Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj?

12Likes
2Kommentarer
973Visninger
AA

2. Den, der ønsker ret

 List slog øjnene op og satte sig brat op. Han så rundt i lokalet.
    En kvinde stod i det ene hjørne. Skyggerne skjulte hende, men nu trådte hun frem i månelyset. Hun havde kronebånd og et blåt slør på, kun en enkelt sort, krøllet hårlok undslap hovedbeklædnin-gen. En blå kjole skjulte hendes former. Hendes ansigt var udtryksløst, men hendes øjne var kærlige og triste.
    ”Hvordan er du kommet herind?” spurgte List.
    Nonnen kom nærmer. Lyset udefra blev reflekteret i et hamret sølvkors, der hang om hendes hals. ”Mi navn er Maria, señor. Og tro mig, det er ikke min fornøjelse at besøge Dem.” Maria sukkede. ”Men militsen har brug for Deres hjælp.”
    List fnøs. ”Jeg skal ikke i hæren,” snerrede han.
    Maria smilede overbærende. ”De er ikke blevet rekrutteret til hæren, señor. …”
    ”List,” knurrede List.
    ”Señor List.” Maria kom et skridt nærmere. ”El enterrador har brug for Deres hjælp. Deres land har brug for Dem.”
    List sendte hende et olmt blik. ”Og det er ikke hæren, du taler om?”
    Nonnen så irriteret på ham. ”Jeg bad ikke om at hente Dem. Men De har en gave. De må tilslutte Dem la Trinidad og hjælpe mig med at udføre den opgave, Dios har pålagt os!”
    List gloede uforstående på kvinden. Så rystede han på hovedet. ”Jeg fatter ikke ét ord af, hvad du siger, chica. Dét er det eneste spanske, jeg kan. Tøserne på bordellerne kan godt lide at høre det engang imellem, når vi…”
    ”Señor!”
    List grinede, da han så sin gæsts forskrækkede ansigt. Intet var sjovere end at drille en ung nonne. ”Slap af!” knurrede han. ”Og skrid så, så jeg kan få sovet.” Han lagde sig ned og trak tæppet over sig.
    Men Maria blev. Hun var stille lidt, men sagde så: ”De kan se dem. Kan De ikke?”
    List rynkede panden, men viste hende ikke sin reaktion.
    ”Hombres y mujeres – jeg mener, mænd og kvinder, med gule øjne?” List tøvede. ”Hvad kalder I det… Dæmonerne slipper fri fra underverdenen. De kan se Dem, señor List. Sí?” Da List ikke sva-rede, prustede Maria frustreret. ”El enterrador er bedemændene. Det er vores job at få dæmoner og djævle tilbage til underverdenen, eller destruere dem, før de besætter mennesker, ligesom de er be-gyndt her i London.”
    List satte sig op og drog sin kniv. ”Hør her, dame! Jeg ved ikke, hvad du fabler om! Lad mig være i fred!”
    Men Maria forlod ham ikke. Hun stod og så på ham med en hård maske af et ansigt. ”Før vi men-nesker kom til verdenen, var der krig. Djævle mod engle. Djævlene havde seks anførere, Broderska-bet. Vorherre skabte tre krigere, der kunne besejre dem – og det gjorde de.” List lyttede til Marias eventyr uden en lyd. Han sank en klump, da han kom i tanke om manden fra gyden. ”Krigerne, la Trinidad, forseglede djævlenes anførere inde i seks fugle.”
    List sank en klump. ”Ravnene i Tower of London.”
    ”Sí,” sagde Maria. Hun var stille lidt. ”De kan se djævlene. Jeg kan forstå dem.”
    List fnøs. ”Hentyder du, at vi er de tre krigere?” Han himlede med øjnene. ”Jeg er 28, kvindemen-neske, Jorden er forhåbentlig lidt ældre end det.” Han smilede charmerende. ”Selvom alt før min fødsel har været spildt.”
    Maria sukkede og lukkede øjnene. ”Jeg fik at vide, De var arrogant. Vi har arvet evnerne fra vor forfædre. De, jeg selv, og én anden, der skulle befinder sig her i London som De.”
    ”Hold op,” snerrede List. ”Du er skør. Skrid tilbage til klosteret og syng en vuggevise!” Nonnen betragtede ham lidt. List satte sig op og så køligt på hende. ”Hørte du mig ikke? Forsvind!”
    ”Ravnene flygter fra Tower of London,” sagde Maria. ”Hvis De ikke hjælper med at finde dem, bliver det Jordens undergang.”
    ”Og hvad så?” snerrede List. ”Så er der bare så meget mere, der skal stjæles!”
    Maria prustede frustreret. ”Har De ingen ære, señor? Ønsker De ikke at redde denne verden?!”
    ”Vores verden er pilrådden!” råbte List. Han tog en dyb indånding. ”Verdenen har aldrig gjort noget for mig! Hvorfor skulle jeg redde den?”
    ”Fordi De selv er i den, om ikke andet.” Maria talte i en foruroligende lav tone.
    List så på hende med hårde øjne. ”Det er ikke godt nok.”
    Han og Maria stirrede trodsigt hinanden ind i øjnene i et stykke tid. Så sukkede Maria dybt. ”De bliver belønnet.”
    List hævede interesseret et øjenbryn. ”Fortsæt.”
    Maria pustede opgivende. ”Militsen kan betale Dem.”
    ”Hvor meget?”
    ”Nok.” Nonnen bukkede for ham. ”Nok til at De ikke behøver at arbejde igen. Hvis De ikke vil gøre det for ære, hedder eller godhed, så gør det mod betaling.”
    List klappede i hænderne og sprang op. Maria så blufærdigt væk, mens han klædte sig på. List skjulte knivene i frakken og stillede sig foran nonnen med hænderne i siden. ”Hvor begynder vi?”
    ”Vi skal finde vores tredje compadre. De kan se djævle, jeg kan høre dem. Vores partner burde kunne se, hvad siger I… fremtiden.”
    List hævede skeptisk øjenbrynene, men Maria så helt alvorlig ud. ”Fremtiden? Virkelig?”
    ”Sí.”
    List sukkede og slog ud med armene. ”Nåh ja… Hvordan finder vi ham – eller hende?”
    ”Jeg ved hverken hvor eller hvem,” sagde Maria. ”Men jeg ved, at det er i London.”
    ”Hvordan kan du være så sikker?” spurgte List mistænksomt.
    Maria smilede hemmelighedsfuldt. ”El enterrador har øjne og ører overalt.”
    List sukkede. ”Men du ved ikke mere?” En hovedrysten fik ham til at snerre irriteret. Så slog han ud med armene. ”Fint. Hvor begynder vi?”
    ”På hovedgaden.” Nonnen vinkede List med sig.
    Han så beklageligt på sengen, der sireneagtigt kaldte på ham. Men han rystede det af sig og så hen mod Maria. ”Du kan ikke gå rundt sådan dér,” påpegede han.
    Hun så forvirret på ham. ”Hvorfor ikke?”
    Tyven himlede med øjnene. ”For det første,” sagde han, ”så er vi så tæt på Whitechapel, at nonner er et særsyn her. Du kan i det mindste tage hovedtøjet af.” Maria så fornærmet ud ved den be-mærkning, men List fortsatte. ”Og så er det for tydeligt, at du er spansk.”
    ”I det mindste er jeg ikke en selvoptaget tyv,” snerrede hun.
    List fnøs og satte hænderne i siden. ”Men selvoptagede tyve er bedre end spanske nonner her. Du er nød til at anskaffe dig en anden kjole.”
    ”Jeg har ægtet Vorherre,” sagde Maria standhaftigt. Hun rettede ryggen. ”Og det er jeg stolt af at vise.”
    List himlede med øjnene. Var alle nonner så tungnemme?! ”Ja, men du vækker for megen op-mærksomhed! Her, kom med!” List greb hende om håndleddet, men hun trak sin arm til sig i et pludseligt ryk.
    ”Hvor vover du at lægge hånd på mig?!” udbrød hun.
    List var ved at have fået nok. Han så på hende med øjne, der skød lyn. ”Fint! Jeg rør dig ikke! Og følg så med!”
    Han stormede ud. Maria fulgte efter ham, og så snart de var ude på gangen, begyndte List at gå stille.
    Han lyttede på de forskellige døre, fandt én, der var passende, og lirkede forsigtigt låsen op.
    ”Men no!” udbrød Maria forskrækket. List tyssede på hende. ”Det er indbrud, señor!”
    ”Det er en alternativ løsning,” mumlede han. Han åbnede døren.
    Et ægtepar lå og sov. List sneg sig hen til en dragkiste og åbnede den forsigtigt op. Heldigvis var den ikke låst, og han kunne snuppe en kjole og smutte ud, uden at blive opdaget.
    Efter at have lukket døren, kastede han kjolen i favnen på Maria. ”Så, skift!”
    Hun så forbløffet på døren. ”Hvordan gjorde De det?”
    ”Du er nonne, det skal du da ikke vide noget om,” drillede List hende. ”Så, skift.”
    Marias kinder blev røde. ”Her?”
    List gik tilbage og åbnede døren til det værelse, han havde lejet. ”Her.”
    Trippende gik Maria ind. Hun skulle til at lukke døren, men så så hårdt på List. ”Ikke kigge!”
    Han holdt en hånd for hjertet og mumlede en halvhjertet ed. Så lukkede Maria døren, og List blev lukket ude på gangen.
    Der gik lidt tid, før døren blev åbnet på klem igen. Maria så forsigtigt ud. ”Jeg kan ikke lide det!” mumlede hun. ”En nonne bør ikke klæde sig sådan, det er upassende!”
    ”Kom nu bare ud,” sukkede List.
    Maria åbnede forsigtigt døren. List hævede øjenbrynene.
    Marias sorte, genstridige krøller faldt ned over hendes skuldre og indrammede det kønne ansigt. En enkel hårlok faldt ned foran hendes ansigt, så hun hele tiden måtte puste den væk. Tøjet, han havde stjålet til hende, var en lyseblå bondekjole med lange ærmer og et bredt bånd om livet. Maria havde bundet et hvidt blondesjal om skuldre, bryst og hals. Hendes ankler var synlige, selvom hun prøvede at skjule dem, og hun havde enkle, sorte sko på.
    ”Du ser godt ud,” smilede List.
    Maria fór sammen. ”Jeg skifter tilbage!” sagde hun. Hun skulle til at lukke døren, men List stop-pede hende og trak hende ud på gangen. Han holdt om hendes håndled og så arrigt på hende.
    ”Hør her, dit forkælede kvindemenneske! Du har forstyrret mig nok i aften! Jeg er en smule fuld, skuffet og træt! Jeg vil sove! Kom tilbage i morgen, hvis du skal opføre dig sådan!”
    Maria så oprørt på ham. Så sank hun en klump og nikkede. ”Søvn er en god idé…” Hun bukkede. ”Godnat, señor List…”
    Hun skulle til at gå, men List stoppede hende med en håndbevægelse. Han så mistænksomt på hende. ”Sig mig… Hvordan fandt du mig?”
    Hun smilede skævt og så nedladende på ham. Hun pegede på sit ene øre. ”Djævle hvisker. De er ikke svær at finde, señor. Faktisk, hvis jeg kan, kan andre også.” Med de ord forlod hun ham. Han så undrende efter hende, men hun forsvandt snart ind i skyggerne på gangen.
    List stod frustreret tilbage. Hun havde jaget ham ud af sengen, men var nu bare gået igen? Han gik irriteret ind på værelset, lukkede og låste døren, klædte sig af og lagde sig ned under tæppet.
    De havde ikke aftalt et mødested… List følte sig underlig tilpas. Den spanske so havde forvirret ham. Hvorfor var ravneflugten så vigtig?
    Selvom han prøvede at ryste det af sig, sad spørgsmål og aggressioner fast i ham. Først hen ad morgenen kunne han endelig glide ind i søvnens blide favn.
    I starten var drømmene gode. Muntre kvinder og øl i massevis.
    Men så begyndte alting at ændre sig. Kvinderne blev til skygger, brændt ind i usynlige vægge. List sad alene i midten af et rum. Han var bundet på hænder og fødder og druknede, selvom der ikke var noget vand. Ikkeeksisterende bobler steg op mod loftet, og sorte fjer svømmede rundt som fisk.
    List lå alene og vred sig i søvne. Mørket kom nærmere, og der var intet, han kunne gøre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...