Against Fate (Oneshot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 9 sep. 2016
  • Status: Færdig
Der var ikke nogen, der havde satset på det. Ikke engang dem selv. Faktisk havde de begge lært at hade hinanden. Men kærlighed er mægtigere end had, så måske prinsen får tøsen alligevel?

1Likes
2Kommentarer
102Visninger
AA

1. ~Imod skæbnen~

Scorpius Malfoy var en fin dreng. Nogen ville kalde ham en ung mand, men hans mor mente stadig han var hendes lille Scorpy, og det ville han nok altid være. 

Scorpius var vokset op i et palæ, hvor han blev forkælet, så meget som det var hans forældre muligt. Han så ned på folk, og havde lært meget hurtigt, at han var mere værd en alle de andre børn på hans alder. 

Rose Weasley var en rodet pige. Hun havde ikke helt styr på sit liv, men hun tog tingene som de kom, og havde i en tidlig alder lært at slå fra sig. Hun var ikke så piget som alle de andre af hendes veninder, men hun var ligeglad.

Rose voksede op i et lille hus på landet. Selvom hendes mor og far havde råd til et større, kunne de godt lide at være tæt på hinanden. 

Da Scorpius første gang mødte Rose, var der ikke andet end foragt og had mellem dem. De kunne ikke se på hinanden uden at komme med en bemærkning eller et højlydt fnys. Scorpius mindede tit Rose om, at hendes mor var mudderblods, og hendes var var blodsforræder, og Rose mindede tit Scorpius om, at hans var var den dødsgardist der havde fået besked på at dræbe Albus Dumbledore. 

Hvis de nogensinde havde fag sammen, sørgede de for at sætte sig så langt fra hinanden, som det var dem muligt. 

Der var dengang på 2. år, hvor en lærer prøvede at lave faste pladser, og fik lavet den fejl, at sætte Rose og Scorpius ved siden af hinanden, og de endte begge to på hospitalsfløjen i en uge hver. Rose havde aldrig haft så ondt i øret, og Scorpius var slet ikke klar over, at en simpel besværgelse kunne gøre ondt på så mange steder på en gang.

Et andet tidspunkt var på deres 3. år, da Scorpius mobbede en 1. års elev, og Rose så det. Der gik ikke mere end et par minutter, før de tumlede rundt, og Scorpius fik et ar på næsen, som han ville bære til den dag han døde, i følge madam Pomfrey. 

På 4. år havde de fået besked på, ikke at tale til hinanden, medmindre det var i timerne eller aller højst nødvendigt.

Dette var alt sammen indtil deres eliksirmester blev syg på deres 6. år, og de skulle have vikar. 

Vikaren var en ung mand, kaldet Professor T. K. Lockwork. Han var eftersigende en fantastisk eliksirmester, men han kendte ikke eleverne, og han havde aldrig før gået på Hogwarts, så han var ikke bekendt med den indre krig mellem Gryffindor og Slytherin. 

Da Professor Lockwork mødte op til sin første time med Rose og Scorpius, havde han lavet par, med en dreng og en pige i hver, og til alle elevernes store fortrydelse, en Gryffindor og en Slytherin i hver. 

Måske var det en tilfældighed, måske ikke, da Professor Lockwork råbte: "Mr Malfoy, og Miss Weasley, hvis I vil være så venlige." Det ville de helst ikke. Faktisk var der ingen af eleverne, der var tilfredse med løsningen. Med et sidste blik på sin bedste veninde, Daisy, satte Rose sig over til sin nye partner.

De kiggede ikke på hinanden i lidt tid, og snakkede først endnu senere. "Weasley," sagde Scorpius, som om han følte sig bedre end hende. "Malfoy," svarede hun, som om han ikke var mere værd, end den myg hun havde smækket den morgen.

"I skal brygge en kærligheds eliksir, og komme med en lille potion til sidst. I har resten af timerne, husk at tjekke, om den lugter godt!" Rose sukkede højlydt og begyndte at finde sin bog frem. Scorpius rullede med øjnene og fandt siden om kærligheds eliksiren. Rose begyndte at skære og snitte i forskellige ting og dernæst smide dem i gryden. Selvom han ikke var meget for det, begyndte Scorpius at hjælpe. 

"Det kan ikke passe. Jeg kan ikke lugte noget som helst for din forfærdelige parfume!" Indvendte Scorpius. Rose fnyste højt. "Det ville være meget nemmere, hvis du ikke altid skulle bruge den hæslige deodorant!" Snerrede hun. 

"Så er der 15 minutter tilbage, alle sammen!" Råbte professor Lockwork. 

"Det er din skyld!" Sagde Rose rasende og rakte truende en knytnæve frem. Scorpius bakkede af gammel vane lidt væk; han skulle ikke være i nærheden af Rose Weasley's hænder, når hun blev vred. Alligevel råbte han tilbage: "Det var dig der syntes vi skulle snitte i stedet for at hakke, du kan bare ikke passe ind, kan du?" Rose sendte et knusende blik, og Scorpius gengældte det straks. 

Efter at bruge 10 minutter på at skændes om, hvor meget de ikke kan lugte noget som helst på grund af den andens hårprodukt/makeup/parfume osv, kommer professor Lockwork ned til dem. Han snuser til eliksiren og smiler. "Den er jo perfekt! Den dufter af mint, kaffe og nyvasket tøj, så jeg vil sige I har gjort det godt." Rose står med åben mund, og Scorpius' øjenbryn er helt oppe under hans hår. "Virkelig? For jeg kan ikke lugte andet end Scorpius' forfærdelige deodorant," siger Rose, da Scorpius kommer i tanker om noget; "Jeg har ikke deodorant på. Jeg løb tør i forgårs, og jeg har ikke fået købt noget nyt, det er kun din forfærdelige parfume, der holder dækker over den vidunderlige duft, jeg burde kunne dufte." Rose bider sig i læben. "Malfoy, jeg skulle skynde mig så meget i morges, at jeg ikke fik taget parfume på," siger hun tøvende. Professor Lockwork går smilende væk. 

"Weasley!" Råbte Scorpius efter hende på gangen. Hun var styrtet ud, det sekund de fik lov til at gå. Scorpius var løbet efter hende, men hun var hurtigere og hun løb langt væk.

Scorpius mistede håbet, da hun forsvandt om et hjørne, mens han ikke kiggede. Han gjorde, som han altid havde gjort, når han var usikker på et eller andet; han gik ned til søen. Hvad han ikke var klar over, var, at Rose gjorde det præcis samme.

"Weasley?" Sagde han stille. Hun sad var bredden med benene trukket op til brystet, armene rundt om, og hovedet ned mod knæene. Hun løftede hovedet, da hun hørte hans stemme. Hun havde tårer løbene ned ad kinderne. "E-er du okay?" Spurgte Scorpius forsigtigt. "Du skal ikke tale til mig," sagde hun irriteret og snøftede. "Bare hold dig væk, okay?" Scorpius så overrasket ud. "Undskyld, men hvorfor græder du?" Rose sendte et dræbende blik. "Du forstår ingenting, hold dig væk fra mig!" Men Scorpius lyttede ikke til hvad folk sagde, så han satte sig ved siden af hende. "Hvad er der galt, Weasley?" Hun snøftede. "Hvis du har tænkt dig at trøste mig, bliver du nødt til at kalde mig Rose," sagde hun. "Okay," svarede han. "Rose." Hun smilede en lille smule.

"Så hvad er der galt?" Spurgte han. Hun sukkede. "Hvis du ikke ved det, har jeg ikke tænkt mig at sige det," svarede hun. Han hævede øjenbrynene. "Seriøst?" Sagde han. "Jeg ignorer at du sagde det, og så vil jeg forsøge at gætte det." "Okay." "Du er ked af det-" "Godt opdaget." "Hold mund, jeg taler!" "Undskyld." "Fordi du har haft en dårlig dag?" "Nej, jeg har haft en fin dag." "Du er ked af det, fordi vi blev partnere i eliksir?" "Du nærmer dig noget nu, Malfoy." "Hvis jeg skal kalde dig Rose, skal du også kalde mig Scorpius." "Undskyld." "Så du er ked af det fordi vi skulle arbejde sammen i eliksir, og fordi vi fejlede?" "Vores eliksir var perfekt." "Nå ja. Hvorfor så?" "Jeg har givet dig svaret," sagde hun og kiggede forsigtigt op. "Hvad mener du?"

"Hvad skal en kærlighedseliksir dufte af, hvis den er lavet rigtigt?" Scorpius tænkte sig om i et par sekunder, da noget gik op for ham; "Den skal dufte af det, man elsker mest, er det ikke rigtigt?" Spurgte han. Hun bed sig i læben og nikkede. "Og hvad duftede den af for dig?" "Din parfume," sagde han tøvende. "Og hvad duftede den af for mig?" "Min deodorant... Som jeg ikke har på. Er du forelsket i mig, Rose Weasley?" "Jaa... Du løste gåden." "Gåden?" "Du fandt ud af, hvorfor jeg er ked af det, gå så!" "Nej, jeg- er du? Er du virkelig forelsket i mig?" "Det er ikke noget, jeg har vidst længe..." "Hvor længe?" "Et par timer..." Han smilede skævt. "Jeg er måske også forelsket i dig..." Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Og hvornår fandt du ud af det?" "Sådan for ti minutter siden." "Fantastisk, hvad gør vi så nu?" "Det ved jeg ikke, Rose." "Scorpius, vil du være min kæreste?" "Kæreste med en Slytherin? Mor bliver stolt..." Og så lænede han sig frem for at kysse hende.

Scorpius Malfoy var stadig en fin dreng. Hans mor var glad for, at hendes søn havde fået en kæreste. Selvom hun var en Weasley.

Rose Weasley var også stadig en rodet pige. Hun havde ikke helt styr på sit liv, men hun tog tingene som de kom, og nu havde hun da en til på sin side. Hun var ikke så piget som alle de andre af hendes veninder, men hun var ligeglad, for nu havde hun Scorpius.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...