Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

22Likes
11Kommentarer
6751Visninger
AA

54. Guds Tåre

De Tre Dyder? Hvad var De Tre Dyder? Åh, han havde ikke været nok i kirke til at huske det! Han så ned på halskæden. Hvis bare han delte hendes tro, så…
    Hans øjne blev store. Tro. Han så hen på Wills halskæde. Kærlighed. Og så hans egen kniv. ”Håb,” hviskede han.
    Han spænede hen mod de to relikvier og rev Marias halskæde af. Han rev kæden ud af Marias kors og satte den i Williams kæde i stedet. Han viklede de to om den rustne kniv.
    Kniven begyndte at lyse. Lyset var så blændende, at det fangede selv djævlenes opmærksomhed. Våbnet voksede. Skaftet blev bredere og bladet blev længere. Og før List vidste af det, stod han med et tohåndssværd.
    Williams halskæde var smeltet ind i æggen, Marias kors udgjorde skaftet, og Lists egen kniv var bladet. Midt i korset sad en blå diamant.
    List stod med Guds Tåre i hænderne.
    Will skar tænder og slap Maria. Han rejste sig og gik truende mod List. For hvert skridt han tog blussede ilden op fra jorden, skønt den var dækket af sten. Han sprang op i luften og susede mod List med vingernes kraft.
    List sprang til siden, så Will susede forbi ham, og fandt noget frem fra sin frakke. Han ødelagde den lille beholder og hældte indholdet ud over våbenspidsen.
    Et tordenskrald lød over dem. Da Will knurrende rejste sig fra det sted, han var landet, og med alverdens vanvid og med fråde om munden sprang han igen mod List. Denne gang holdt List stand og lod William komme.
    Will ramte ham med al sin kraft. List mærkede hans hånd bore sig ind i sit bryst og skubbe stof og hud til siden. Men samtidig kunne han mærke sværdet, der skar i Williams hud.
    Begge parter faldt til jorden med et brag. Støv og damp rejste sig fra Wills landingssted. Maria kæmpede sig på benene. Selv djævlene syntes at holde vejret.
    List var den første, der kom op. Et stort brandsår på hans bryst sved så det fremkaldte tårer, men William så ud til at være i langt værre fatning.
    Ud over det sindssyge skær, der sværmede om ham, havde han nu et sår på tværs af mave og talje, samtlige afskrabninger fra de mange fald og et blødende sår fra Lists knivsnik. Alligevel stod han med flammer i hænderne og prustede og en tirret tyr. En buldren vidnede endnu engang om torden. Luften lovede snarlig regn.
    Han brølede som et galt dyr og styrtede mod List. List veg tilbage og spærrede øjnene op. Det var det! Han skulle dø! Lige efter at have opnået sit mål, skulle han…
    William begyndte at vakle. Han satte farten ned og rynkede panden, da han havde svært ved at holde sig på benene. Vingerne blussede lidt op, men gik så ud og blev til to smalle røgsøjler. Øjnene blev til øjne, og der gik ikke længe, før pentagrammet forsvandt. Den diabolske aura lagde sig så småt, og Will faldt ned på alle fire foran List.
    Djævlene begyndte at gå op i røg én efter én. Maria så sig forundret omkring. Det begyndte at dryppe, og inden længere faldt regnen over London i store dråber.
    Will prustede og stønnede. Han så op på List. I det ene øje flimrede pentagrammet endnu. Han snerrede. ”Hvad… Hvad gjorde du ved mig?!”
    List sukkede. ”Tja… Det ser ud til, at Guds Tåre renser djævleafskum som dig væk fra legemet. Og…” List løftede sværdet. ”Vi kan takke doktor Henry for hans beroligende middel. Det er lidt ironisk, synes du ikke?”
    Vrede lavede en sidste krampetrækning, inden den sidste glød forsvandt.
    Will rallede og faldt hostende om på jorden. Hans øjne var halvt lukkede. Han rokkede lidt fra side til side.
    Regnen tog til. Maria kom hen til dem. Hun så sig omkring. List fulgte hendes blik.
    De mennesker, der havde befundet sig udenfor, kom lige så stille ud af deres trance. De faldt i søvn hvor de var og sov trygt på gadehjørner og under træer.
    ”Vi gjorde det,” sagde Maria. Hun lo. ”Vi gjorde det!”
    List nikkede. Han så på sværdet og sukkede. ”Vi havde det hele tiden,” snerrede han.
    Maria smilede til ham. ”Dios gør sig i mystik og ironi. Tror du, du ville kunne have brugt våbnet, hvis ikke vi have været på dette…” Hun lo. ”Aventura?”
    List sank en klump og så ned. ”Med al respekt, Maria… Nok er London fri, men dette er næppe et tidspunkt til latter.”
    Maria fulgte hans blik og fik øje på Will på jorden. Hun slog hænderne for munden og knælede ved hans side.
    Vandet omkring knægten blev farvet rødt. Han klynkede og rokkede fra side til side, mens han med skælvende stemme sang en vuggevise. Indimellem udstødte han en hysterisk latter og rev sig i håret mens han skreg.
    Dødssynden havde forladt hans legeme. Sårene var der men var overfladiske. Set udefra var Wil-liam uskadt.
    Men vanviddet var groet fast til hver en porre i hans ansigt. Som han vred sig dér i en pøl af vand og blod var det tydeligt for enhver, at Vrede havde haft ret.
    William, søm Maria og List kendte ham, var død.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...