendes kjole ramte hans ben, når han trådte frem og hun tilbage. Han fik lov til at snurre hende rundt, og en ufrivillig, afslappet latter forlod hendes tunge. Lagde armene om ham og lod lige så stille musikken føre.
    Og da sangen sluttede, slap hun ham ikke umiddelbart. Der gik et øjeblik, før hun rykkede væk, glattede sin kjole og nejede. ”Mange tak, señor. Det var… sjovt.” Hun smilede.
    Bonny kom hen til dem, hun trak Will med. De var begge to forpustede. ”Knægten kan danse,” grinede hun. Will gned rødmende sin nakke. ”Nåh!” Hun klappede igen i hænderne og rettede sig op. ”Jeg lod jer ikke komme ud, fordi vi skulle danse,” sagde hun henvendt til List og William.
    De fire gik lidt væk fra bandet, der fortsatte med at spille dæmpet musik. Maria satte sig på rælin-gen, William dumpede den på dækket, og List blev stående med hænderne i siden, mens han var-somt holdt øje med Bonny.
    Kaptajnen havde ikke sin hat på. Det røde hår strittede løst, det brede smil matchede fregnerne på hendes kinder. ”Miss Campo har ladet mig forstå, at I er på en meget vigtig opgave?”
    List skævede til Maria, der virkede helt rolig.
    Bonnys udtryk blev alvorligt. ”Hvis jeres mission lykkes, bliver jeg endelig fri til at forlade Døds-sejleren. I er ikke min besætning, så jeg skal lade jer gå – men kun fordi miss Campo har sagt god for jer,” snerrede hun til List. Så rømmede hun sig. ”Vi sætter jer af i Santander. Vi sejler snart ind i Biscay-bugten, og derfra er der kun nogle dages sejlads til den spanske kyst.”
    ”S-Santander?” spurgte Maria med bævende stemme. ”No, capitán Bonny, kan De ikke sætte os af et andet sted?”
    Bonny så undrende på spanskeren. ”Jeg beklager, miss Campo, men Santander er den næste hav-neby, vi lægger til i.”
    ”Hvad er efter den?” spurgte Maria. Hendes stemme var skinger.
    Kaptajnen tøvede. ”Casablanca. I står af ved Santander – vi har slet ikke mad nok til at have jer med længere.”
    ”M-men Deres besætning spiser vel ikke så meget, capitán Bonny?!”
    Bonny lagde armene over kors og så utålmodigt på Maria. ”Ingen spiser på Dødssejleren. Det er præcis dét, jeg mener. I er døde af sult inden vi når Middelhavet!”
    Maria krympede sig og nikkede eftergivende. ”Sí… Jeg forstår…”
    ”Hvorfor vil du ikke til Santander?” spurgte Will sagte.
    Maria gned sine arme og så på ham. ”Det er lige meget…” Hun rejste sig op og glattede sin kjole. ”Jeg trækker mig tilbage. Buenas noches…” Hun gik hen mod kahytterne og forsvandt. List kiggede lidt efter hende, indtil Bonny skubbede til hans skinneben med sin støvlesnude.
    ”I mænd er så patetiske,” snerrede hun.
    List så på hende og hævede øjenbrynene. ”A’hva’?”
    Bonny himlede med øjnene og satte hænderne i siden. ”Sæt ikke din næse op efter Maria. Du ved så lidt, at det er helt ynkeligt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...