Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

22Likes
11Kommentarer
6446Visninger
AA

9. Kaptajn Bonny

Maria blev ført ombord på et skib, hvis sider var dækkede af muslinger og tang. Træet knirkede og lugtede af råd, men holdt og var nu ganske stabilt. Sejlene på to ud fa tre master hang i laser, alge-dækkede kanoner viste ingen tegn på, at de kunne bruges i praksis.
    Et spøgelse var ved at skrubbe gulvet, vandet, han brugte, var sort og beskidt, og svampen gled hele tiden ud af hænderne på ham.
    Maria blev efter kaptajnens ordre ført ind i en kahyt, der kun var lidt mindre end Perez’. Men denne havde ikke det samme jævne udseende som den beskidte mands – her var ingen lusede bøger eller kedelige møbler. Nej, det ville være synd at sige.
    En mahognikøje stod fast inde i væggen, et koøje viste ud til det tågede hav. Høje hylder med gamle, velholdte bøger på alverdens sprog stod langs den ene væg, og et skrivebord var boltret fast til gulvet, hvorpå et blødt, rødt tæppe var lagt ud.
    En lysekrone glitrede i loftet. Maria stod åndeløs og betragtede det skønne værelse.
    Hun blev pludseligt revet ud af sin undren, da døren blev smækket bag hende, og låsen klikkede. Hun vendte sig forfærdet om og hev og sled i håndtaget, indtil en lille krappe kravlede ud af låsen, og hun forskrækket trak sig væk.
    Madelaine-klostrets nonner havde lært hende tålmodighed, fra hun var ankommet for lidt mere end et årti siden. Så hun samlede sig, tog en dyb indånding og satte sig hen på køjen. Den bløde madras kaldte på hende, hun var udmattet og stadig chokeret efter Perez’ overfald.
    Hun ømmede sit håndled. Det var ved at vende tilbage til sin oprindelige farve, den røde nuance havde lagt sig en smule. Svin…
    Uret på væggen tikkede. Maria vred sine hænder, ventetiden føltes uudholdelig. Hun skælvede og havde svært ved at falde til ro. Hvad mon der blev af los señores?
    Et voldsomt ryk indikerede efter en halv times tid bådens afgang. Maria fór sammen. Hun gned sine arme og så ud af koøjet. Tågen bevægede sig hurtigere nu, som om disen var ved at lette.
    Efter kort tid bankede det på døren. Låsen klikkede igen, og kaptajn Bonny kom ind. Hun havde taget frakke og hat af, og stod nu i skjorte og bukser. Der sad rødt stof i hendes bælte, det havde hvide pletter på sig. Åh… eller omvendt…
    ”Undskyld, hvis min besætning skræmte Dem,” sagde Bonny venligt. Hendes tonefald var dæm-pet og blidt, hun lukkede forsigtigt døren efter sig.
    Maria rejste sig op og slog blikket ned, foldede hænderne foran sig. ”No problem, capitán Bonny.”
    Bonny gik hen til et bord og tog en kande op. Hun hældte væsken i en kedel og hang kedlen over en samling lys, der fungerede som et bål. Så smilede hun til sin gæst. ”De behøver ikke være så for-mel. Fortæl mig hellere om Dem. Te?”
    ”Øh… Sí, mange tak,” sagde Maria forbløffet.
    Kaptajnen satte sig i en lænestol og lagde benene over kors. Hun samlede fingerspidserne og så smilende på sit selskab. Hun nikkede mod stolen over for sig, og Maria satte sig lydigt ned. ”Jeg blev noget overrasket over at finde en kvinde på skibet,” sagde hun. ”Vi skal nok få en hval af tid sammen!”
    Maria rynkede forvirret panden. ”Øh… Que?”
    Bonny lo. ”Det er noget vi siger hjemme i Irland, det betyder, at vi nok skal få det sjovt sammen!” Hun rejste sig og hældte te op, kom tilbage og rakte Maria et krus. Nonnen tog varsomt imod det og duftede til dampen. ”Det er kinesisk oolong te, meget sjælden, jeg fik den af kejseren på min sidste visit.”
    Maria duftede til teen. En sød dog skarp aroma spredte sig i hendes næsebor, og hun kunne ikke lade være med at rynke panden.
    Bonny nippede til teen. ”De undrer Dem sikkert over, hvor De befinder Dem, miss…?”
    Kvinden med det sorte hår tøvede. ”Campo, capitán.”
    Bonny smilede og nippede til sin te. ”Dette er Dødssejleren. Jeg formår, at De har hørt om Den Flyvende Hollænder?”
    Forfærdet fór Maria sammen. Hun spildte næsten sin te. ”D-d-d…”
    ”Hollænderen er ikke at frygte ombord på mit skib,” forsikrede Bonny hende. ”Selvom I dødelige ofte forveksler os med hinanden, så handler vi med hinanden.”
    Maria tiltede sit hoved en anelse til den ene side og betragtede kaptajnen lidt. ”Har jeg ikke hørt om Dem, capitán?”
    Bonny lo. ”Måske har De – jeg var pirat i Caribien før jeg blev fanget med dette elendige mand-skab!”
    ”Nåh,” sagde Maria venligt. ”S-så slemme er de da heller ikke…”
    Bonny fnøs. Hun satte tekoppen og sprang op, begyndte at trave fra side til side. ”De er de sø-mænd, der var så dårlige, at de blev smidt overbord og samlet op af Dødssejleren. Jeg har været kaptajn her i fireogtredive år, og jeg har aldrig brudt mig om de slunkne landkrabber!” Hun slog ud med armene. ”Og tænk sig, jeg slap for hængning!”
    Maria hævede øjenbrynene. ”Impresionante,” sagde hun. ”Hvordan gjorde De dog det?”
    Kaptajnen smilede til hende. ”Åh, nu skal De høre miss Campo… Jeg blev født i Cork i Irland i 1696. Min fader, den kryster, var en svag mandsling, der fik mig med en tjenestepige. Han blev skilt fra sin hustru og drog til Caribien med min morder og jeg. Her havde vi nogle plantager, det var hårdt, men vi klarede os lige.” Bonny sukkede. ”Men da jeg var 12, døde min moder. Nogle år sene-re ægtede jeg min mand, en sølle pirat var han, men jeg fik da overtaget hans skib og forlod ham, og sammen med min elsker Rackham blev vi de mest frygtede pirater på de syv have!
    Vi havde vores sikre havn på Bahamas. Det var skønne tider…” Hendes ansigt blev pludselig mørkt. Maria, der havde været opslugt af historien, nippede til sin te. ”Men så blev vi angrebet af den jamaicanske guvernørs mænd…” Hun slog frustreret ud i luften. ”De lunkne sivrotter af et mandskab var så fordrukne at vi ikke kunne gøre modstand. Min bedste veninde Mary og jeg kæm-pede bravt!” Hun drog sit sværd og fægtede ud i luften, Maria gispede. ”Jeg dræbte femten mand, hun nedlagde tretten! Vi pressede Barnet, kaptajnen, der angreb os, op i en krog, men min egen el-sker bedrog mig…”
    Hun sukkede og sænkede sit sværd. ”Han sparkede mit ben væk, og dum som jeg var rev jeg Mary med mig i faldet. Barnet bandt os og førte os væk.
    Jeg så aldrig Rackham igen, og det er også bedst for ham!” snerrede den vrede kvinde. ”Mary og jeg skulle hænges, men vi fik overbevist dommeren om, at vi var gravide, og ført væk til vores celle.” Hun lod en hånd løbe gennem håret. ”Tænk, hvor overrasket jeg blev, da jeg fandt ud af, at Mary faktisk var med barn.” Hun blev stram igen. ”Med Rackhams horeunge!” Hun hamrede sin dolk ned i bordet og smed sig sidelæns over stolen. Hun betragtede sine støvler og sukkede. ”Jeg tog midler i brug, jeg ikke er stolt af,” mumlede hun.
    Maria smilede opmuntrende til hende og rørte blidt hendes hånd. ”Señorita Bonny… De kan for-tælle mig det, hvis De vil.”
    Bonny så på hende. Hun sukkede og pustede en løs, rød hårlok væk. ”Jeg lavede en aftale med djævleherren selv.” Hun så bedrøvet ud i luften. ”Han skulle befri mig. Jeg ønskede intet for Mary, hun havde bedraget mig.” Bonny holdt hænderne for ansigt. ”Åh, hvor ville jeg ønske, jeg havde hjulpet hende!” Hun så på Maria med ulykkelige øjne.
    ”Señorita Bonny… De fik udødelighed? De har, hvad intet andet menneske besidder.”
    Bonny sukkede og så på Maria. ”Kære Maria… Prisen var tåbelig. Prisen for frihed var, at jeg for evigt skal være kaptajn på dette rædsomme skib! Jeg samler de sømænd op, der bringer deres egen besætning i fare og derfor kastes overbord. De er de værste pirater på de syv have, og jeg er derfor den værste kaptajn! Og kaster jeg dem over bord, er de blot endnu værre, og jeg er forbandet til at samle dem op igen! Jeg ville gøre alt for at slippe for døden, men det jeg fik, var ikke et evigt liv! Det var en evig død!” Hun sukkede og lod armene falde slapt ned mod gulvet. ”Kun en sjæleløs som jeg selv kan styre Dødssejleren, og en fortabt sjæl kan ikke genvindes.”
    Maria stirrede på den ulykkelige kvinde. Hun bed sig i læben og så tøvende ned. ”Capitán Bonny… Der er noget, jeg må fortælle Dem…”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...