Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

25Likes
11Kommentarer
8448Visninger
AA

45. Adrestia

Adrestias hytte havde kun to rum – ét blev brugt til sovekammer, og det anede blev brugt som køk-ken og stue. Ilden knitrede dejligt i en kamin. På væggene hang tørrede urter, og i glas på hylder lå ting, ingen af de tre ville kigge nærmere på.
    Katten Icelus krøllede sig sammen på en pude foran ilden og betragtede de fremmede, mens Adrestia bød dem tage plads hvor de kunne. ”Jeg får så sjældent gæster,” fortalte værtinden, mens hun skænkede te op. Hun havde en nordisk accent, men hendes engelske var fremragende – endnu bedre end Marias var blevet. ”Men før i tiden tog jeg ofte vandringsmænd ind for natten. Hvad la-ver I også her? Jeg har ikke set rejsende i over en måned.”
    ”Virkelig?” Maria så på List. ”Jeg troede, Londres var en stor handelsby?”
    List nikkede, men inden han kunne nå at sige noget, klappede Adrestia i hænderne. ”Åh, De kommer fra Spanien?!”
    Maria smilede skævt og nikkede. ”Sí…”
    ”Jeg har været i Spanien før, det er sådan et dejligt sted. Men jeres befolkning er en smule…” Hun overvejede sit ordvalg, mens hun hældte tebladene op. ”Åh, hvordan skal jeg sige det… Vulgære.”
    Maria hævede øjenbrynene. ”Qué?”
    ”Ja, det er jo ikke noget, Deres landsmænd kan gøre for,” forklarede Adrestia og fandt tekopper frem fra et skab. ”Men i Spanien har kvinderne ikke noget problem med at vise lidt kavalergang – eller hele brystet for den sags skyld.”
    Maria måbede og vidste slet ikke, hvad hun skulle sige. Adrestia satte tekopperne på det lille bord og tog vandet fra krogen over ilden.
    ”Mange tak for at tage os ind,” skyndte List sig at sige, inden Maria sagde noget dumt.
    Adrestia smilede til ham og hældte vandet op. ”Jamen selvfølgelig! Jeg bliver så nemt ensom her-ude – selvom Icelus er godt selskab, er hun ikke så nem at føre en samtale i.”
    Will fokuserede undrende på noget i kvindens hår. Han rømmede sig for at få Adrestias opmærk-somhed. ”Øh, miss… De har en fuglefjer i Deres hår.”
    Adrestia sendte ham et blændende smil. ”Ja, og er den ikke bare yndig! Icelus fangede den til af-tensmad, men lige denne fjer nænnede jeg ikke at smide ud til rævene.” Hun strøg den blå fjer, da hun med svajende hofter satte tekanden på plads. ”Den klæder mig nu også ganske godt – det gør det meste selvfølgelig.” Hun slog med hånden, satte sig ned på ved bordet og smilede til sine gæ-ster. ”Nåh! Fortæl mig om jer selv. Jeg har slet ikke fået jeres navne.”
    Nej, og af samme grund havde Maria en underlig fornemmelse. Men List var træt, han var næsten rask, men stadig udmattet, og Will sad og prøvede at fatte sig.
    ”Åh, kæreste dog!” udbrød Adrestia. ”Søde ven, du ryster jo. Her…” Hun fandt en lille krukke og rakte den hen mod ham. ”Tag et bolsje.”
    Will skævede til lerkrukken.
    Adrestia lo mildt. ”Det er bare honning, bare rolig!”
    Will nikkede og tog imod slikket. Han tog det i munden og holdt tekoppen mellem sine hænder. Icelus hoppede op på Adrestias skød, og kvinden nussede dyret på hovedet.
    ”Jeg hedder Li…”
    ”Elliot,” afbrød Maria List. ”Elliot Howard. Jeg hedder Marion Amador, og det her er Winston Jackson.”
    List så bebrejdende på Maria, der bare sendte ham et hårdt smil.
    Adrestia nikkede langsomt, som om hun ikke troede dem. Men så klappede hun i hænderne. ”Ja, I skal nok få et godt ophold her. Jeg er kendt som en rigtig god værtinde, skal I se.”
    ”Men… miss, har De plads til os alle?” spurgte List.
    Adrestia lo hjerteligt. ”Jamen selvfølgelig! Det er intet problem, bare vent og se!” Hun sukkede og så ned på sin kat. ”I må have haft en lang dag. Er I sultne?” De nikkede forsigtigt. Snart efter serve-rede Adrestia dampende varm suppe for dem. ”Ja, det er jo ikke meget, men det går an.”
    Det var meget, nok til, at de blev mætte. Teen og suppen havde varmet dem op efter den kølige sommeraften, og det var rart at sidde i Adrestias sofa.
    ”Med forlov, miss…” List gabte forsigtigt. ”Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at De taler med accent. Må jeg spørge, hvor De er fra?”

 

 

(Sangen, der følgende bruges, er et udsnit af Kingos "Sorrig Og Glæde De Vandre Til Hobe" og kan findes på YouTube ved at skrive Kingo Movie.avi i søgefeltet - den er helt klar værd at høre, enten mens du læser følgende eller som inspiration (den er mørk))


    Adrestia smilede igen, men denne gang kastede ilden lange, dybe skygger over hende. ”Jeg kommer fra et land mod nord. Og det er alt, jeg vil fortælle jer.” Hun glattede sit skørt. ”I ser trætte ud? Lad mig synge jer en vise, inden vi redder op.” Inden de nåede at sige noget, begyndte Adrestia at synge på et fremmed sprog: ”Sorrig og glæde de vandre til hobe… Lykke, ulykke de gange på rad… Medgang og modgang hinanden tilråbe… Solskin og skyer de følges og ad… jorderigs guld – er prægtigt muld… Himlen er ene af salighed fuld!” Adrestias stemme steg.
    Lists øjne føltes tunge. Han kæmpede mod søvnen, men det var så rart at sidde omgivet af de bløde puder og tæpper. Han satte sig til rette og strakte sig. Maria gabte og gned sig i øjnene.
    ”Dejligste roser har stindeste torne… Skønneste blomster sin tærende gift… Under en rosenkind hjertet kan forne… For dog at skæbnen er sælsom og skift! I våde-vand… flyder vort land… Himlen har ene lyksaligheds stand!”
    Selvom List så de gyldne øjne blusse op bag de brune, kunne han ikke kæmpe imod de smukke, dog frygtindgydende toner. Han lukkede øjnene, bare et øjeblik… Maria rullede med skuldrene og rørte ved sine ører. Skønt hun ikke forstod ordene i sangen, lød de som det, hun plejede at høre, når djævlene hviskede til hende fra skyggerne.
    Will sad paralyseret og så på de to andre. Adrestia sad fortsat og strøg sin kat over ryggen, mens hun holdt pause i sangen. Hun smilede til William, da List og Marias hoveder faldt sammen i søvnen.
    ”Såh… Winston.” Hun sukkede. ”Fortæl mig lidt om dig selv.”
    William sank en klump. ”Jeg…” Han så på sine rejsefæller. ”Hvad har du gjort ved dem?”
    ”Nårh, kæreste ven, de sover bare. Ingen grund til at bekymre dig om dem.” Icelus så på ham. Hendes ansigt lavede en bevægelse, det lignede næsten et diabolsk smil.
    Will tog en dyb indånding og tog sin stadig halvt fyldte tekop op. ”Jeg kommer fra en lille familie oppe nær grænsen.”
    Adrestia lo, mens Will snusede til teen. ”Åh, hvor morsomt!” Hendes latter ophørte, og hun sendte ham et tvært blik. ”Lyv ikke over for mig. Jeg har ventet meget længe på dig, William. Hvor har du været?”
    Will rynkede panden og lagde en hånd på sin pande, da han mærkede en hård trykken bag øjnene. ”Øh… K-kender jeg dig?”
    Værtinden sukkede og lagde hovedet på skrå. ”Nej… Det gør du vel ikke. Men det ændrer ikke noget. Fortæl mig så, hvor har du boet de sidste 18 år?”
    Wills hjerte hamrede vildt i brystet på ham. Han anede ikke, hvad der foregik, og havde mest af alt lyst til at løbe ud af hytten og blive ved, til solen gik op. ”Det er vel naturligt nok,” snerrede han lavt. Adrestia smilte frydefuldt. Will rømmede sig og fattede mod. ”Jeg kommer fra en familie på fem. Jeg havde to yngre søstre. Sidst jeg så dem var de tre og fem.”
    ”Og hvor gammel var du?”
    ”Syv,” sagde han uden at blinke. ”Min far var en ustabil mand, men han elskede os. For at forsørge os, omgik han nogle skumle typer. De stjal fra de rige for at betale for mad og husleje. En dag gik det galt, og min far blev beskyldt for tredobbelt mord.” Will sukkede. ”Han skulle sendes til Australien. For at betale hans kaution, solgte min mor mig til Nightingale Nest.”
    Adrestia så udtryksløst på ham. ”Og det er sandheden?”
    William trak på den ene skulder. ”Det er så meget sandhed, som jeg vil have det til at være.” Han lænede sig trodsigt frem. ”Du vidste, at jeg løj før. Sig mig – lyver jeg nu?”
    Et mystisk smil gjorde kvinden med kattens læber længere. Hun åbnede munden. ”Vel da! Så vil jeg mig aldrig bemøje… Om ikke verden går efter min agt! Ingen bekymring skal kunne mig bøje… Intet skal gøre mit hjerte forsagt! Sorrig skal dø – lystigheds frø… Blomstre på himmel-lyksaligheds ø.”
    Will kæmpede stædigt imod, da en overvældende træthed skyllede over ham. Han slog sig på kinderne og slog med hovedet. Han blinkede voldsomt, men dette gjorde han kun endnu mere træt. Han så på katten, der nu rejste sig og så på sin frue. Adrestia nikkede til den, og det adrætte dyr krummede sig sammen, klar til spring. Det sidste, Will så, inden hans øjne faldt i, var et par skarpe kløer, der kom mod ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...