Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

24Likes
11Kommentarer
8096Visninger
AA

43. Hvileløs

List fugtede sine læber og så op i loftet. Han pustede og lod en tunge løbe over tænderne. Regn faldt på ruden og skibet gyngede beroligende. ”De havde ret, kaptajn. Det var yderst… brugbart.”
    Bonny lo og rystede overbærende på hovedet. Hun strøg hans bryst og kyssede ham på halsen. ”Er De inde for anden omgang, sømand?”
    List tøvede og sukkede. ”Jeg ved ikke helt… Hvad ville Maria ikke tænke?”
    Bonny fnøs. ”Campo? Hun får ikke noget at vide. Desuden er hun nonne, hun må ikke interessere sig for Dem.”
    List så på den rødhårede kvinde ved sin side. Hun havde fregner over sine kinder og var nu gan-ske køn – men hun var ikke en Maria. ”Hvad har så fået Dem til at interessere sig for mig, kaptajn?”
    Bonny fnøs og så overbærende på ham. ”Få nu ikke for høje tanker om Dem selv, List. Som jeg sagde, så er det her helt og aldeles uforpligtende.” Hun strøg hans kind og rykkede nærmere under tæppet. List fik en klump i halsen, da hendes blødere dele blev trykket mod ham. ”Ved De, hvorfor så mange havnebyer har bordeller? Det er fordi alle mænd længes efter nærvær. Sømand kan kun få det på land.” Hun lo mildt. ”De går på land hele tiden, men ingen kvinde ser til Deres side. Jeg er bundet til dette skib, og de eneste mænd, jeg sejler med, er…” Hun skævede ned ad List. ”… ude af stand til at fuldende mine behov.”
    List så på hende, da kaptajnen lænede sig ind over ham. Hun havde også fregner på skulderen. ”Jeg er en kvinde med en mands job. Jeg er nød til at gribe de chancer, der byder sig.” Hun kyssede List på munden. Han sukkede og lod sig synke ned i madrassen.
    ”Sig mig, kaptajn,” sukkede List, da Bonny begyndte at kysse ham ned ad hans hals. ”H-havde De også disse tanker første gang vi var om bord på Deres skib?”
    Bonny smilede. ”Selvfølgelig. En levende mand på Dødssejleren er lige så sjælden som en hønes tænder.” Hun strøg hans bare bryst. ”Men dengang var jeg ikke sikker på, hvorvidt Campo var en mulighed for Dem.”
    List himlede med øjnene. ”Jeg føler, De bruger tiden på at fornærme mig.”
    ”Jeg fortæller Dem sandheden,” sagde Bonny studs. ”Det er det, en kaptajn må og skal gøre.”
    ”Nå, men jeg er træt af det. Tak for i aften, kapta…” Bonny satte sig op, så tæppet faldt ned, og blottede sin torso. List gjorde store øjne.
    ”Hvor beklageligt,” sukkede Bonny. Hun lagde armene over kors og pressede derved sin barm op. ”Jeg har ikke haft en mand i min seng siden 1752…” Hun pustede en hårlok væk og så på List. ”Jeg må indrømme, jeg er en smule skuffet. Det er selvfølgelig beundringsværdigt at De vil holde Dem i skak, selvom De er på vej i kamp, som De, måske, ikke vender tilbage fra.” List så hende dybt ind i øjnene. Den gyldne farve skyldtes hendes bånd til skibet, hendes forbindelsen til djævlen selv. Men hun var ingen djævel – hun var en kvinde, og for dette væsen var List svagere end noget væsen fra Helvede kunne gøre ham.
    Netop som List lagde sin hånd bag hendes nakke for at trække hende nærmere, krængede skibet til siden, og Bonny greb fat i et håndtag i væggen, der var der til samme formål. List så forskrækket ud i kahytten. Kaptajnens seng var indbygget i væggen, så han kunne se hele kahytten.
    Bonny sprang uden et ord ud af sengen uden og trak i sit tøj. Hun tog hat på, satte pistol og sværd i bæltet og travede hen mod døren, inden List kunne nå at rejse sig.
    ”Hvad sker der?” spurgte han forundret.
    Bonny var væk, inden han nåede at få svar. List kom på benene og tog tøj på. Han løb op på dæk-ket og blev mødt af det første lynnedslag.
    De døde pirater ilede rundt på dækket for at få skibet under kontrol. Bonny råbte ordre, mens hun kæmpede for at få roret til at stå stille og undgå at hatten blæste af.
    Bølgerne tårnede sig op og skyllede ind over dækket. De var sejlet ind i et pludseligt stormvejr, der kun syntes at tage til.
    List løb hen til nogle gespenster, der prøvede at få sejlet op, inden vinden rev det i stykker. Han fik øje på William, der hjalp ved sejlet længere henne. Men Maria var intetsteds at få øje på.
    Et reb knækkede ved sejlet, List kæmpede med, og en bom susede mod det modsatte sejl. ”Pas på!” råbte List, men han blev ikke hørt gennem stormens buldren. Will så op for sent, og i næste øjeblik blev han slået bagover af træet.
    Han tumlede bagover og ramlede ind i den tredje mast længst væk fra agterstavnen. Han faldt konfust ned og tog sig til hovedet, hvorfra blod allerede var begyndt at fosse.
    Bonny skreg ting til sine mænd, men List kunne ikke høre halvdelen, og den anden halvdel var skibsfaglige udtryk, han ikke anede hvad betød. Han gjorde bare som de andre.
    En bølge rejste sig ved siden af skibet. Bonny så forskrækket på den, netop som den brølende ka-stede sig over hende og roret. Roret begyndte at snurre ude af kontrol, skibet krængede og Bonny blev kastet ind i rælingen og faldt livløst sammen.
    Ingen havde mulighed for at løbe roret eller kaptajnen til undsætning, da alle havde deres post, der ville skabe katastrofale udfald, hvis denne blev forladt. Men skibet hældede mere og mere, bølgerne kastede det fra side til side, og vind og vejr var ved at gøre de skrøbelige lig udmattede.
    Et lyn flængede himlen, og en skygge blev aftegnet på sejlet, der nu næsten var kommet op. List så op, netop som Will satte af fra en mast med et reb i hænderne. Adræt som en kat slap han rebet i luften og satte en kniv i et sejl, der ikke bar kommet op og var ude af kontrol. Hans vægt trak kni-ven ned, men det var ikke et fald. Han sprang, inden han løb tør for sejl, og landede på trappen, der førte op til agterstavnen. Han greb roret og trak det af al kraft til siden.
    List blev tør i munden, da han så det næsten vanvittige skær i knægtens øjne, der var trådt tilbage for et mørke, der havde opslugt pupillerne.
    Det var ikke William, og List turde ikke tænke på, hvem det ellers kunne være. Blod strømmede ned over den ene side af hans ansigt, men han lod det ikke genere.
    Med Will ved roret lykkedes det at få Dødssejleren på rette kurs, og inden længe var stormen ved at stilne af. Jovist, det tordnede og regnede endnu, men lynene lå bag dem og regnen og vinden var ikke nær så slem længere.
    Bonny var kommet på benene, men Will havde ikke så meget som set på hende. Han så så hjem-vant ud dér ved roret, på trods af at han aldrig havde stået i spidsen for et skib før. Bonny og List betragtede ham under et halvtag ved indgangen til de nedre dæk. Maria havde taget nogle sovepiller på grund af lidt søsyge, så hun sov som en sten – List havde sin egen kur mod sin søsyge, men dens effekt var så småt ved at aftage.
    Det var ved at lysne i det fjerne, da Will slap roret og vaklede sidelæns. Han kollapsede op ad rælingen og tog sig til såret på hovedet.
    ”Så er William tilbage,” konkluderede List. Han gik hen til ham og hjalp ham på benene, mens Bonny med kom op og overtog styringen.
    List rensede Wills slag i hans kahyt og forbandt det. ”Hvis du får flere hovedskader går der hul,” drillede List.
    William så sygeligt på ham. Han havde blødt en del og var noget fortumlet. Hele hans venstre side var dækket af størknet blod, og da List havde fjernet det og sikret sig, at der ikke var splinter i såret, hjalp han Will i seng.
    ”Kan du give mig noget vand?” bad William spagt.
    ”Selvfølgelig.” List hentede et krus vand, men da han endelig sad med det, nippede Will kun til det. ”Hvordan har du det?”
    Will smilede skævt. ”Det kunne være værre. Jeg er bare træt…” Han gned sit ansigt. ”Hvad skete der? Besvimede jeg efter sammenstødet?”
    List tøvede og sank en klump. Han nikkede, smilede og strøg Wills pandehår tilbage. ”Ja. Du er en usædvanlig uheldig dreng.”
    ”Jeg er en mand,” konkluderede William bestemt.
    List sukkede og lagde hovedet på skrå. ”Tja… Det er vel et definitionsspørgsmål?”
    Will vrissede og himlede med øjnene, men slog hænderne for ansigtet, da øjenbevægelsen udløste en dundrende hovedpine.
    List lo og klappede Will på skulderen. ”Jeg lader dig hvile nu. Sov godt.”
    ”Øh, List…” Will så på manden og foldede sine hænder foran sig. ”Er du og Bonny sammen nu?”
    List gjorde store øjne og rødmede fra top til tå. ”H-hørte du os?!”
    William trak ligeglad på skuldrene. ”På en måde… Fortælleren spillede lidt udenom, men jeg fik det store billede.”
    ”Hva’…” List rejste sig op og rystede på hovedet. ”Du kan ikke bare spørge om sådan noget!”
    ”Hvorfor ikke? Du og Maria snagede i mit forhold til Lou, jeg har al ret til at snage i dit og Bon-nys.”
    ”B-Bonny og jeg har ikke noget forhold!”
    ”Så du elsker hende ikke?”
    ”Nej da!” List slog ud med armene. ”Hun er kaptajn på et spøgelsespiratskib!”
    William nikkede forstående. ”Aha… Så hun er prostitueret ligesom mine tanter?”
    List måbede. ”Nej! Hun er ej!”
    Den blonde gjorde store øjne. ”Er du?”
    ”Nej!” udbrød List skingert.
    William kløede sig på kinden. ”Så du elsker hende ikke. Og ingen af jer blev betalt.”
    ”Præcis. Bare to voksne der…” List sank en klump. ”Øh, hjælper hinanden.”
    Will låste Lists grønne øjne fast med sine blå og lænede sig lidt frem. ”Du var imod mit forhold til en mand jeg elskede højere end mig selv fordi jeg selv er en mand. Men du kan begå utugt med en kvinde du knap kender.”
    List tabte kæben. Han ville svare igen, men travede i stedet tilbage til Will og løftede hånden for at stikke ham en flad. Will fór sammen og prøvede at skærme sig. Men List skar tænder og knyttede sin næve, hvorefter han sænkede den. Derefter forlod han kahytten.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...