Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6394Visninger
AA

41. I en kælder sort som kul

Da Maria havde brygget medicin sammen til List, gik der ikke længe, før han fik det bedre. Han brugte dagen på at hvile sig, mens Maria udspurgte herbergets gæster om doktor Henry. De fleste fortalte, at han var en retskaffen mand. Hans hustru havde han mistet for nogle år siden. Han op-holdt sig ofte i sit arbejdsværelse, men tog gladelig imod kunder næsten døgnet rundt.
    Så da mørket faldt på, og List havde fået det bedre, gik de tog til doktorens hus. Det så ud som så mange andre, bindingsværk i to etager med, ikke meget større end de andre huse på gaden.
    Der var to hoveddøre, hvoraf clinique var malet på den ene. Maria bankede på, og ikke længe efter åbnede en ældre dame døren. Hun havde en natkåbe på og en væge i hånden. Hendes grå hår var samlet i en knold i nakken, og hun så gnavent på dem. ”Trouble-fête! Ce qui…” Hun fik øje på List og rynkede på næsen. Hun trådte til side og lod dem komme ind uden yderligere ord.
    Maria nejede forsigtigt for hende. Damen gik ind og kaldte på lægen, der straks kom ned til dem. ”Ah! Det være jer!” Hans blik flakkede fra døren, han netop var kommet ud af, og han lukkede den forsvarligt. Han sagde noget til damen, der nikkede og gik op ad den trappe, lægen var kommet fra. ”Beklage, hvis madame Roux være moi assistant. Hun sove ovenpå, eh… Hvordan jeg hjælpe?”
    Maria smilede venligt. ”Señor Henry, ved De, hvor señor William er? Vi kan ikke finde ham?”
    Lægen smilede skævt og rystede på hovedet. ”Beklager.” Han nikkede mod List. ”Hvordan have De det, monsieur?”
    List smilede. ”Meget bedre, tak.”
    ”Men han er endnu en smule svimmel!” indskød Maria. Hun så på List og tog fat om hans arm. ”Ikke sandt, señor?”
    List så tøvende på hende. Så sukkede han, påtog sig et udmattet forvirret blik og nikkede. ”Åh jo… Jo, især efter den lange gåtur.” De havde ikke gået langt, men List var rent faktisk blevet en smule udmattet af at gå.
    Henry nikkede tøvende. ”Nuvel… Kom med.” Han vinkede dem med ind i et lokale og bad List sætte sig på et polstret bord. Lægen lyttede på mandens lunger, undersøgte hans øjne og tog hans temperatur. ”De se ud til at være i bedring,” smilede doktoren.
    Maria, der havde siddet i hjørnet og betragtet en blomstrende plante med hvide blomster og røde bær, som stod i vindueskarmen, så nu på lægen. ”Er De ikke overrasket, doctor?”
    Doktoren så undrende på hende. ”Over hvad da?”
    Hun nikkede mod List. ”Over at señor List er i bedring?”
    Lægens blik flakkede endnu engang. Han lo tyndt og rystede på hovedet. ”Fjollede kvindemenne-ske – jeg være læge! Jeg vide, at monsieur List være en stærk mand, han sagtens klare sig!”
    ”Planten i Deres vindueskarm mangler blomster og bær i den ene side,” sagde Maria ildevarslende. List så forvirret på hende. Hun havde ikke fortalt ham om sin mistanke, ikke fuldt ud, i hvert fald. ”Er der mange i dette område, der har haft feber, den seneste tid?”
    En nerve sitrede under Henrys ene øje. Han smilede anstrengt. ”I selv se de monster, der angribe os. Folk blive inficerede, de…”
    ”Señor Henry,” udbrød Maria hårdt. ”Hvor er William?”
    Henry rynkede på næsen. ”Uforskammede kvindemenneske!” Han trådte en skridt bagud og pe-gede på døren. ”Forlad mit hjem omgående!”
    Maria rejste sig og stampede i jorden. ”De kan ikke tale sådan til mig! De gav William febermedi-cinen, og nu er han væk! Hvor er han?!”
    ”Hvad sker der?” spurgte List forvirret.
    ”J'en ai marre, dégénéré salope! Ud af min clinique!”
    Maria satte næsen i sky. ”De er en afskyelig mand!”
    ”Var din mund, beskidte kvindemenneske!”
    ”Sådan skal De ikke tale til hende!” brød List ind.
    Lægen så på ham og lukkede øjnene. Han tog en dyb indånding og nikkede. ”Tilgiv mig, mon-sieur. Mademoiselle…” Henrys stemme var anstrengt. ”Vær så venlig at forlade min clinique.”
    Maria sugede læberne ind og fnøs. Hun skridtede hen mod udgangen og forlod lokalet.
    Men klinikken forlod hun ikke. Selvom hun skulle til at gøre det, stoppede hun sig selv og så sig omkring. Så smuttede hun op ad den trappe, Roux var forsvundet op ad.
    Hun kom op i en stue med fine, gamle møbler. Det var, som en læges hjem nu engang så ud, og hun gik over tæppet og åbnede flere døre. Will var ikke i soveværelset, som hun havde frygtet. Han var ikke gemt af vejen i et skab, en dragkiste eller under et bord. Hun havde været gennem hele overetagen og gik nedenunder. List og lægen snakkede endnu på klinikken, Henry udspurgte List om hans helbred.
    Maria gik ind ad an dør over for den, der førte ind til lokalet, List befandt sig i. Hun nåede endnu en stue, men denne var for patienter – et venteværelse. Køkkenet lå ved siden af, og herfra førte endnu en trappe ovenpå. Men dette og et lille das var de eneste lokaler, og William var intetsteds at finde.
    Hun var på vej tilbage, så lægen ikke ville opdage, at hun snusede rundt, da hun hørte en sælsom lyd i det stille lokale. Raslende, som kæder på et stillestående skib. Denne støj hørte ikke hjemme i et lægehus. Maria gik mod den og nåede et jordnært skab. Hun åbnede det. Det var fyldt med frak-ker, selvom her ingen patienter var.
    Da hun trak frakkerne til side, kunne hun se en dør. Hun åbnede den og lukkede skabet efter sig, hvorefter hun så ned.
    En smal trappe gik stejlt nedad, kun oplyst af svage olielamper i loftet, der for nylig var blevet tændt. Maria gik nedad og lukkede døren efter sig.
    Hun kom til et arbejdsværelse og gjorde store øjne, da hun så papirerne på skrivebordet. Selvom hun ikke kunne læse fransk, var billeder universelle. Ud over Leonardo da Vincis tegning af en mand i to positioner på et stort stykke papir, var der flere illustrationer af henholdsvis den mandlige og kvindelige kønsdel, opildnede såvel som rolige, med en række noter hertil. Flere illustrationer af nøgne mænd og kvinder var forbundet med lange notater med linjer eller snore. Et matteret kælder-vindue spredte månelys over en mindre have på to borde, der var sat i forlængelse af hinanden. Flere forskellige planter voksede her. Maria genkendte nogle af dem, men resten var hende ukendte.
    Den ildevarslende, raslende lyd gentog sig og ledte Marias opmærksomhed mod endnu en dør. Hun gik hen til den og tog i håndtaget, men denne var låst. Hun så sig om efter en måde, hvorpå hun kunne få den åben, og hendes blik faldt på en tyk lysestage. Hun greb den og hamrede den ned i dørhåndtaget, der efter yderligere ét forsøg faldt af. Hun skubbede døren op og rynkede brynene.
    En bredere gang førte videre under jorden – men her var ingen vinduer. Kun olielamper på vægge-ne glødede matte mellem svære trædøre. Maria gik hen ad gangens stengulv. I dørene var små gitre i øjenhøjde, kun lige store nok til, at man kunne kigge ind, og på hver dør hang en længere notits.
    Da Maria så ind i det første lille rum, kunne hun ikke se meget. Men i det anede var det en anden sag.
    Her så hun en nøgen kvinde, der lå på nogle beskidte tæpper og sov. Hun havde lænker på fød-derne og hendes hænder var bundet med reb.
    Maria bakkede. Hendes hals snørede sig sammen, og hun gispede efter luft. Hun samlede al sit mod og kaldte spædt: ”William?”
    ”Au bout du couloir,” lød en udmattet stemme.
    ”Hv-hvad?” Maria så sig forvildet om.
    ”Her, mademoiselle…” Maria kastede et forsigtigt blik ind i endnu et lille rum. En mand sad op ad væggen. Hans bare skind var så sort, at hun knap kunne se ham i mørket. Kun hans øjne vidnede om, hvor han befandt sig, og så snart hendes øjne havde vendt sig til mørket, kunne Maria se hans omrids. ”Monsieur William være ved ende.” Manen så ned. ”Vær rar – sige til ham, jeg… jeg så ked af det.”
    ”Ved enden af hvad?” Marias stemme var køligere end hun havde tænkt sig.
    ”Ganken.”
    ”Gangen?” Hun så hen mod døren for enden. Uden så meget som tak forlod hun manden.
    Døren var ulåst og gik op med en fæl knirken. Den trykkende stilhed blev kun brudt af en hvislen i hjørnet – den samme hvislen som fra kæderne i gangen.
    ”William?”
    Fra hjørnet kom et skælvende suk, der fik nonnens nakkehår til at rejse sig. Hun gøs, bukkede sig, så hun ikke ville se så truende ud i døren, og trådte ind i kælderrummet.
    ”Will?” Hendes stemme var blød som silke. ”William, hijo, er det dig?”
    ”Du må ikke se på mig.” En modløs, monoton, tør, ugenkendelig stemme talte til hende.
    ”Señor…”
    ”Vær sød…” Maria trådte lidt til siden, og det svage lys fra døren skabte dybe skygger og stærke kontraster på Wills forslåede krop. Han var krøbet sammen i hjørnet. Han blødte fra øjet og læben. Med armene prøvede han at skærme sig, skjule sig, krybe væk i hjørnet. En gammel, hvid skjorte var det eneste, der dækkede ham, og røde linjer spredte sig som fra penselstrøg over lærredet. Han skælvede, men om det var af kulde, vidste Maria ikke. Beskidte tæpper på gulvet udgjorde en leje beregnet til to.
    ”Señor, vi er nød til at komme væk.” Hun rakte ud efter Will, men han udstødte et gisp ved hen-des berøring, som havde hun brændt ham, og rykkede nærmere væggen, skønt han allerede var trykket op i hjørnet. Han havde kæder om håndleddene. De raslede, da han rykkede på sig.
    ”Du må ikke røre mig!” hylede han grødet. Han skjulte sit ansigt ved at presse det ind mod skul-deren, der vendte mod hjørnet. Spage hulk gled fra ham og han holdt sine hænder over hovedet som for beskyttelse. ”Kun Lou… Kun L-Lou må r-røre mig…”
    ”Will,” hviskede Maria. Hun så sig over skulderen. ”Hvad gjorde den blå mand mod dig?”
    Will svarede hende ikke, men fortsatte i stedet sin stille gråd. For enden af gangen lød der råb og et slag, og i næste øjeblik kom List ind på gangen. Han gjorde store øjne, da han så Maria på hug i rummet for enden, og løb straks ned til hende.
    Heller ikke englænderen fik lov til at lægge hånd på Will. List og Maria trak sig væk og så på hin-anden.
    ”Kan I så komme ud!” Doktor Henry dukkede op på gangen. Der lød forskrækkede klagelyde og raslende kæder fra de små rum, da lægen stormede ned ad gangen.
    List rejste sig op og så truende på manden. Med lange skridt gik han mod lægen, der blev bleg og prøvede at stoppe, men List nåede ham og greb fat om hans krave. Han løftede ham op mod væg-gen. ”Dit svin!” spyttede han. ”Hvad har du gjort ved William?”
    Henrys blik flakkede. ”H-han gav en pris, jeg betale! Jeg eje ham, I have ingen ret til…”
    ”Du kan ikke bare købe en fri mand!” råbte List.
    ”Men han ikke være fri!” protesterede lægen. ”Han være fra Nightingale Nest, han have gæld, han være slave!”
    Maria så på William. ”Du fortalte ham det?”
    ”William er en fri mand – nu! Nightingale Nest er brændt ned! Der er ingen, der ejer ha…”
    ”Må jeg være fri!” vrængede lægen. ”Slip mig, din barbar!” List slap ham, så manden dumpede ned på gulvet. Han kom på benene og så på List med små, smalle øjne. Han grangiveligt havde stjå-let fra et krybdyr. ”Jeg er videnskabsmand! Disse mennesker være syge, jeg søge efter kur til dem! Jeg eje dem, De har ingen ret til at anklage mig for noget!”
    ”Man kan ikke behandle mennesker sådan!” udbrød Maria skingert.
    Doktoren satte næsen i sky og så nedladende på hende. ”Ækle kvindemenneske – monsieur Willi-am fortalte mig, at De og Deres kammerat her ønske præcis det samme for ham!”
    Maria gjorde store øjne og rystede på hovedet, så krøllerne slog om hendes ansigt. ”No! Jeg…”
    ”Kapitel 27, afsnit 5,” mumlede Will. ”Det var List, der talte… Og du var enig.”
    Nonnen så forvirret på ham. ”Señor William, De taler nonsens…”
    ”Der ser I!” pressede lægen. ”Han være syg! Jeg hjælpe ham. Jeg studere menneskene her, jeg be-tale mange, mange penge for dem, jeg have succes!” Lidenskaben brændte i lægens øjne, da han begyndte at fortælle om sine fremskridt. ”Jeg allerede fået én omvendt, monsieur William være i gode hænder! Han være syg, og jeg…” Lægen afbrød sig selv med et skingert skrig, da han blev omsluttet af flammer og brød ud i lys lue. List sprang forskrækket væk, snublede og havnede på jorden. På få sekunder var lægen reduceret til en stak afsvedne knogler og en større bunke aske.
    Omgående vendte Maria og List deres blikke mod Will. Hans hånd var rakt frem mod den forhen-værende doktor Henry, små flammer løb over hans arm og brændte ud ved hans fingre – hans øjne var kulsorte, men fik nu deres normale farver igen. Will lukkede øjnene og faldt sammen op ad væggen med et gisp. Han hostede og gled ned på gulvet, hvor han krummede sig sammen i smerter. Han mumlede i vildelse, men i det mindste var der denne gang hverken skrig eller syner.
    Lists blik blev fanget af et nøglebundt i den afbrændte doktorbunke. Med en rynket næse og stor modvilje tog englænderen dem op. Han holdt dem i hænderne og skævede hen mod Maria. ”Jeg lukker de andre slaver ud. Få William ovenpå.”
    Maria nikkede og hjalp den kun halvbevidste Will på benene. Da hun kæmpede med at få ham op ad den smalle trappe, hørte hun List bag sig: ”Og find noget af doktor Henrys aflagte tøj til de her mennesker!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...