Muligvis for sent (Ami bog 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2016
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Færdig
(Bog 3 om Ami, læs bog 1 Bare et øjeblik og bog 2 måske for evigt først) Ami er stukket af til Danmark da hendes ex afpresser hende, hun vil ikke blande Zachary ind i det og derfor har hun forladt ham. Men en uventet helt dukker op og redder dagen, så hun igen kan vende tilbage til sin karriere og Zachary, men kan han tilgive at hun igen forlod ham ? Og hvad når katastrofen rammer film byen ? Er de alle okay og får de nogensinde lov at være lykkelige ?

3Likes
0Kommentarer
3135Visninger
AA

18. "Jeg henter jer ud"


 Det var ved at være morgen, de havde ikke se et menneske i flere timer og Zachary tænkte fustreret hvor hjælpen var, hvor var rednings mandskaberne og de frivillige der skulle lede efter folk i ruinerne ?
 De var endeligt ved at være fremme, Zachary havde en trang til at løbe, men han kunne ikke, han var udmattet og øm og hans skulder udsendte en konstant dunkende smerte.
 En anden del af ham havde lyst til at flygte, bange for hvad han ville finde, bange for at komme for sent, bange for at måtte indse at han havde mistet hende.
 Han så bekymret på Tom, der var ikke længere tvivl om at han havde brug for hjælp, han var bleg og hans vejrtrækning blev mere og mere hvæsene, han ville virkeligt ønske han kunne gøre noget, at han havde tvunget ham med brandmændende.
 "Klare du den Tom ? Det er okay hvis du hellere vil vente her". Zachary lagde sin venstre hånd på hans skulder.
 Tom rystede på hovedet. "Stop nu Zac, du spørger mig hver 5 minut, det er snart som at have min mor eller Luke med".
 Zachary ville ønske han havde Toms mor eller Luke der, måske de kunne få ham til at lytte, til at indse han ikke kunne mere, han følte ikke han kunne trænge igennem.
 Hans store frygt var at der ingen hjælp var at få, at de fandt Amelia såret og at han så kunne se hende og sandsynligvis også Tom dø, mens han prøvede at få hjælp til dem.
 Da de drejede om hjørnet op mod bygningen hvor hendes lejlighed lå, eller havde ligget følte Zachary hjertet synke i livet på sig, de to øverste etager var helt væk, det så ud som om huset nærmest var sunket ned i parkerings kælderen.
 Hendes lejlighed havde været på øverste etage, hvordan var det muligt at hun var okay, hvis hun havde været der, han følte sig pludseligt svimmel.
 "Zac måske var hun der ikke, måske var hun taget afsted". Tom lagde en hånd mod hans skulder, men hans øjne afslørede hans frygt.
 Zachary trak vejret dybt og rettede sig op. "Jeg er nød til at vide det Tom, jeg er nød til at tjekke uanset hvad jeg så finder".
 Tom nikkede langsomt og de gik hen imod huset, bange for hvad de ville finde i ruinerne.
 De kunne næsten gå direkte ind fra vejen, den tidligere tre etagers bygning var nu kun en halv etage høj og Zachary var trods alt glad for at hun ikke havde boet i stue etagen.
 Det var svært at finde ud af hvor de skulle starte, alt var et rod af møbler, ting og dele fra huset, der var intet der indikerede hvor hendes lejlighed var i rodet.
 Zachary fik øje på et ben der stak ud fra en bunke mursten og hans hjerte stod stille et øjeblik, men så kunne han se at det ikke var hende. "Det må være hendes underbo".
 "Skal jeg tjekke om der er noget at gøre, bare for en sikkerheds skyld ?" Spurgte Tom, Zachary nikkede, selv om de begge vidste det var meningsløst.
 Tom satte sig besværet på knæ hvor hovedet ville være og flyttede nogle sten, så så han op på Zachary og rystede på hovedet, havde han haft mad i maven havde han kastet op.
 "Ami ? Ami ?" Zachary prøvede at kalde på hende, han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre og Tom fulgte hans eksempel.
 Toms telefon ringede og han hoppede halv meter, han kiggede på den og så så på Zachary. "Gider du ? Det er Luke, jeg orker ikke balladen når han høre mig".
 "Giv mig den, men jeg lyver ikke for ham Tom og siger du er okay, for det er du ikke". Zachary rakte ud efter telefonen.
 Tom rakte ham den, han så opgivende ud, hans vejrtrækning var raspende og hans hud voksagtig.
 "Hej Luke det er Zac". Det var akavet for ham, at holde telefonen med venstre hånd, og svært at høre noget, der var meget baggrunds støj.
 Tom forsatte med at lede efter Amelia. Lukes stemme lød nervøs. "Hej Zac, hvorfor tager Tom ikke selv sin telefon ? Er han okay ?"
 "For at være ærlig Luke nej, men han er stadig på benene, men jeg ved ikke hvor længe, han ser ikke godt ud". Zachary bed sig i læben.
 Luke sukkede opgivende. "Jeg er på vej, jeg fløj fra New york til Las vegas og det er lykkes mig at finde en stor helikopter, så jeg henter jer ud, vi er fremme om knapt en time".
 "Find et sted du kan flyve Tom til hvor han er sikker på at få lægehjælp med det samme Luke, jeg tror han har indre blødninger". Zachary var lettet over at der var hjælp på vej.
 Han ville tvinge Tom med uanset hvad, og ellers vidste han at Luke kunne, han var ikke længere i tvivl Tom havde brug for hjælp og det snart, han ville kun tage med hvis de havde fundet Amelia, ellers blev han og ingen kunne tvinge ham.
 "Hvad er der sket Zac ? Bare så jeg ved hvad jeg kan forvente og hvilken slags hjælp jeg skal have klar". Lukes stemme var krævende.
 Zachary sukkede. "Det var et efter skælv, vi var for tæt på et hus der væltede og han fik en mur over sig, jeg fik ham ud, men han.. Han havde hjerte stop".
 "På grund af vægten på brystet tror jeg, jeg fik det igang igen med stort besvær, men han bliver mere og mere bleg og han trækker ikke vejret for godt". Zachary kunne ikke lade være at føle sig skyldig.
 Luke gispede og hans stemme var hård. "For helvede Zac, hvad laver han der stadig ? Hvorfor er han ikke på sygehuset ?"
 "Tror du ikke jeg har prøvet ? Du kender Tom, han vil ikke indse den er helt gal og desuden er der ingen hjælp at få, her er helt dødt". Zachary vidste godt han snerrede.
 Luke trak vejret dybt. "Okay okay, ja jeg kender ham, giv mig adressen, vi er der så hurtigt som muligt og jeg sørger for et sted står klar til ham og jer andre også".
 Zachary gav ham adressen og lagde på, han håbede at de ville komme tids nok til at få Tom frem for hjælpen, han frygtede seriøst for hans liv nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...