Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6399Visninger
AA

47. I Guds favn

Iskoldt vand blev kastet over List, og han satte sig sprudlende op. Han så sig forskrækket rundt.
    Han befandt sig i en lund. Fugle sang langt over ham, og trækronerne farvede sollyset i et grønligt skær.
    ”Er du okay, señor List?”
    List så med store øjne på Maria. Hun bar sit normale tøj og så på ham med stor bekymring. Hans blik flakkede ned, og en sær skuffelse slog rod i hans mave, da kavalergangen var forsvundet.
    ”List? Hvad drømte du om?”
    List sank en klump. ”Øh…” Han rystede på hovedet og gned sin tinding.
    ”Ah… Jeg forstår…”
    ”Sig mig… Hvad skete der?” spurgte List, mens han gned sig i øjnene.
    ”Adrestia og hendes kat…” Maria gned sine arme. ”Det var en fælle, señor.” Hun lukkede øjnene og vendte ansigtet væk. ”Jeg… jeg havde ikke noget valg, du og William var forheksede, så jeg…” Hendes stemme svigtede, og List fik øje på blodpletterne på hendes skørt og hans daggert i græsset.
    ”Åh, Maria…” Han ville omfavne hende, men minderne fra drømmen holdt ham i skak.
    Maria tørrede sine øjne, gned sine arme og nikkede. Hun sukkede og nikkede til højre. ”Señor William drømte om señor Condé…”
    Englænderen så hen mod knægten, der sad op ad et træ lidt væk. Han havde trukket knæene op til brystet og så ind i skoven.
    ”Jeg… Jeg går hen og taler med ham.” List rejste sig og forlod Maria. Han havde ikke lyst til at være sammen med hende lige nu. Han føltes sig skyldig. En drøm… Det havde været en drøm, og han…
    ”Du skal ikke tænke på det,” sagde William, da List kom nærmere. ”Det var bare en drøm – du har ikke gjort Maria noget.”
    ”Hvordan kunne du…” List rystede på hovedet og lod det ligge, mens han satte sig ned med ryg-gen mod samme stamme som Will. ”Hvordan går det?”
    Will trak på skuldrene. ”Manden jeg elskede og så dø en langsom, smertefuld død forårsaget af en sadistisk forfatter, viste sig for mig i en drøm, skabt af førnævnte grusomme skribent, hvor vi havde det perfekte liv, der efterfølgende viste sig at være dødkedeligt og dræbe hver en rest af spænding, lidenskab og kærlighed.” Will så på List. ”Hvordan tror du, jeg har det?”
    List stirrede undrende på ham. ”Du ved godt, det var Adrestia og hendes kat, der fik os til at drømme, ikke?”
    Will lagde hovedet på skrå og så på manden med stor morskab. ”Dine øjne er vidtåbne, men du ser så lidt, dit snæversynede fjols.”
    ”Hvor vover du at kalde mig…”
    ”Åh, nej nej!” beroligede Will med et mildt smil. ”I er alle infernalske fjolser. Du, Maria og alle andre i det her gudsforladte land. Det er ikke personligt.”
    List rynkede på næsen og skulede. ”Hvorfor denne pludselige fjendtlighed?”
    Will slog blikket ned. Han sukkede og lænede hovedet mod stammen. Hans smil falmede. ”List… Nu skal du aflægge dit løfte.”
    ”Hvilket løfte?” spurgte List irriteret.
    ”Vi har ikke Guds Tåre,” konstaterede William. ”Vi har ikke mødt én eneste handlende på vej mod Englands største handelsby. Noget er galt, det ebber ud mellem linjerne.” List forstod ikke helt, hvor Will ville hen med det, men han ville ikke indrømme det, da han ikke nærede noget ønske om at blive kaldt et fjols endnu engang. ”Du skal love mig det her, List.” William så ham ind i øjnene. ”Hvis tingene går galt, bare det mindste… er du nød til at tage livet af mig.”
    List rejste sig op og rystede på hovedet. ”Det her igen? William, hvis du er bange for at dø for en dæmons hånd, så skal du ikke frygte.” List knælede og tog fat om Wills skuldre. ”Der sker dig ikke noget. Maria og jeg passer på dig.”
    Will smilede og tog fat om Lists håndled som for at bekræfte. Han så ham i øjnene og sagde: ”Hvor er du dog tåbeligt naiv.” Han rejste sig op og så mod vejen, der lå et stykke væk. ”Ravnene flygter fra Tower of London – ikke sandt? Du ved, hvad det betyder.”
    List sad mundlam mens Will forlod ham. Han så sig over skulderen, hvor englænderen sluttede sig til spanieren.
    De fortsatte mod London og slog lejr nær vejen, da mørket faldt på. Will fik sat gang i en ild. De sad nær bålet for at holde varmen i den kølige nat. De var rædsomt at rejse til fods, og endnu havde hverken handlende eller rejsende mødt dem på deres vej.
    ”Maria…” Will brød madroen, der havde sænket sig, mens de spiste de frugter, de havde samlet til aftensmaden.
    ”Sí, señor William?”
    Will vred sine hænder, som var hans følgende ord store kvaler for ham, og så næsten genert ned. ”Jeg… Jeg tænkte på… D-du er jo nonne, så, øh…” Han tog en dyb indånding. ”Vi ved ikke, hvad der venter os i London, og jeg…” Han sank en klump. ”Jeg er ikke døbt, så…”
    ”Åh, Dios mio!” udbrød Maria halvforarget. ”Hijo, det får vi ordnet ved daggry! Bare rolig, jeg skal nok døbe dig.” Hun pegede alvorligt på ham. ”Men det bliver católico!”
    ”Fint,” mumlede Will. ”Så længe jeg kan komme i himlen…”
    ”Åh, hijo,” sagde Maria medfølende. ”Hvis du skal i himlen, er vi nød til at finde noget medicin, så du kan vende dig af med dine…” Hun sænkede blikket lidt, før hun fortsatte. ”… dårlige vaner.”
    Will så trættet på hende. ”Du taler om det fakta at jeg er homoseksuel.”
    ”Det kan ordnes, hijo,” lovede Maria. ”Bare rolig, du skal døbes, og så finder vi noget medicin, så…”
    ”Tak, jeg tror jeg nøjes med at blive døbt.” Sådan skar Will hende af, og Maria så stramt på ham.
    List så på ynglingen. 
    Will fnøs. ”Ynglingen, den var ny,” mumlede han.
    ”William?” Will så på List. List rykkede nærmere og betragtede ham alvorligt. ”Er der noget, du er bange for?”
    Will lo humorforladt. ”Vi går mod en ukendt fjende. Fra Helvede. Sig ikke, I ikke også er bange.”
    Maria og List udvekslede blikke. List sukkede og nikkede. ”Jo… Men det virker så uvirkeligt. Helvede er noget, kirken bruger til at skræmme, jeg troede aldrig, det var et virkeligt sted.”
    ”Qué?!” udbrød Maria. Hun så stødt ned i jorden. ”Paganos!”

Den næste dag fandt de en lille dam nær vejen. Her døbte Maria Will, og skønt det var en smule uortodoks, at en kvinde stod for ceremonien, udførte Maria den til perfektion. Efter Wills dåb, fort-satte de ad vejen. Og før treenigheden vidste af det, var London i syne.
    Det var et nostalgisk syn, der mødte både William og List. De stod på en bakketop, hvorfra de kunne se Themsen, der glitrende snoede sig mellem tage og huse. Westminster Abbey og Palace of Westminster ragede op som symboler på engelskhed, de majestætiske broer strakte sig som syninger over det gråblå bånd, der løb gennem byen. Og dér, så rolig og stabil, stod Tower of London. Fred-fyldt, som havde dets befjerede beboere intet ondt at ville menneskene omkring dem.
    ”Der er noget galt.”
    List og Maria så på William, der undrende betragtede byen. ”Hvad taler du om?” spurgte List utålmodigt. ”Det er London – vi er hjemme! Vi er næsten færdige med den her forfærdelige missi-on…”
    ”Nej,” afbrød Will. Han pegede frem. ”Se… Se nu for én gangs skyld ordentlig efter!”
    De to ældste så over byen. Og langsomt gik det op for List, hvad William hentydede til.
    Der var ingen røg, der steg op fra husene. Ingen smedje, der havde gang i ilden, der var ingen markedslarm, ingen skibe var på vej ind i havnene. End ikke fugle fløj over byen, de drejede uden-om.
    Langsomt begav de tre sig ned mod London. Duftene fra byen var næsten ikkeeksisterende. Folk krydsede gaden, men de så ængstelige og forskrækkede ud. De hold om sig selv og stirrede ned i jorden, mens de med skuldrene oppe over ørene ilede fra sted til sted, som var de bange for at op-holde sig under åben himmel. Når de stødte ind i hinanden som forvirrede kræ, fór begge parter sammen og rendte den anden vej.
    Maria, William og List gik blandt denne sære opførsel og betragtede dem med stor undren. Lon-dons beboere så med blege øjne omkring og opfattede ikke deres omgivelser. Tøj på tørresnore var revet i stykker af vinden. Kroerne og herbergerne var lukkede, ligesom de fleste butikker – og i de, der endnu var åbne, arbejdede de ansatte med slet rædsel, selvom alt så ud til at være i den skønne-ste orden.
    ”Hvad er der sket her?” spurgte Maria.
    List greb fat om en forbipasserende kvindes arm og holdt fast om hende, så hun så ham i øjnene. Hun blev bleg og stirrede på ham med store, tågede øjne, indtil hun besvimede af frygt i hans arme.
    Will fulgte efter en ældre kvinde, der trippede hen ad gaden i sit eget tempo. Han viftede foran hendes øjne, men hun reagerede ikke. Maria lagde en hånd på en mands skulder, og han spjættede og stak af.
    ”Det går i søvne,” konkluderede William snart efter. Han så nøje efter på en forbipasserende lille pige. ”Jeg tror, de har mareridt.”
    ”Er du sikker?” spurgte Maria.
    William nikkede. De havde samlet sig i en gyde, hvor søvngængerne ikke kom ind. ”Nogle af mine tanter og onkler på the Nest gik i søvne. Det endte med, at madammen bandt deres ankler fast til deres senge, fordi de forlod deres…” Han kløede sig tøvende på siden af næsen. ”Øh, kunder. Det var for deres egen sikkerheds skyld.”
    Maria så mut ud mod gaden. ”Hvad skal vi gøre nu?” spurgte hun. ”Bare drage mod Tower of London? Og håbe på, at alt går vel?”
    ”Jeg tror, vi kommer for sent,” mumlede List vemodigt. Han så på de andre og løftede så blikket i retningen af Themsen. ”Ravnene er flygtede.”
    ”Dios mio,” mumlede Maria og holdt en hånd for hjertet. Hun støttede sig op ad væggen. ”Er det sådan, alting bliver nu? Alle humanos bliver søvngængere?”
    ”Indtil videre er det vist kun London,” konkluderede William. ”Kan I huske, hvad folkene fra Dover sagde?”
    List nikkede. ”De havde ikke hørt noget fra London i et stykke tid.”
    ”Og der er ingen handlende, der er rejst til eller fra,” forsatte Will. ”Jeg tror ikke, alle ravnene er flygtede endnu.” Han tog en dyb indånding. ”Måske kan vi stadig nå den dér helteting…” Han smi-lede skævt til Maria. ”Og redde verdenen.”
    Hun mønstrede et tappert smil og nikkede. ”Så… mod Tower of London? Med eller uden la lágrima de Dios?”
    William og List så på hinanden og nikkede. List klappede i hænderne. “Lad os komme af sted!”
    Vejen til fortet gik uforstyrret, eftersom ingen var i deres rette sind til at gøre nogen modstand. List kunne ikke lade være med at spekulere på, om kong George og lignende personligheder mon også gik rundt som mareridtsplagede søvngængere. Og hvad med de dyr, der befandt sig i byen? Var det virkelig bare de tre, en spansk nonne, en selvisk tyv og en excentrisk prostitueret, alene i London?
    ”Hvem kalder du excentrisk?” snerrede Will lavmælt. List ignorerede ham. ”Jah, det var også på tide…”
    En bager bagte hektisk brød, selvom mængden allerede havde hobet sig, og noget af det endda var gået i fordærv. Han mumlede i søvne igen og igen: ”Åh, jeg må skynde mig, mere brød, mere brød. Hans højhed tager mit hoved, hvis der ikke er brød til banketten om fem minutter!”
    ”Burde vi fortælle ham, at der ikke er nogen banket?” spurgte Maria lavt.
    ”Nej, de her mennesker kan tydeligvis ikke vækkes,” skumlede List, der allerede havde forsøgt sig flere gange.
    Tower of London dukkede snart op foran dem. Mørket var så småt ved at sænke sig, og i skum-ringen så broen, der førte over voldgraven, lang og truende ud. Porten lignede en mund, der ville sluge dem med hud og hår, og tårnene syntes uendelig store.
    ”Så er vi her, señores,” sagde Maria med skælvende stemme.
    William skælvede og rykkede nærmere List, der fattede om sin bedste daggert og trådte frem.
    I det øjeblik, han satte fod på broen, skete der…
    ”Ingenting,” vrissede William. ”Hold op med at aflede læseren!”
    Maria og List så undrende på hinanden. Will himlede med øjnene og trådte rystende frem.
    De krydsede broen og nærmedes porten, da Will pludselig holdt en hånd for brystet og gispende vaklede mod rækværket. Han tog sig til hovedet og stønnede.
    ”Hvad er der galt?” spurgte Maria.
    Will kæmpede sig op og så på dem over sin skulder. ”J-jeg ved det ikke… Det var ikke et sy-yn!” Han bukkede sammen op ad den lave mur og vred sig.
    List kom hen og greb fat om hans skulder. ”Jeg forstår, du har smerter, men det må ikke stoppe os nu.”
    William nikkede, og med Lists hjælp fortsatte han med dem.
    Porten var åben og ubevogtet. Inde i gården sad vagterne i deres latterlige uniformer krøbet sam-men i hjørner og kroge. Deres øjne var vidtåbne, men de så ingenting. Træerne stod stedsegrønne og der hørtes intet fra fangerne. Men der var ingen ravne at se nogen steder.
    ”Hvor går vi hen nu?” spurgte List. Han hankede op i William, der knap kunne holde fokus. ”Rav-nene er her ikke – de burde være stækkede og hoppe rundt om ravnemesteren, ikke sandt?”
    ”J-jeg ved det ikke,” stammede Maria. Hun så ned og fik en smule røde ører: ”Jeg har aldrig været her før, så jeg…”
    ”Du ved det ikke,” sukkede List. ”Perfekt. Hvad så n…”
    Han blev afbrudt, da revner mellem stenene i jorden blussede op. Flammer ledte en kantet vej hen mod Saint Peter Ad Vinculas royale kapel. Will jamrede og var nær kollapset, men List havde et fast greb om ham. Drengen var begyndt at svede koldsved og kunne dårligt nok finde fodfæste.
    De tre fulgte vejen af ild og nåede kapellet. Dørene var lukkede og låste. List så på Maria, der havde overtaget Will, der klamrede sig til hende. Hun trak på skuldrene og så med enorm bekymring på drengen.
    Solen nåede horisonten, og himlen syntes at lyse op i et dystert skær. En vind strøg gennem fængslet, de tre var trængt ind i. Dørene ind til kapellet slog op med et brag. List spærrede øjnene op og sank en klump, mens han bakkede tilbage mod sine fæller.
    ”Skal vi… gå ind?” spurgte Maria usikkert.
    List sugede sine læber ind og tog hendes hånd. ”Uden Guds Tåre?” Han fnøs. ”Det er det rene selvmord.”
    ”Hvad ellers kan vi gøre?” Aldrig før havde Maria lydt så modløs.
    List gav hendes hånd et klem og smilede tappert. ”Vi… klarer os. Ikke? Det har vi gjort indtil nu.”
    Hun så ikke helt overbevist ud. Alligevel gik de tre nærmere.
    Inden de trådte over tærsklen, gjorde Will pludselig udfald mod List og greb fat om hans skjorte. Med vilde øjne så han ham ind i øjnene. ”List!” udbrød han. ”Nu! Du er nød til at holde dit løfte, nu! Du er nød til at dræbe mig!” Han greb fat om Lists håndled, der styrede daggerten, men List skubbede ham voldsomt væk, så Will havnede på kapellets gulv.
    ”Hvad fanden har du gang i?!” udbrød List. ”Jeg har aldrig lovet dig noget, dog bliver du ved med at…” Han tav, da Will rædselsslagent så på ham og Maria.
    ”I fjolser!” Han gispede skælvende efter vejret og rev sig i håret. ”Du aner ikke, hvad du har gjort!”
    ”Señor William…” Maria og List trådte over dørtærsklen.
    Døren smækkede bag dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...