Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6410Visninger
AA

30. Den Lyserøde Drøm

Maskeballet på Tuilerierne oprandt den 17. juni. Hverken List eller Maria kendte til paladset, men Louis bad dem alligevel komme med – om ikke andet, så som hans repræsentanter og kontakter for henholdsvis England og Spanien. Kulturel udveksling ville, ifølge greven selv, indgyde større respekt i de adelige kredse. Desuden blev ballet holdt til ære for en greve fra Venedig, så desto flere fremmede desto bedre!
    Så List blev tildelt det stiveste puds, jakke og kalvekrøs var sædvanligvis ikke noget, han frivilligt ville iføre sig, men Louis tog ikke nej for et svar.
    For en sikkerheds skyld skulle Maria og List ankomme i en ekstern karret, så ingen fandt ud af, at de boede hos Louis.
    ”Men hvad så med William?” havde List skarpt spurgt.
    ”Det blive ingen problem,” havde Louis leet. Med de ord var han gået, og nu stod List i villaens forhal og ventede på Maria.
    Han havde lånt en simpel maske, den dækkede den øverste del af hans ansigt og sad fast med et silkebånd. Den havde små, gyldne snørkler isyet.
    Der lød skridt på trappen. List sukkede og så hen mod Maria. ”Det var også på…” Han snappede efter vejret og afbrød derved sig selv.
    Maria smilede lidt flov og krympede sig. Hun trippede hurtigt ned og nejede. ”Tilgiv mig min for-sinkelse, señor List,” bad hun.
    En vidunderlig kjole dækkede hendes krop. Det blå stof fik hende til at ligne en nymfe, der dansede over vandet, og en sølvmaske skinnede bag de sorte, løse lokker fra det opsatte hår. Fem påfuglefjer var sat fast til et stykke stof, der var viklet om hendes liv, så de faldt ned langs det azurblå skørt. Stoffet var samlet i en sløjfe bagtil.
    ”Du… Øhm…” List rømmede sig. ”Du ser dejlig ud.”
    Maria rødmede og trak et sjal tættere om sig. ”Det her er ikke sømmeligt for en monja…”
    List bukkede dybt for hende og rakte hende en hånd. ”Heldigvis bærer du maske – så ingen ved, hvem du er.”
    Maria sukkede og lagde en handskebeklædt hånd på sin kind. ”Jeg ved ikke, señor…”
    ”Bare rolig,” smilede List. ”Du gør ikke noget galt. Vi skal sørge for, at overklassen ikke er blevet infiltreret – ikke sandt?”
    ”Jo…” Spanieren vred sine hænder. Så tog hun tøvende imod englænderens hånd. Han førte hen-de udenfor, hvor to karretter ventede. ”Skal vi ikke vente på señor Condé og señor William?”
    List rystede på hovedet. ”Nej, William havde vist nogle problemer med sine manchetknapper, mr. Condés tjenere hjælper ham.”
    Maria nikkede. Kusken åbnede døren for hende, og hun lod ham hjælpe hende ind i vognen. List fulgte efter hende, og snart efter var de på vej mod Tuilerierne.
    Skønt de havde aftalt at bruge de dæknavne, List havde fundet på, da de gik ombord på Bella Amaliña. Men selvom de var klædt i fornemme gevandter og bar falske navne, blev det hurtigt klart, at de ikke hørte til i finere kredse.
    Tuilerierne var, først og fremmest, enormt! Med godt og vel fire sale og gigantiske haver, samt med sine spirer og søjler, stod paladset mod den nedgående sol som et intimiderende symbol på Frankrigs magt.
    Fornemme folk kom gående fra deres karretter, hoffolk fulgte dem, og alle var klædt i kostbart stof og ædelmetaller.
    Kusken åbnede døren, og List og Maria trådte ud. List tilbød Maria sin arm – han havde set fine folk forlade deres huse sådan, inden han brød ind i London. Hun slog en blå parasol op og tog fjum-ret imod armen – det var tydeligt, at hun ikke var hjemmevant omkring mænd.
    ”Er du sikker på, señor Condé og señor William kommer?” spurgte Maria lavt, mens hun gik med List mod de store fordøre.
    ”Naturligvis min kære Maria,” forsikrede List.
    ”Bør vi ikke vente på dem herude?” spurgte hun.
    ”Nej, de kommer når de kommer. Lad os gå ind.”
    ”Men vi kender jo ingen…” List sukkede og første Maria op ad trapperne. Stjernerne over dem tindrede, men lysene fra paladset fik dem til at blegne en anelse.
    Ved indgangen stoppede en tjener dem. ”Votre nom et votre invitation s'il vous plaît.”
    Maria så på List, der bed sig i læben. ”Øh…”
    ”No francés,” forsøgte nonnen i den blå kjole sig.
    Tjeneren hævede øjenbrynene. ”No français?” Han havde slet afsky i stemmen.
    Et andet par skubbede sig forbi Maria og List, så de snublede til siden. List sendte dem et olmt blik, men de værdigede ham ikke en tanke. ”François-Étienne de Damas et mademoiselle Camille de Marcier,” sagde manden. En ung kvinde klyngede sig til hans arm og smilede selvtilfreds. Manden lagde en konvolut i tjenerens hånd, og de blev lukket ind.
    ”Vi kommer ikke ind uden monsieur Condé,” mumlede List. ”Med mindre…” Han så sig omkring og sank en klump. Det var længe siden, han havde gjort det her, men adrenalinet begyndte at pumpe rundt i ham. ”Kom med.” Han greb fat om Marias håndled og trak hende med sig væk.
    ”Señor List, hvad i alverden laver…”
    ”Sh!” List tyssede på hende. Han førte hende hen til en skyggeskjult del af paladset, der var gemt bag et udspring i bygningsværket. Han så på vinduerne, der sad godt en meter over jorden. ”Maria, giv mig en hestesko.”
    ”Señor, jeg er en dame, jeg kan ikke…”
    List sendte hende et olmt blik. ”Du er en nonne, og du vil ind i paladset ligesom jeg – giv mig så en hestesko!”
    ”Señor!” vrissede hun og lagde armene over kors.
    ”Fint, fint!” Han så sig omkring og tog handskerne af. Han så på Maria og rakte dem mod hende. ”Kan Deres Højhed i det mindste holde pøblens handsker, mens han får Dem ind på Deres slog?”
    Marias læber blev stramme. Hun greb handskerne med et fnys. ”De er så høflig som en vildmand, señor. Du kunne i det mindste behandle mig som…”
    ”En dame, ja ja…” Han greb fat om vindueskarmen. ”Du ved, en hel del damer kan faktisk godt lide en vildmand,” sagde han med et lumsk smil og så på hende. ”Hvis du forstår, hvad jeg mener.” 
    Maria satte næsen lidt i sky. ”Det gør jeg beklageligvis.”
    ”Ha!” gøede List. ”Så du er altså ikke så uskyldig, som du udgiver dig for!”
    Nonnen rødmede og skulle til at snerre af ham, men List ignorerede hende. Med stor møjsomme-lighed hev han sig op mod vinduet. Karmen rev hans hud op, han skar hud og prustede.
    ”Señor…”
    ”Ikke nu, Maria!” Han satte fødderne mod muren, for at holde sig oppe, og lavede et lille hop, så armene hvilede på det lille udspring. Han pustede og prøvede at slå vinduet op. 
    ”Señor List…”
    ”Maria, jeg ved, hvad jeg laver!”
    ”Ja, men…”
    ”Maria, jeg er en mand, jeg har styr på det!” Haspen var lukket. List pustede og kæmpede for at holde sig fast. Han spændte musklerne og skævede lidt til Maria, der stod med korslagte arme og høvedet på skrå. Han smilede for sig selv. Nok var hun nonne, men selv hun kunne ikke stå for en arbejdermand. ”Hvis jeg bare får haspen op, er vi inde så let som ingenting.” Han slog på vinduet. Han kunne se den lille krog hoppe op og ned. Den løsnede sig lidt. ”Se, nogle gange er man nød til virkelig at lede efter en løsning, og så arbejde hårdt for at…”
    List mistede fodfæstet. Han rev sine hænder og gled, så han ramte jorden med ryggen først. ”Av for…” Maria satte hænderne i siden og så ned på ham. Han rømmede sig. ”Jeg har styr på det.”
    Hun himlede med øjnene. ”For Dios’ skyld, señor List, så lyt dog til mig!” Hun pegede ned ad paladset. ”Tjenesteindgangen er lige derhenne, dit incapazo bobo!”
    List blinkede lidt og sank en klump. Han bøjede hovedet og nikkede. ”Jo… Jo, det kan vi nok også godt.”
    Maria sukkede med himmelvendte øjne og smed Lists handsker på jorden. ”Hombres…” sukkede hun. Hun vendte om og rettede på parasollen.
    List bed sig i læben og så rødmende ned i græsset. Han kom på benene og gik skumlende efter hende. Hvorfor havde hun også den parasol med? Var det én eller anden fin modedille her i Paris, som Condé havde påført hende? Den var forfærdelig, man kunne jo ikke se hendes hår…
    Maria lukkede parasollen, da hun var henne ved døren, og åbnede den ganske forsigtigt. Hun så ind og vinkede så List med.
    Tuilerierne var mindst lige så storslåede indeni. De lange gange var dækket af blanke sten, vægge-ne strålede i skæret fra de forgyldte lysekroner, og spejle på væggene reflekterede dette med en næsten midnatsagtig glød.
    Dog var der noget, der ikke syntes rigtigt. Gangene var tomme. Malerierne mellem spejlene virke-de matte, og spejlenes genskin var ikke så majestætisk, som så mange andre.
    ”Dette slot…” Maria sank en klump og rykkede nærmere List. ”Det føles…”
    ”Dødt?” List nikkede. ”Ja, jeg kan også mærke det.”
    Maria tog Lists arm. Han rettede ubevidst ryggen og førte hende mod lyden af distanceret musik.
    Skønt deres skridt gav genlyd mellem væggene, og deres skygger lod til at være uendeligt lange, nåede de snart to høje døre. På hver side stod en tjener i stiv uniform og næsen i sky. Én af dem trådte et skridt frem, da han fik øje på gæsterne, og bukkede dybt for dem. ”Votre nom s'il vous plaît.”
    List så tøvende på ham. Hvad sagde manden? De gik stadig mod dørene. S'il vous plaît lød som en fornem aftensmad, men det kunne ikke være helt rigtigt… Måske var det.
    ”Argh!” List bed sig i læben for ikke at sige noget, da Maria trådte ham over foden.
    ”Vores navne,” mumlede hun og smilede til tjeneren.
    ”Navne?” List spærrede øjnene op. ”Åh! Øh, Elliot Howard og, øh, et Marion Amador.”
    Tjeneren bukkede. Den anden åbnede dørene. List og Maria gik forbi med ret ryg og skælvende hænder. En sveddråbe løb ned over Lists pande. Hvis bare de kunne komme ubemærket ind og fin-de William og Condé, så…”
    ”Monsieur Elliot Howard et mademoiselle Marion Amador!”
    List så på tjeneren, der råbte deres navne ud over balsalen, med mordlyst. Tjeneren krympede sig. Maria trak i Lists arm.
    ”Smil, bobo,” beordrede hun sammenbidt. Hun smilede, og han førte hende så elegant som muligt ned ad en trappe.
    Den franske overklasse så nysgerrige på dem for en stund, men interessen forlod hurtigt lokalet. Snakken flød sammen med musikken, der blev danset og spist, og List og Maria kunne roligt holde lav profil.
    ”Jeg kan ikke se noget for alle de parykker,” mukkede List.
    Maria smilede skævt og knugede hans arm ind mod sit bryst. ”Ja… Señor, burde jeg have taget sådan én på?”
    List, der stod og betragtede et bord med mad med rynket næse, fnøs. ”Nej, Gud forbyde det, de er hæslig!” Han sukkede og rystede på hovedet. ”Hvor er det ækelt – se, Maria! De har serveret snegle!”
    Maria lavede en mærkelig lyd og trykkede sig ind mod List. Han smilede skævt. Hun var blød og varm, og… ”Señor, de stirrer på mig…”
    ”Hvad?” List så væk fra den ulækre mad, og smilede beroligende til Maria. ”Nej, de…” Han tø-vede, da han fik øje på de mange stjålne blikke, der blev sendt bag vifter og over skuldre. De paryk-klædte, pudderpanerede, parisiske aristokrater gloede på Marias sorte krøller og mørklødede hud, som om hun var et mærkværdigt dyr.
    List lagde en arm om hende og førte hende videre i flokken. ”Ignorer dem,” mumlede han. ”Det er jo ikke, fordi du er neger, Maria.”
    Hun sukkede og trak på skuldrene. ”No…” Hun så ned ad sig selv. ”Jeg ligner ikke de franske eller engelske muñecas.” Hun sukkede og rystede på hovedet. ”Nej, tilgiv mig.” Hun lo mildt og rykkede væk fra ham. ”Me vuelvo loco con este ruido,” mumlede hun. ”Jeg vil trække lidt luft, und-skyld m…”
    ”Monsieur Ludvig Christophe Mathieu de Bourbon-Condé et mademoiselle Rosalia Lambton Cross.”
    Tjenerens råb fangede ikke Lists opmærksomhed, men Maria, der stod med front mod trappen, spærrede øjnene op og slog hænderne for munden. ”Åh! No! Señor List!” Hendes skingre stemme var så uvant hende, at List straks så sig over skulderen.
    Condé kom gående ned ad trappen iført en gul jakke. Han bar ingen paryk, men havde hovedet værdigt hævet. Gyldne manchetknapper glimtede i lyset fra oven. En brun maske dækkedes den øverste del af hans ansigt. Men det var kvinden ved hans side, der fik snakken til at dæmpes.
    En vidunderlig kjole skjulte hendes krop. Skørtet slæbte på trapperne bag hende, hvide sløjfer havde bundet det op foran, så hun ikke ville snuble. Frynser var fastgjort til kraven, og et tætsid-dende bånd var fastgjort om hendes tynde hals. En lyserød hat med en hvid rosenkrans var fastgjort til hendes kønne ansigt med et hvidt silkebånd, og hendes lange, kornblonde hår var nydeligt sat op i en engelsk frisure, der var langt mere simpel end de fjollede, franske parykker. Lyse lokker faldt ned over hende ører, men ydede kun til hendes skønhed. Hun holdt en blondevifte, så kun hendes klare, blå øjne og lange øjenvipper kunne ses af forsamlingen, og selv de dæmpedes af en maske af forgyldt metal. Sorte handsker fremhævede hendes tynde arme. Hun var billedskøn. Det eneste problem var, at hun var en han.
    At hun var William.
    ”William ved bedre end det,” mumlede List. ”Det… Det kan ikke være ham!” Han snappede efter vejret. ”Kom!”
    List og Maria skubbede sig gennem den lamslåede mængde, men Louis’ familie havde allerede samlet sig om ham og hans ”frøken”.
    Will holdt kærligt fast om Louis’ arm, mens han foregav at være ”Rosalia Lambton Cross”. Da List kom nærmere, opsnappede han et transparent ord, der fik ham til at se rødt. ”Fiancée.”
    Han brød gennem blokaden af det, der måtte være lykønskninger. Will fik øje på ham og sagde noget til Louis. Louis tog hans hånd og kyssede den, og da fik List øje på den – tre tynde, gyldne metaltråde, flettet og smedet sammen til en ring på Wills finger.
    Will nejede for flokken omkring ham og kom hen mod sine rejsefæller.
    List greb ham om armen og skulle til at trække ham væk, men Will løftede foden og stampede ham over skoen. List hylede og slap ham. ”Har ingen fortalt dig, at man behandler en dame med værdighed?” mumlede Will ildevarslende.
    Maria fnøs. ”Hele aftenen…”
    ”Kom med!” snerrede List. Maria vred sine hænder og fulgte med drengene ind i et sidelokale. Maria og List tog maskerne af, Maria gned sig omkring øjnene. Der var ingen ild i kaminen, og rummet var mørkt og kun oplyst udefra, men her kunne de tale privat.
    ”Hvad fanden har du gang i?!” snerrede List.
    ”Señor!” udbrød Maria og slog korsets tegn for brystet.
    ”Årh slap af kvindemenneske, det her er værre end djævlen!”
    Will lagde armene over kors. ”Vil du falde lidt ned? Ellers hører hele salen dig jo!”
    List lod en hånd løbe gennem håret og pustede. ”William, du får dig selv slået ihjel!” Han lavede en gestus mod kjolen. ”Du burde vide bedre end at bære maskuline farver! Og på ét eller andet tids-punkt må nogen vel ligge mærke til dit adamsæble!”
    Will fnøs og løftede hagen lidt. Han pegede på båndet. ”Nej, de vil ej.” En fin, hvid rose skjulte den lille bule i halsen. ”Og franske kvinder siger ikke meget. Jeg kan bære en mands farve, for jeg er en mand. Jeg er ligeglad med, om Lous familie i stedet ser mig som en stærk kvinde. Mit ansigt er feminint nok til at narre selv dig, List, og det, der ikke er, er dækket af den her,” sagde han og pe-gede på masken.
    Maria tog hans hånd og så ham i øjnene. Will skævede mod ringen og nikkede. ”Du kan ikke ægte en mand, señor.” Hendes stemme var køligere end en nordisk vinter. ”Du…”
    ”Ender i Helvede.” Will trak hånden til sig. ”Det er fint, så længe Lou tager mig til Himlen.”
    Maria slap ham og slog armene om sig selv. Hun bakkede og så md våde øjne ned i gulvet. Hun holdt en hånd for øjnene og prøvede at undertrykke en hulken.
    ”Maria…” List kom over og lagde blidt armene om hende.
    Will rynkede på næsen. ”Du havde da så travlt med at ignorere hende udenfor. Nu fortjener hun pludselig din opmærksomhed?”
    ”Hold nu kæft med dit sludder!” bed List. ”Tag dig sammen og tag for Guds skyld imod vores hjælp, William! Du er jo syg!”
    ”Jeg er ikke syg!”
    ”Se på dig selv!”
    Will pegede på ham. ”Du forlystede dig nær på mig, da I fandt mig i Nightingale Nest! Først da du fandt ud af, at jeg var en mand, fjernede du dig! Men ved du hvad, List?” Wills stemme sank til et faretruende lavt niveau. ”Louis og jeg aftalte, at jeg vender tilbage til Paris, når alt det her er overstået! Og hvis vi stadig ønsker det, ægter vi os.” Han trådte et skridt frem og holdt en hånd for brystet. ”Jeg er forlovet, men den mand, jeg elsker! Men du vil aldrig så meget som opleve den mindste intimitet med den kvinde, du er faldet for!” Han rettede på sit hår. ”Og hvis I vil have mig undskyldt, vil jeg ind og danse med min forlovede.”
    Med de ord vendte han om og løftede skørtet en smule. Han gik mod døren.
    ”Nej, hør nu!” List gik efter ham, men døren gik op, og Louis kom ind. Han skulede til List og Maria og skulle til at invitere Will ind i balsalen.
    Men Will gik direkte hen til ham og lagde armene om nakken på ham. Han satte sin mund for gre-vens og pressede sit ben mod hans. Louis smilede og lagde armene om Will talje, hvorefter englæn-deren lænkede sig en smule bagover. Louis’ øjne var lukke, men Will så koldt på List og Maria.
    Louis slap Williams læber og mumlede noget til ham. Will så på ham og smilede kærligt. Han strøg hans kind og nikkede, og arm i arm gik de ind i balsalen.
    Maria stirrede efter dem. Hun sank en klump og så på List. ”Vi er nød til at hjælpe ham, señor. Vi må…”
    ”Maria…” List tog fat om hendes skuldre. ”Vi kan ikke hjælpe ham, med mindre han accepterer det. Du har gjort, hvad der forventes af dig.”
    ”Men!”
    ”Også jeg er ked af, at vi må miste William på denne måde, men der er intet at gøre for en mand, der ikke vil hjælpes.”
    Marias underlæbe bævrede. Hun lod hovedet falde og hulkede forsigtigt ned i sine hænder.
    ”Så, Maria…” List skulle til at trække hende ind til sig, men Maria skubbede ham blidt væk.
    ”Señor… Dét, señor William sagde… Angående intim… in…” Hun bed sig i læben. ”Se me soltó esta palabra…”
    List så væk fra hende. ”Det er lige meget.” Han rystede på hovedet. ”Lige meget.” Han nikkede mod dørene. ”Kom. Der er bal, vi kan i det mindste deltage. Du ved…” Han sukkede. ”For at være høflige.”
    Maria nikkede. Hun tog ganske forsigtigt masken på igen. ”Ja… Ja, du har ret señor.” Hun røm-mede sig og nejede. List tog sin maske på og tilbød sin arm.
    De var næsten henne ved dørene, da List via det ene øre opfangede en svag melodi. Den kom ikke fra balsalen, og han tænkte ikke videre over den. Ikke før det var for sent.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...