Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6399Visninger
AA

24. I trygge arme

”Hvordan er vinen?”
    Will smilede og holdt blikket nede. ”Den er udsøgt. Mange tak monsieur.”
    Louis lod en hånd løbe gennem bjørneskindet og rørte forsigtigt ved Williams fingre. ”Kald mig Lou. Ikke Condé eller monsieur… Bare Lou.”
    Will så på Louis’ ansigt og smilede. ”Okay. Vi kalder dig Lou.”
    Lou rynkede panden, men smilede så en kende. ”Stemmen?”
    William trak på den ene skulder. ”Den kludrer ikke så meget i det længere.” Lou lo og blottede sine tænder. Will så på dem som trancebundet. Lous fingre rørte kun lige hans. Men nu lukkedes de om dem, så Lous store hånd holdt om Wills fine fingre. ”Tak,” mumlede Will. Han sukkede og så ind i ilden. ”Fordi du ikke tror, jeg er gal.”
    Lou smilede skævt og trak på skuldrene. ”Lidt gal er vi vel alle? Jeg mener…” Han fangede Wills blik og fastholdt det. ”Ellers ville vi jo ikke være her?”
    De lå i stuen. Døren var låst, så ingen, hverken tjenere eller rejsekammerater, ville se dem på skin-det foran ilden, hvor de hævede sig med albuerne for at kunne se hinanden ordentligt. En flaske rødvin og en tallerken med diverse små anretninger stod mellem dem.
    William smilede og hævede sit glas. ”For galningene.”
    Lou skålede med ham, så glassene klinkede. ”For elskende.”
    Den blonde satte glasset for læberne, men brød ikke øjenkontakten med manden, der knap kunne få sig selv til at drikke. Måske var det varmen fra pejsen, der gjorde dem sløve, måske var det vinen, måske var det nærværet selv.
    William sukkede og så ind i ilden. ”Du ved…” Han skævede til vinen. ”Mine… mine ”kunder” plejede at komme med gaver til mig. For at lette samvittigheden.” Han fnøs. ”De faste havde min-dre ting med. De var vel af den opfattelse, at jeg nød deres besøg… Men én fa dem lærte mig fransk. Han mente, det var forførende…” William sukkede. ”De løse kom med fine ting. Perler, vin…” Will så på Lou. ”Chokolade.”
    Louis kløede sig beklagende i nakken. ”Det var aldrig min mening at…”
    ”Jeg ved det.” Wills stemme var blot en hvisken. Han nikkede og sank en klump. ”Jeg ved det. Du har et godt hjerte.”
    Lou fnøs som foragtede han de ord. Han vendte blikket ned og lavede cirkler i pelsen. ”Hvordan kan du vide det? Jeg har aldrig været til gavn for nogen – selv mine forældre forlod mig i Paris mens de nyder landluften.”
    Will lagde en hånd på mandens kind og så ham dybt ind i øjnene. ”Fordi. Du tog tre fremmede udlændinge ind i dit hus, selvom de lige så godt kunne være forbrydere.”
    ”Fordi min hest sparkede dig i hovedet…”
    ”Men du kunne bare være reddet videre,” fortsatte Will. ”Du er adelig. Ingen ville stille spørgsmål eller have noget imod det.” Han skulle til at fjerne sin hånd, men Lou greb hurtigt fat om den og holdt den fast ved sin kind. William hævede øjenbrynene.
    Louis sukkede og lukkede øjnene. ”Din berøring føles som en velsignelse og synd på samme tid… Så jeg beder dig… du må ikke slippe mig…”
    Will fugtede sine læber. ”Lou…” Han satte sig op, Lou fulgte med, da han stadig holdt fast om Wills hånd. ”Som jeg sagde er det eneste ved mig, der endnu er uberørt, mit hjerte.” Han tog fat om franskmandens hånd og placerede den ved sit bryst. ”Men selv det er nu blevet nået. Jeg lærte at lukke af. Alting er meget nemmere, hvis du ikke knytter dig til noget. Så…” Han bed tænderne sammen og så alvorligt på Lou. ”Jeg overlader det i din varetægt. Hvis du knuser det, knuser jeg dig. Er det forstået?”
    Lou tog en dyb indånding og nikkede. Williams bankende hjerte var så nært under trøjen, Louis nu berørte. Han skælvede en anelse. Hvad nu, hvis nogen så dem?
    ”Ingen vil se os,” mumlede Will.
    Louis nikkede. ”Jeg ved det…” Han så på det sted, hans hånd hvilede. De hvide skjorte syntes så klar. William stod i skarpe farver med markant linjer og et åbenlyst omrids. Alt bag ham var sløret og uldent. Det var uden betydning.
    Ganske forsigtigt lænede Lou sig nærmere. Han fugtede underlæben og bed i den. Han slap Wills hånd og tog fat om hans ansigt. Will gjorde som han. Deres næser mødtes. Lous hvilede sin pande mod Williams og så ind i de blå øjne, han så mange gange efterhånden havde været ved at drukne i. Englænderens ånde duftede sødt og stærkt på samme tid. Gad vide, om hans læber smagte af vin.
    Det var kun de to. Alene i den store villa, alene i Paris, alene i Frankrig, Europa, i verdenen.
    ”Lou…” hviskede William. Hans ord var kun til for Lous ører. ”Hvis du kysser mig…” Hans øjne blev blanke og han slog blikket ned. ”Hvis du kysser mig, er der ingen vej tilbage. Hvis du kysser mig…” Han så bedende på Louis. ”… kommer du i Helvede.”
    Louis strøg Wills kind. Et suk undslap de fine læber, franskmanden betragtede, og han smilede bedrøvet. ”Så længe du også er der, så går det nok. Desuden…” Han tippede sit ansigt lidt. Deres læber var så nær, at de næsten kunne mærkes mod hinanden. Lous ord var intet andet end en hen-åndet erklæring, der smygede sig om Wills lange hår og fyldte ham med en ro, han ikke før havde oplevet. ”Dieu skabte mig. Dieu laver ikke fejl. Så hvorfor skulle han sende mig i Helvede?”
    ”Lou…”
    Lou tyssede på Will og tørrede en tåre væk fra hans øjenkrog. Og med stor ømhed satte han sin mund for Williams. Will smilede og lukkede øjnene. Sådan sad de foran ilden og holdt om hinan-dens ansigter, mens de delte deres første, uskyldige kys.
    Louis sukkede skælvende og lod sine hænder glide om på Wills ryg. Will åbnede munden en smu-le og lagde armene om Lous hals.
    Adelsmandens ene hånd gled snildt ind under Wills trøje, og i en impulsiv refleks lagde han al sin vægt forover, så William havnede på gulvet med Louis over på sig.
    Skønt Louis ihærdigt prøvede at fortsætte deres kys, lykkedes det Will at få sin mund fri. Louis kyssede ham lidenskabeligt og næsten længselsfuldt på halsen. Will lagde en hånd på hans hår. ”Ik-ke her… Her er for mange indgange… Lad os tage hen til dit værelse.”
    Louis så på ham med store, undrende øjne. Så bredtes et smil på hans ansigt. Han fik Will på be-nene og tog hans hånd. De løb hen til døren. Louis låste den op og trak manden med ud.
    De trippede lydløse ned ad gangene. Indimellem måtte de undertrykke en latter, når en tjener kom mod dem, og de måtte gemme sig i kroge og bag gardiner.
    Lou kunne ikke dy sig fra at stjæle et kys indimellem, men Will var ikke nær så langt oppe i Den Syvende Himmel. Han førte Louis, når han blev fortabt i sin elskovsrus, der ikke engang var rigtig begyndt.
    Endelig kom de til Louis’ dør. Will havde ikke været derinde før, men han var gået forbi. Værelset lå på anden sal.
    Louis greb fat om Will og skubbede ham op mod døren. Han kyssede ham passioneret og greb fat om hans hoved med sådan en lidenskabelig aggressivitet, at Will et kort øjeblik ikke kunne andet end at overgive sig i hans magt.
    ”Nogen ser os,” hviskede Will. Han fik fat om dørhåndtaget, så døren svingede op, og de to tum-lede ind.
    William lukkede døren. Lou satte sig på sin seng og så hen mod ham. ”Du må være mere forsig-tig,” sagde Will lavt. Han vendte sig om og kom hen mod Louis’ himmelseng. ”Jeg plejede at klæde mig som en kvinde i London. Hvis jeg blev opdaget, var jeg blevet henrettet for uterlighed.”
    Lou smilede skævt. ”Der er ingen her, der henretter en greve.”
    Will, der stod nogle meter fra Louis, lagde armene over kors. ”Så du er altså greve?”
    Louis nikkede. ”Ja…” Han rykkede på sig og klappede på sengetæppet. Hans blik flakkede, og han så ikke William i øjnene.
    Will kom nærmere, men satte sig ikke ved siden af adelen. ”Louis… Du betaler mig ikke, så du kan heller ikke give mig ordre. Men af samme grund ønsker jeg, at du får en behagelig aften.” Han satte sig med et knæ på hver side af Lous hofter og lagde en hånd på hver side af hans ansigt. Gre-ven spærrede øjnene op. ”Så du er nød til at fortælle mig, hvad du vil have.”
    Louis blinkede nogle gange. ”Øh… Øh, jeg…”
    Will lænede sig frem og kyssede ham i nakken. ”Jeg har nok erfaring til at spille dig som en har-pe,” hviskede han. ”Du skal bare sige til…”
    ”Øhm, måske… øh…”
    ”Jeg kan røre dig…” Will kærtegnede Lous ansigt med sin ene hånd, lod den glide ned langs kra-vebenet og ned over brystet. ”Lige hvor du vil…”
    ”William…” Lou tog fat om Wills hænder. ”Jeg elsker dig.”
    Will stirrede på ham. Han blinkede og satte sig ved siden af greven. Han trak blidt sine hænder til sig og så væk. ”Åh… Jamen… Tak.”
    Louis så på ham. Han tog hans hånd og fangede hans blik. ”Tak? William…” Louis smilede med en nervøs latter. ”William, du får mit hjerte til at hamre, og du behøver ikke engang røre mig.”
    ”Jo,” lød det monotont fra Will. ”Jeg rørte dig.”
    ”Du frarøver mig min søvn,” lo Louis. I en glidende bevægelse knælede han foran den blonde englænder og holdt hans hænder mellem sine. ”Jeg tænker på dig, selv når du ikke er nær. Jeg kan høre din stemme i mine drømme, jeg ser dit ansigt for mig i spejlet, William, jeg elsker dig!” Louis lo lykkeligt.
    Men Will trak forsigtigt sine hænder til sig og snak en klump, mens han vendte blikket væk. ”Monsieur Louis…”
    ”Nej!” tryglede Lou. ”Nej, ikke monsieur! Louis!”
    Will rykkede væk. ”Jeg… er ikke én, man elsker. Jeg ved ikke…” Han rødmede og sænkede flovt blikket. ”Jeg ved ikke, hvordan man gør.”
    Louis lagde en hånd på hans kind. ”Og jeg ved ikke, hvordan man…” Han rømmede sig blufær-digt. ”Hvordan man er med en mand. Men ligesom du lærer mig english og jeg lærer dig at læse, kan vi vel lære det? Med hinandens hjælp?”
    William kravlede baglæns lidt væk fra Lou, der satte sig på sengekanten. ”Louis… Det her er en dårlig idé…” Han skulle til at forlade sengen og gå, men Louis greb fat om hans talje og holdtham ind mod sig.
    ”Nej,” bad han halvkvalt. ”Vær sød… Forlad mig ikke…”
    Will strøg hans hår. Louis’ hjerte bankede mod hans ryg. Hans arme var stærke og varme. William sukkede. ”Vi forlader Frankrig om nogle dage… Vi burde ikke…”
    ”Det ville være ubehøvlet at afslå en invitation.”
    Will rynkede panden. ”Jeg forstår ikke…”
    ”Der er bal. På Versailles. For at glemme urolighederne.” Louis begravede sit ansigt i Wills hår og nakke. ”Kom med mig,” hviskede han. ”Vær min ledsager.”
    Will lukkede øjnene og skar en grimasse. ”Lou, jeg kan ikke! Jeg er en mand. Og vi rejser, vi…”
    ”Du sagde, du plejede at klæde dig som en kvinde. Det er et maskebal. Gør det igen, for min skyld.” Han sukkede skælvende. ”Jeg inviterer monsieur List og mademoiselle Campo.”
    ”De…”
    ”De må ikke vide noget. Jeg ved det.” Louis strøg Wills hånd. ”De kan ikke afslå en invitation fra en adelig. Det ville være uhøfligt.”
    Will lænede sig tilbage i Louis’ brede favn og trak hans arme tættere om sig. ”Sædvanligvis får jeg kun lov at sidde sådan, hvis der forventes præstation af mig.”
    Louis lo og satte sine læber for Wills hår. ”Jeg elsker dig,” hviskede han. ”Mine tanker om dig er urene, det er korrekt… Men mine følelser for dig er delikate som bladene på en rose. Og det er, hvad du er, Will. Min rose.”
    William smilede. ”Som i La Belle et la Bête.” Han sukkede dybt og lukkede øjnene. Hans hoved føltes tungt, og han lagde det ind mod Louis’ skulder. ”Kan denne stund vare for evigt, Louis?”
    Louis sukkede og strøg Wills hår til spidserne. ”Desværre ikke… Men kunne det, så lover jeg, Wil-liam… Jeg ville sørge for det.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...