Muligvis for sent (Ami bog 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2016
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Færdig
(Bog 3 om Ami, læs bog 1 Bare et øjeblik og bog 2 måske for evigt først) Ami er stukket af til Danmark da hendes ex afpresser hende, hun vil ikke blande Zachary ind i det og derfor har hun forladt ham. Men en uventet helt dukker op og redder dagen, så hun igen kan vende tilbage til sin karriere og Zachary, men kan han tilgive at hun igen forlod ham ? Og hvad når katastrofen rammer film byen ? Er de alle okay og får de nogensinde lov at være lykkelige ?

3Likes
0Kommentarer
3183Visninger
AA

17. "Og Ami ville aldrig tilgive mig"


 Amelia havde mest lyst til at give op, men hun fortalte sig selv at det var tosset, umiddelbart var hun jo ikke alvorligt skadet, hun var øm ja og havde fået nogle knubs, men hun kunne bevæge arme og ben og intet føltes brækket.
 Hun anede ikke hvor længe man kunne klare sig uden vand, men det var varmt, tørt og støvet og det regnede hun ikke med talte positivt.
 Da det 3 efter skælv kom orkede hun ikke engang helt at reagere, det var heldigvis mildere end de andre, allivevel hørte hun tingene flytte på sig igen.
 Støvet lagde sig og pludseligt gik det op for hende at der var mindre mørkt og oppe til højre kunne hun se stjernerne, der var hul igennem, ikke at hun kunne komme ud, men hun fik mere luft ind og ideen om at hun ikke var helt spærret inde gav hende nyt håb.
 Hun forestillede sig at hun kunne høre Zacharys stemme snakke til hende, det virkede sikker en anelse tosset, men det virkede beroligende på hende.
 Gad vide om Jasper og hendes forældre vidste hvad der var sket ? Det gjorde de jo nok, havde de mon kunnet få fat i Zachary ? Hun håbede at alle hun kendte i LA var okay, heldigvis var de fleste i San Diego til Comic con og hun håbede ikke skælvet havde ramt der.
 Hun sendte en stille bøn op mod stjernerne, prøvede at fortælle Zachary at hun var okay, men havde brug for ham.
 
 Zachary så op mod stjernene, han havde aldrig set dem så tydelige over LA før, men det skyldtes manglen på kunstigt lys, den store by var unaturligt mørk.
 Denne gang startede rystelserne langsomt, og de søgte væk fra bygningerne, ned ved stranden, men heldigvis var det  et meget kortere og ikke så kraftigt som de tidligere.
 "Det føles lidt som at være i en eller anden gyser eller Katastrofe film". Sagde Tom frem for sig.
 Zachary så sig omkring, han havde ret, bortset fra at ingen kunne råbe cut. "Ja man forventer næsten at støde på en flok zombier eller lignende om næste hjørne".
 De så på hinanden og kom til at grine, det hele virkede bare så uvirkeligt, men det gippede i Tom af smerte da han grinede.
 "Tom hvor slemt er det ? Og lad være med at lyve for mig". Zachary så alvorligt på ham.
 Han lavede et ansigt. "Det gør næsten ikke ondt Zac, ikke med mindre jeg trækker vejret eller bevæger mig".
 "Tom jeg kan ikke lade dig gøre det her, jeg ville aldrig tilgive mig selv hvis der sker dig noget og Ami ville aldrig tilgive mig". Han så bekymret på sin ven.
 Tom rystede på hovedet. "Det er mit valg Zac, desuden er der ingen hjælp lige her, så vi kan lige så godt fortsætte i den rigtig retning, jeg lover dig at hvis vi møder hjælp på vejen, så lytter jeg til deres vurdering okay ?"
 "Nej, men et er vel det bedste jeg får ikke ?" Zachary sukkede, han vidste udemærket han ikke kunne tvinge Tom til noget, og han havde jo ret, det var jo ikke fordi de lige kunne ringe efter en ambulance.
 Tom trak på skuldrene, han var faktisk ved at blive bange for at der var noget seriøst galt med ham, men der var jo ingen hjælp at få her og lige nu var det vigtigste at hjælpe Zac med at finde Ami.
 De fortsatte, de burde måske sove, men ingen af dem havde lyst til det, så de pressede på for at nå frem.
 "Er det helt tosset hvis jeg siger jeg kan føle hende, jeg ved hun er i live og venter på mig". Zachary kiggede på månen ude over vandet, det var en følelse der lige havde slået ham helt klart og tydeligt.
 Tom rystede på hovedet. "I har et helt specielt bånd, det er tydeligt for alle der ser jer sammen, så det undre mig ikke, vi skal nok finde hende".
 Tom håbede virkeligt at hun var i sin lejlighed, for hvor skulle de ellers begynde at lede efter hende ?
 
 
 
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...