Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6382Visninger
AA

16. Følelsen af fersken

William hævede øjenbrynene. ”Mig?” Han krympede sig lidt. ”Hvordan skulle jeg kunne vide det?”
    ”Det er din evne,” påmindede Maria. ”Du ser, hvad dæmonernes næste træk er. Dine mareridt kunne godt være et billede af, hvad de vil gøre, hvis de vinder.”
    Al farven løb ud af Williams ansigt. Han så syg ud og holdt en hånd for munden. ”Jeg ville ik-ke…” Hans lave stemme var hæs og tårerne vældede op i hans øjne. ”Jeg kan ikke…” Han lukkede øjnene og rystede på hovedet.
    Maria lagde kærligt armene om ham. ”Det skal nok gå, hijo. Når vi har fundet Guds Tåre, så er det hele overstået.”
    William bed sig i læben. List krummede tæer. Hvilke rædsler kunne han se, siden selve ordet blev tilbageholdt ved den blotte tanke?
    ”Vi får brug for señor List,” smilede Maria. Hun så på manden med det mørke hår. ”Han kan se dæmonerne, når de kommer. Han skal nok advare os.”
    Det var noget af et ansvar, der blev ham pålagt. Men List formåede at opretholde et smil og nikke. Hjertet hamrede løs i brystet på ham, men mens Will lige så stille faldt til ro, sænkede en fred sig også i List.
    Det skulle nok gå. Det var det nød til at gøre. Ikke?
    ”Vi er hovedpersonerne,” mumlede Will for sig selv. ”Det skal gå.”
    Maria smilede og gav hans skulder et klem. ”Sådan skal det lyde,” lo hun. ”Du er vist blevet gla-dere for bøger, end jeg troede?”
    William så på hende. ”Jeg talte ikke…” Han sukkede og tav. Lænede sig ind mod hende. Et øje-blik sad hun forfjamsket og så akavet ned på hans lyse hår, men så smilede hun mildt og strøg det beroligende.
    Dagene gik forbi uden bemærkelsesværdige hændelser. List var ved at blive skør af at sidde stille og kun komme ud, når kusken skulle holde pause.
    Kusken var en spøjs lille mand. Han skulle køre dem til den franske grænse og arbejde normalt i Barcelona. Han sagde ikke meget, og når han gjorde, ville Maria ikke oversætte det på grund af det ”uhellige sprog”.
    Han var krumrygget og gik William til skulderen. Han var pilskaldet, med undtagelse af nogle en-kelte, strittende hår ned ad nakken. Han manglede nogle tænder, men var nu venlig nok. Enkelte gange måtte de overnatte i det vilde, og her sad han vagt om natten, mens passagererne sov i vog-nen.
    ”Han giver mig myrekryb,” mumlede List en dag.
    Maria smilede overbærende. ”Man skal ikke dømme folk på deres udseende.”
    ”Det er ikke udseendet.” List gøs. ”Det er måden, han bevæger sig på. Som et insekt, det giver mig myrekryb!”
    Maria stillede en tvær mine op. ”Han er en udmærket kusk. Desuden er der kun nogle få mil tilba-ge til grænsen.”
    William strakte sig. ”Vi har været af sted i fem dage, jeg er udmattet!”
    ”Hold op med at klynke,” knurrede Maria. ”Vi er alle trætte, det er hårdt at sidde stille så længe, det ved jeg udmærket!”
    ”Jeg håber, vi når en kro inden mørkets frembrud.” List sukkede dagdrømmende. ”Så skal vi ikke have brød og klistret, usmageligt syltetøj – men stuvning, og lam, og kartofler, og suppe, og…”
    ”Stop,” klynkede William, ”du gør mig sulten.”
    Maria sukkede. ”Et ordentligt måltid og en passende seng lyder ikke værst, señor List.”
    ”Skal nonner ikke være ydmyge?” spottede List drilsk.
    Maria himlede med øjnene. ”I blev fulde på klosterets varer og… ødelagde abbedissens tæppe. Jeg synes, jeg er blevet nok ydmyget.”
    ”Sh!” William kravlede hen til vognens åbning og trak lærredet lidt fra hinanden. ”Kan I lugte det?”
    Maria så ud ad den lille revne i hjørnet. ”En by?”
    Will tog en dyb indånding. ”Makronkage…” Han så entusiastisk på de to andre. ”Konditoriet over for Nightingale Nest bagte dem hver fredag. Jeg plejede at dele dem med mine venner.” Hans ellers så lykkelige smil falmede. Han så tænksomt ud. ”Gad vide, om de klarede branden…”
    Lystig musik sivede ind i vognen. Maria smilede. ”Det lyder som en fiesta urbana!” sagde hun glad.
    ”Lad mig gætte,” sagde List. ”Byfest?”
    ”Sí, sí!”
    William snusede til luften og stønnede. ”Det dufter så godt…” Han rørte sig ved mundvigen. ”Jeg tror, jeg savler…”
    ”Det er sandt, at vi ikke fik morgenmad i dag,” sagde List tænksomt. ”Skulle vi bede kusken om at stoppe, så vi kan købe noget at spise?”
    ”No,” sagde Maria. William så klagende på hende, men hun holdt en hånd op, inden han nåede at sige noget. ”Vi kan ikke miste mere tid, end vi allerede har gjort. Vi stopper ikke, før kusken…”
    Vognen stoppede, og Maria så forbløffet mod vognens bagbeklædning – bag den sad kusken. Vogne gyngede let, da kusken sprang ned, og snart efter kom han om og åbnede vognen.
    Han sagde noget på spansk, og Maria svarede han med et smil. Han forlod dem, og hun så på de andre. ”Hestene skal have vand. Vi bliver her en times tid, så vi kan gå rundt i byen.”
    ”Mad!” udbrød William og væltede ud af vognen. 
    List kravlede ud, strakte sig og ømmede sine lår. Han rakte Maria en hånd og hjalp hende ned fra højden. Hun glattede sin kjole og rykkede væk fra ham. Så slog hun blikket ned og foldede høfligt hænderne foran sig. Hun opførte sig som en ordentlig nonne, og det irriterede List grænseløst!
    Hun fulgte drengene med tilpas afstand. De gik ned ad byens gade – blomster stod i flor og solen skinnede fra en klar himmel. Dufte sværmede rundt i luften, og lystige mennesker gik glade rundt og så på butikker.
    List fik øje på en skrædder. Han prikkede Will med albuen og mumlede til ham: ”Nu skal vi have Maria til at løsne lidt op.”
    Will nåede ikke at sige noget, før List snurrede rundt og bredte armene ud mod Maria. Hun stop-pede op og så undrende på ham. I næste øjeblik lagde han en arm om hende og trak hende med hen til skrædderen.
    ”Så, min kære Maria!” sagde han. ”Nu skal vi have det lidt sjovt!”
    ”M-men señor!” udbrød hun. Hendes kinder var flammende røde. ”Alle her kan se, at jeg er non-ne, det…
    List grinede og slog ligeglad med hånden. ”Det fikser vi!”

”Åh… Jeg ved ikke…” Maria så sig selv i spejlet med røde ører. ”J-jeg savner min nonnekjole…”
    ”Du ser godt ud!” smilede List.
    Maria sendte ham et skarpt blik. Så rakte hun ud efter sin kjole. ”Det er lige det, jeg mener!”
    Kvinden i butikken sagde noget på spansk, og Maria vred nervøst sine hænder og svarede hende. Pigen kom en med et lyst hårbånd og bandt Marias genstridige krøller op i en hestehale.
    List spærrede øjnene op.
    Ud over den forårsgrønne kjole, der faldt ned langs hendes krop med hvide blonder for nede og margeritter broderet på skørtet, faldt nu kun en enkelt hårlok ned foran hendes brune øjne. Hun stod og betragtede sig selv i spejlet. Hun glattede skørtet, men løftede så lidt op i det og så på sine sorte sko.
    Så rystede hun på hovedet. ”No! Det er imod klosteret, imod Dios, jeg kan ikke…”
    ”Maria.” William kom hen til hende. ”Du kan alligevel ikke gå rundt i din nonnekjole i Paris. Det vil vække for megen opmærksomhed.”
    Maria vred sig lidt. Hun så sig selv i spejlet og tøvede lidt.
    ”Du kan jo godt lide den, ikke sandt?” William lagde sin hånd på hendes skulder, og List mærke-de et stik af aggressivitet. ”Det gør ikke noget, at du ligner en sædvanlig, spansk kvinde. Og er det ikke dejligt at have noget andet på?”
    Maria tøvede. Hun strøg korset, der stadig hang om hendes hals. ”M… må jeg beholde den?” spurgte hun tøvende.
    List skulle til at sige noget om, at den var alt for dyr, men William nikkede. ”Selvfølgelig!”
    Manden med det sorte hår rømmede sig. Maria og Will så på ham, og han trak William til side. ”Har du råd til den? For jeg har ikke!” mumlede han knurrende.
    Will tog sin støvle af og rakte ned i den. Han rev noget af, og sammen med en lap stof kom et bundt sedler op. Han holdt dem frem mod List. ”Du vil blive overrasket over, hvor godt prostitution giver. Især når man kan give kunderne skyldfølelse.”
    List måbede, men William satte bare lappen på plads igen og tog støvlen på. Han betalte for Mari-as kjole, og de forlod butikken.
    Endelig kunne Will få den mad, han havde higet efter. Han proppede sig med tærte og var færdig før både Maria og List.
    ”Du får ondt i maven,” sagde Maria. De sad uden for en kro. Luften var lun, men betragteligt kø-ligere her. Marias nye kjole havde lange ærmer, men hun havde alligevel brugt sit slør som et sjal.
    Will grinede og lænede sig tilbage. ”Jeg er ligeglad, jeg er mæt!”
    List, er sad på bænken foran de to, så om bag dem og rynkede panden. En mand kom luskende mod dem. Han gik langs murene og gemte sin krop under en grå kutte. Hans ansigt var skjult af hæt-tens skygger. En spedalsk? Nej… Hans gang var for rolig.
    Manden så ud til at holde øje med dem. List smilede og prøvede at se ud og lyde som om han før-te en almindelig samtale. ”Nu må I ikke blive bekymrede,” sagde han let, ”men vi lader til at blive overvåget.” Han grinede efter bedste evne, mens Maria og Will så undrende på ham. ”Opfør jer na-turligt, jeg tror ikke, han kan høre os.”
    Will så ud til at kæmpe for ikke at se sig over skulderen og nikkede. ”Ja, han er tydeligvis dårligt nyt.”
    List rynker panden. ”Hvordan kan du…”
    ”Når ordet ”lusk” bruges, er det som regel ikke i en god kontekst,” sagde han kedsommeligt.
    ”Øh…” List nikkede forsigtigt. ”Okay… Har du nogen idé om, hvad vi skal gøre?”
    ”Vi må tilbage til vognen,” sagde Maria fattet. ”Vi er snart i bjergene, og bag dem ligger Francia. Så kan vi få hjælp fra klosteret og finde Guds Tåre.”
    William rejste sig op. ”Jamen så lad os gå.”
    Maria rejste sig og børstede sit skørt. List rejste sig og så varsomt mod den foroverbøjede skikkel-se, der langsomt kom nærmere.
    De gik mod det sted, vognen stod parkeret. De nærmede sig, men Will satte lige så stille farten ned. Han tog sig til hovedet og lænede sig forover. Stenene på jorden fordobledes. Han stønnede og følte sig pludselig bleg. Maria og List vendte sig om og udvekslede bekymrede blikke.
    ”William?” Maria kom hen og satte sig på hug foran ham. ”Har du et syn?”
    William så på hende. Hendes stemme var fjern, da hun talte igen, og han kunne ikke forstå hende. Hendes ansigt blev forvredet og udtværet. Kvalme vældede op i ham, og han faldt sammen med et støn.
    Bleg og kold lå han og skælvede på jorden, mens syner efter syner fór frem for hans indre blik. Gjalde stak ham i halsen, tårerne fik frit løb, og husene, menneskene og jorden omkring ham for-svandt.

Maria prøvede at få Will til ro, da folk begyndte at stirre, men snart slap hans bevidsthed ham, og han lå livløst på den støvede jord.
    Den kutteklædte var forsvundet. Folk begyndte at tale og komme nærmere, List formodede, at de spurgte Maria, om Will var okay. De stimlede sammen. List banede sig gennem mængden, og med Marias hjælp fik han båret Wills slappe krop væk.
    Vognen var i syne, og en gysen løb ned langs Lists ryg.
    En mørk skikkelse stod tålmodigt og ventede på dem. Den kutteklædte løftede ansigtet, og List hørte Maria ånde lettet op. ”Det er bare kusken,” mumlede hun.
    De kom nærmere. Små lysglimt begyndte at danse for Lists øjne. Han ømmede sit hoved og gned øjnene. Da han igen kiggede på kusken, måtte han kvæle et skrig og strammede grebet om drengen, der lå i hans arme.
    Han kunne stadig se manden, men om ham lyste en grålig silhuet. Et rædsomt gab udgjorde dens mund, sylespidse tænder bøjede udad som dem på en orm, og lange kløer gjorde det ud for fingre og kløer.
    ”Señor List – kan De høre det?” spurgte Maria. Hendes stemme bævrede, men hun lod ikke til at skræmmes af kuskens rædselsfulde silhuet.
    List prøvede at skubbe ordene over læberne, men i sidste ende kunne han kun nikke mod kusken. Maria knugede korset. ”Hvad ser De?”
    ”D-d-d-d-d-d…” Han gispede skælvende og bakkede.
    Kusken smilede og vinkede dem mod sig. ”Kom nu!” knurrede han.
    Maria skreg og holdt sig for ørene. Hvad hun hørte, forblev for altid et mysterium for List, men tårerne fik frit løb. Hun bakkede og lukkede øjnene sammen, rystede på hovedet og begyndte at klynke.
    Kusken hvæste og fór mod dem. List slap Will, der faldt til jorden md et støn. Han greb sin dag-gert og gjorde klar til at støde, men i det samme skar en overvældende smerte gennem hans arm, da kusken susede forbi.
    Verdenen blev sort, og List vaklede baglæns. Han mærkede sin arm åbne sig, og blodet sprøjtede ud. I blinde fægtede han med sit våben, men mørket gjorde alt fjernt. Skræmte stemmer omkring ham gjorde ham ør.
    Endnu en voldsom smerte skar ham i maven. Han hylede og faldt på knæ. Våbnet gled ud ad hans hænder. Han stirrede blindt ind i mørket og holdt sig for maven, for en tyk rift gjorde hans tøj vådt og klistret.
    Et brag brød gennem til List, og et hyl flængede luften. List gispede efter vejret, da striber af lys skar sig gennem intetheden som revner i glas. Farver vendte tilbage, slørede og uldne.
    Silhuetten af Maria stod frem. Hun faldt på knæ. Will lå livløst på jorden. Maria rev sig i håret og skreg.
    Kusken lå ubevægeligt nogle meter væk. List kæmpede sig op. Folk omkring dem stod og så med forskrækkede øjne. Kvinder græd, mænd stod rystede og så på sceneriet. Børn var blevet gennet af vejen.
    List kæmpede sig op. Han blødte, men slæbte sig hen til Maria. Hendes pistol lå på jorden, og hun hulkede ned i sine hænder. ”Maria,” sagde List hæst. ”Maria, vi skal væk… Han var…” List brugte et øjeblik på at samle sig. ”Vi skal videre.”
    Maria så forsigtigt på ham og nikkede. ”Sí… Sí…” List hjalp hende på benene. Hun klamrede sig til ham, og skønt hendes vægt smertede hans sår, lagde List armene om hende og hjalp hende hen til vognen. ”J-jeg styrer,” mumlede hun. Hun satte sig rystende op.
    List gik hen og samlede Will op. Han svedte koldsved, skælvede og mumlede i vildelse. Ingen prøvede at stoppe dem, tværtimod fjernede de sig. List lagde Will op i vognen og gav Maria tegn. Hun svingede tøjlerne, og hestene begyndte at trække vognen ud af byen.
    List lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Lige så langsomt gled han ud af bevidsthedens trygge favn.

Et suk gled fra Lists læber, da han mærkede noget blødt mod sit bryst. Han smilede, men en svag hulken nåede hans ører, og smilet falmede.
    Han åbnede øjnene. Varmen fra et lejrbål kærtegnede hans bare hud. Stofstrimler var viklet om hans overkrop og arm, blødningen var stoppet, men han turde ikke sætte sig op af frygt for, at de skulle springe op.
    Derfor nøjedes han med at dreje hovedet. Maria knælede på den anden side af bålet. Hendes un-derkjole var revet op. Hun løftede Williams hoved og satte vadsækken mod hans mund. Dråber lød ned over hans mundvig. Hun snøftede og tørrede dem væk med sit skørt.
    ”Maria?”
    Det gibbede i pigen. Hun så på ham og tørrede sine øjne, hvorefter hun smilede tappert. ”Godaf-ten, señor List.” Hun kom hen til ham og satte vadsækken for hans mund. Men han drak ikke. Han så på de striber, tårerne havde trukket gennem hendes støvede ansigt.
    ”Hvorfor græder du?”
    Maria rykkede lidt væk og pakkede vadsækken af vejen. Hun smed et stykke træ på bålet og stir-rede ind i ilden.
    ”Maria?” sagde List insisterende. Han prøvede at sætte sig op, men smerten i siden var overvæl-dende, og hans lagde sig tilbage på det tæppe, han lå på. ”Du fik os væk?” Hun svarede ikke. ”Du forbandt mine sår? Du dræ…”
    ”Jeg beder Dem,” sagde hun dybfølt. ”Sig det ikke.” Hendes stemme var grødet og hun krumme-de sig sammen.
    List så på hende og tog en dyb indånding. ”Kommer ud ikke herover?”
    Maria skævede til ham og rykkede tavst nærmere. List tog hendes hånd. Den var lille og kold. Hun så på ham med blanke øjne. ”Maria…” Han gjorde sin stemme så blid som muligt. ”Du skal ikke være bange. Du reddede os.”
    Hun sukkede og trak forsigtigt hånden til sig. Hendes blik blev rettet mod den sigøjnerdansende ild, og for en stund var hendes sind fjernt. Så skiltes de mørke læber for ord. ”Jeg ville ønske, det ikke behøvede at være på disse bekostninger.” Hun trak hårbåndet ud og lod en hånd glide fravæ-rende gennem håret. 
    De sorte krøllers dans fangede Lists blik som en sensuel dans, og skønt han tvivlede stærkt på, at det var hendes intentioner, kunne manden ikke lade være med at stirre. Han bed smerten i sig og kæmpede sig op at sidde.
    ”Nej, señor List,” sagde Maria hurtigt. ”De skulle ikke…”
    ”Maria,” afbrød List. Hun støttede ham lidt, bare for at være hjælpsom – men List greb fat om hendes hånd og lagde sin egen bag hendes nakke. Han lænede sig frem mod hende, og på trods af de voldsomme smerter fra arm og ryg, pressede han sine læber mod hendes.
    Hun spjættede og paralyserede. List lukkede sine øjne og strøg hendes kind. Den var blød og fin, som den frugt, han engang havde hugget fra en advokat. Hvad var det nu, den hed? Fir sten? Nej… Fersken.
    List fjernede sine læber og så ind i Marias forvildede øjne. Hun rødmede og trak sig væk. Hun rejste sig og holdt sine fine fingre for munden.
    ”Maria…”
    Hun rystede på hovedet og så på ham med tårer i øjnene. ”Jeg…” Hun bed sig i læben og vendte om på hælene. Så marcherede hun ind i mørket.
    List så efter hende i lang tid, før han opdagede skikkelsen, der sad og betragtede ham med stor morskab. Han så på Will og snerrede skingert: ”Hvad glor du på?!”
    William smilede underfundigt. ”Den her historie blev pludselig interessant."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...