Muligvis for sent (Ami bog 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2016
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Færdig
(Bog 3 om Ami, læs bog 1 Bare et øjeblik og bog 2 måske for evigt først) Ami er stukket af til Danmark da hendes ex afpresser hende, hun vil ikke blande Zachary ind i det og derfor har hun forladt ham. Men en uventet helt dukker op og redder dagen, så hun igen kan vende tilbage til sin karriere og Zachary, men kan han tilgive at hun igen forlod ham ? Og hvad når katastrofen rammer film byen ? Er de alle okay og får de nogensinde lov at være lykkelige ?

3Likes
0Kommentarer
3159Visninger
AA

23. "I to har bare at være for evigt"


 Amelia vandrede frem og tilbage på stuen, det var så fustrerende bare at vente, Luke sad på en stol, fødderne trukket op og armene omkring knæene.
 Det havde været en kamp uden lige at få Zachary overtalt til at lade dem operere ham, han ville være ved Tom.
 Til sidst have Amelia talt med temmeligt store ord og han havde modvilligt overgivet sig, han kunne alligevel intet gøre. 
 Faktisk ville hun ønske det var hende der var i narkose lige nu og først behøvede at vågne når det her marreridt var overstået.
 Hun havde snakket med en læge omkring Tom og det var nedslående, havde det kun været lungen, som de først troede, så var hans chanser rigtig store, Zachary havde gjort det helt rigtige og uden tvivl reddet hans liv.
 Riften i hjertet havde nedsat hans chancer til omkring 50/50, måske lidt lavere da den havde sivet længe, men en bristning, ja de kendte ikke de præcise tal, men de fleste forblødte, selv med øjeblikkelig lægehjælp.
 Både hende og Luke havde samme blod type som Tom og havde begge givet så meget blod som lægen ville tillade dem, for at de kunne holde hans system igang mens de kæmpede med at standse blødningen.
 "Luke, jeg er ked af at det her er sket på grund af mig, jeg føler mig så skyldig både over Tom og også over Zacs skade". Hun bed sig i læben.
 Luke så op, hans ansigt var hævet af gråd. "Det er ikke din skyld Ami, jeg forstår godt deres valg uanset hvor dumt det var, det er bare sådan de er begge to, de ville ikke være dem hvis de ikke gjorde sådan noget".
 "Det har du ret i, men jeg ville stadig ønske de ikke havde gjort det". Hun sukkede, hun følte ikke hun fortjente at leve på Toms bekostning.
 Lukes stemme rystede lidt. "Jeg ved at Tom vil synes det vigtigste er at Zac fik dig tilbage i god behold, uanset hvad der sker, så i to har bare at være for evigt".
 Amelia satte sig ned, hun bad til at Tom kunne slå odsene, han var stærk og han var stædig, det vidste hun, men var det nok ?
 En læge kom ind, Zacharys operation var gået godt, de havde syet senen fast og hans skulder var samlet med en plade og nogle skruer, han ville nok aldrig få fuld førlighed i den, men med tid og træning burde den blive okay.
 Han var på opvågning nu, men de ville køre ham op på stuen så snart han vågnede op.
 Der gik omkring 20 minutter så åbnede en sygeplejerske døren og en seng blev skubbet ind. "Så Zac, så er du tilbage på din stue".
 "Tag dig ikke af hvis han ikke er helt sammenhængende, han har fået temmeligt store mængder smertestillende". Hviskede hun til Amelia inden hun gik ud igen.
 Hun gik over til sengen og satte sig på stolen ved hans hovede, han var lidt bleg, men lignede ellers sig selv, bortset fra armen der var i gips og spændt op i snore. "Hej skat, hvordan har du det ?"
 "Jeg er pisse skæv for at være ærlig og en smule rundtosset, men ellers okay, jeg er glad for at se dig igen". Hans raske hånd greb hendes.
 Hun smilte til ham. "Ja dine øjne er også noget ufokuseret, men det er bedre end at du har ondt og jeg er glad for at se dig også".
 Selv om hans operation ikke var kompliseret havde hun været nervøs, en operation kunne altid gå galt og hans krop havde været under stort pres de sidste par dage.
 "Hmm du er så smuk skat og jeg elsker dig så højt". Han smilte et stort og veltilfredst smil.
 Hun strøg ham over kinden, han så så sød ud. "Jeg elsker også dig, du er min helt egen helt".
 "Amelia, hvis mit hus stadig eksistere, vil du så flytte sammen med mig ? Jeg vil være sammen med dig for evigt".  Han prøvede at fokusere på hende, men hans øjne svømmede.
 Hun klappede ham blidt på hånden. "Selvfølgelig skat, jeg har jo alligevel ikke et sted at bo, men jeg synes du skal sove lidt nu, så kan vi snakke om det senere ikke ?"
 "Okay Ami, så venter jeg med at fri til dig". Han lukkede øjnene, sukkede dybt og efter få sekunder sov han.
 Amelia følte et sug i maven, nej det måtte være alt den smertestillende medicin der fik ham til at sige det, han ville nok ikke kunne huske det når han vågnede igen.
 Døren gik op og en alvorligt udseedet læge kom ind, Luke fløj op fra stolen. "Det er Tom er det ikke ? Er han... ."
 
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...