Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

22Likes
11Kommentarer
6764Visninger
AA

37. En Dyster Dans

Efter at have reddet resten af dagen, slog følget lejr i en lille dal, hvor de kunne sove skjult. I løbet af ridtet var de stoppet ved en bæk, og Maria havde vasket Wills ansigt. Han bevægede sig kun nødtvungent og havde ikke sagt et ord, siden de forlod hytten. De havde kurs mod Calais, men der ville tage godt fem dage at nå frem.
    List prøvede at få gang i et bål, men ilden ville bare ikke springe fra de to flintesten, han havde fundet. Maria var afkræftet af manglen på mad, men hendes primære fokus var bekymret rettet mod Will.
    Mørket var koldt, og List fangede Williams opmærksomhed. ”Hvordan fik du antændt hytten?”
    William blinkede lidt og slog så blikket ned.
    ”Kom nu, William,” insisterede List. ”Hey…” Han sænkede stemmen til et mildere tonefald og hostede en enkelt gang. ”Jeg ved, det er hårdt, men det bliver kun koldere. Så vær nu sød og…”
    Will rykkede nærmere bunken med grene og satte håndfladerne mod hinanden. Den venstre hånd var nederst og pegede mod højre, og den højre var øverst og pegede mod venstre. Han drejede dem ind mod hinanden og vendte dem halvvejs, så den venstre var øverst (men stadig pegede mod højre) og omvendt. Så trak han hurtigt den venstre hånd og mod venstre, og gnister fløj gennem mørket og antændte bålet.
    Milde flammer skød ud fra det tørre træ, og Will rykkede igen væk fra det. Han trak knæene op til brystet og vendte ansigtet væk, mens List undrende så fra ham til bålet og tilbage igen.
    ”Vi er nød til at finde ud af, hvad det dér er,” mumlede Maria tænksomt.
    List løftede øjenbrynene uden at se på hende og nikkede. Han trak på skuldrene. ”Så længe det virker.”
    William skævede hen mod Maria. ”Det begyndte, da jeg fik din halskæde på,” mumlede han sammenbidt.
    Maria slog blikket ned og rykkede nærmere ilden.
    List tog den første vagt. De var nået længere væk fra Paris, og ulvehyl kunne høres i det fjerne. Han havde en kniv parat, bare for en sikkerheds skyld.
    Maria lå og sov, men Will var vågen.
    Og han gav List gåsehud. De sad på hver deres side af bålet. Den blonde sad op ad en stor sten. Hans ærmer var flossede og ødelagte af ilden. Det var mærkeligt at se ham med kort hår – den ene side var længere end den anden, så List kunne ikke se hans ansigt. Ilden gjorde skyggerne om ham dybere. Han sad og holdt om sig selv, helt lille og dog så skræmmende.
    List betragtede ham forsvarligt fra afstand. Duften af det brændte træ og skovbunden sendte ham ind i en berolig tilstand, og der gik ikke længe, før han begyndte at gabe.
    Will begyndte at rykke på sig. Ganske langsomt flyttede ham vægen. Bladende under ham rasle-de, og det løb List koldt ned ad ryggen. Den unge mand så på ham gennem sit pandehår, og det gibbede i manden med kniven. Williams øjne virkede for sorte, for dybe, og List måtte holde en hånd for hjertet for at berolige det.
    ”Gode Gud, Will, du sk…”
    ”Skræmmer dig.”
    List trak på skuldrene og kløede sig på kinden. ”Jeg ville have brugt datid,” mumlede han.
    ”Men det ville være en løgn.” William begyndte igen at skue ind i skoven.
    List hostede lidt og nikkede mod Will. ”Skal du ikke sove?”
    Will blinkede lidt og vrikkede med fødderne. Han rystede skuldrene en smule og drejede ansigtet væk. ”Jeg tør ikke.”
    ”Tør ikke?” List rynkede panden. ”Hvad skal det nu betyde?”
    Will så på ham med noget nær flovhed i blikket. Han rykkede kroppen, så den havde front mod bålet, og knugede knæene ind til sig. ”Jeg har mareridt.”
    En klump satte sig fast i Lists hals. Det her føltes pludselig som noget nær en forældrerolle – i hvert fald som skulle han udføre pligterne af en voksen rollemodel.
    Will vrissede. ”Årh hold op! Tænk ikke så højt om dig selv!” Han rykkede tilbage i sin lukkede verden. ”Jeg sagde bare, jeg har mareridt!”
    ”Nej, øh…” List tog sig til hovedet. ”Undskyld, øhm… Hvad handler de om?”
    Som prøvede han vandet, skævede Will igen hen mod sin landsmand, inden han gav sig og slap-pede mere af. Han gned sit ansigt og holdt en hånd for øjnene. ”Jeg så det her komme,” hviskede han.
    ”Hvad?”
    Will sukkede dybt. ”Lysenes by vil falde,” sagde han tonløst. ”Blod vil fylde gaderne. Ild skal overtage paladserne, og kongerækken vil falde for pøblens hånd…” Han så på List. ”Husker du?”
    List spærrede øjnene op. ”Din forudsigelse…”
    ”Jeg kunne ikke gøre noget… Jeg…” Hans stemme knækkede over og han rømmede sig. ”De er værre i mine drømme. Jeg så Louis d… dø. Jeg så det, men jeg tænkte ikke over det…” Modløst lod han hovedet dumpe mod stenen. ”Mareridtene hold op, da han tog os ind. Hvad nu hvis…” Han tav.
    ”Hvis de kommer tilbage nu?”
    Will nikkede.
    Hvor meget List så end ville sige ”bare rolig, det er bare drømme”, ville det være en løgn.
    ”Hvad hvis…” List bed sig i læben og prøvede at sluge sin stolthed. ”Hvad hvis du…” Han suk-kede. ”… sov ved siden af mig?”
    Will så på ham med ubeskrivelig undren. ”Eh?! Hvorfor nu det?!”
    ”Hey, prøv at lyde lidt mindre frastødt,” snerrede List. Han fattede sig og fortsatte: ”Hvis det gør dig tryg at have en mand ved din side, så… sov ved siden af mig. Du kan ikke undgå søvn resten af…”
    Will lo falskt og så måbende på List. ”Er du så ignorant?”
    List blinkede forvirret.
    William rystede på hovedet og rejste sig op. Han lod en hånd løbe gennem håret – det var tydelig-vis stadig nyt for ham, hans fingre fumlede efter ”resten” af de lange lokker, da de nåede hårspid-serne. ”Så bare fordi du er en mand, skulle det hjælpe mig?”
    ”Enhver mand kan vel gøre det,” kritiserede List.
    Will tog sig til hovedet og gloede forbavset på ham. ”Enhver… en…” Han gned sin næse. ”Sig mig, List…” Han så List direkte i øjnene. ”Vil enhver kvinde kunne erstatte Maria?”
    Lists blik flakkede. Han så hen mod Maria, der småsmilende lå i en rolig søvn. Han vred sine hænder og sagde ikke mere.
    ”Jeg er nød til at gå,” konstaterede Will. List skulle til at protestere, men han holdt en hånd op. ”Jeg går ikke mere end fem meter væk fra dalen, bare rolig…” Han fnøs forbløffet. ”Du ved, du har lige avlet ship. Læserne går sikkert amok nu!”
    List rynkede panden. ”Hvilket skib… Øh, læsere?”
    ”Bare glem det,” knurrede Will. ”Du ville ikke kunne kapere det!” Med de ord rasede han væk.
    List så forvirret efter ham. Hvilket skib? Hvilke læsere? Will fik det hele til at lyde som en serena-de eller et eventyr.
    Men han kunne stadig ikke bryde sit hoved om det skib…

Da List vågnede havde han det mildest talt rædsomt. Noget syntes at sidde fast i hans hals som en stor, slimet tudse. Hans hoved var tungt som brosten, hans muskler var ømme og det gjorde ondt bag hans øjne.
    ”List er syg,” påpegede Will, inden List overhovedet erklærede, at han var vågen. Og forend han havde slået øjnene op, mærkede han Marias hånd på sin pande.
    ”Hvordan kunne du vide det, señor William?”
    Will svarede ikke. List slog øjnene op. Maria strøg hans ansigt, og han kunne ikke kæmpe mod et lille smil ved den blide berøring.
    ”Tag dig sammen señor,” vrissede Maria. ”Du har feber.” Hun rejste sig og gik lidt væk. ”Er der da ingen ende på det?”
    Lists hoved føltes tungt og han havde svært ved at gå ligeud. Derfor blev han degraderet til pas-sager, og Maria styrede hesten videre. Will red ved siden af dem. Han sagde ikke meget, og en skygge fulgte hestenes mindste skridt.
    Med tomme maver og trætte lemmer havde de reddet i timevis i den foranderlige skov, hvis skøn-hed de knap ænsede af ren og skær udmattelse, da der lød musik i det fjerne.
    Maria var den første, der løftede hovedet. Toner fra guitarer og harmonikaer summede væk fra vejen. Men det var hverken deres utæmmede skønhed eller improviserede gang, der drog hende – det var ordene.
    Spanske ord, som hun let genkendte, dansede over vejen som en moderlig vise.
    Visen blev blandet med gråd. Maria så hen ad vejen. En lille skikkelse sad i grøften. Som de kom nærmere, blev det klart, at det var en lille pige.
    Maria stod af hesten, og Will gled nedtrykt ned for at strække benene. Nonnen gik hen til pigen og satte sig på hug. ”Hvad er der galt, hija?” spurgte hun moderligt.
    Pigen så på hende. ”Hablas español?”
    Maria smilede og nikkede. ”Sì. Dónde está tu mamá y papá?” Hun hjalp pigen på benene. Barnet så hen på Will, der kom lidt nærmere. Hun pegede på ham, og han så udtryksløst på Maria. Hun vinkede ham nærmere. ”Esto mi amigo William.”
    Pigen så på William for en stund. Og så, i én hurtig bevægelse, fór hun hen til ham og greb fat om noget om hans hals. Han udstødte et hyl, da hun rev hans halskæde af og pilede ind i skoven.
    ”HEY!” råbte han. Han spænede efter hende.
    Maria sprang op på hesten, og hun og List red efter dem. De kunne se pigen og Will mellem træer-ne, men de var lettere at manøvrere til bens end til hest.
    Inden længe nåede de en lejr. Farverige telte var slået op mellem træerne, vogne var stillet i en cirkel, og i midten af cirklen brændte et bål. Mennesker i simple klæder dansede rundt om ilden og sang og spillede musik.
    Maria rynkede på næsen. ”Selvfølgelig… Sigøjnere,” mumlede hun med den største afsky, hun kunne mønstre. ”Lad os finde Will og vende om…” Knap havde hun sagt det, før en mand dukkede op ved deres side.
    ”Hola amigos!” udbrød han.
    Maria gibbede og holdt en hånd for brystet. “Dejamos ahora señor,” sagde hun hurtigt.
    “Ah!” Han slog ud med armene. “Española!” Han vendte sig mod forsamlingen. “Eh! Todos! Hemos visitantes español!”
    “No…” Maria gned sin tinding. ”Dejamos – mi amigos está inglés…”
    ”Ah!” Manden så på List og William. ”I være fra Britannien?”
    List nikkede. ”Ja, øh… Sí!”
    Sigøjnerne, der var kommet nærmere, jublede, da han sagde det simple, spanske ord, og han smi-lede lidt. Maria så noget tvært på ham.
    ”Vi tager af sted nu,” mumlede hun sammenbidt.
    ”No no!” Manden lavede en gestus mod lejren. ”Kom spis med vi!”
    ”Por qué?” spurgte Maria monotont.
    Manden trak på skuldrene og rakte en hånd frem. ”Jeg hedde Esteban. Være leder her.”
    Maria sendte ham et nedværdigende blik. List skulle til at række en hånd frem, men Maria greb ham om håndleddet og hviskede giftigt: ”De var ét af deres børn, der tog señor Williams halskæde.”
    List smilede overbærende. ”Maria… Hav lidt…” Han afbrød sig selv ved at hoste og måtte und-skylde sig selv.
    Pigen kom væltende ind i lejren. ”Papá!” udbrød hun. ”Papá!”
    Will styrtede efter hende og greb fat om hendes arme. Han rev halskæden ud af hendes hænder og skulle vist til at slå hende, da Maria råbte. ”William! Behersk dig!”
    William så op på hende og den forskrækkede forsamling. Han slap pigen og rettede sig op. ”Hun stjal min…”
    ”Alicia!” Esteban så vredt på pigen. ”Tog du mandens ejendom?!”
    Alicias store øjne blev blanke. ”Pero papá!”
    ”No pero!” Han så beklagende på Maria og List og foldede hænderne foran sig. ”Må undskylde mine datters opførsel, hun ikke vide, hvordan man begå sig i gode tider.” Han lavede en gestud mod lejren. ”I være sulten? Kom og spis med os, compatriota. Som undskyldning.”
    Maria så tvært mod lejren. Modviljen ebbede ud af hende, men hendes mave knurrede, så hun nikkede kort. ”Sí… Nuvel, men kun kort.”
    Esteban smilede. Han klappede i hænderne, og folk spredtes og fandt mad frem fra vognene. Ma-ria og List stod af hestene, der blev sat hen til sigøjnernes egne kræ ved et trug.
    Maria blev hurtigt omringet af kvinder, der både beundrede og rakkede ned på hendes lasede kjo-le. De sludrede løs på spansk, og selvom Maria prøvede at undgå deres ”tyvagtige fingre”, som hun så fint kaldte det, blev hun snart hevet ind i en vogn og kom ud iført en praktisk nederdel og en poset skjorte. Hun havde en taske over skulderen, hvori resterne af kjolen var, og et lilla tørklæde holdt hendes vilde krøller væk fra ansigtet.
    Det var med røde kinder, hun flovt satte sig ved Lists side. Han betragtede hende stjålent, men hun sendte ham et tvært blik, og han slog blikket ned. Hans hoved var tungt og hans øjne og næse kløede.
    Will holdt sig i baggrunden. Han brød sig ikke om det store selskab, og han spiste ingenting. I hvert fald ikke før nogle af hans jævnaldrende fra lejren kom hen og satte sig ved ham med en tal-lerken kylling og nogle kartofler. De sagde ikke noget til ham, men satte tallerkenen ved hans side og begyndte at snakke med hinanden.
    Kvinderne i lejren syntes at fatte interesse for Lists grønne øjne, og mændene virkede fascinerede af de knive, han holdt tæt ind til sig.
    Måltidet, der blev serveret, var simpelt, men sigøjnerne dansede lystige rundt om bålet, og før Ma-ria vidste af det, var himlen ved at rødme. Sigøjnerne var så småt gået i gang med deres gøremål – der skulle vaskes tøj og børn, vognene skulle rengøres, aftensmaden skulle forberedes, brænde skulle samles, dyrene skulle fodres og de gamle skulle plejes. Hele lejren var én stor familie, men gæstfri-heden blev der ikke skruet ned for.
    Skønt Will havde trukket sig noget væk fra de andre, blev de unge ved med at opsøge ham og prøve at få ham med i en samtale på gebrokken fransk, men han lukkede dem hurtigt ude. Tre unge piger kastede stjålne blikke mod ham, mens de fnisende hviskede til hinanden. Maria havde helt ond af dem.
    ”Señorita Maria! Señor List!” Esteban kom hen til dem. ”Det blive mørke. I overnatte her i nat?”
    ”Tak, men vi må altså videre…”
    ”Maria.” List lænede sig hen mod hende og mumlede: ”Lad os nu tage imod deres tilbud. Vi har intet, der er værd at stjæle. Og William…” Han sukkede halvfrustreret. ”Han sørger stadig, han bør have en god nats søvn. Og…” List gned sine blanke øjne. ”Jeg har det ikke selv for godt. Faste rammer ville gøre os alle godt.”
    Marias læber blev stramme. De sad på skamler nær bålet, og skyggerne var allerede halvlange. Hun fnøs og nikkede kort. ”Fint.”
    List smilede til Esteban. ”Vi overnatter gerne i jeres lejer. Må jeg have lov at spørge, hvor I er på vej hen?”
    Esteban smilede stolt. ”Vi rejse til Calais og optræde til midsommerfest!”
    ”Optræde?” spurgte List nysgerrigt.
    ”Sí!” sagde Esteban stolt. ”Vi være cirkusartister!”
    ”Virkelig?” List rettede høfligt ryggen. ”Ikke sigøjnere?”
    Esteban så undrende på ham. ”Si… sikoi…”
    ”Gitanos,” oversatte Maria.
    Esteban rynkede undrende panden. ”Amigos mio, vi være fra España. El gitanos er ikke det sam-me, vi være artister.” Han løftede en hånd. ”Alba, Vito, Pedro! Vis vores amigos hvad vi laver her!”
    To unge mennesker kom hurtigt løbende. Den ene dreng stoppede et stykke bag den anden, pigen løb videre. Hun stoppede ved en vogn og smilede til ham. Han knælede og gjorde en hestesko klar. Alba tog tilløb og sprang op i hans hænder. Han kastede hende op i luften, hvor hun lavede en sal-tomortale og landede med hænderne på den tredjes skuldre. Han greb fat om hendes hænder og snurrede rundt med hende som ekstra vægt. Den sidste dreng, ham med hesteskoen, kom hen til dem og tog Albas hånd. Hun hjalp ham op, og snart efter stod de tre i en elegant, omvendt pyrami-de.
    Artisterne omkring dem klappede, og drengene hjalp Alba ned på jorden. List så forbløffet på dem, selv Maria så en smule imponeret ud. Will sad og skumlede i et hjørne. Han værdigede dem ikke et blik, men så bare bedrøvet på papiret i halskæden.
    Natten bød på mad, dans og musik, og først da månen stod midt over lysningen, viste en kvinde de tre ind i en vogn, hvor fire hængekøjer hang redt op. Hun forklarede, at to af dem var til List og Will, og at Maria skulle sove i en kvindevogn – det sømmede sig ikke for ugifte mænd og kvinder at sove i samme vogn.
    Selvom Maria argumenterede imod, blev hun slæbt med ud af vognen, og de to mænd tog sko og skjorter af, hvorefter de lagde sig under tæpperne.
    Will lå og betragtede den lille tegning, mens List hurtigt begyndte at snorke. Deres to værelses-kammerater stødte snart til dem, og inden længe hørtes ikke andet end søvnens hjemlige lyde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...