Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

22Likes
11Kommentarer
6431Visninger
AA

21. Franske liljer

”Ingen kan vide noget…” De sarte ord blev båret gennem Williams hoved som en hvisken. ”In-gen…” Han åbnede øjnene. Han sukkede og krøb ned under dynen. Der var varmt dernede. Hove-det gjorde ikke nær så ondt, men Maria og List behøvede ikke bruge mere tid på at lege turister…
    En stille banken lød fra døren. William trak dynen ned til halsen. Louis åbnede døren på klem og så ind. ”Monsieur William?”
    ”Bare kom ind, jeg er vågen,” gabte Will.
    Louis kom ind med en bakke. Han stillede den på sengebordet og satte sig på sengekanten. ”Hvordan går det?”
    William skævede til bakken. En skål kyllingesuppe dampede ved siden af en lille firkant, pakket ind i hvidt papir. Den var kvadratisk og ikke større end det halve af Wills tommelfinger. ”Hvad er det?” spurgte han og pegede på pakken.
    Louis fugtede sine læber. ”Ved du, hvad chokolade er?”
    Williams øjne blev store, da han så på Louis. ”Det må være Deres spøg!” udbrød han.
    ”Monsieur William, lad os nu være dus.”
    William greb chokoladen og lagde den i Louis’ hånd. ”Få det væk herfra! Hvad vil Deres tjenere ikke tænke, hvis de så Dem give mig chokolade?!”
    Louis nikkede tænksomt. ”Så du ved altså hvad det er…”
    ”Jeg vil ikke have det!” William stod ud af sengen og greb kåben på stolen. Han havde fået et bad og rent tøj på, da han var kommet ind fra regnen.
    ”Monsieur William, vent…”
    William stod med ryggen til Louis og gned sine arme. Han bed sig i læben og så halvt hen mod ham. ”De kan ikke give én som mig chokolade, monsieur…”
    ”Hvorfor ikke?” Louis stemme var dybtfølt og oprigtig. ”Jeg er adelig. Vi har masser, slaverne producerer det, det er intet problem.”
    Will så ud af vinduet. Regnen piblede ned ad ruden. Han strøg sit hår til siden, det var bundet sammen med en brun læderrem. ”Det… kan De bare ikke…”

Maria tog sine mudrede sko af. En tjener kom straks og fulgte hende ned til køkkenet, hvor hun ville lave medicinen til Will, og List blev ladt alene i den store forhal.
    Han tog sine sko af og gik ind i en stor stue. Døre førte videre derfra. Væggene var dækket af rødt fløjl, sølv og guld dekorerede de fleste ting. En rød sofa stod i hjørnet, store, tomme vaser var placeret med jævne mellemrum.
    List gik hen til et maleri. Det var af hr. Condé, skønt det ikke lignede ham meget. På dette billede havde han en gyselig, hvid paryk på og sad på en pompøs, brun hest. Han var større og blegere.
    ”Jeg have altid had det maleri.”
    List snurrede omkring på hælene og så forskrækket på Condé.
    Franskmanden stod lænet op ad en stol og så med væmmelse på billedet.
    ”D-De taler engelsk?”
    Condé rystede på hovedet og lo. Will kom ind og så på dem. Han smilede og sagde noget til Con-dé på fremragende fransk. Efter Condé havde svaret, henvendte Will sig til List. ”Han siger, at han kun har lært nogle få ting, blandt andet at forklare maleriet.” William betragtede billede. ”Det er også gyseligt.”
    List nikkede. ”Ja, meget. Hvad har I to så lavet i dag?”
    William tøvede og skævede til Condé. ”Han bad os kalde ham Louis,” mumlede han til sig selv.
    ”Åh, I er blevet kammerater?”
    Will så bebrejdende på List. ”Jeg talte ikke til dig, bland dig udenom.”
    ”Jamen… Hr. Condé forstår ikke engelsk?”
    Louis satte tommel- og pegefinger tæt på hinanden. ”Lille engelsk.”
    List nikkede. ”O-okay… Øh, William, du svarede aldrig på mit spørgsmål?”
    ”Vi har ikke lavet noget særligt. Hverken monsieur Condé eller jeg.”
    ”Appelez-moi Louis!” sagde Louis med et smil.
    William sagde noget til ham. Louis så skuffet ud og nikkede. Han forlod dem.
    ”Hvad sagde du til ham?” spurgte List.
    ”Ikke noget,” mumlede Will.
    List sukkede og lagde armene over kors. ”Han er vores vært. Måske er du ikke vant til det, men sådanne behandler man med respekt.”
    William så på List med en anelse åben mund. Han var stadig bleg og havde forbindinger om hove-det. Han kom hen til List og prikkede ham på brystet. ”Jeg har været vært for samtlige overklasse-snobber, og jeg har aldrig modtaget den respekt, de burde have vist mig. Men du skal ikke tro, at jeg ikke ved, hvordan man opfører sig i adeligt selskab!” Med de ord gjorde Will omkring og marchere-de hen mod døren. Men han blev let om hovedet og vaklede. Han faldt på knæ og så forvirret ned i gulvet.
    List kom hen til ham og hjalp ham op. ”Du er stadig såret. Jeg beklager, hvis jeg fornærmede dig. Kom, lad os få dig tilbage til dit kammer.”
    Will nikkede og lod manden hjælpe ham tilbage til værelset.
    Maria kom med medicinen. Will sad i sin seng med en pude i ryggen og drak den. Den var bitter og havde en ækel konsistens, men han fik den ned. Derefter sad List og Maria og planlagde, hvad der videre skulle ske.
    ”Vi kan tage en drosche ud til klosteret om nogle dage,” foreslog Maria. ”Når señor William er kommet sig.”
    ”I behøver ikke tage mig med,” sagde Will. ”Jeg har ikke noget imod at blive her.”
    ”Jamen señor,” sagde Maria. ”Vi kan modtage vigtige informationer. Er du sikker på…”
    ”Tro mig,” forsikrede William, ”jeg går ikke glip af noget.”
    Maria og List udvekslede undrende blikke, men ingen af dem sagde noget.
    Det bankede på døren. En tjenestepige kom ind og nejede. Hun sagde noget, Will oversatte: ”Der er aftensmad.”
    Will var for træt til at komme med, men Maria og List fulgte med tjenestepigen hen til spisesalen. Der blev serveret due og stuvede grøntsager, en simpel aftensmad. List kunne forstå, at der havde været nogle problemer i Frankrig den sidste tid.
    Ingen talte sammen under middagen, da Maria og List følte det ville være uhøfligt at lade værten ude af samtalen.

Den følgende dag lånte Maria og List Condés vogn og kusk, og drog afsted mod klosteret.
    Maria holdt en lang tale på vejen om, at List denne gang måtte holde sig i skindet og lade være med at drikke klostervinen. Han sad gnavent og forestillede sig hvordan hun ville lyde, hvis hun var en hest.
    Klosteret lå i udkanten af byen, men ikke udenfor bygrænsen. List havde forventet noget i stil med det spanske kloster, så det, han så, kom bag på ham.
    Liljer voksede langs muren, der var nedslidt og faldefærdig. Porten var stærkt forsejlet, og bag den var ingen at se.
    ”Er du sikker på, det er her?” spurgte englænderen.
    ”Ja, bestemt señor,” svarede Maria ham. Hendes stemme var dvælende, selv hun betragtede klo-steret med undren.
    Maria stod af vognen og gik hen til porten. Hun bankede på og trådte afventende tilbage. Der gik ikke længe, før et lille vindue blev åbnet, og en kvinde så ud. ”Oui?” Hun skulede til dem, hendes stemme var ru og anstrengt.
    ”Maria Campo,” sagde Maria tøvende.
    Kvinden lukkede vinduet. Kort efter blev porten åbnet, og en nonne trak hende hurtigt med ind. Portene blev smækket i, før List nåede ud af droschen.
    Han sprang ned på jorden og lagde armene over kors. Kort efter blev døren åbnet på klem. Maria vinkede ham hen til sig. ”Skynd dig señor!”
    Han løb langsomt hen til hende og blev trukket ind gennem porten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...