Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6378Visninger
AA

53. Ild og aske

List skubbede forsigtigt døren op og sank en klump. Han var nået tronrummet. Forhåbentlig havde Maria haft heldet med sig…
    Han fortsatte ind i rummet og sørgede for at se sig omkring, så ingen kunne snige sig op på ham.
    ”Desværre var han ikke klog nok til at undersøge sine omgivelser ordentligt, før han blottede sig fuldstændigt.” List fór omkring og så Will, der lige så stille skubbede døren i bag ham. ”Goddag, Alfred.” List sank en klump. ”Du ser ikke overrasket ud. Var det mig, du ledte efter?”
    List nikkede og skulle til at sige noget, men William afbrød ham: ”Han sagde, han hed Alfred, så kald ham Alfred!” For Will i al sin vrede tænkte ikke på, at han og alle andre havde vendt sig til at kalde tyven for List, og ikke… ”Årh hold dog mund, du har selv navngivet ham!” udbrød William. ”Bestem dig nu! Du kan ikke bare give ham et navn og…”
    ”Hallo!” råbte List. ”Kan vi komme videre i teksten nu?”
    ”Åh, du kan også se teksten?” spurgte Will nysgerrigt.
    List rynkede panden. ”Hvad? Nej! Det er bare en talemåde!”
    William stak underlæben ud. ”Skuffende.” Han lavede en håndbevægelse og sendte flammer af sted over gulvet. List sprang til side og rullede hen ad gulvet for at undgå dem.
    ”Señor!” Maria kom løbende ind ad døren. Hun så ikke William, og derfor kunne han frit gribe fat om hende og holde hende fast. Han tændte en flamme i sin ene hånd og holdt den ved hendes hage.
    ”Såh, Alfred… Giv mig Guds Tåre, så skal jeg nok lade hende gå.”
    Selvom han åbenlyst løj, rynkede List alligevel panden. ”Hvad? Vi har ikke tåren.”
    William himlede med øjnene. ”Selvfølgelig har I det! Hvordan skulle I ellers kunne besejre de an-dre synder? Tåren giver indsigt! Ikke sandt? Det er et våben!”
    ”Señor,” peb Maria. Will klemte hende, så hun peb.
    ”Maria, bare hold ud,” bad List. Han så på Will. ”Vi har den ikke, men du lader alligevel ikke Ma-ria gå! Så tag mig i stedet.”
    Will fnøs. ”Hvad skulle jeg få ud af det? Næh nej, giv mig tåren, så er hun fri.”
    ”Jeg har den ik…”
    ”Så skaf den!” snerrede William.
    ”Señor Alfred?”
    List så sig undrende over skulderen. Maria så forbløffet på den dobbeltgænger, Will holdt fast. Will så udtryksløst på List. ”Maria?” spurgte List.
    ”Señor, du skal ikke tro på ham, det er Nydelsessyge!” Hun havde Marias accent, og begge bar den præcis samme kjole. De blødte begge fra næsen.
    ”Hvad er der sket med din næse?” List så fra den ene til den anden, mens han talte.
    ”Fråseri slog mig,” sagde de i kor.
    ”Stille!” snerrede Will og strammede grebet om den ene Maria.
    ”Señor,” hylede Williams Maria, ”han ville ikke behandle mig sådan, hvis jeg var hans tjener!”
    ”De lyver, señor!” råbte den anden Maria. ”Det er et trick!”
    List tog sig til hovedet og bakkede udfordret. ”Æh… Øhm…” Han sank en klump.
    Den frie Maria satte hænderne i siden. Begge udbrød forarget: ”Kan du ikke genkende mig?!”
    ”Jeg er den rigtige Maria!” sagde den frie.
    ”Nej, det er mig, señor!”
    ”Hold mund, puta!”
    ”Hvem kalder du puta?!”
    ”Så hold dog kæft!” råbte Will og klemte om Marias hals. Hun gispede, tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder.
    ”Señor, hun er en bedrager! Du ser hende kun som mig, fordi hun viser den person, du ønsker dig mest! Jeg ser slet ikke mig selv, lad dig ikke bedrage!”
    List så på den frie Maria, der bakkede og rystede på hovedet. ”No, señor! Jeg sværger, det er mig, Maria!”
    List travede hen til hende. ”Så du er Nydelsessyge, ha?” Han greb fat om hendes krave og rev den op. Hun hyldede og skærmede sit blotlagte kraveben. List greb hendes hånd. Will trak på smilebån-det. ”Jeg må indrømme, du narrede mig!” sagde List og greb fat om Mariaens ben. Hun skreg og slog ud efter ham. ”Men jeg er ikke så dum!” Han snurrede rundt og rettede Marias pistol mod Ma-riaen i Wills greb. Han trak hendes halskæde frem fra sin skjorte. ”Min Maria har nemlig ingen hals-kæde.”
    Den fangede Maria så ned på korset på sit bryst og spærrede øjnene op. Will flygtede fra hende, netop som List trykkede på aftrækkeren.
    Synden eksploderede med et skrig, og orme af røg og skygger gled ud i luften.
    Will skar tænder og knyttede næverne. ”Hvor vover I…”
    ”Du er alene, Vrede,” sagde Maria, mens hun fæstnede sin krave med en hårnål.
    Will smilede anstrengt. ”Alene? Virkelig?”
    Stilheden lagde sig tungt over salen. Lysekronerne i loftet begyndte at rasle. Det gyldne penta-gram i Williams øjne glødede op. Malerierne på væggen rystede. Wills hænder omsluttedes af ild. Han lagde hovedet bagover og brølede.
    List kastede sig over Maria og skærmede hende fra glasset, der eksploderede over dem. Maria skreg, da dæmoner og djævle begyndte at kravle ind som rotter på et skib.
    Wills latter rungede i salen. List hjalp Maria op. Han skærmede hende, mens de bakkede væk fra rakket, der kriblede, kravlede og slæbte sig mod dem.
    ”I kan ikke dræbe synderne!” råbte William. ”I kan ikke destruere det, I selv har skabt! Før eller siden genopstår vi!”
    Djævlene kastede sig over dem. List beskyttede Maria. En djævel rev sine kløer langs hans ryg. Han hylede og slog hovedet ned i gulvet.
    Vinden fra de mange vinger i luften fik Marias hår til at blafre. Hun skød i blinde, men snart løb pistolen tør, og hun kunne ikke fylde den med ammunition, mens de blev angrebet.
    ”Løb!” bad Maria. ”Kun Vrede kan kalde dem tilbage!”
    ”Men hvad med dig?” spurgte List smertefuldt.
    Maria lagde sin hånd på hans kind. ”Jeg klarer mig! Jeg er en stærk mujer ved du nok!”
    List smilede og nikkede. ”På tre.”
    ”Uno.”
    ”To…”
    Maria sank en klump. ”Tres!”
    List rullede hurtigt til siden, Maria rullede den anden vej. De kom på benene, og mens Maria styr-tede gennem paladset, fór List mod William.
    Will så rasende på ham og prøvede at flygte, men List tacklede ham, og begge styrtede ud af de ødelagte vinduer.
    På vej ned rev Will sig fri, hvilket var hans fejl – for mens Lists fald blev afbødet af en busk, ram-te Will jorden.
    Will gispede og rullede om på siden. Han så på List, og hans øjne glødede i den mørke nat. List fattede om Marias halskæde og sank en klump.
    ”I ville først angribe ved daggry!” snerrede William.
    List rystede på hovedet. ”Dine ”stemmer” har fortalt dig om vores foretagende de sidste måneder. Det var et sats, men jeg valgte at fortælle Maria om min egentlige plan på en mere diskret måde.”
    Wills øjne blev store. ”Sedlen.”
    List nikkede. ”Jeg ved ikke, hvad William fejler,” sagde han og tog en daggert i hver hånd. ”Men vi kan først hjælpe ham, når du slipper ham!”
    Will lo hysterisk. ”Åndssvage menneske! Han må slippe mig!”
    ”Måske,” sagde List roligt. ”Men William har været lidt af et fjols den sidste tid. Og jeg har intet problem med at banke dig ud af ham!” Han satte i løb mod synden. Flammer blussede op i luften om William, og han sendte dem af sted mod List én efter én. Det lykkedes List at undgå dem, men et våben blev slået ud af hans hånd. Han modstod fristelsen til at stoppe og ømme det brændte kød.
    Han gjorde udfald mod William, der sprang tilbage og slog ud efter List. List gjorde udfald. Hans daggert blev grebet af en kæde under Williams tøj, så den sprængte og faldt til jorden.
    ”Vover du at komme ind på livet af mig?!” udbrød William, da han var kommet lidt væk fra List. De stod på pladsen foran paladset. Will snerrede, List blødte fra djævleangrebet.
    Maria dukkede frem foran paladset. Hun løb alt hvad hun kunne, og snart væltede horder af djæv-le efter hende – de vovede ikke at angribe deres herre, og lod derfor List og William være.
    ”Maria klarer den ikke, hvis du ikke hjælper hende,” truede Will.
    List nikkede. ”Maria er sejere end de fleste mænd, jeg hidtil har mødt.”
    Will fnøs hånligt. ”Hun er bare en kvinde!”
    List nikkede. ”Ja… Måske er det derfor.” Han løb mod Will og stak ud efter ham. Will greb hans arm og vred den om. List skar tænder. Will rev daggerten ud af Lists hånd og holdt den mod hans strube.
    ”Du er ynkelig! Hvordan kunne sådan et fjols som dig tro, at du kunne redde nogen som helst?!”
    List blottede sine tænder i et hånligt smil. ”I det mindste er jeg ikke nødsaget til at sælge min sjæl.” Fra sin frakkes inderlomme drog han en gammel, rusten kniv og jog den ind i siden på Willi-am. Will slap ham gispende og vaklede bagud, mens han snerrende holdt sig for siden.
    List så på sin fars kniv med et lille smil. Så havde manden altså ikke helt forladt ham?
    List vendte kniven og hamrede Will i hovedet, så han faldt ned på alle fire, og trådte sin ankel ned på hans nakke. Will bukkede sammen på jorden med en tør hosten.
    ”Lad William gå!” beordrede List.
    Will så op på ham og lo hult. ”Jeg sagde jo,” hostede han, ”han skal…”
    List sparkede ham strategisk i maven. Will krympede sig og hostede en blodklat op. Han lo, og List sparkede ham igen. Igen. Igen.
    Maria, der stadig kæmpede for at finde et gemmested for djævlene, var i mellemtiden nået til det punkt, List var faldet ned fra tronsalen. Hun fik øje på noget, der skinnede på jorden i måneskæret. Hun greb det og så på Williams halskæde. Hun åbnede den, og billedet af Louis smilede mildt til hende.
    Hendes øjne blev store, da hun huskede Perla og Estebans sang. Hun så hen mod List, der var ved at sparke William halvt fordærvet. ”Señor!” råbte hun. ”Stop! Han vil have, at du dræber ham!” Hun styrtede hen mod de to. En djævel greb fat i hendes skørt. Hun sparkede den voldsomt af. ”Señor!” Djævlene greb fat om hende og slæbte hende væk. Hun så på halskæden og kylede den med al sin styrke hen mod List.
    List plantede sin støvle i Wills bryst. Will greb fat om den og lo tomt. Han havde blod om munden og så trodsigt på ham. ”Du kan ikke slå mig ihjel,” triumferede han. ”Gør du det, bliver jeg bare genfødt!”
    ”Måske,” knurrede List, ”men hvis det kan redde London for nu, er det det værd.” Han knælede, så det ene knæ pressede Williams brystben ned. ”Men William tryglede mig om at dræbe ham. Jeg skulle have lyttet til ham.” Han løftede kniven.
    Will spærrede øjnene op. Pentagrammet gled sammen til en gylden ring. List kunne mærke bryst-kassen hæves og sænkes hurtigere under sit knæ. Han rynkede panden, da William pludselig blev genkendelig.
    Der var ingen tvivl om, at William endnu var én af synderne. Men dødsangsten, der så skræm-mende hurtigt var dukket op på hans ansigt, fik den dreng, de havde fundet på Nightingale Nest, frem igen. Og den dreng var en god én.
    List kæmpede for at overtale sig selv til at give ham dødsstødet. Men de store, bedende øjne til-hørte den gamle William – gjorde de ikke?
    ”L-List…” Wills stemme var anstrengt, som prøvede nogen at holde den tilbage. ”J-je-eg be-er di-ig… G-gør det nu-u!”
    ”William?” hviskede List.
    Wills greb strammedes. Han slog med hovedet. ”Fjols!” hvæste Vrede.
    ”Nu!” tryglede William.
    ”Hold mund!”
    ”Nej! List! Jeg be-e’r dig! Dræ-æb os! N-nu-u!”
    List gispede efter vejret. Han kastede kniven fra sig. ”J-jeg kan ikke…”
    Vrede så triumferende på ham. ”Fjols!” hvæste han.
    Med enorm styrke væltede han List omkuld og satte i løb. Han omsluttedes af ild, der snart blev til et par mægtige vinger. Hans øjne glødede, og som han hang dér i luften, var kontrasten mellem ham og de mørke skyer, der var ved at samle sig bag ham, frygtindgydende at se på. ”Jeg skal brænde hele London ned til grunden!” råbte han af sine lungers fulde kraft. ”Jeg skal sørge for, at hver eneste synd genfødes femten gange! Så længe I patetiske mennesker eksisterer, vil vi altid komme igen tifoldigt!”
    List sank en klump. Han var begyndt at skælve. William svang sin arm og sendte hvide flammer mod Green Park, der snart efter blussede op.
    Mens Wills kyniske, frydefulde latter fyldte natten, nåede Marias råb List.
    ”Señor! Din kniv!”
    Kniv? Kniv?! Hvad tænkte kvindemennesket dog på?! Skulle en kniv kunne måle sig med det, der mindede mere og mere om en gud?! List så hen mod hende med vrede i blikket, men denne følelse måtte vige, da han så hende kæmpe mod en djævleflok, der snart nok skulle få hende overvundet. Hun gestikulerede hen mod det sted, han havde smidt sin kniv.
    Den var gledet hen til Williams halskæde. List skævede op på Will, hvis ansigt ikke kunne beskri-es som andet end vanvid. Hans hår strittede og en psykopatisk latter klyngede sig til hans tunge.
    ”Señor! De Tre Dyder! Det er dét, der er Guds Tåre!”
    Dette fangede Williams opmærksomhed. Han fór mod Maria. En røgsky samledes om dem. List gispede og løb mod dem, men stoppede, da skyen lagde sig.
    Wills øjne glødede. Hans vinger blussede med blå flammer. Hans ene hånd var lukket om Marias hals. Hun gispede efter luft og sparkede med benene. ”Hvor er Guds Tåre?!” hvæste han voldsomt.
    Maria udstødte en klynken og prøvede at komme fri, men Will hvæste hende dyrisk i ansigtet. List greb instinktiv fat om hendes halskæde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...