Muligvis for sent (Ami bog 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2016
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Færdig
(Bog 3 om Ami, læs bog 1 Bare et øjeblik og bog 2 måske for evigt først) Ami er stukket af til Danmark da hendes ex afpresser hende, hun vil ikke blande Zachary ind i det og derfor har hun forladt ham. Men en uventet helt dukker op og redder dagen, så hun igen kan vende tilbage til sin karriere og Zachary, men kan han tilgive at hun igen forlod ham ? Og hvad når katastrofen rammer film byen ? Er de alle okay og får de nogensinde lov at være lykkelige ?

3Likes
0Kommentarer
3135Visninger
AA

24. "Jeg ville være langt mere urolig hvis du ikke tudede"


 "Vi har endeligt fået stoppet blødningen, han er kritisk men stabil, så nu er det bare at give ham tid og håbe kroppen kan klare presset". Lægen så alvorligt på dem.
 Amelia og Luke gispede begge højt og Luke stammede. "Han.. Han klare den ? Han er ikke død ?"
 "Indtil videre, men hans krop har været gennem meget, der kan stadig opstå komplikationer, men det værste er klart over og han er heldigvis stærk og i god form". Svarede lægen.
 De takkede ham begge mange gange og han sagde de bare kunne komme til ham hvis de havde spørgsmål, de måtte gerne se til Tom, men han var bevidstløs.
 En sygeplejerske viste dem ned til hans stue og de gik stille ind, Luke så på hende med tårer i øjnene. "Det er hårdt at se ham sådan, men i det mindste er han i live".
 "Ja, men vi må tro på det, du hørte lægen det værste er overstået". Det var virkeligt svært at se Tom, som normalt var så stærk, ligge der med slanger og ledninger over alt.
 Amelia tog forsigtigt hans hånd og sagde. "Tak Tom, fordi du var der for Zac da han havde brug for det, du er min helt, se at blive rask ikke".
 Efter en times tid gik Amelia tilbage for at se til Zachary, Luke blev ved Tom, i tilfælde af at han vågnede.
 "Zac hvad er der galt ? Har du ondt ?" Hun havde lige åbnet døren og hørte at han græd, hun skyndte sig over til ham.
 Han lagde sin raske arm om hende og trak hende ind til sig. "Undskyld, det er pinligt, jeg vågnede og du var her ikke og ja, jeg kunne vist ikke helt styre mine følelser".
 "Det er helt okay Zac, du har været gennem meget, det er klart hvis følelserne sidder lidt uden på". Hun strøg ham blidt over håret.
 Han så spørgende på hende men lignede en der ikke var sikker på at han ønskede svaret. "Hvor var du egentligt ? Er der nyt om Tom ?"
 "Han er okay Zac, de har stoppet blødningen, han er selvfølgelig stadig kritisk, men det ser ud til at han klare den". Hun smilte glad til ham.
 Zachary begyndte at hulke igen, denne gang af lettelse og hun holdt om ham og nussede hans ryg.
 Han så op på hende efter et stykke tid, hans øjne skinnede grønt og hans kinder stadig våde af tårerne. "Det er vist ikke lige min dag idag, sådan som jeg konstant tuder".
 "Sødeste det er ikke noget nyt at du har let til tårer, jeg ville være langt mere urolig hvis du ikke tudede". Sagde hun kærligt og kyssede ham.
 Hun kiggede drillende på ham. "I det mindste kan du fokusere nu, du var temmeligt højtflyvende da du kom tilbage fra operationen".
 "Jeg sagde eller gjorde forhåbentligt ikke noget pinligt ?" Han så spørgende på hende.
 Amelia rystede på hovedet og smilte til ham. "Det var ikke galt, du spurgte om jeg ville flytte ind hos dig hvis dit hus stadig er der".
 "Ikke andet ? Og hvad svarede du til det ?" Han lagde hovedet lidt på skrå og så spørgende på hende.
 Hun mærkede sin puls stige en anelse, der var noget i den måde han så på hende på. "Jeg sagde selvfølgelig ja og jeg mente det, nej ikke rigtig noget andet".
 "Hmm gider du ikke gøre mig en tjeneste ? Tag min telefon til mig, den ligger i højre lomme på mine cowboybukser". Han pegede over på posen med det ødelagte tøj.
 Hun rejste sig og gik over til posen, lidt forundret over at han ville efterlade sin telefon i bukserne. "Jo selvfølgelig".
 Hun rodede i lommen og fik fat i noget, men det var helt bestemt ikke hans telefon hun fik fat i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...