Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6402Visninger
AA

40. Fine Flasker

Ilden løb hen over stenene. Will gispede på alle fire lidt væk. Maria trak det forbrændte hår ud, og List sad og skælvede forskrækket nær et hus. De sidste rester af skyggeorme vred sig på brostenene som klamme slanger. Når de kom for tæt på, slog Will ud og rev dem i stykker. Gnister føg endnu om hans krop, hans hår var en smule løftet som børsterne på en arrig kat, og hans pupiller undermi-nerede irissen fuldstændigt. 
    Maria rejste sig skælvende. Ligene i nærheden var brændt til aske. Williams kinder var våde af tårer. I én pludselig bevægelse vendte han ansigtet mod Maria, og pupillerne trak sig sammen. ”Dig!” snerrede han. Han kom usikkert på benene. Hans pjuskede hår og vilde blik fik ham til at ligne en… ”HOLD MUND!” skreg han. Han pegede på nonnen med en skælvende finger. ”Din mær!”
    ”Jeg løg!” Maria bakkede, da Will med stive skridt kom nærmere. ”Señor William, jeg løg, señor Condé var ikke utro, du må tro mig, jeg…” Will var tæt på hende og kom stadig nærmere. Maria bakkede og snublede. Will greb fat om hendes hals og pressede hende ned mod jorden. Hun gispede og vred sig. I blindt raseri klemte William til. Maria udstødte et pib.
    ”William!” List greb svageligt hans skulder. ”Hun gjorde, som du bad hende om, slip hende så!”
    Will så rasende på ham. List holdt sit vejr, da et lille, gyldent glimt slukkedes bag hans øjne. Will blinkede forvirret og slap hurtigt Maria. Hun gispede efter vejret og rullede om på siden, for bedre at kunne få luft.
    List tog sig sygeligt til hovedet, da han begyndte at se dobbelt, og knælede på de hede brosten. Will vaklede lidt væk og satte sig forvirret ned.
    Længe var det kun stilheden, der larmede omkring dem, og vinden, der sladrende hviskede bag deres ryg. Men lidt efter lidt blev vinduerne åbnet på klem. Øjne tittede ud fra husene, stemmer begyndte at mumle.
    En modig mand vågede sig ud for sin dør. Han så hen på trioen og råbte over gaden: ”Holà! Étranger! Ami ou ennemi?”
    Ingen af de tre havde energi eller overskud til at tale. List sendte Will et spørgende blik. Den blonde sukkede. ”Ami, monsieur,” sukkede han tomt. Han var begyndt at skælve efter den store energiudladning, og alle tre var nu blege og afkræftede.
    List hjalp Maria op. Hun støttede sig til ham, men også han var svag og kunne knap holde sig på benene.
    Flere bevægede sig ud af husene. De så sig mumlende omkring og nærmede sig de fremmede. Inden længe lød der jublen omkring dem, og Maria fremtvang et lille smil, skønt hun endnu var i chok.
    De blev ledt hen til et herberg, hvor de fik værelser og blev badet. De fik mad og deres sår blev tilset. En læge blev tilkaldt for at undersøge List. Maria sad ved hans side – Will havde låst sig inde på sit værelse, heldigvis havde lægen studeret på Cambridge University og kunne nok engelsk til at kommunikere.
    ”Mh, oui…” Manden tog Lists puls og lagde en hånd på hans pande. Han havde undersøgt hans hals, ører og øjne og så nu ud til at være nået en konklusion. ”Monsieur, jeg beklager meget…” Han tog sine briller af og pudsede dem. ”Men De lader til at have, comment dit-on cela en anglais… Pneumonie.”
    Maria slog en hånd for munden.
    ”Hvad?” spurgte List træt. ”Maria, du er for dramatisk, hvad er pnemuje?”
    ”Señor…” Hendes stemme var intet andet end en svag hvisken. ”Det er lungebetændelse.”
    List holdt vejret og fik store øjne. Han lagde hovedet tilbage og tog en dyb indånding, der straks fik ham til at hoste. Han gned sit ansigt. ”Min tante døde af lungebetændelse,” mumlede han.
    Maria nikkede. ”Sí… Også mange på klosteret.”
    Lægen så på dem. ”Der er desværre intet, jeg kan gøre.”
    List så på ham. ”Jamen… der må da være noget? Igler, planter, hvad som helst?”
    Skønt han bad så inderligt, lo lægen blot og rystede på hovedet. ”De må vende Dem til tanken om at møde Deres skaber, monsieur. Medicinen er for dyr for Dem, og je har ikke tænkt mig at punge ud for Dem!” Med de ord lukkede han sin taske og forlod værelset.
    List begyndte at hoste igen, og Maria hjalp ham med at få noget vand. Englænderen jamrede og rystede på hovedet. ”Åh, Maria, hvad skal jeg gøre?”
    Hun strøg hans hår. ”Du skal nok klare den, señor.” Hun sank en klump og tøvede. ”Jeg…” Fra-værende gned hun sin hals, der endnu var en smule øm. Hendes stemme havde været hæs, siden Wills overgreb. ”Jeg vil finde señor William.”
    List tog svagt hendes håndled. ”Maria… Han mener dig ingen skade.”
    Hun nikkede. ”Jeg ved. Han er ikke sig selv.” Med de ord gik hun ud på gangen og ned ad trap-pen, der førte til krostuen. Mørket var faldet på, og lokalet var fuld af mennesker.
    I baren sad Will forfaldent ved siden af lægen, der skovlede mad i sig. Da Maria kom nærmere, fik hun øje på glasset i hans hånd og de tomme flasker foran ham.
    ”Señor?” Hun satte sig ved hans side og rystede på hovedet, da krofatteren kom hen mod hende.
    William så først på hende, så på glasset. Han smilede skævt. ”Du… du rørte ikk’ Loulou – vel?”
    ”L-Loulou?”
    Will fnøs og lænede sig frem mod hende. ”Louis!” smilede han.
    Den harske stank af alkohol gjorde Maria svimmel, og hun viftede den ækle dunst væk med stor afsky. ”Señor, er du fuld?”
    Will klukkede og bundede glasset. ”Serviteur! Plus de!” Krofatteren kom modstræbende med en brun flaske, som Will hurtigt fik åbnet og hældte i sig.
    ”Du burde ikke drikke så meget, señor…”
    Will slog ud med armene og spildte noget, der lugtede af øl på gulvet. ”Slap af! Det’ bourbon! Fin alkohol, fra kolonierne!” Han holdt en hånd for munden, som om han havde sagt noget forkert. ”Åh nej… nej, det’ staterne nu, ikk’?”
    ”Vi må hellere få dig i seng, señor Will…”
    ”Maria…” William tog blidt fat om hendes hår og trak hende forsigtigt nærmere, indtil hans mund var ud for hendes øre. ”Maria,” hviskede han. ”Du rørte ikke Lou, vel?”
    Hun rystede på hovedet. ”Selvfølgelig ikke, señor. Jeg har allerede aflagt mit klosterløfte.”
    Han fniste og klappede hende på hovedet, som var hun en god lille hund. ”Godt. Super! Fanta-stisk!” Han slog ud med armene og var ved at falde af stolen, inden Maria hev ham op igen. Han lo sprudlende og bukkede forover, så han hvilede på baren. Han lo og lo til tårerne trillede. Maria sad med hænderne i skødet og ventede, til han var færdig. Derfor kom det som noget af en overraskel-se, da de rystende skuldre pludselig blev et tegn på gråd, og ikke latter.
    Will begyndte at hulke. Han drak fra flasken, men Maria tog den fra hans hånd og trak ham på benene. ”Kom – jeg får dig i seng.”
    Hun måtte slæbe ham op på anden sal og ind i det lille hummer, han skulle sove i. Der var intet andet end en seng og en kommode til tøj, og kun et lille vindue i skråvæggen viste ud mod Calais.
    William drættede om på sengen og knugede sin pude ind til sig. Som han lå dér og græd snot, kunne Maria ikke se ham som andet end et lille barn. Hun kyssede ham på håret og satte sig på knæ ved hans side.
    ”Jeg snakked’ med en gut i bar’n,” snøvlede Will. ”Han er læge, han har nogl’ interessante idéer.” Han tog Marias hånd og så på hende med umådelig store hundehvalpeøjne. ”U-undskyld jeg pr-øvede at kvæle dig,” hikkede han snøftende.
    Hun gned sin hals og smilede skævt. ”Tag det ikke så tungt.”
    Will snøftede. ”Du minder mig om tante Nellie,” snøftede han, mens han fraværende legede med Marias løse hår. Med en snøvlende pigestemme sagde han skingert: ”Du skal ikk’ ta’ det så tungt, Willie. Det gør ikke ondt så læng’.” Marias bryst snørede sig sammen. Will hikkede, smilede og så beundrende på Maria. ”Hun er en meget ra-ar dame, du ve’ ku’ li’ hende.” Han så på nonnens hår, mens han forsigtigt trak hårstråene fra hinanden i lokken ét efter ét. ”Hvor’n har List det?”
    Marias blik flakkede. ”Du plejer at vide sådan nogle ting?”
    Will lo. ”Hi-ja! Jeg’ en smule småskør…” Han tog en dyb indånding og løftede sit ben, så han kunne betragte sin sok. ”Men ikk’ så meg’t når jeg’ fuld. Såh! Hvor’n har List det?”
    Kvinden ved hans side sukkede vred sine hænder og så ned. ”Han har fået lungebetændelse.”
    William rynkede panden. ”Åh åh…” Han så på Maria med bedårende øjne. ”Men han får medicin, ikk’?”
    Endnu engang måtte Maria krumme tæer og undgå knægtens blik. ”Vi… Vi har ikke råd, señor…”
    Will åbnede munden lidt. ”Hm…” Han vendte sig om på siden, lagde armene om sin pude og luk-kede øjnene. Maria nussede ham i håret, til hans vejrtrækning blev tung, og forlod så lokalet. Hun gik ned i baren for at betale for hans drikkevarer, og bunden af hendes lille pung blev åbenbaret.
    Hun fandt op på værelset med skråvægge og tog sko, strømper og overkjole af. Hun krøb under dynen, men lagde sig ikke til at sove. Hun skrev i den lille bog. Om dagens oplevelser. Om List, der var syg. Om Williams optrappende problemer, og om alt det, hun frygtede for fremtiden.
    Det er mit håb, at der må komme en smule solskin vor vej de følgende dage. Kærlige hilsner, Deres stolte ligekvinde og budbringer, Maria Campo. Hun satte det sidste punktum og pustede stearinlyset ud.

 

Da Maria vågnede næste morgen, kunne hun fornemme, at noget var galt, allerede inden hun stod ud af sengen.
    Det første, hun gjorde, efter at have klædt sig på, var at ile til Lists værelse, men han sov endnu trygt med en ekstra pude i ryggen – om dog hans åndedræt var en anelse besværet, og hans feber var steget en smule…
    Maria begav sig derefter til Williams værelse for at få ham op. Men døren stod på klem, og lokalet var tomt. Kun en lille, brun skindpose lå på hans seng. Med rynket pande gik nonnen hen og tog den op. Hun åbnede den og måtte spærre øjnene op, da friske, hvide, kostbare kornel-blade bredtes i den simple pose. Mellem dem lå fine, røde bær og nogle mønter.
    Med skælvende hænder lukkede Maria posen og så sig omkring. Kornel blev brugt til at behandle feber, og indholdet i posen kunne sagtens kurere List.
    Men hvor var William?
    Maria spurgte List, om han havde set ham, men han var for syg og omtåget til at føre en ordentlig samtale – han havde højst sandsynlig ikke set Will, så spanieren gik ned i herbergets stue, hvor hun blev mødt af spredte klapsalver. Rødmende krympede hun sig og strøg hen til værten.
    ”Har De set den unge mand, vi rejste med?” spurgte hun.
    Værten kløede sig i skægget. Heldigvis talte han en smule engelsk. ”Dreng drikke?”
    Maria nikkede flovt. ”Ja, ham, der drak i går aftes.”
    ”Non, non, mademoiselle, jeg ikke se. Måske…” Han kaldte på pigerne omme bagved. De tittede frem, og efter en kort samtale rystede værten på hovedet. ”Jeg ked af, mademoiselle, ingen se ham.”
    Maria stak underlæben ud. Så lyste hun op og satte posen på baren. Hun åbnede den. ”Hvem har adgang til de her i Calais?”
    Værten og pigerne så nysgerrige ned i posen, men ikke mange lod til at se andet end hvide blomster og røde bær. De vidste sikkert intet om deres værdi, men én af pigerne spærrede pludselig øjnene op og begyndte at hoppe på stedet. ”Uh! Uh! Docteur Henry!”
    ”Ah, oui…” sagde værten tænksomt og strøg sit skæg. ”Vores læge et Deres ven snakke godt i går. Efter De gå med monsieuren, han komme tilbage et snakke med docteur Henry. De gå sent i går, mais monsieuren komme tilbage sent i morges. Jeg tro, han have pose med. Han gå op på værel-se et gå ud igen. Ikke være tilbage?”
    Det løb Maria koldt ned ad ryggen. Der kunne kun være én måde, hvorpå sådan én som William kunne tjene medicin på så kort tid. Hun sank en klump. ”Hvor bor señor Henry?”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...