Muligvis for sent (Ami bog 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2016
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Færdig
(Bog 3 om Ami, læs bog 1 Bare et øjeblik og bog 2 måske for evigt først) Ami er stukket af til Danmark da hendes ex afpresser hende, hun vil ikke blande Zachary ind i det og derfor har hun forladt ham. Men en uventet helt dukker op og redder dagen, så hun igen kan vende tilbage til sin karriere og Zachary, men kan han tilgive at hun igen forlod ham ? Og hvad når katastrofen rammer film byen ? Er de alle okay og får de nogensinde lov at være lykkelige ?

3Likes
0Kommentarer
3145Visninger
AA

13. "Bliv ved med at tro på det"


 De stoppede og drak noget vand og spiste lidt, da de havde gået i to timer, ikke at de havde lyst til mad og det smagte heller ikke videre spændende, men de havde brug for energien.
 "Det bliver værre og værre jo længere vi kommer". Zachary sad og så frem for sig, men hans øjne var ufocuserede.
 Tom lagde en hånd på hans skulder. "Hun er stærk Zac, hun er okay, bliv ved med at tro på det".
 Tom vidste ikke hvor meget han selv troede på det, men han kunne se at Zachary havde brug for at han troede på det, hvis han skulle holde modet oppe.
 "Tak Tom, tak fordi du gør det her og fordi du prøver at holde mit mod oppe". Han smilte svagt til ham.
 Tom så på ham. "Du behøver ikke at takke, jeg ved du ville have gjort nøjagtig det samme for mig, ja for alle der spurgte faktisk, du er der altid for andre, det er helt okay at være den der har brug for hjælp".
 "Skal vi se at komme videre ?" Zachary hoppede op at stå og tørrede hurtigt en tårer væk fra sin kind, inden han begyndte at gå.
 Tom faldt ind i hans tempo ved siden af ham og de gik videre et stykke tid i stilhed, der var ikke rigtig brug for at sige noget.
 Det blev sværere at komme frem, flere steder måtte de kravle over dele af mure og andre ting fra sammenstyrtede huse.
 Efterhånden lignede de begge noget der var løgn, de var møg beskidte og deres tøj var revet og hullet, da de ikke kunne undgå at hænge fast ind imellem.
 "Åh shit". De var på vej over hvad havde været en etage ejendom, som lå på tværs af vejen og Toms fod gled.
 Zachary greb fat i det eneste han kunne nå, linningen på Toms cowboybukser, og Tom røg bagover og satte sig ned, frem for at falder et par meter forover ned mellem murbrokkerne.
 Tom hev efter vejret, hans puls racede der ud af og hans stemme rystede lidt. "Tak Zac, godt du har hurtige reflekser".
 "Ikke noget at snakke om". Svarede han, men Tom kunne høre der var noget galt, han lød som om han havde ondt.
 Han vendte sig og så op på ham, Zachary stod og maserede sin skulder, hans ansigt talte tydeligt om at det gjorde ondt. "Zac hvad skete der ? Er du kommet noget til ?"
 "Du er sku tungere end du ser ud til Hiddles, jeg forstrakte vist noget i min skulder". Han bevægede armen og skar et ansigt.
 Tom rejste sig og mærkede på hans skulder, heldigvis virkede det som om det bare var en forstrækning. "Undskyld Zac, det var ikke meningen du skulle komme til skade.
 "Stop Tom, hvad skulle jeg have gjort ? Ladet dig falde ? Du gjorde det ikke med vilje, så lad være med at undskylde, jeg skal bare lige have den i gang igen". Svarede Zachary.
 Tom sukkede, selvfølgelig havde Zachary gjort det rigtige, han kunne let have brækket noget eller værrer hvis han var faldet ned. "Lad os bare komme videre, det begynder at blive mørkt".
 Det var lidt creepy at gå gennem den ødelagte by, de så meget sjældent andre mennesker, ikke levende i hvert fald, det var lidt som at være i en spøgelses by.
 Pludseligt begyndte det at rumle igen og inden de kunne nå overveje hvad de skulle gøre, ramte det næste efter skælv og de blev begge kastet til jorden, Zachary ømmede sig da han landede på skulderen.
 Det var et voldsomt efter skælv og til hans store skræk så Zachary en af de stadig stående bygninger give efter og styrte sammen, den faldt i deres retning og de havde ingen mulighed for at komme væk.
 
 Amelia prøvede at regne ud hvor langt tid der var gået, var det aften nu eller var der gået langt kortere tid end det føltes som om ?
 Hendes hals skreg efter vand og hendes krop skreg på at kunne bevæge sig, hun var stiv og øm over alt.
 Det eneste der gjorde at hun ikke faldt helt fra hinanden var tanken om Zachary, han var nød til at være okay, hun ville ikke, kunne ikke leve hvis han ikke var.
 Hun døsede lidt, hun var udmattet, men hun turde ikke sove rigtigt, af frygt for ikke at vågne igen.
 Hun syntes lige hun hørte stemme udenfor, men så hørte hun den dybe rumlen igen og jorden rystede endnu en gang, voldsomt og længe, hun hørte noget give sig lige over hende.
 Det lød som om sten der gled mod sten og så følte hun pludseligt hvad der føltes som et slag i hovedet, hun følte hun sank nedaf og så blev alt sort igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...