Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

24Likes
11Kommentarer
8096Visninger
AA

44. Hjem kære hjem

”Maidin mhaith Campo!” Maria vinkede til Bonny, der stod ved roret. Den sorte hat holdt solen væk fra hendes kønne ansigt. Stormens skyer lå bag dem, og Dover var i syne ret forude. ”Du sov som en fladfisk under sandet,” lo kaptajnen.
    Maria strakte sig og kom op til Bonny. ”Buenos días capitán Bonny…” Maria så op på masterne, der var endnu mere hærgede end dagen forinden. ”Hvad skete der i går? Gik jeg glip af noget?”
    ”Jaysis Maria,” lo Bonny. ”Havet var i oprør, bølgerne var så store som bjerge!” Bonny pustede og lagde en hånd for hjertet. ”Det satte mit hjerte ved en skillevej, men William var en stor hjælp.”
    ”Virkelig?”
    Bonny nikkede og overlod roret til overstyrmanden, en tidligere amerikansk hvalfanger, der mang-lede en bid af armen. Ud over det var han nu meget flink, han løftede på hatten for Maria, der ube-hageligt nejede.
    Bonny og Maria gik ned på dækket, og kaptajnen talte lavmælt til Maria: ”Campo… Jeg er bekym-ret for drengen, I rejser med.”
    ”William?” spurgte Maria. ”Hvorfor bekymrer du dig om ham, Bonny?”
    Bonny satte hænderne på rælingen og skuede ud over vandet. ”Campo… Kan du huske, hvad jeg fortalte dig om Dødssejlerens kaptajn?” Maria granskede sin hukommelse efter et svar, men måtte beklageligvis ryste på hovedet. Bonny foldede sine handskebeklædte hænder. ””Kun en sjæleløs som jeg selv kan styre Dødssejleren”.” Hun sukkede foruroliget. ”Og William holdt skibet på rette kurs i næsten to timer.”
    Maria tøvede og bakkede lidt væk fra Bonny. Kaptajnen så på hende uden at slippe rælingen. ”Capitán Bonny, du kan ikke mene…”
    ”Jeg mener intet om det, jeg ikke forstår,” svarede Bonny. ”Men jeg forstår, at jeg ikke forstår. Jeg ved ikke, hvordan det var muligt for unge William at styre mit skib, men mærk dig mine ord, Maria – en almindelig dødelig kan ikke styre denne skude.”
    Maria sank en klump og holdt om sig selv. ”Javel…”
    Bonny rettede sig op. ”Vi når snart Dover. William har hjertet på rette sted, men han er ikke en almindelig gasúr. Pas på omkring ham.”
    Bonnys ord lå stadig tungt i Marias hoved, da hun og de to andre gik i land en time efter. Will havde hvilet ud og forbindingerne var væk. Han og List hverken talte eller så på hinanden, kun und-taget af onde blikke og spydige kommentarer.
    Som altid var Dødssejleren omgivet af tåge, der skjulte skibets spøgelsesfremtoning. Maria vinke-de farvel til Bonny, der vinkede tilbage fra dækket. List så sig over skulderen, og Bonny blinkede til ham. Han smilede lidt fjoget og så væk.
    Maria så undrende på ham. ”Hvad handlede det om?”
    List rødmede og rystede på hovedet. ”Ikke noget…”
    ”Han og Bonny havde sex,” afbrød Will spidst.
    Maria måbede og så på List. ”Qué?!” Nonnen slog hænderne for munden. ”Du… med min…” Maria jamrede og rystede på hovedet, List sendte Will et dræbende blik, men Will smilede bare syr-ligt.
    Det var mærkeligt at være tilbage i England. Sproget var forståeligt, gaderne virkede så velkendte, skønt List aldrig før havde været i havnebyen. De skrånende gader og tætstående huse mindede om dem i Calais, men for List var de ærkeengelske.
    Bonny havde været så venlig at give dem penge med, så de kunne komme sikkert til London. De købte plads på en drosche, og snart efter var de på landevejen.
    Der var tre andre i droschen – en dame i god foderstand i en gul kjole, der fik hende til at ligne en puppe, en herre så tynd som et strå og en ung mand på Williams alder, der sad og læste i en bog.
    Kvinden sludrede ivrigt, og selvom hun henvendte sig til Maria, fik nonnen ikke ét ord indført. ”Min mand og jeg er på vej til London, fordi vores datter ikke har svaret på vores breve. Hun blev gift sidste år, ser De, og nu er hun med barn. Vi har taget vores søn Edward med, for han sidder altid med næsen i bøgerne. Han skal faktisk på universitetet næste år, han er atten og har læst hos vores præst et stykke tid nu – og nu er han endelig blevet optaget, vi er bare så stolte af ham, ikke sandt, Roger?” Damen prikkede til manden ved sin side.
    ”Jo, kære,” mumlede han.
    Kvinden så tilbage på Maria. ”Vi håber, Edward bliver biskop en dag, det ville han bare være så god til.” Maria smilede skævt og nikkede. ”Men han kan bare ikke finde sig en hustru – og vi så jo gerne, at han også blev gift og fik børn, inden vi er alt for gamle, ikke sandt, Roger?”
    Manden Roger sukkede mismodigt. ”Jo, kære.”
    ”Men jeg ved simpelthen ikke, hvad min lille Edward fejler, han kan bare ikke det dér med de unge jomfruer, det er som om han ikke helt prøver – men du er bare genert, ikke også, Edward?”
    Edward, drengen med bogen, skævede op over sine briller og nikkede. ”Øh…” Han rømmede sig og nikkede. ”J-jo… genert…”
    ”Virkelig?” spurgte William. ”Jeg tror, jeg har været lige så genert som dig. Men bare rolig. Det gik over da jeg mødte den rette.”
    Maria og List sendte Will advarende blikke, men Will ignorerede dem og blinkede til Edward, der syntes at trække lidt på smilebåndet. Så vendte han tilbage til sin bog.
    Damen pludrede videre. Hun kritiserede Will for hans asymmetriske frisure og fletningerne fra cirkuslejren, der endnu sad deri, såret på hans hoved og hans dårlige opførsel over for List.
    William døsede, mens damen brokkede sig over ham, og hans hoved ramte vognens side, da han faldt i søvn.
    Maria skrev i sin bog og sørgede for, at List ikke kunne se. List selv sad med sine tanker, lige indtil Will begyndte at rykke på sig. Han så på ham og fik stramme læber.
    Parret i droschen sad tavse og så ud af vinduet, men deres søn, der ellers havde fokuseret på sin bog, kastede stjålne blikke mod William. List prikkede til Maria med sin albue.
    ”Hvad?” spurgte hun fraværende.
    ”Maria,” mumlede List mellem tænderne. ”William…”
    Hun så hen på ham og holdt vejret.
    Will lavede nogle spøjse bevægelser med nakken, lidt som havde han mareridt. Hans ansigt fortrak sig i små smerter, og svedperler var dukket op på hans pande. Han mumlede i søvne.
    ”Er det hvad jeg tror det er?” hviskede Maria så lavt som muligt.
    List nikkede. ”Han skal ikke have et syn her,” svarede han lige så lavt.
    Men Lists ønske fik ikke Williams evner til at bøje sig. Få minutter efter slog han øjnene op med et rallende gisp. Hans øjne glødede hvidt og han gispede efter luft. De andre passagerer så rædsels-slagne på ham. List greb fat om ham og holdt en hånd for hans mund og øjne. Will spjættede og slog ud efter ham, han kæmpede imod som troede han, han blev angrebet, og bed hårdt ned i Lists hånd. List hylede og slap ham, og William rykkede væk med en hånd for hovedet. Hans øjne var knebet sammen og han klynkede af hovedpine.
    ”Kusk!” hylede puppedamen. ”Kusk, hjælp!”
    Droschen standsede, kusken kom om og åbnede døren. ”Hvad sker der, mrs. Johnson?”
    Johnson pegede anklagende på William. ”Han er en djævledreng! Han angreb den herre dér, få ham ud af vognen!”
    Will så på kusken, der ikke kunne undgå at se det forvildede, let vanvittige blik i drengens øjne.
    ”Jeg er ikke vanvittig!” snerrede William. ”Og jeg er ikke en dreng!”
    ”De må hellere stige af her, sir.” Det var en ordre forklædt som et råd.
    Will så giftigt på kvinden og forlod droschen uden yderligere brok. Maria og List sukkede og fulg-te efter.
    ”Hvor skal i hen?” spurgte kusken.
    ”Vi følges med ham,” sukkede List. ”Behold bare betalingen.”
    Kusken nikkede og lod dem komme ud. Will tog sig til hovedet og gik usikker på benene hen mod et træ. Han støttede sig op ad det, slog armene om sig selv og begyndte at skælve. Kusken lukkede droschens dør, og vognen forsvandt snart hen ad vejen.
    Maria og List kom hen mod Will, hvis ansigt var fortrukket i kramper.
    ”Du kan have dit syn nu,” mumlede List, mens han tilså sin hånd. Will havde efterladt bidemær-ker, men intet blod.
    Will så frustreret på ham. ”Hvis ba-are det va-ar så ne-emt,” fremstammede han anstrengt. Han bukkede sammen i smerter og tog sig til hovedet med et mindre vredesudbrud. ”Kom nu-u!”
    Maria sukkede og gik hen til ham. ”Du er nød til at komme ud af det, hijo.” Hun lagde en hånd på hans skulder.
    Will gispede af lettelse ved Marias berøring, for da lyste hans øjne igen op og hans krop blev stiv som et bræt. Han tog en dyb indånding med munden. ”Bethlem,” henåndede han, inden han faldt på knæ og støttede sig med hænderne i jorden.
    ”Betlehem?” spurgte Maria vantro. ”Sig ikke, det er dér la lágrima de Dios befinder sig?”
    Will tog sig til hovedet og spjættede. Han sprang op og så sig forvildet rundt mens han gispede efter vejret. List greb fat om hans skuldre og ruskede ham, så han faldt til ro.
    “Hvad så du?” spurgte manden.
    William gispede efter vejret og lignede én, der havde set alt ondt i verdenen. Han brød ud i gråd og hans knæ gav efter under ham. List og Maria satte sig hos ham under træet ved vejkanten. “Åh, Maria, List, jeg… Jeg så ild, der regnede fra himlen. Mænd i grøn i flyvende jernfugle, d-der var frygtelige pistoler. D-der var en mand, h-han var he-elt orange, han ødelagde alting! Og jeg så en b-by…” Will brød ud i gråd og så ulykkeligt på List. ”List, d-de slog børn ihjel, de slog dem ihjel og lavede dem om til mekaniske dukker!” Han gispede efter luft og holdt om sig selv mens han rokke-de frem og tilbage.
    List og Maria lagde armene om ham. Maria kyssede ham moderligt på håret og nynnede en spansk vuggevise. Han vendte ansigtet og gemte det mod hendes skulder. Hun syntes ikke at have noget imod det – måske var hun blevet så vant til hans nærvær, at det ikke gik hende på længere.
    Da Will var faldet ned, hjalp Maria og List ham videre langs vejen. De ville være nød til at nå London til fods eller få et lift af en forbipasserende.
    Men Will var chokeret over sit syn og kunne knap holde sig på benene af frygt. Han blev ved med at skæve op mod himlen og se sig over skulderen.
    De nåede en korsvej med to skilte. Det ene, der pegede mod højre, sagde London – 56 mil, og det anede, der pegede mod venstre, sagde Throwley – 1 mil.
    ”Hvad siger I?” spurgte Maria. ”Skal vi søge husly i Thr… Tr…” Hun så spørgende på List.
    ”Th-rou-ley.”
    ”Th…” Maria rødmede flovt. ”Gracias.”
    ”Det vil tage os omkring tre dage at nå London til fods,” konkluderede List. ”Måske skulle vi tage ind til byen og hyre en landmand til at tage os derind?”
    ”Hvad siger du, William?”
    Will så på skiltet som var han tryllebundet af de simple bogstaver. ”London,” mumlede han, mere henvendt til sig selv end de andre.
    ”London?” spurgte List.
    Will så på ham og nikkede. ”Ja… Ja, lad os tage mod, øh… London.”
    List nikkede. ”Godt… Jamen, så lad os komme af sted.”
    De travede langs vejen resten af dagen uden at se skyggen af liv på vej mod London. Fugle fløj østpå, men det var også det eneste.
    Da mørket var ved at sænke sig, søgte de ly i skoven. Den syntes mørkere og dybere end andre lunde og dale, de havde været i, og List havde ikke specielt lyst til at slå sig ned mellem de mørke stammer.
    ”Heller ikke mig,” sagde Will.
    ”Hva’?” spurgte List.
    Will så op mod den mørknende himmel. ”Jeg bryder mig ikke om det her sted.”
    Maria rystede på hovedet. ”Jeg synes ikke, der er noget sted, der har føltes rart, siden vi kom til Inglaterra.”
    ”Det er England, ikke?” Maria nikkede til Lists spørgsmål.
    I sidste ende måtte de slå lejr hvor de stod. Det var ikke sikkert at rejse om natten. Will var for bange til at starte ild. Hans syn havde skræmt ham fra vid og sans, og han sad med hovedet mellem knæene og tog dybe, beroligende indåndinger.
    Det var Maria, der fik øje på det. Lys i mørket, vinduer mellem træerne. Det krævede ikke megen overtalelse for at få de andre med derhen.
    Det var en lille hytte med græs på taget. En ged var bundet til et træ lidt væk, en indhegning om-kring den skulle holde rovdyr og tyveknægte ude. Fine blomster voksede op ad de rustikke stenmu-re. Det var et nydeligt hjem, og duften af varm mad svømmede ud til de fremmede.
    ”Skulle vi banke på?” spurgte Maria.
    List så på William, der lod til at være ved at gå til af skræk i mørket. Han nikkede. Maria gik hen for at banke på døren, men den gik op, inden hendes hånd ramte træet.
    ”Åh, gæster!” En kvinde med sorte lokker bundet op i en knold smilede til dem. List blev slået over hvor simpel hun så ud, og hvor meget det klædte hende. Hun lod til at være lidt ældre end Ma-ria, måske på Lists alder.
    ”Goddag,” sagde Maria og nejede. ”Vi har ikke noget sted at sove i nat, og vi tænkte…”
    ”Jamen selvfølgelig!” Kvinden gik til side, så døren var åben for dem. ”Det er kun mig og Icelus, og her er altid plads til én til!” En hvid kat kom hen og gned sig op ad kvindens grønne kjole. ”Kom ind kom ind! Jeg hedder Adrestia.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...