Muligvis for sent (Ami bog 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2016
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Færdig
(Bog 3 om Ami, læs bog 1 Bare et øjeblik og bog 2 måske for evigt først) Ami er stukket af til Danmark da hendes ex afpresser hende, hun vil ikke blande Zachary ind i det og derfor har hun forladt ham. Men en uventet helt dukker op og redder dagen, så hun igen kan vende tilbage til sin karriere og Zachary, men kan han tilgive at hun igen forlod ham ? Og hvad når katastrofen rammer film byen ? Er de alle okay og får de nogensinde lov at være lykkelige ?

3Likes
0Kommentarer
3170Visninger
AA

16. "Jeg kvæler Zac hvis det er hans skyld"


 "Åh shit, det er Luke". Tom så på sin telefon, selv måden den ringede på lød en anelse hysteriskt.
 Zachary sendte ham et undskyldende blik. "Du må hellere tage den, det skal jo overståes på et eller andet tidspunkt".
 "Hej Luke, du er på medhør, Zachary er her også, jeg er nød til at have hænderne fri". Sagde Tom med sin sødeste stemme.
 De kunne begge høre Luke ånde lettet op, inden han hidsigt halv råbte. "Hvor helvede er du Tom ? Jeg fik at vide at dit fly måtte gå ned i Las Vegas på grund af jordskælvet, men så forsvinder du fra jordens overflade uden en lyd".
 "Jeg er lige omkring Long Beach lige nu, undskyld jeg ikke har kontaktet dig". Tom sukkede, hans puplicist kunne være en anelse overbeskyttede.
 Luke gispede og Zachary overvejede at holde sig for ørene, puplisistens stemme var skinger. "Midt i LA i det værste jordskælv i historien, hvad helvede tænker du på ? Jeg kvæler Zac hvis det er hans skyld".
 "Jeg elsker også dig dig Luke". Sagde Zachary lavt, han kendte udemærket Toms puplicist og det var ikke første gang Luke havde været gal på ham, han mente vist han lokkede Tom til dumme ting.
 Tom rullede med øjnene. "Jeg er okay Luke og det her er mit valg, Amelia er her og Zachary kan ikke få kontakt, hun er også min ven".
 "Tom jeg forstår godt din trang til at hjælpe, men er du klar over hvor farligt det er ? Hvor lille chansen er ? Ingen af jer burde være der". Luke sukkede.
 Toms stemme var rolig men beslutsom. "Jeg er ked af det Luke, men jeg er nød til at gøre det her, det kan intet ændre".
 "Lov mig i det mindste at i er forsigtige, begge to og at i har øje for jeres grænser, ingen af jer forstår at sige stop i tide". Luke lød opgivende, han havde kendt Tom længe, og vidste når det ikke hjalp at diskutere med ham.
 Tom smilte svagt og ignorerede smerterne i brystet. "Selvfølgelig, vi er så forsigtige som muligt, det lover jeg".
 "Okay, jeg fortæller ikke din mor hvor du er, ikke endnu i hvert fald, jeg regner ikke med at du vil have hende i telefonen ?" Svarede Luke.
 Både Tom og Zachary grinede lavt. "Tak Luke, nej du har ret, jeg er helst fri fra at have min mor hængede i telefonen og skælde mig ud lige nu".
 Tom puttede sin telefon tilbage i lommen, det var gået nemmere med Luke end forventet.
 "Vi burde tage en pause Zac, hvile lidt og spise lidt". Det var en times tid senere, og det var nat nu.
 Zachary rystede på hovedet. "Jeg kan ikke stoppe Tom, tiden rinder ud, det er måske allerede for sent".
 "Zac, jeg har brug for en pause og det har du også, det nytter ikke du køre sig selv helt ned på vejen". Tom satte sig på en cement bænk.
 Zachary sukkede opgivende og satte sig også, han tog imod det mad og vand Tom rakte ham, han vidste at Tom selvfølgelig havde ret, de var nød til at holde energien oppe.
 Tom var ikke meget for at indrømme det, men han behøvede virkeligt en pause, han fik sværere og sværere ved at trække vejret uden at det gjorde ondt.
 Zachary prøvede at ringe til Amelia igen, men som forventet var der ikke kontakt, hendes telefon var sandsynligvis gået i stykker. Han sendte en kort besked til sin far, men undlod at nævne deres skader.
 Han undrede sig lidt over at Jasper ikke havde prøvet at kontakte ham, men måske hans telefon ikke virkede 100 procent efter han tabte den.
 Han skævede til Tom, det var tydeligt at han havde ondt og Zachary havde det virkeligt dårligt med at lade ham fortsætte, men han var ikke i stand til at gøre det selv og han kunne ikke give op.
 De blev siddende en halv times tid, Tom lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene lidt, han håbede det ikke var andet end forventelig ømhed der drillede ham.
 
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...