Mennesker er farlige.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2016
  • Opdateret: 9 sep. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til Fantastiske Skabninger og hvor de findes - konkurrencen. Valgte citatet. En One-Shot Historie. Jeg har været holdt fanget det samme sted i tre år. Tvunget til at underholde mugglere, for den onde cirkusdirektør. Jeg når ikke engang at blive værdig med min uddannelse på Hogwarts. Kun hjem på ferie efter tredje år, kun for at blive fanget af cirkusdirektøren. Min far er muggler og kan derfor ikke flygte. Derfor bliver han brugt til at få mig til at gøre alt muligt, for at direktøren kan få penge. Men hvad sker der, når cirkusdirektøren taber nøglen til min celle? Og når min far dør? Vil jeg så kunne flygte fra Magisterrådet?

0Likes
2Kommentarer
133Visninger
AA

1. Mennesker er farlige.

Jeg vidste at jeg aldrig skulle være taget hjem det år. Tredje år. Tre havde altid været et uheldstal for mig. Da jeg var tre, var jeg tæt på at drukne, og hvert år den tredje i tredje, skete der noget forfærdeligt. Hvorfor skulle det være anderledes nu?

Det var tre år før denne historie begynder, og jeg var gennem hele historien seksten. Fanget. Bundet. Tvunget til at udøve magi. Ellers slog direktøren min far ihjel. Han var muggler og kunne derfor ikke forsvare sig selv. Derfor kunne direktøren slippe af sted med det. Magisterrådet måtte være fuldt klar over situationen. De undlod bare at gøre noget. Men hvis jeg slap ud herfra, ville de jagte mig, og slå mig ihjel. Nej. Døden ville være for billigt sluppet. De ville kaste en forbandelse over mig, så jeg skulle dø, igen og igen og igen og igen osv. Jeg ville ikke kunne flygte, for hver gang ville jeg dø. Jeg vidste det. Direktøren vidste det. Magisterrådet vidste det.

Jeg åbnede øjnene og hev i kæden. Den sad om min højre ankel, og raslede hver gang jeg bevægede benet. Jeg så ud for cellen. For at håne mig, havde direktøren lagt min tryllestav, præcis ti centimeter fra, det længste jeg kunne få min arm ud igennem. Lige så jeg ikke kunne nå den. Den dumme skid! Hvorfor lod han os ikke bare gå?! Jeg fortjente den straf Magisterrådet havde for mig. Uanset hvor slem den var. Jeg sukkede. Hverken mig eller min far ville nogensinde komme ud.

Min mor var magiker, og far muggler. Det gjorde mig halvblods. Far var gammel, og ifølge nogen af direktørens børn, død i sidste uge. Hvilket betød, at jeg intet havde at miste.

"Nå, min ven, er du klar til dagens forestilling?" spurgte direktøren og så på mig. Jeg stirrede tilbage.

"Er min far død?" spurgte jeg. Han grinede. Den skiderik stod sgu og grinede.

"Ja. Din far døde i sidste uge, af alderdom," sagde han. Så vendte han om og gik.

Men han tabte sin nøgle!

 

Jeg rakte ud, og fik akkurat viklet mine fingre om den, hvorefter jeg trak den hen til mig. Jeg åbnede låsen og trådte ud. Jeg greb min tryllestav og stak den i støvlerne. Så gik jeg ud i byen. I betragtning af at min far var muggler skulle man tro jeg vidste noget som helst om Mugglernes verden. Men ærligt talt? Det gjorde jeg ikke. Jeg havde kun været i den, når jeg skulle til Hogwarts, og jeg forstod stadig ikke noget omkring den.

"Undskyld? Er du faret vild?" spurgte en stemme mig, da jeg stod og gloede på et kort. Jeg vendte mig om. Der stod en mugglerdreng og så på mig.

"Hvad rager det dig?" spurgte jeg. Han løftede øjenbrynene. Dén havde han nok ikke liiiige forventet

"Lækker og ilter. Det må jeg sige," sagde han. Jeg så på ham.

"Hvis du faktisk er interesseret leder jeg efter en magiker, der kan tage mig hen og slå mig ihjel igen og igen og igen," sagde jeg vredt.

"Du er også sjov. Som om magi findes. Går du stadig i børnehave eller hvad?" spurgte han og vendte om og begyndte at gå.

"Vent. Jeg har faktisk brug for hjælp," råbte jeg efter ham. Jeg bad en muggler om hjælp? Mennesker var de ondeste skabninger i verden - og der var millioner, nej, milliarder af dem i verden. Jeg kendte ikke det her sted, og det ville garanteret ikke syntes om mig. Han vendte om mod mig.

"Ja? Hvor skal du hen?" spurgte han. Jeg så på ham.

 

"Så du skal altså finde den her... hvad var det han hed igen?" spurgte muggleren, som jeg havde fundet ud af, hed Shawn Carlsen.

"Arthur Weasley," sagde jeg. Arthur var magiker, og meget interesseret i mugglerting. Derfor ville han være det oplagte valg at gå til for at forsøge at komme til Magisterrådet. Plus jeg kendte ham.

"Han er en slags samler. Alt interessere ham. Fjernsyn, kreditkort, bøger, døre, biler, telefoner, er det komplet normalt er det noget for ham. Han har også ildrødt hår, fregner og bleg hud. Det har hele familien vidst," sagde jeg.

"Nåh. Du mener skøre, gamle Arthy Weely," sagde Shawn.

"Arthy Weely?" spurgte jeg.

"Ja. Kom med," sagde han.

 

Vi trådte ind i en gammel butik, og dér, bag disken, stod Arthur Weasley.

"Hej Arthy," sagde Shawn. Arthur så op og smilede til ham. Så faldt hans blik på mig og han stivnede.

"Hej Shawn. Gå du lidt rundt i butikken og kig lidt rundt, mens jeg hilser på din veninde," sagde han. Shawn nikkede og gik længere ind i butikken. Jeg var alene med Arthur.

"Hej Arthur," sagde jeg. Han kom hen til mig.

"Alyson? Hvor har du været de seneste tre år? Der går rygter om, at du har vist magi for mugglerne!" udbrød han.

"Det har jeg desværre også," sagde jeg.

"Hvorfor?"

"Han havde min far! Hvis jeg ikke gjorde som jeg fik besked på, var det ude med ham. Jeg flygtede i morges!"

"Og så får du hjælp af en muggler?"

"Jeg havde intet valg, Arthur. Jeg havde brug for hjælp. Du er den eneste der kan fører mig til Magisterrådet."

"Og lade dem slå dig ihjel?! Ikke tale om."

"Jeg har intet valg. Hvis jeg kommer frivilligt og fortæller hvad jeg har gjort, vil de muligvis lade mig slippe billigere. Ellers skal jeg flygte. Præcis som min mor gjorde," sagde jeg og holdt en tåre tilbage. Jeg ville ikke græde. Ikke igen. Efter min mor forsvandt, havde min far holdt sig i magiens verden, men hjælp fra Weasley-familien. Jeg var startet samtidigt med tvillingerne.

"Du har ret. De vil muligvis lade dig slippe billigere, hvis du bare fortæller dem det," sagde han.

"Hvor meget koster denne her?" spurgte Shawn og kom ind med en vikingehjelm på hovedet. Vi drejede begge to hovedet mod ham.

"Den er ikke til salg. Faktisk bliver jeg nødt til at lukke nu," sagde Arthur. Shawn rynkede panden.

"Allerede? Men den er jo ikke engang tre endnu."

"Nej, men øhh..." han så på mig for hjælp.

"Hr. Weasley er en ven af familien. Jeg har aftalt med mine forældre at jeg skal fejre hans sønners hjemkomst. De kommer hjem i dag fra en kostskole de går på," løj jeg. Shawn nikkede.

"Ok. Så ses vi vel. Må jeg få dit nummer?" spurgte han.

"Nej. Farvel," sagde jeg. Han gik. Jeg nægtede at falde for en muggler. De var irriterende, og ondskabsfulde og der var milliarder af dem!

"Skal vi komme af sted?" spurgte jeg.

"Var du ikke lidt hård mod drengen?" spurgte Arthur.

"Nej! Jeg stoler ikke mugglere," sagde jeg. Han lukkede øjnene.

"Du lyder som en Slytherin elev," mumlede han.

"Hvad?"

"Ikke noget!"

 

Vi ankom til Ministeriet en time senere. Der var fuldt hus. Magikere overalt. Vi maste os hen til receptionen.

"Jeg vil gerne melde mig selv for magiudøvelse foran mugglere i omkring tre år," sagde jeg med det samme.

Der gik ti minutter og så sad jeg i et bur, omgivet af ministrere for dit og dat. Egentlig, var jeg lidt ligeglad. De kunne rende mig. Jeg ville bare have det her overstået så jeg kunne dø igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen.

Klik. Klik.  

Der blev taget billeder. Og alle stirrede på mig.

"Alyson Wood. Du indrømmer at have udført magi overfor mugglere i tre år. Hvad har du at sige til dit forsvar?" spurgte ministeren for... hvad ved jeg.

"Jeg blev tvunget. Min far er muggler, og han blev holdt fanget af en ond cirkusdirektør inden for mugglerverden. Han sagde at hvis jeg ikke gjorde det, slog han min far ihjel. Jeg nåede ikke længere end mit tredje år på Hogwarts," sagde jeg.

"Hvorfor flygtede du ikke noget før?"

"De havde slået min far ihjel!"

Sådan fortsatte det i et stykke tid, indtil de blev enige om en dom.

"Alyson Wood. Du idømmes tre års fængsel. Vi har hørt at tre er dit uheldstal, så derfor skal du have tre cellemarkere, og bo i fængselscelle nummer 3," sagde ministeren.

"Fint med mig. Så længe jeg aldrig kommer til at se en muggler igen," sagde jeg.

"Tro mig. Det kommer du ikke til."

 

Jeg blev smidt i en fængselscelle og slog mig hårdt, da de smed mig ind. Der sad en kvinde, en mand og en dreng i cellen. Jeg gispede da jeg så hvem drengen var.

"Shawn?" spurgte jeg.

"Du er åbenbart også en slem magiker," sagde han. "Hvorfor var du egentlig så afvisende da du troede jeg var muggler?"

"Mennesker er farlige," sagde jeg blot. Mere var ikke nødvendigt. Han forstod fuldt ud.

"Mine forældre blev dræbt af en sindssyg muggler. Men de er ikke alle ens," sagde han.

"Hvad mener du?" spurgte jeg. Han så på mig.

"Der findes to slags mugglere. De gode og de onde. Desværre er der flest onde," sagde han. Jeg svarede ikke. Jeg stirrede bare på ham. Den eneste grund til at jeg havde afvist ham, var jo, at jeg troede han var muggler. Nu hvor han var magiker, kunne der vel godt blive noget.

Hverken kvinden eller manden sagde et ord til nogen af os, de næste tre år. Jeg tror faktisk ikke de trak vejret overhovedet.

Mig og Shawn holdt kontakten, bagefter, faktisk endte vi sammen. Men vi holdt fast i et synspunkt. Der var milliarder af onde mennesker i verden. Men der var også magikere igennem. Ikke alle mugglere er onde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...