Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6399Visninger
AA

50. Kronmakroner

Paladsets døre gik op med et brag, og en skikkelse i udfordrende, sort tøj sprang ind i sorte læder-støvler. William vandrede ind i Buckingham Paladsets overdådige indgangshal og smilede sejrssik-kert. Han slog ud med armene. ”Far er hjemme!”
    Tjenerne, der ilede rundt i deres mareridtskuller, kastede ét blik på ham og faldt på knæ. Will satte hænderne i siden og lo hjerteligt. ”Åh, det her er for nemt!”
    ”Sir, hvor ønsker De at placere disse?”
    Will så olmt på Jacqueline. Hun og fire andre dødssynder bar stakkevis af velduftende kager, selv Icelus tog sin tørn. ”Sæt dem ind i spisesalen.”
    Hun bukkede efter bedste evne, og de fire synder krabbede sig ind i paladset.
    ”Med forlov, sir…” Perez, der bar en kiste med hjælp fra Henry, så på sin herre. ”Jeg forstår, De ønskede kronjuvelerne, men… hvorfor makronkagerne?”
    William smilede overbærende og lo hånligt. ”For det første ville alting gå meget nemmere, hvis blot I ville smide de latterlige forme, I har påtaget jer.” Han børstede støv af sin kappe. ”Og for det andet, så har drengen, der var så venlig at sælge mig en billet op fra Helvede, en særlig forkærlighed for disse kager, og jeg synes også at være ret så glad for dem. Med hensyn til juvelerne…” Han gik smilende hen til kisten og åbnede den. Han løftede kong Georges krone op og placerede den på sit hoved. Derefter spankulerede han hen til et spejl og betragtede sig selv. ”Jeg må sige, jeg er fabelag-tig ud i sølv!”
    ”Så sandt, herre…”
    William så tvært på sine fæller. ”Jeg bad ikke om jeres usmagelige mening! Nåh – put kisten op i de kongelige gemakker. De er nemlig vores nu.” Synderne bukkede og var ved at gå. William råbte efter dem: ”Og skulle der være noget ”royalt blod”, så smid dem endelig bare ud!”
    Da Will var alene, rettede han på kronen og fnøs. ”Hvor er mennesker bare overfladiske. Deres regenter får nakkeproblemer for at være et statussymbol.” Han lagde hovedet på skrå og rettede på kappen. ”Ikke dårligt…”
    Noget glimtede bag ham. Will vendte sig om og så foragteligt på et gyldent kors. Han satte kronen fra sig og gik nærmere. ”Nå nå… Ser man det.” Et fnys fór ud i lokalet, da han lagde armene over kors. ”Du kunne have undgået det her, ved du godt det?” Han skulede til korset. ”Din bastard. Du ved, du kunne have hjulpet mig, før jeg var nødsaget til at sælge min sjæl!”
    Der kom (selvfølgelig) intet svar, og Will sparkede voldsomt til bordet, korset stod på. Men figu-ren faldt ikke ned. Den stod irriterende stabil.
    ”Ved du hvad?! Du er den mest dobbeltmoralske stodder i historien! Elsk din næste – ups! Med mindre de ikke lig er som dig! DIT SVIN!” Han sparkede bordet igen. ”Jeg plejede at synge for bør-nene på Nightingale Nest, når deres mødre ”arbejdede”! Har du nogen idé om, hvor hårdt det er at lyve for små børn?!” Han smilede anstrengt. ”Måske har du lyst til at høre sangen? 

 

Mangt en nat jeg bad
Vidste ej om du mon hørte mig
Jeg bad dig ej om smerte
Jeg bønfaldt dig om hjælp!

 

Men du var kold og fjern
De sagde: ”Det din egen skyld!
For vejen du har valg!”
Men valget var ej mit!

 

Se nu hvor stærkt jeg står!
Trådte fra den sikre vej
Prisen var højere end livet selv
Men nu’ jeg end’lig fri!

 

Så du må være glad nu! Du er så ligeglad med alle ”dine små børn”, hvis de ikke er ligesom dine perfekte engle, ikke sandt?!” Will hamrede igen sin fod ind i bordet. Han hylede og greb fat om den, men korset stod endnu som før.
    Rasende så Will hen på figuren. Han greb den og kylede den i gulvet, men der skete intet med den. ”FANDEN TAGE DIG!” skreg han. Han travede væk, greb kronen og trampede op ad trap-perne.
    Aftensmaden bestod af makronkager. Synderne var samlet omkring langbordet i spisesalen og slugte det ene stykke efter det andet. Men William sad ved bordenden og skulede ud ad et vindue. Der blev ikke sagt meget, ud over når nogen brokkede sig over, at deres stykke ikke var stort nok.
    Will vendte sit blik kom sine kumpaner og rynkede på næsen. ”Hvorfor ser I sådan ud?”
    Synderne holdt op med at spise og så på ham. Perez havde krummer om munden, og Henrys kind-poser var fyldte.
    Will himlede afskyende med øjnene. ”I er ubrugelige i disse ynkelige former.”
    ”Men herre,” sagde Isabel sleskt. ”Vi ønsker blot at ære Dem ved at bære samme skikkelse som De.”
    Will fnøs hånligt. ”At det skulle komme fra dig, Dovenskab.” Han lænede sig tilbage og så overle-gent ud over forsamlingen. ”I er rodløse. I vandrer fra sjæl til sjæl, og det er nemt at komme over jer. I er svage. At blive i disse skaller vil kun gøre jer til besvær for mig.” Han smilede sikkert. ”Men vrede er en anden sag. Jeg har fundet denne sjæl, og jeg har bidt mig fast med tænder og kløer. Denne krop er min, og jeg skal ikke bruge så meget som en tanke på at fastholde den. Det er ikke så let at slippe sin vrede. William og jeg er én. Jeg har intet behov for andre skikkelser.” Han samlede fingerspidserne og blottede sine tænder. ”Selv i denne dragt er jeg ti gange stærkere end nogen af jer! Så SKIFT!”
    Synderne fór sammen ved råbet. De fem mennesker og katten vendte det hvide ud ad øjnene og slog hovederne ned i bordet.
    Seks røgskyer rejste sig og dannede form bag stolene. Will så på dem og nikkede, da røgen tog form som seks underjordiske væsner.
    Hovmod var høj og slank som heksen Adrestia, men hendes hår bølgede i luften bag hende og var længere end kroppen selv. Hun betragtede sine negle med sit kønne, raffinerede ansigt. Griskhed var krumrygget og havde tyrehorn i panden. Han vred sine hænder og gnæggede, hver gang han så noget, han ville have. Nydelsessyge skiftede form, alt efter hvem der kiggede på denne, og sørgede altid for at have det mist tiltrækkende udseende for beskueren.
    Misundelse var en yderst yndig ung kvinde med vinger, men hun vrængede af Hovmod og Nydel-sessyge for deres skønhed, og hun så tvært på Griskheds ønsker. Fråseri havde en svulmende vom, som knap kunne holdes sammen af hans bælte, hans mund var fuld af skarpe hajtænder og hans neg-le var ubehageligt lange. Dovenskab stod og hang utålmodigt, denne synd havde nu skikkelsen af en yngre pige med kulsorte øjne, snoede horn og en slangetunge.
    ”Godt, I er jer selv igen,” sagde William. Han ruskede op i sit hår og sukkede. ”Nåh – det er vel på tid at komme i gang!” Han klappede i hænderne. ”Misundelse, du skal holde øje med indgangen. Flyv op på taget og vær sikker på, at resten af Treenigheden ikke kommer ind. Hovmod, Griskhed og Fråseri, I gennemsøger London efter Guds Tåre. Hvis I finder den…”
    ”Hvorfor får de lov til at lave noget spændende?!” hylede Misundelse. ”Jeg vil også…”
    ”STILHED!” Williams brøl ekkoede mellem væggene, og først da der var helt stille, fortsatte han: ”Hvis I finder den, så tag den med hertil og giv den til mig, så jeg kan destruere den. Dovenskab, du…”
    ”Ahm, undskyld, sir…” Griskhed vred sine hænder og slikkede sig om munden. ”Dovenskab faldt i søvn, mens De udstedte Deres eminente ordre, herre… Må jeg straffe hende, sir?”
    Will gned sine tindinger. ”Jeg er omgivet af idioter…” Han så snerrende op mod loftet. ”Og nu laver fortælleren endda åndssvage referencer.” Han snerrede og rejste sig op. Dødssynderne gispede og svævede lidt tilbage fra bordet – alle på nær Dovenskab, der lå og sov med hovedet på bordpla-den. William sprang op på bordet og vandrede ned ad det. Skønt synderne var mange gange større end ham nu, glemte de ikke, hvor let han før havde brændt de fleste af dem.
    Han ignorerede ligene i stolene og stoppede ved Dovenskab. Han placerede sin fod på hendes hoved. Hun peb og slog sine mørke øjne op.
    ”Hvad ske…”
    ”Det ville være så nemt at kvase din skalp,” sukkede William kedsommeligt. Han lagde lidt vægt på sin støvle. ”Som at tvære en bille ud.” Han vred sin fod rundt så hendes skyggehår blev knudret. Hun klynkede men sagde ikke noget. Will gav hendes hoved et lille spark og bakkede væk. ”Doven-skab, du skal holde alle søvngængere ude af paladset. Er det forstået?”
    Dovenskab udstødte et støn. ”Men det lyder som hårdt arbejd…”
    I én hurtig bevægelse grib Will fat om hendes hals og løftede hende op i strakt arm. ”Du skal holde alle søvngængere ude – er det forstået?!”
    Dovenskab nikkede hurtigt, og Will lod hende falde til jorden. Hun tog sig til halsen og begyndte at gispe og stønne.
    Will knipsede med fingrene. ”Af sted!”
    Synderne fór af sted, indtil kun Nydelsessyge var tilbage. Synden stod bag Will. Men nu gled den lette røg over bordet og placerede sig bag ham i skikkelse af en mørk version af Ludvig Christophe Mathieu de Bourbon-Condé. ”Du er så anspændt,” hvislede den blide stemme lavmælt. ”Her, lad mig tage mig af det…” Synden lagde sine hænder på Wills skuldre og masserede ham forsigtigt.
    Will lukkede øjnene med et lettet suk – men lod sig kun forføre i få sekunder, før han forskrækket rystede på hovedet og sprang ned på gulvet. ”Hvor vover du?!” udbrød han rasende.
    Nydelsessyge satte sig på bordkanten og så beklagende på sin herre. ”Var det ikke derfor, De ikke gav mig en opgave?”
    Will gned sine øjne og fattede sig. Så smilede han roligt. ”Nej.” Et kynisk udtryk lagdes over hans øjne. ”Jeg har en særlig mission til dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...