Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

21Likes
11Kommentarer
6426Visninger
AA

12. Brudte bånd

Will fandt ro og vågnede veludhvilet næste morgen. List og Maria sad over et gammelt kort, og drengen hviskede for sig selv: ”Mange tak.”
    ”Ah, señor William!” Maria smilede til ham og nikkede mod noget tørt brød og ost, der ventede på ham på et trebenet bord.
    Will rejste sig groggy op og gik hen til maden. ”Hvor er Roberto?” spurgte han, da han så den åbne soveværelsesdør.
    Maria ignorerede spørgsmålet, så List svarede med et suk: ”Han er på værtshus.”
    Will nikkede. Han spiste brødet i tavshed, mens de to voksne planlagde den åbenbart længere rejse, de skulle ud på.
    Der var omtrent 439 mil til Barcelona. Det ville tage en uges tid i karret, hvis de da kunne undgå landevejsrøvere og dårligt vejr…
    Maria blev ved med at påpege, at det ville have været nemmere at blive på Dødssejleren og sejle rundt om Gibraltar, men List slog det ned og sagde, at hun måtte se at komme over det.
    Da solen var over de første bygninger, var trioen klar til afgang. Maria havde pakket nogle af Ro-bertos ting, som hun ikke mente, han ville få brug for. List, der var tyv af profession, kunne se det triste blik i hendes øjne.
    Da Maria åbnede en skuffe i sin søgen efter et par ekstra sokker til Will, stivnede hun pludselig og stirrede ned.
    List kom hen ved siden af hende.
    En lille, brun notesbog og en pjusket fjerpen lå på en hvid damehandske. Maria rakte skælvende ud efter bogen og handsken. Hun tog begge ting op.
    ”Maria?” List lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder.
    Maria lod handsken glide ned over fingrene på højre hånd, hånden og underarmen blev dækket af det hvide stof. ”Det er min,” mumlede hun. ”Roberto købte dem til mig, da jeg fyldte femten…” Hun åbnede bogen. Gispede, slog en hånd for munden og tabte den. Hun greb fat om sin halskæde og vaklede.
    List nåede at gribe hende, inden hun ramte gulvet. William fór op og hjalp hende ned. Maria tog sig til hovedet og så hen på bogen. Så rettede hun blikket mod List. ”Señor List…” Hun tog sin handske af. ”Vær sød, bind den om bogen og gem den i Deres taske.”
    List gjorde som der blev sagt uden at stille spørgsmål. Maria kom til kræfter, og William støttede hende ud af lejligheden. ”Vil du ikke sige farvel til Roberto?” spurgte han hende.
    Maria rystede på hovedet. ”Det er bedre, hvis vi bare skilles igen…”
    De fandt en drosche og betalte for turen med de penge, Bonny havde givet dem. Kusken ville køre til hjertet af Barcelona, hvorfra de selv måtte komme ud til Marias kloster.
    Maria sagde ikke noget, da kareten forlod Santander. Hendes blik var fjernt, hun sad med hæn-derne i skødet og havde sin oppakning under sædet.
    William sad og så ud af vinduet. List havde hørt meget om Spanien, men naturen, de kørte forbi, var så meget mere fredelig, end han havde forventet.
    Lange marker strakte sig mod fjerne møller og gårde. Børn legede i landsbyerne, de kørte igen-nem, fremmede tunger blev talt overalt. Havet forsvandt bag dem, og de kom længere ind i landet. De måtte undgå bjerge, men enkelte stak alligevel op omkring vejene.
    Og da kun Maria havde set de store klippeformationer før, gjorde både List og Will store øjne.
    Indimellem bad Maria sagte bønner, men ellers var hun tavs hele den første dag. Kusken holdt ind ved en kro omkring solnedgang, så de ikke ville blive overfaldet i ly af natten, og William, List og Maria stod ømme af.
    De skulle være tilbage ved kareten solopgang den følgende dag, ellers ville de ikke komme med.
    Maria fik et værelse for sig, men drengene måtte dele. William stod og så ud af vinduet. Solen var ved at gå ned, den malede himlen rød og orange.
    List tog sine sko af og stillede dem ved siden af sin seng, hvorefter han tog de overflødige lag af og kravlede ned under tæppet. De havde købt en bid brød ved den nærmeste bager, og han var ud-mattet efter den lange tur. ”Godnat,” mumlede tyven og gabte.
    ”Godnat,” mumlede Will. Drengen så på manden og sagde hurtigt: ”Hey, List… Du stjæler ikke længere, vel?”
    List så på ham og rynkede panden. ”Nej. Det har der ikke været behov for de sidste ugers tid. Hvorfor?”
    William trak på skuldrene og mumlede fraværende: ”Én af mine bekendte kalder dig stadig en tyv. Jeg må bede denne om at lade være.”
    List satte sig forskrækket op. ”Det er da vel ikke én fra garden, vel?! Eller politiet?”
    ”Nej nej,” sagde William og gned sin tinding. Han vidste, at hans bekendte var værre end selv paven, men List ville tro, han var tosset, hvis han fortalte ham det.
    ”Hey,” sagde List efter lidt tavshed. ”Er du okay?”
    Will sukkede og gik over i sin seng. ”Mit hoved gør ondt,” mumlede han. Han tog sko og overtøj af og lagde sig ned.
    ”Du er sikkert bare træt efter alle de nye indtryk,” sagde List lavt. ”Nå, godnat…” Med de ord vendte han sig om på siden og gled ind i en drømmeløs søvn.

En hæs vejrtrækning vækkede den tidligere tyv, mens det endnu var mørkt. Han satte sig op og så irriteret hen på drengen, der sov i sengen knap to meter fra ham, men stoppede sine ord, da han for-færdet så William.
    I det blege skær udefra, var drengen hvis som et lagen. Hans lemmer fortrak sig krampagtigt, og hans hals, og dens sener og blodårer, var blottet og spændt i anstrengelse. Han havde boret neglene ind i sengens træramme og sparkede med benene i kramper.
    Men han sov stadig.
    List fløj hen til hans side og greb fat om hans skuldre, en handling, han senere fortrød. For netop som han skulle til at vække drengen, greb Will fat med en hidtil ukendt kraft.
    Drengen holdt mandens skuldre i et jerngreb. List hylede skingert, og Will slog øjnene op.
    En grøn glød flød ud fra hans blege blik. Han hev rallende vejret ind. ”Lysenes by vil flade,” sag-de han kradsende. ”Blod vil fylde gaderne. Ild skal overtage paladserne, og kongerækken vil falde for pøblens hånd!” Han slap List og tog sig til halsen, strammede, som ville han kvæle sig selv. ”Få… den… UD!” stammede han hæst. Så skreg han og begyndte at bore neglene ind i huden.
    List greb hans arme og tvang ham ind til sig, indtil anfaldet var overstået. Drengen blev tung og slap for en stund, men begyndte så at hoste. List tog sit lommetørklæde og gav det til William, der svagelig holdt det for munden.
    ”Hvad… skete det?” spurgte Will skælvende.
    List strøg hans hår. ”Jeg ved det,” sagde han monotont.
    William så på tørklædet og jamrede. List fulgte hans blik og så på den fine blodpletter på det smudsede stof.
    ”Det… skal nok gå,” sagde List, mens han blidt strøg Williams hoved. ”Bare rolig… Maria og jeg er her…”
    Spag gråd begyndte fra Wills side, men List bebrejdede ham det ikke. Selv var han chokeret over det, han havde hørt.
    Døren gik op, og Maria kom ind. Hun så sig forfjamsket omkring, og fik så øje på sine to kamme-rater. ”Hvad er der sket?” spurgte hun forskrækket. Hun kom hen og aede Williams hoved.
    ”Han havde syner.” List talte stadig monotont. Hans mørkegrønne øjne mødte hendes brune, der var store af forbavselse.
    ”Uden halskæden?” spurgte hun og tog ubevidst fat om korset.
    List nikkede. ”Det lader til at blive værre…” Han så ned mod sårene på Wills hals. Hans ansigt var kun lige helet, og han havde stadig mærker. Heldigvis var sårene ikke så dybe denne gang.
    ”Men… hvad sagde han?” spurgte Maria lavt.
    ”Øh…” Minderne om Wills udsagn gjorde List kold indeni. ”Noget med en by af lys, øh…”
    ”Lysenes by vil falde…” William mumlede med bævende stemme. ”Blod vil fylde gaderne… Ild skal overtage paladserne, og kongerækken vil falde for pøblens hånd…” Hans stemme knækkede over, han holdt hen hånd for ansigtet og begyndte at hulke.
    List hjalp Will over i Marias favn, og han græd ud ved hendes skulder. Mens hun trøstede ham, sad List og tænke over forudsigelsen.
    ”Jeg ser aldrig gode ting,” snøftede William til Maria.
    Hun sukkede og strøg hans arm, ude af stand til at komme med et trøstende ord.
    ”Hvorfor ser I ikke frygtelige ting?” Desperationen i Wills stemme var hjerteskærende.
    ”Hijo,” mumlede Maria. ”Jeg hører åndernes stemmer. Señor List ser de væsner, der vandrer iblandt os. Men du, hijo, du ser det, vi skal møde. Señor List og jeg skal beskytte dig og hinanden fra de ting, du ser.” Hun lagde en hånd på hans kind og fik ham til at se hende i øjnene. ”Du hjælper os. Forstår du?”
    William havde aldrig lignet et lille barn så meget, som da han nikkede og modløst hvilede hovedet mod Marias kraveben. Hun så lidt forskrækket på ham, men sukkede så og lagde armene om ham. Hun vuggede ham blidt i sine arme og nynnede en spansk vuggevise, indtil han faldt i søvn.
    ”Jeg troede ikke, nonner måtte være så tæt på en mand,” sagde List halvhjertet.
    Maria fik lagt William under tæppet og lod hans hoved hvile på puden. Hun strøg hans hår til side og så på manden. ”Correcto. Men jeg tror, det er Dios’ vilje, at vi skal hjælpe dem, der har brug for det. Og misser man en mulighed for at hjælpe et andet menneske, er det ét skridt væk fra dydens vej.”
    Manden med det sort hår nikkede og kløede sig på siden af næsen. Han så til siden og nikkede. ”Du er en god kvinde, Maria. Det er beundringsværdigt.”
    Maria rystede på hovedet og rejste sig. ”Det, min herre, er den ene ting, jeg ikke er.” Hun så på ham, da hun gik forbi. ”Jeg byder dem en god nat. Sov godt.”
    Uden at sige mere, forlod hun rummet. List så lidt efter hende. Så sukkede han og lagde sig tilbage i sengen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...