Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

22Likes
11Kommentarer
6431Visninger
AA

51. I den mørkeste nat

Ned nedgående sol kastede et rødligt skær over den sovende by. Maria sad og halvsov, men List sørgede hele tiden for at vække hende, inden hun faldt helt hen. De var begge udmattede, og tanken om et angreb på dødssynderne virkede uoverskueligt.
    List kendte London bedste, så han var ved at finde ud af, hvor det ville være til deres fordel at angribe. De havde set flere skygger og djævle over Buckinghampaladset end noget andet sted, men udsynet var selvfølgelig heller ikke så godt fra denne bygning. De havde taget den mad fra fadeburet, der ikke var gået i fordærv, og havde brugt dagen på at hvile ud. Dødssynderne havde været på ravage, men de havde holdt sig sammen og taget imod ordre fra Vrede – imod ordre fra William.
    List havde fulgte dem ved at klatre fra hus til hus og skjule sig på de højere etager. De havde taget kronjuvelerne fra Tower of London, og det var hurtigt blevet klart for ham, at seks ud af de syv langt fra kunne enes. Han havde sneget sig efter dem hele vejen til paladset, en tur på lidt over en time hver vej.
    Men nu var tre af synderne sendt væk fra deres hovedkvarter, to skumlede omkring udenfor, og de sidste to befandt sig (forhåbentlig) endnu indenfor.
    Da Maria igen blev nærværende, indviede List hende i sine tanker.
    ”Det duer ikke at angribe dem i samlet flok,” sagde han åbenlyst. ”Heldigvis lader det ikke til, at de seks synder klarer sig så godt uden deres leder.”
    ”Señor William,” sukkede Maria. ”Pobre, pobre hijo…”
    ”Maria…” List lagde sin hånd på hendes. ”Vi er nød til at fokusere.” Hun nikkede og tog en dyb indånding. ”Men altså. Vi har kun én chance, for hvis vores angreb slår fejl…” Han løsnede sin kra-ve lidt. ”Jah… Vores eneste chance for at overleve er at tage dem ned én efter én. Men indtil nu er det kun Williams ild…”
    ”Vredes ild,” rettede Maria ham.
    List sank en klump og nikkede. ”Vredes ild, ja. Det er kun den, der har kunnet ryde dem af vejen.”
    Maria rynkede på panden. Hun rystede langsomt på hovedet. ”No, señor… Jeg dræbte Adrestia og hendes gata.”
    List var tavs et øjeblik. ”Og der er ikke en ottende døds…” Han nåede ikke engang at tale færdig, før Maria stak ham en syngende lussing.
    ”Hvor vover du, señor?!”
    ”Undskyld,” mukkede han. ”Jeg mente ikke…”
    ”Jeg ved, hvad du mente!” snerrede nonnen. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg gjorde det, men jeg gjor-de det!”
    ”Så du dræbte to synder, William brændte to og skjulte én og én begik selvmord.”
    Maria så afventende på ham.
    ”Hvad?”
    ”Det var kun seks, señor.”
    Han rynkede panden. ”Hvad? Nej, der er jo…” Hans øjne blev store. ”Vi har ikke skadet Doven-skab. Isabel var nonne på dit kloster, Maria – hun faldt i søvn.” Han måbede. ”Hun skulle have dræbt os, men hun faldt i søvn, så…” Han klappede i hænderne. ”Hun er stadig bundet til sin men-neskelige krop!”
    ”Hvad snakker du om, señor?”
    ”Maria, du så jo, at de er formskiftere – da jeg angreb Perez, gled jeg gennem ham, for han er ikke længere en del af denne verden. Men da du angreb Isabel, følte hun smerte! Så, altså, kendsgernin-gerne er…” Han brugte et øjeblik på at samle sig. ”Isabel er stadig kødelig. Og du har været særlig flittig til at aflive disse væsner.”
    ”Åh, señor, nævn det ikke,” mumlede hun.
    ”Maria.” List tog hendes hænder. ”Jeg tror ikke, jeg har en chance mod synderne. Men hvis jeg afleder deres opmærksomhed, skaber forvirring, sørger for, at de er alene, så kan du komme dem til liv.”
    ”Men hvordan?” spurgte hun hviskende. ”Hvorfor mig?”
    List smilede skævt. ”Måske er du Guds udvalgte?”
    Hun himlede med øjnene og gav ham et dask. ”Imbécil.”
    ”Hov hov, det ord er transparent,” knurrede List.
    Maria smilede beklagende til ham. ”Så – hvor skal vi angribe dem fra?”
    List sukkede og tænkte sig om. ”Jeg tror ikke, det handler om hvor vi angriber, men hvor vi angri-ber hvem.” List kløede sig på kinden. ”Kan du huske Williams historie om konditoriet overfor Nigh-tingale Nest?”
    Maria nikkede tænksomt. ”Ja… Han var glad for, hvad hed de?”
    ”Makronkagerne, de solgte. Da jeg fulgte efter synderne, så jeg, at de brød ind i hver eneste bager og hvert eneste konditori på vejen, og stjal alle de makronkager, de kunne få fingrene i.”
    Maria undertrykte en fnisen og tog sig sammen. ”Så señor William er altså nostálgico?”
    List tøvede. ”Det betyder nostalgisk, ikke?” Maria nikkede. ”Så jo – hvis vi kan få ham til Whitechapel, kan vi måske få den gamle William tilbage?” Han tog en lap papir fra en kommode og skrev ned med tørret blæk på en slidt pen.
    Maria så noget skeptisk ud. ”Señor… Jeg tror ikke…”
    ”Hvad har vi at miste?” List så hende i øjnene. ”Jeg ved, det er en latterlig idé, men har vi andre muligheder? Jeg er åben for forslag, for lige nu er jeg rædselsslagen!”
    Maria sukkede og strøg sit hår. ”Señor Alfred, hvis vi ikke klarer det…”
    ”Så håber jeg, du har bedt om en plads i Himlen til en gemen tyv som mig.” Han smilede til hende. ”Hvad siger du? Drager vi ud ved daggry?” Han rakte hende sedlen.
    Maria så på papiret. Hun sank en klump og nikkede modvilligt. ”Ved daggry.”

 

”Ved daggry?” William fnøs. ”Hvor heroisk.” Han flyttede sin bonde og så på Hovmod. ”Dit træk.”
    Hun flyttede sit tårn og lagde frydefuldt armene over kors. ”Prøv at slå den.”
    Kedsommeligt rykkede han sin springer og slog Hovmods blottede konge ud. ”Skakmat.”
    Hun så undrende på brættet. ”N-nej, det kan ikke passe!”
    Will rejste sig op gik hen til et vindue. De fleste dødssynder var samlet i stuen. De havde været på jagt hele dagen, og havde nu brug for at samle kræfterne. Dovenskab, Nydelsessyge og Misundelse var stadig udenfor.
    ”Hvornår breder vi os til resten af Britannien?” spurgte Griskhed, mens han mæskede sig i den royale frugt.
    Will sukkede uden at ofre ham et blik. ”Så snart vi har Guds Tåre. Det er det eneste, der er en trussel mod os, og vi er nød til at sikre os, at den er væk, inden vi fortsætter.”
    ”Men hvorfor?” spurgte Fråseri. ”Hvorfor ikke få så meget som muligt nu, i stedet for at…” Syn-den tav, da Will sendte ham et hårdt blik.
    ”Vover du at betvivle mig?”
    ”N-nej, selvfølgelig ikke,” fremstammede Fråseri.
    Will nikkede. ”Godt.” Han så ud af vinduet. Stjernerne var dukket op, og det hele var så fint og yndigt. Hele denne sovende verden skulle blive hans, og hans alene. ”Du lyder så sikker,” sukkede han.
    ”Hvad snakker De om, herre?” spurgte Griskhed.
    Hovmod slog ham over nakken. ”Han snakker med stemmen, idiot!”
    ”Det er fortælleren, I fjolser,” knurrede William. Han sukkede og forlod lokalet med bølgende kappe.
    Ude på gangen travede han tænksomt frem og tilbage.
    Hvis det lykkedes Maria og List at få fat på Guds Tåre, ville det få katastrofale følger for ham. Men Nydelsessyge var i gang med at opspore dem, og når det var gjort, ville synden ikke få proble-mer med at få List ned.
    Næh, det var Maria, der var problemet. Den stædige nonne var en torn i hans side, men han anede ikke, hvordan han skulle komme af med hende. At dræbe hende ville være let, men det krævede, at nogen kunne komme ind på livet af hende, og hun var ikke så skødesløs som hendes engelske ven…
    Ét fejltrin. Det var alt, han skulle bruge. Ét fejltrin fra nonnens side, så ville hele korthuset ramle sammen over hende.
    Netop som ro og beslutsomhed lagde sig på plads i hans bryst, lød der et skud, efterfulgt af et skrig udefra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...