Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

22Likes
11Kommentarer
6443Visninger
AA

8. Dødssejleren

William lukkede øjnene og faldt sammen med et suk. List greb ham, inden han ramte gulvet, og fik ham chokeret lagt ned. Sveden piblede frem på drengens pande, udmattelsen stod malet under hans øjne.
    Maria kom på benene. Hun vaklede væk fra den sorte plet på gulvet. List kom hen for at hjælpe hende, men da han tog fat om hendes arm, for at støtte hende, skubbede hun ham forskrækket væk. ”Perdona,” mumlede hun. Hun slog armene om sig selv og gned sine arme.
    William rørte på sig. Han kæmpede sig op at sidde og så sig omtåget omkring. ”Hvad skete der?” spurgte han lavt.
    ”El diablo,” mumlede Maria og greb fat om sin halskæde. Hun satte sig forsigtigt på en stol og hviskede noget på spansk.
    List hjalp William på benene. Han så sig søvnigt omkring. ”Hvor er kaptajnen?”
    List så ned på Williams hånd. Der var intet tegn på den varmeudladning, han havde forårsaget. Huden var fin og hvid som altid.
    ”Vi skal væk herfra,” fastslog tyven. ”Kom så!” Han støttede William og så på Maria.
    Nonnen rettede på tøjet og ømmede sit bryst. Hun havde blikket slået ned, men List kunne se, at tårerne pressede sig på.
    ”Tal med hende,” hviskede William. Han lod sig glide væk fra List og vaklede hen til væggen, hvor han satte sig.
    Det tog et stykke tid, før List turde nærme sig den sårbare kvinde. Hun fik øje på en bog i bogreo-len og trak den forsigtigt ud. Et lille, trist smil vendte hendes mundvige opad, da hun åbnede første side.
    List satte sig ved siden af hende. Hun så ikke på ham, men pegede bare på et billede af en lille fe. ”Han løj ikke,” mumlede hun.
    ”Maria…”
    ”Lad være,” bad hun. ”Jeg vil ikke tale med Dem, señor. Jeg vil ikke tale med nogen hombre. Jeg har bare brug for lidt tid…”
    ”Men vi er nød til at komme væk,” protesterede List. ”Maria, jeg beklager meget, men du må sun-de dig senere!” List hev hende på benene. Hun slog ud efter ham og rev ham på kinden.
    En varm dråbe løb ned ad hans kind. Han rørte forsigtigt den lille rift, så på de røde dråber på fin-geren.
    ”Señor…” Maria så beklagende på ham. Hun rejste sig, så skyldigt ned. ”Perdona,” mumlede hun.
    List nikkede. ”Det er okay… Kom så.” Han gik hen og hjalp William på benene, drengen tog sig til hovedet og jamrede.
    ”Hvad skete der?” spurgte han klynkende.
    List skulle til at svare, men Maria afbrød ham. ”Ikke noget! Kom, vi må væk fra kahytten, inden de andre kommer.”
    Selvom List havde spørgsmål angående Maria sære opførsel, brugte han sine kræfter på at slæbe William ud af rummet.
    Så snart de kom ud, blev det klart for List, at der var noget galt. Der var stille. Krogene raslede ikke længere, træet knagede ikke, der var ingen grove stemmer fra kabyssen.
    ”Vi skal længere ned under dækket,” sukkede William udmattet. ”Der er noget galt…”
    ”Ja, det må du nok sige,” mumlede List. Han hjalp drengen ned ad gangen, Maria fulgte efter dem.
    De drejede om hjørnet og så ned ad den lange gang. Trappen, der førte op på dæk, var i den anden ende.
    Brædderne knagede under treenighedens fødder, mens de tre krydsede gulvet. Maria kom nærme-re, hun gned sine arme og rettede hele tiden på sin skjorte. Perez havde åbnet en knap, som lidt klumset var blevet knappet igen.
    Nogen snublede ud fra en dør, så de tre passagerer måtte stoppe op. Manden stod foroverbøjet og hev lidt efter vejret.
    List slap William. ”Hey, er du okay?” spurgte han. Han gik hen mod manden og skulle til at lægge en hånd på hans ryg.
    Manden så op. Hans øjenhuler var tomme. Der var ingen hud omkring munden, og håret stak ud af hans kranie i pjuskede totter.
    Den døde sømand rakte lange, tynde fingre ud mod List, der skreg og sparkede spøgelset væk. Skindet brød sammen i mandens mave, og hans indmad væltede ud på gulvet. Han så irriteret på List og samlede sin nyre op, begyndte at sætte alt på plads.
    Imens manden fik samlet sig selv, løb List, Maria og William væk fra ham. William var for for-skrækket til at tale, Maria hev efter vejret, og List anede ikke, hvad han skulle gøre. De skulle til at løbe ned ad trappen, men en zombie var på vej op.
    ”Op! OP! OP! OP!” List trak de to andre med op ad trappen.
    Det var blevet mørkt. Tåge var rullet ind over dækket. Der var havblik. Lygter svævede lidt væk fra skibet, som om et andet skib lå fortøjet ved siden af dem. Reb startede fra ingen steder og var sat fast i masken på Bella Amaliña med algedækkede pile.
    Halvrådne mænd sloges med rustne, dog velfungerende, sværd mod besætningen, der kæmpede for deres liv.
    Skud og røg gjorde luften tyk. Orme kravlede i kranierne på angriberne, deres gule tænder var blottede, da deres læber var rådnet væk. Lasede pjalter hang om deres kroppe, der ellers kun var beklædt med tæt, stram hud.
    ”Hvad Fanden foregår der her?!” udbrød List.
    Maria gispede. ”Tilkald ikke el Diablo!” udbrød hun og skævede til William.
    List gestikulerede mod kampene, der udfoldede sig foran dem. ”Han er her allerede, min kære Maria!” sagde han hysterisk.
    ”Hvor er kaptajnen?!” blev der råbt inde fra kampens hede, lige inden et dødsskrig flængede luf-ten.
    Himlen over kampen var skyfri og mørk, men der var ingen stjerner. Lugten af krudt, råd og blod blandedes med tågen.
    ”Til robådene!” sagde Maria. Hun og List løb rælingen, men der gik ikke længe, før List opdage-de, at William ikke var med dem.
    Drengen stod stiv som et bræt og stirrede med store øjne på de døde kroppe, der både lå livløse og kæmpede energisk. En dødning kom mod ham med en sabel. List spænede hen til drengen og stak en kniv i udyrets hals, så hans nakkehvirvler faldt sammen og hovedet rullede af.
    Mens væsnet famlede rundt på alle fire efter sit hoved, greb List fat om Williams håndled og rev ham med.
    Maria havde grebet sin pistol og skød de monstre, der kom for tæt på.
    De tre var næsten henne ved robådene, da et horn rungede i natteluften.
    Zombierne holdt op med at kæmpe. En sømand skød en zombie i hovedet. Zombien rørte forsig-tigt stedet. Så lavede han tudefjæs og begyndte at vræle. En anden zombie kom hen og lagde en arm om ham, sagde nogle ru, krassende lyde. Den første zombie lavede en trist lyd og vendte sig væk fra sømanden.
    To dødninge rettede deres sabler mod List, Maria og William, der hurtigt hævede armene. En an-den kom og tog Marias pistol. Hun udstødte et pib, da de klamme skeletfingre rørte hendes hud. Manden så på pistolen og vraltede væk, indtil han kom til at skyde sig selv i hovedet, tabte pistolen og fortumlet vaklede hen til rælingen, hvor han faldt overbord.
    De andre spøgelser rystede opgivende på hovederne, så deres kæber raslede.
    Der lød et højt BUMP. List så hen mod rælingen til bagbord. En træplanke hvilede mod træet, den så ud til at dukke op midt i tågen.
    Og ud af disse hvide, havsnære skyer dukkede et par sorte støvler frem. Efterfulgt kom en lang, sort, bølgende frakke. En sort hat spredte skygge over et ansigt, og en skikkelse sprang ned på Bella Amaliñas dæk.
    List sank en klump og gennede Maria og William om bag sig. Zombierne bakkede lidt væk fra det, der måtte være deres kaptajn.
    Brune læderhandsker skjulte hænderne. Blikket var rettet ned, så ansigtet ikke kunne ses, og en sabel hang ned langs siden. Dette våben var langt fra rustent.
    ”Kaptajn,” rallede en ad spøgelserne. ”Hvad skal vi gøre med besætningen?”
    Kaptajnen var stille. Fingrene trommede på sablen, tågen syntes af føje sig for autoriteten. List sank en klump. Hvilken mand kunne indgyde frygt i selv spøgelser?
    ”Vi overgiver os aldrig!” råbte en mand få meter fra List. ”Vi er sømænd! Vi…”
    Spøgelseskaptajnen rettede en pistol mod ham og affyrede et skud. Manden udstødte et grynt og faldt sammen på dækket.
    Kaptajnen løftede ansigtet og så afskyende på liget. List spærrede øjnene op.
    Rødt hår var samlet med snøre i siden. En kvindes skønne ansigt sad under hatten, hendes fyldige læber var fortrukket i en snerren. Velformede øjne skulede rundt på besætningen, og elegante an-sigtstræk kunne få enhver mand til at rable.
    Kvinden spyttede på dækket. ”Mænd,” snerrede hun. ”Guds fejl her på Jorden.” Hun spankulere-de rundt mellem sine fanger, frakken faldt til side for hendes slanke ben. Manchetter var spændt over hendes yndige bryst, de skinnede i skæret fra faklerne.
    Hun hævede sine kattegyldne øjne og fik øje på List. Hun hævede pistolen og pegede på ham. ”Du er ikke sejler,” sagde hun kedsommeligt. ”Hvem er du?”
    List vidste ikke, hvad han skulle sige. Han åbnede og lukkede munden, ord syntes en mangelvare.
    Kvinden fnøs og rynkede på sin fine næse. ”Du er lige så ynkelig som de andre. Og hvem er det, der skjuler sig bag dig?!”
    Zombierne rev William og Maria frem.
    Da kaptajnen fik øje på Maria, spærrede hun forbløffet øjnene op. De rødmalede læber deltes i et smil, og hun lagde armene over kors. ”En kvinde?” spurgte hun undrende. ”Hvad laver De på et skib fuld af sejlere, kære Søster?”
    Maria blinkede lidt. Så sank hun en klump. ”Jeg…” Hun peb, da et lig snerrede til hende.
    Kaptajnen rettede sin pistol mod sit besætningsmedlem. ”Rør hende, og jeg blæser knoppen af dig, Harold!”
    Udyret, Harold, rykkede gryntende væk. Kaptajnen sænkede sit våben og vinkede Maria nærme-re. ”Kom, kære, ikke være bange.”
    Maria så tøvende på List. Så trissede hun forsigtigt hen til kvinden.
    ”Hvad laver De her?” spurgte den fremmede igen.
    Maria vred nervøst sine hænder. ”V-vi…” Hun rømmede sig, hendes stemme skælvede. ”Vi er på vej til España…”
    ”Åh, De er spansker?”
    Maria nikkede.
    Kvinden rakte en hånd frem. Hendes ryg var rank og holdningen stolt. ”Anne Bonny, kaptajn på Dødssejleren.”
    Maria tog forsigtigt hendes hånd. ”M-Marion Amador…”
    Bonny rynkede panden. ”Marion?” Hun smilede skævt. ”Hør, De skal ikke frygte mig. Vi kvinder på jo holde sammen. Det er årtier siden jeg sidst havde en anden pige at snakke med! Vi skal nok få en hval af tid sammen! Så, hvad er Deres navn?”
    Maria så sig forvirret omkring. ”M-Maria, señorita Bonny.”
    Den rødhårede kaptajn klappede lystigt i hænderne. Så fattede hun sig og knipsede med fingrene. To gespenster kom hen til hende.
    ”Før frøken Maria ombord på skibet. Sørg for, at frøkenen bliver indkvarteret i min personlige gæ-stekahyt, og at hun får det, hun beder om.”
    En mand med alger i stedet for en pande gurglede noget, og Bonny slog med hånden. ”Sæt de andre ned i skibscellen, de kan sælges i Singapore!”
    Hun vinkede Maria med sig og snurrede omkring, så frakken bølgede bag hende. Hun marcherede over planken og forsvandt ind i tågen.
    Et skelet rettede en pistol mod Maria og fik hende til at gå hen til planken. Det var med hjertet i halsen, at List så nonnen forsvinde ud i intetheden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...