Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

22Likes
11Kommentarer
6751Visninger
AA

33. I skovens dybe stille ro

I én hurtig bevægelse trak Maria den primitive pil ud.
    ”Fils de pute!” udbrød Louis og slog hovedet tilbage.
    ”Langue!” sagde Will.
    Louis skar tænder og så på pilen, som Maria forsigtigt bandt ind i et stykke forrevent stof. Hun tog endnu en primitiv klud og vædede den i hatten. Hun vred den og lagde den mod såret. Lou luk-kede øjnene og spændte i kæberne.
    ”Jeg kan ikke rense såret,” undskyldte Maria. ”Men jeg kan stoppe blødningen.” Hun så på Will. ”Oversæt det her, tak: Det her kommer til at gøre ondt, men lad være med at slå mig.”
    Will blinkede befippet og oversatte. Louis skar en grimasse og så frygtsomt på Maria. Hun vædede endnu en klud og vred den. Så lagde hun den over den anden og pressede.
    Louis hylede og vred sig. List holdt ham fast, Will skar en grimasse, da greven vred hans hånd og fingre om.
    ”God dreng,” mumlede Maria og klappede ham på skulderen. Louis pustede og så på såret. Klu-den var trykket en smule ind, så blodet ikke løbe komme ud. Maria tog hans skrårem og rev den over, hvorefter hun bandt den hårdt om kludene og fæstnede den til sig selv med en hårnål. Sådan formåede hun at skabe en improviseret bandage, der nok skulle holde sammen på ham. Hun vaskede sine hænder med vandet fra hatten og sukkede. ”Vi må hellere få hvilet os. Det har været en lang aften.”
    ”Jeg mangler stadig svar,” indskød Will aggressivt.
    ”Det samme gør vi,” påpegede List.
    ”Mañana!” udbrød Maria. Hun gabte og strakte sig. ”Hvem tager den første vagt?”
    List hævede sin hånd. ”Jeg skal nok.”
    Maria svøbte sit sjal om sig og gik hen til hestene. Hun løsnede deres seletøj og trak lammeskinde-ne på deres rygge af – de havde båret dem, så de ikke blev kolde. Typisk for den franske overklasse, sådan at sikre dyrenes velbehag frem for borgernes. ”De er nok lidt svedige,” beklagede hun og ka-stede det ene skind hen til List. ”Men det giver lidt varme.”
    Han nikkede. ”Tak…” Han satte sig på jorden og tog skindet om sig. Det var ikke stort, men det var varmt (og klamt).
    Will hjalp Louis ned at ligge og skulle til at lægge sig ved hans side, men List pegede truende på ham. ”Det kan du lige vove på!”
    William så på ham med slet afsky i blikket. ”Du skal ikke bestemme, om jeg sover ved siden af min forlovede eller ej!”
    ”Jo, jeg skal,” snerrede List. ”I England ville du dømmes for uterlighed, vi kan lige så godt vende dig af med dine dårlige vaner, inden vi kommer frem.”
    William gloede på ham med åben mund og polypper. Han fnøs hånligt og begyndte at le spotten-de. ”Dårlige vaner?” Han rystede på hovedet. ”Jeg gider ikke spilde min tid på det her igen. God-nat.” Han lagde sig ned og puttede sig ind mod Louis’ arm.
    List dirrede af vrede og så på Maria, der bare rystede opgivende på hovedet. Hun så sukkende på sin tidligere fine kjole og lagde sig ned på jorden. Hun trak skindet over sig, og snart kunne en tung vejrtrækning høres fra hendes side.

Tågen lå tung mellem træerne. Den faldt ned i dalen, så de fire måtte krybe nær bålet for at kunne se hinanden.
    Louis’ ansigt var gråt, men det holdt ham ikke fra at smile og snakke med William. Maria sad søv-nigt og støttede hovedet med den ene hånd.
    ”Såh, hr. Condé – nogle svar, tak?” List kunne ikke skjule den kyniske undertone.
    ”Jeg ville nu ikke kalde den kynisk,” mumlede Will. ”Nok snarere… monoton, eller måske afholdt. Afmålt, eller…”
    ”Hvad ævler du om?” spurgte List træt.
    William rystede på hovedet. ”Det ville du ikke forstå.” Han så på Louis. ”Veuillez nous dire ce qui s'est passé, chéri.”
    Louis nikkede. ”Oui…” Han strøg sit pandehår tilbage og sukkede. Han begyndte at tale, og Wil-liam oversatte med jævne mellemrum.
    ”Der har været problemer i Paris i et stykke tid… Pariserne har ikke været så glade for kongefami-lien og adelen, og han vidste godt, at noget ville ske, når så mange var samlet på ét sted, men…” William rødmede og daskede til Louis. ”Chéri!”
    Lou smilede og kyssede ham på hovedet.
    List rynkede på næsen, Maria så forskrækket væk.
    ”Årh, tag jer dog sammen!” knurrede William. Louis begyndte at tale igen, og Will skyndte sig at lytte efter. ”Han vil gerne op til Nordfrankrig, hvor han kan være i sikkerhed for masserne. Paris er ikke sikker længere.”
    ”Det siger han ikke,” sagde List med himmelvendte øjne.
    Will tog fat om Lous arm og så på ham. Han stillede et lavmælt spørgsmål, der lød forfærdeligt bekymret. Louis’ ansigt blev lagt i milde, kærlige folder, og han sagde nogle (tilsyneladende) be-tryggende ord til Will, der lettet sukkede og lagde hovedet ind mod hans skulder.
    ”William, hijo,” sagde Maria bønfaldende. ”Vær nu sød…”
    Will så køligt på hende, men hun gengældte hans blik med store, brune, oprigtigt urolige øjne. Han sukkede og rykkede en smule væk fra Louis. Han sendte Maria et alvorligt blik. ”Det er kun fordi du har været så sød ved mig.”
    Hun smilede kærligt. ”Hijo, jeg elsker dig, jeg vil ikke have, der sker dig noget slemt…”
    ”Louis er ikke noget slemt,” påstod William. ”Han slår mig ikke som mændene på Nightingale Nest. Han forventer ikke, at jeg gør noget. Og han har ikke blot taget mig som elsker, han har friet til mig…” Wills stemme knækkede over. Han så ned i jorden og blinkede med øjnene.
    ”William?” Louis lagde armene om ham. ”Que se passe-t-il ici?”
    List skævede til Maria, der skyldigt så ned i jorden.
    ”Det er lige meget - c'est égal.” William rykkede ud af hans favntag og så fra List til Maria. ”Og fortæl mig så – hvad skete der med Perez?” Wills stemme skælvede let. ”Hvorfor gjorde du dét mod Louis, Maria?”
    Maria bed sig i læben og så på List. ”Ahm… Jeg ved ikke, hvad…”
    List så ned på et blad i jorden og tænkte sig om. Hvad skulle han sige? Hvordan skulle han sige det? Skulle han sige det, som det var? At William havde brændt Perez levende? At hans øjne blev sorte som en stjerneløs nat, at han mistede kontrollen og sendte ild ud af sin krop? At han havde brændt et spøgelse indefra, at han talte med samme hæse stemme som djævlene, at han…
    ”STOP!” William slog hænderne for ørerne og klemte øjnene sammen. ”Jeg vil ikke høremere!”
    ”Mon cœur!” Louis trak William ind til sig, som prøvede han at beskytte ham fra ondt.
    Will hulkede ind mod hans bryst og så rasende på List. ”Du lyver! Det er ikke mig! Det var ikke mig, du talte om!”
    ”William!” sagde List så højt og myndigt, som han kunne mønstre. Han tog en dyb indånding og sank en klump. I et lavere tonefald sagde han med anstrengt ro: ”Jeg sagde ikke noget.”
    Wills øjne blev større end hvad syntes muligt. Han begyndte at skælve og rystede på hovedet. ”Du lyver!” råbte han. ”Du lyver! Du – du prøver at narre mig!”
    ”Hvad skulle jeg få ud af det?” spurgte List roligt.
    Will rystede på hovedet og kneb øjnene sammen, han bed sig i læben. ”Du lyver! Du… Du kan bare ikke lide mig! Du kan ikke lide, hvad jeg er!”
    ”Hvad taler du om?!” List kunne ikke længere holde sin harme tilbage. ”William, du reddede Ma-ria fra Perez! Du skaffede os husly i Paris, jeg har ingen grund til at had…”
    ”Så er det på grund af Louis!” råbte Will og gemte hovedet i franskmandens bryst. ”Du lyver… Du er nød til at lyve…” Hans skuldre begyndte at ryste, og Louis vuggede ham fra side til side efter bedste evne, så såret ikke sprang op.
    Mens Will hulkede i sin forlovedes arme, så List igen på Maria, der med stor bekymring så tilbage på ham. Hun sukkede, fugtede sine læber og så ned.
    
Hestene traskede gennem skoven. Louis og List styrede, mens Maria og Will sad bagved. Will hav-de ikke sagt et ord siden morgen. Alle fire var anspændte. De havde ingen mad, søvnen havde væ-ret mangelfuld, og Louis’ sår generede ham Alt i alt var det et rædselsfuld ridt. De fulgte vejen, og der gik ikke længe, før manglen på mad satte sine spor.
    Det var eftermiddag. Lysegrønt lys faldt ned gennem løvtaget, der dækkede stien. List gabte og gned sine øjne. Marias hoved hvilede mod hans ryg, hun døsede og trak vejret dybt. Han kunne ikke dy sig for at smile og se ned på hestens man.
    Han så til venstre, hvor Louis red med Will bag sig. Will var, ligesom Maria, døset hen. Han havde armene om Louis for at holde sig fast, og List rynkede på næsen da det slog ham, hvor meget de to mindede om brødre. Han rystede det af sig og sukkede.
    ”Monsieur List?” List så på Louis, der ellers ikke havde talt i et stykke tid. Han var grå under øj-nene og gned sig mellem brynene. ”Øhm… Være varm her?”
    List tøvede og mærkede efter. Så rystede han på hovedet. ”Nej, det er lunt, men ikke varmt.”
    Louis nikkede. ”Ah… Oui…”
    ”Har De det dårligt?” List var desperat nok efter lidt adspredelse fra det trættende ridt til at for-søge sig med en samtale med sprogbarrieren.
    Louis trak på skuldrene og løftede hånden. Han lavede et lille mellemrum med tommel- og pege-fingeren. ”Un peu…” Han sukkede og trak på skuldrene. ”Anxiété, måske?”
    ”Angst?” List nikkede. ”Måske. Hvorfor?”
    Louis så ømt om på William. ”Hvad hvis få skade? Eller meurt?”
    ”Murt?”
    ”Muert. Øh, ikke leve mer’.”
    ”Ah, dør?”
    Louis nikkede og sank en klump. ”Det jeg ikke bære.”
    ”Du ved…” List skulle til at berolige Louis ved at sige, at han ikke skulle bekymre sig – at hans følelser for Will var et psykisk problem, der kunne helbredes, og at deres forhold var baseret på for-virring, ikke kærlighed.
    Men så fik han øje på Will sovende ansigt. Han holdt så varmt og Louis’ liv og smilede så fred-sommeligt. Han så ikke syg ud. Han så forelsket ud.
    Efter List kortvarigt havde sorteret al sin opdragelse og sociale normer på plads, smilede han ef-tergivende til Louis. ”William elsker dig meget højt. Intet kunne holde ham fra at vende tilbage til dig.”
    Louis smilede og strøg Wills arm. ”Det glad mig. Han være ked. At De ikke… accepter ham. I være han ene venner.”
    Da List havde dechifreret Louis’ ødelagte engelske, nikkede han og så flovt ned i jorden. ”Han har haft det hårdt. Og… vi har vist ikke behandlet det her så godt.”
    ”Vi ikke syge,” påpegede Louis. ”Vi différent. Som De et mademoiselle Maria.”
    List rynkede panden og så p ham. ”Hvad mener du? Anderledes?”
    Louis lo mildt. ”De er en… Øhm… De tage ting?”
    ”Tyv,” mumlede englænderen. ”Jeg vidste ikke, William havde fortalt dig så meget om os.”
    Greven lo. ”Oui! Et mademoiselle Maria være religieuse. I ikke være som andre. I være différent. Som Will et moi.”
    På en måde generede hans ord List – men kun fordi de modbeviste ham. Will var den af dem, der havde været højst på den sociale rangstige. Han havde penge, indflydelse (om dog af lyssky veje) og behøvede ikke andres mening for at vide, hvad der skulle gøres. Og han var kun 18 år gammel.
    List, derimod, havde ligget på bunden. Levede fra dag til dag, arbejdede som en gemen tyv, og Maria var bundet af de valg, hun havde truffet i fortiden.
    List holdt en hånd får øjnene og lagde hovedet bagover. ”Åh, jeg har været en idiot,” mumlede han.
    ”Aïe!” List så på Louis, der ømmede sit hoved, efter han havde ramt en lavt hængende gren. Han smilede træt. ”Jeg ikke se den,” lo han mildt. Han tog en dyb indånding og hev lidt efter vejret.
    ”Måske skulle vi tage en pause,” foreslog List. ”De virker lidt forpustet?”
    ”Jeg føle ikke god,” mumlede Louis og trak på skuldrene. ”Men det ikke være problème.”
    ”Måske er De forkølet – jeg kan ikke forestille mig, De er vant til at sove i det fri?”
    Louis så undrende på ham. ”Pardon, monsieur?”
    List rystede på hovedet. ”Lad os finde ly, inden det bliver mørkt. Vi skal også have anskaffet no-get mad.”
    Timerne gik, og da himlen så småt var ved at rødme, pegede Maria ind i skoven. ”Señores!” ud-brød hun. ”Se!”
    List så i den retning, hun pegede, og fik øje på en lille hytte. De havde reddet mellem træerne, væk fra stien, så det var en lettelse at se en jægerhytte, de kunne overnatte i. List og Louis drejede hestene derhen.
    De trætte dyr traskede mellem træerne, indtil de endelig fik lov til at stoppe i lysningen, hvor hyt-ten lå. Det var sommer, så den lille bygning stod tom nu.
    De tøjrede hestene under et træ, der voksede nær huset. 30 tønder land var blevet ryddet omkring hytten, og kun dette træ havde fået lov at blive. Det var hult, og nøje gemt fiskeudstyr i stammen vidnede om, at de var nær en flod eller sø.
    List gled af hesten og stønnede, da det gik op for ham, hvor hjulbenet ridtet havde gjort ham. Han strakte sig og hjalp Maria ned.
    Will sprang af hesten og strakte sine ben. Men Louis blev siddende. Han havde været tavs siden hans snak med List. ”Chéri?” Han lagde en hånd på Louis’ ben. ”Qu'est-ce qui ne va pas?”
    Louis lagde en hånd for panden. ”Je ne me sens pas bien…” Han var umådelig bleg og rystede en smule.
    ”Hvad er der galt?” spurgte Maria.
    Will så på dem. ”Lou har det ikke så godt. Vi må hellere få ham indenfor.”
    List gik hen til døren. Den var robust, men det var en smal sag at få låsen op. Han åbnede døren og så hen mod de andre.
    Louis skulle til at stå af hesten, men hans blik begyndte at sejle, og han kollapsede på jorden.
    ”Lou!” udbrød William og knælede ved hans side.
    Maria skyndte sig hen til dem og satte sig over for Will. Hun lagde en hånd på franskmandens kind og tog hans puls. ”Hans hud er kold.” Hun samlede sit hår bagved og lagde sin pande mod hans. Hun trak sig væk med en bekymret mine. ”Jeg tror, han har feber.”
    ”Je vais bien,” mumlede Louis konfust. ”Bar’ træt…”
    ”Tonterías!” snerrede spanieren. ”Señor List, hjælp señor Condé op.”
    ”Je peux le faire moi-même…” Louis vendte sig om på siden og skubbede sig op. Men hans arme skælvede under hans vægt, og List måtte hjælpe ham på benene.
    William gik først ind i hytten. Det var et enkelt rum med et tilstødende das, og det var tydeligvis kun beregnet til én jæger og et par hunde.
    Louis satte sig på en primitiv seng i hjørnet, der ikke kunne komme længere væk fra den overdådi-ge seng i hans villa.
    List begyndte at nørkle med en kamin. Maria åbnede en dragkiste, hvor en række tæpper og kasse-rede skind lå over en vinterjakke og et par gamle støvler. Skindene, der sikkert ikke kunne sælges på grund af deres uperfektheder, tog hun op og lagde på gulvet foran kaminen. En rist over ildstedet var et ideelt sted at lave mad. Bag en lem i gulvet var en kølig lille fordybning, der gemte en lille tindåse snus, en pose kandiseret citron, nogle tørrede urter, en lille smule værdifuldt salt, knive til jagtens resultat, der var pakket ind i læder, og et sy-sæt.
    Køkkenredskaber lå i en fletkurv ved siden af pejsen. William tog et stykke papir op og skimmede det. Han viste det til Maria. ”Det her er de spiselige svampe i området.” Han pegede på billederne, jægeren måtte have tegnet for ikke at forgifte sig selv ved et uheld. ”Ved du, om det er korrekt?”
    Hun skimmede listen og tøvede. ”De fleste, sí. Men jeg er ikke bekendt med francés natur.”
    William nikkede og tog en gryde op. ”Jeg finder noget vand,” lovede han. ”Og forhåbentlig er nogle af de her svampe i sæson nu.”
    List tog noget reb, der hang på væggen. ”Jeg laver snarere. Måske kan vi fange en fugl og lave suppe.”
    Marias mave knurrede. Hun rødmede og holdt sig for maven. ”Tal ikke om mad, señor, jeg er så forfærdelig sulten!”
    ”Mademoiselle Maria?”
    Maria så på Louis. Han havde fundet noget under sengen og rakte det hen mod hende med et svagt smil.
    Hun så med store øjne på æsken med kiks. ”Åh, señor!”
    Will gik hen til Louis. ”Je reviens vite,” smilede han. Louis tog ømt fat om hans håndled og lagde en hånd på hans kind, hvorefter han kyssede ham med noget nær længsel på læberne.
    Maria så forskrækket væk, List hævede øjenbrynene og så ned i jorden. Han rømmede sig.
    ”Ils ne l'aiment pas,” lo Will.
    ”Je m'en fiche, je le fais.”
    ”Lou!” Will lo og rystede på hovedet. ”Jeg er tilbage inden så længe.” Han forlod hytten, og List og Maria fortsatte med deres foretagende. Louis sad på sengekanten og prøvede at finde noget nyt-tefuldt at lave, men mislykkedes.
    Maria rejste sig med et suk og børstede den fine kjole ren. ”Jeg går ud og leder efter ædelkortlæbe,” sagde hun og skævede hen mod Louis, der havde fået et glasagtigt skær over sine øjne. Han kiggede ud af det ene af hyttens to vinduer og virkede så umådeligt fjern. ”Det slår feber ned.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...