Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6402Visninger
AA

55. Epilog

To uger senere
Den sagte melodi ekkoede mellem væggene. List sank en klump og tog sine handsker på. ”Vil han være okay?”
    Lægen ved hans side sukkede. ”Det vil tiden vise, sir… Men indgrebet var vellykket. Vi skal nok passe godt på ham her på Bethlem.”
    ”Og konverteringsprogrammet begynder, så snart han viser tegn på bedring?” spurgte List skyldbetynget.
    ”Selvfølgelig sir.” Lægen smilede stolt. ”Vi bruger kun de nyeste metoder. Vi skal nok få ham vendt af med de fjollede tanker! De skal ikke bekymre Dem om ham.”
    List rystede på hovedet. ”Jeg kan ikke lade være.” Han så på den ynkelige skikkelse bag tremme-vinduet i jerndøren. Han var krummet sammen i hjørnet med lænkede ankler og knugede et lille ob-jekt ind til brystet. Væggene var polstrede, skønt det var dyrt. Håret var blevet fjernet fra en del af den ene side af hovedet, og det fine snit kunne sagtens ses i det svage lys.
    List sukkede og vendte omkring. Lægen fulgte med ham, mens den lille vuggevises lullen fulgte dem. ”Mæh, si’r det lille lam… Mor jeg fryser jeg vil hjem… Mæh, si’r det store får… Vent, til aften-klokken slår… Så skal du nok komme hjem, mæh…” Det var den samme sang, der havde gentaget sig selv, siden List først var trådt ind på hospitalet.
    ”Sig mig, sir…” Lægen så undrende på List, mens de gik. ”Regningen skal sendes til et spansk kloster, ikke sandt?”
    ”Eulalia, jo.”
    ”Med forlov, sir… Hvor tager De hen?”
    List stoppede op og smilede til lægen. ”Det vedkommer ikke Dem, hr.”

Den salte vind fik Marias hår til at danse, og den sommerlune varme fik hende til at stråle, på trods af kampskaderne, der endnu kunne ses på hende. List smilede til hende, da hun bedrøvet så ned. ”Jeg ville ønske, det ikke var kommet så vidt,” mumlede hun.
    List nikkede. Han løftede hendes hage og smilede opmuntrende. ”Bethlem er et godt hospital. Han skal nok få det bedre.”
    ”Men hvad så, når han gør det?” Hun tog Lists hænder. ”Åh, señor, når han endelig er rask, har han intet. Han må starte helt fra bunden, han…”
    ”Han har stadig mister Condés halskæde.” Kort efter syndernes forsvinden, havde Guds Tåre delt sig i de tre dele endnu engang. List havde sin fars kniv i bæltet. Marias halskæde hvilede på hendes bryst, og William havde sin halskæde som en sikkerhedsline. ”Desuden,” fortsatte List. ”Så har jeg lige så lidt som han.”
    Maria vred sig. ”Jeg ville nu ønske, du blev her hos ham.”
    ”Det ved du godt, jeg ikke kan,” sagde List.
    De var stille. Mågerne skreg over dem. Fiskere kom i land, og alt i alt summede molen af liv. Ingen huskede, hvad der var sket, og London var sig selv igen.
    Deres gerninger ville for evigt være glemt, for de, der ville huske den, var døde undervejs. Og Maria og List agtede at tage deres historie med sig i graven. Hvad William angik…
    ”Desuden kan der gå år, før hans behandling er færdig,” mindede List hende om.
    Maria nikkede. ”Sí…”
    List tog Marias hænder og så hende dybt ind i øjnene. ”Maria…” Han dæmpede stemmen. ”Tag med mig. Tag med mig til Amerika. Ingen kender os dér, vi kan starte på en frisk sammen, vi…”
    ”Señor Alfred…” Maria sukkede. ”Jeg har for længst aflagt klosterløfte. Jeg kom med en mission, og den er nu fuldført. La Trinidad er nød til at gå i opløsning.”
    ”Men…”
    ”Alfred.” Maria knugede hans hånd i sin. ”Kan du huske den historie, jeg fortalte dig? Om den mand, Dios ville sende mig? Ham, der aldrig kom?”
    List nikkede.
    Marias øjne blev blanke. Hun fik en klump i halsen, og ord syntes at blive en mangelvare. ”Jeg fandt ham,” sagde hun grødet. ”Men det er for sent. Jeg kan aldrig ægte den mand.” Hendes stem-me blev nu blot en hvisken. ”Jeg ville ønske, jeg kunne…” Hun rømmede sig og nikkede mod ski-bet, der var på vej ind. ”Capitán Bonny tager mig med til España. Jeg tager hjem til mit kloster og fortsætter mit liv, som var intet hændt.”
    ”Men Maria…”
    Maria stillede sig på tæer og kyssede ham på kinden. ”Du så mig hos Adrestia. Ikke sandt, señor Alfred?”
    List rødmede.
    Maria sukkede. ”Det er okay,” hviskede hun. ”Jeg så også dig.” Hun lagde armene om ham. Lists øjne blev store. Han lagde armene om hende og mærkede hendes varme tårer på sin skulder.
    Da hun slap ham, tørrede Maria omgående sine øjne. ”Du må hellere gå,” smilede hun tappert. ”Dit skib sejler inden længe.”
    Han nikkede. Hun bakkede lidt væk og så ned, sikkert for at skjule sine tårer.
    ”Hey…” List tog hendes ene hånd. ”Det her er jo ikke farvel. Vi ses igen…”
    ”Nej, señor!” Maria rystede på hovedet og sank anstrengende en klump. ”Nej, dine sidste ord til mig skal ikke være en løgn!”
    List blinkede lidt hurtigere. Han nikkede. ”Okay… Søster Maria…” Det var hans mening at for-tælle hende, at han elskede hende. At han aldrig ville glemme hende. At hun betød mere for ham end nogen anden, og at afskeden smertede ham dybt. Men det vidste hun allerede. ”Maria… Du er den mest stædige person, jeg nogensinde har mødt.” Maria lo modvilligt. ”Og du er helt fantastisk.” Han nikkede. ”Jeg… Jeg kommer til at savne dig.”
    Hun sukkede og lukkede øjnene. ”Farvel, señor.”
    Lists læber skælvede. Det var så simpelt et ord, han skulle udtale. Seks bogstaver. F-A-R-V-E-L.
    Han nikkede og vendte om. Han gik hen mod skibet. Først på landgangsbroen så han sig tilbage. Hun vinkede til ham. List vinkede tilbage. Hans hjerte føltes som skulle det briste, og han kæmpede mod sine egne tårer.
    Skibet lagde fra kaj, og før han vidste af det, kunne List se London forsvinde bagude. Han samle-de hænderne på rælingen og så ned.
    Han begav sig ned mod kahytterne. Han ønskede at være alene, skønt han delte det lille rum med fem andre.
    Han passerede en åben dør, da der blev kaldt på ham: ”Alfred.” Han hævede blikket og så ind. Langsomt bevægede han sig hen mod døren.
    Ved et stort vindue sad en kvinde bag et skrivebord. Rummet havde ingen seng eller køje, som ellers kendetegnede en kahyt, kun reoler med bøger og pergamenter. Hun sad og skrev i en indbun-den bog med en fjerpen. Hendes alder var svær at bedømme, men hun så ganske fantastisk ud, hvis hun List selv skulle sige det.
    ”Det var også på tide,” sagde hun smilende uden at se op fra bogen. ”Åh, du ved ikke, hvor meget jeg har glædet mig til denne del!”
    ”Øh…” List rynkede panden. ”Hvem er De, frøken?”
    Kvinden smilede og så på ham, men hun skævede hele tiden ned for at sørge for, at hun skrev lige. ”Jeg er den stemme, kæreste William har modsagt den sidste tid. Jeg må sige, jeg havde aldrig fore-stillet mig, at han kunne høre mine ord, og da slet ikke, at han kunne overtage min hånd.” Hun suk-kede og fokuserede igen på papiret. ”Men selvfølgelig gav jeg ham også usædvanlige kræfter… Og nu er jeg desværre ved at løbe tør for sider.”
    List rystede på hovedet. ”Vent – er det Deres skyld, at William nu er indlagt på Bethlem?”
    ”Ah ja, Bethlem Royal Hospital… En skam, at han måtte havne dér, men det er, hvad der kan ske,” sukkede kvinden. Endnu engang så hun op. ”Selvfølgelig kunne jeg ikke have gjort noget af dette uden den kære Maria. Undskyld, jeres afsked måtte være så hård, men jeg har jo læsere, der skal fodres.” Hun smilede og lo mildt. ”Hun har været så flittig til at skrive til mig i den bog, jeg gav hende – jeg håber, I holdt fingrene for jer selv. Jeg kan forstå, at William fik fingre i den på et tids-punkt?” Inden List kunne nå at sige noget, afbrød kvinden ham: ”Nårh ja, selvfølgelig forstår jeg det, det var jo min skyld.”
    ”Hvem er De?!”
    Kvinden smilede underholdt. ”Nogle ville kalde mig forfatteren, andre fortælleren… Men det er nu ikke derfor, jeg bragte dig hid.” Hun så på ham. ”Du svarede aldrig på Marias spørgsmål.”
    List rynkede panden. Det hele var så forvirrende, det var svært at forstå, hvad der foregik.
    ”Åh bare rolig kære, de fleste ville ikke forstå mit sludder, du er bare uheldig. Såh, Marias stillede dig et spørgsmål, og selvom jeg prøvede, fik du ikke svaret på det i tide. Og jeg skal ikke have nogle løse ender, så kom så – hvad er dit svar?”
    List tog sig til hovedet. ”Jeg forstår ikke…”
    Kvinden så vrissent på ham. ”Kapitel 17, En Helvedes Brud – Maria talte med dig. Hendes spørgsmål lød: ”El diablo var engang menneskelig. En mand som De. Men der er én ting, enhver mand frygter. Og ved De, hvad det er, señor List?”” Kvinden så på ham, mens du skrev videre. ”Såh? Hvad er dit svar? Hvad er det, selv djævlen frygter?”
    List så forvirret på hende. ”Øh… Jeg… Jeg ved det ikke.”
    Kvinden smilede skummelt. ”Svaret er ganske simpelt, kære List.” Hun hævede blikket og så på ham. ”Hans hustru.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...