Battlefield - One Direction Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2016
  • Opdateret: 1 dec. 2016
  • Status: Igang
Findes der noget bedre dække end det mest åbenlyse? Hvis du spørg 20-årige Harry Styles, så er svaret nej. Han er en berygtet lejemorder, hvis navn får folk til at skælve. Det samme gælder den 19-årige Kathleen, også kendt som, Kathy. Hun bliver sendt til Harrys lejlighed i London, som han deler med sin bedste ven og bandmedlem Louis. Hun skal nemlig gå undercover som Harrys kæreste, der er bare et problem. De kan overhovedet ikke udstå hinanden. Nu må de så samarbejde for, at få ram på en fælles fjende. Vil deres intriger stå i vejen for deres mission og kommer der problemer, når resten af bandet finder ud af hvem Kathleen og Harry i virkeligheden er?

84Likes
142Kommentarer
57172Visninger
AA

10. Kapitel 8

Frustreret smed Harry sin mobil fra sig og kørte hånden gennem hans krøllede hår. Månelyset var det eneste der oplyste værelset, som vi havde lejet på det her lille lorte hotel. Vi var tjekket ind på et lille hotel ude i midten af ingenting, for hvem i alverden ville tro, at Harry Styles befandt sig der?

“Vores lille udflugt er åbenbart ikke en hemmelighed længere,” sagde Harry med et tungt suk og jeg så lidt forskrækket på os.

“Har Vincent opdaget os?”

Harry nikkede svagt og fugtede hans perfekte læber.

“Han har givet os 3 dage til, at redde Will,” sagde Harry og jeg åndede tungt ud.

“Så han er ikke sur?” Spurgte jeg forsigtigt.

“Ork jov.” Harry smilede skævt. “Men han ved godt, at vi er Wills bedste chance.” Jeg  nikkede svagt og bevægede mig ud på badeværelset, hvor jeg fik børstet tænder.

“Men vi er stadig på bar bund.” halvråbte jeg med munden fuld af tandpasta.

“Jeg har tjekket alt på Jeremy Juan, men der er intet, som giver praj om hvor Will er.” Harry lød  frustreret, som aldrig før.

“Men navnet var måske falsk, så lad os tage det som udgangspunkt.” Jeg fik trukket en oversize trøje over hovedet og gik ind i soveværelset igen.

“Men så er vi stadig på bar bund.” Harry slog opgivende ud med armene. “Vi har absolut intet spor.” Automatisk gennemgik jeg den aften, hvor vi havde opsnappet Daniel Perez. Han havde ikke sagt noget usædvanligt, eller noget som der kunne bruges. Harry havde ret. Will var så godt, som død. Tanken stak mig hjertet. Will og jeg havde en lige så lang fortid, som mig og Harry. Will havde bare altid været min tætteste allierede. Når Harry ikke var omkring, så havde han beskyttet mig, taget ansvar for mig og hjulpet mig, som om jeg var hans søster. Utallige gange havde jeg kravlet ind i hans seng og grædt min øjne ud, fordi jeg havde mareridt om min mors mord. Da Harry slog op med mig og prøvede at slå mig ihjel, havde Will været den eneste der tog sig af det. Alle andre var pisse ligeglade og mente nok det var for det bedste, da lejemordere ikke burde have følelser. Will ville altid være den bror, som jeg aldrig fik. Okay måske skulle jeg ikke beskrive ham som en bror, for jeg havde gennem flere år, haft et crush på ham. Jeg havde også pjattet lidt rundt med ham efter det med Harry, men det havde ikke været seriøst. I hvert fald ikke fra min side. Men jeg havde jo altid set op til ham. Han var jo 5 år ældre end mig og da vi var mindre, fandt jeg ham yderst interessant. Og jeg ville lyve hvis jeg påstod, at han ikke stadig påvirkede mig. Will var bare en  af de personer, som gav et indtryk for livet og han ville altid have en speciel plads i mit hjerte.

Frustreret gennemgik jeg aftenen i min hjerne,  indtil det pludseligt slog mig.

 

Flashback

 

Liget af Daniel Perez hang tungt ovre Harrys skulder, skjult i en ligpose.

“Hvad gør vi med ham?” Spurgte jeg og kiggede utålmodigt på klokken. Jeg var efterhånden blevet ret træt.

“Brænder ham og smider asken i søen.” Harry kastede liget ned foran sig og  jeg trak nogle handsker på. Forsigtigt åbnede jeg ligposen og studerede Daniels ansigt, mens Harry fumlede med en lighter. Noget sort tittede frem under hans hvide skjorte og jeg knappede den langsomt op. Jeremy Juan stof der med skråskrift lige over brystkassen. Forundret lod jeg pegefingeren følge linjerne og så op på Harry.

“Enten så var han meget vild med Jeremy Juan, ellers så mærker Jeremy hans håndlangere, ligesom grise.” Jeg pegede på tatoveringen og Harry lavede et frastødt ansigt. Han smed lighteren på liget og jeg blev nødt til at flytte mig. Der gik ikke lang tid, før flammerne slikkede op af liget og røgen hang tungt omkring os.

“Han var en dårlig person,” mumlede jeg til mig selv og tog en dyb indånding. Selvom det var blevet nemmere med tiden, at tage en anden persons liv, så var det stadig en underlig følelse.

“Jeg ville knække hans nakke igen, hvis jeg fik muligheden,” sagde Harry, som nok havde mærket min uro, og stirrede følelsesløst på branden.

 

Flashback slut

 

Med et sprang jeg op og det gibbede lidt i Harry,  eftersom han også havde siddet i sine egne tanker.

“Der stod Jeremy Juan på Daniels brystkasse!” Jeg sprang over til sengen og hev Harrys laptop frem.  Harry nikkede bekræftende og kiggede nysgerrigt på mig.

“Havd hvis nu de havde byttet navn?” Jeg så ivrigt på Harry og hans ansigt lyset op.

“Antyder du det, som jeg tror du gør?” Spurgt han ivrigt.

“Ham vi rigtigt leder efter hedder Daniel Perez!” Udbrød jeg og Harry tog laptoppen fra mig, mens han tastede løs.

“Jeg har noget!” Udbrød han og jeg kiggede ham over skulderen. Nu havde vi en chance for, at redde Will. Det var det eneste der betød noget.

 

♡♡♡

Som solen var begyndt at stå op, var planen også langsomt ved at falde på plads. Vi ville dog først slå til i morgen, da vi var udmattet og havde brug for søvn. De sorte render under mine øjne ville ikke kunne dækkes, med alverdens concealer.

“Du kan bare tage sengen, så tager jeg gulvet,” mumlede Harry og så ikke engang op fra sin mobil.

“Okay.” Jeg gad ikke rigtigt diskutere det og jeg ville overhovedet ikke, dele seng med Harry.  Jeg puttede mig tæt under dynen og svævede  lige på grænsen til, at falde i søvn. Gulvbrædderne knirkede lidt og det gik op for mig, at Harry overhovedet ikke havde lagt sig til at sove. Sov han ikke særlig meget? Det ville i hvert fald forklare de sorte render, han altid havde og som han påstod var medfødte. Det var de ikke. Jeg havde aldrig set dem, før for  nyligt. Jeg rystede tankerne væk. Det  var  Harrys problem om han fik sovet nok,  det  var ikke mig ansvar.

“Hvor skal du hen?” Min nysgerrighed tog alligevel over og jeg trak dynen væk fra mit hovede.

“Rager sgu ikke dig.” Harry kiggede koldt på mig, men sukkede tungt, da jeg blev ved med at glo afventende på ham. “Jeg skrider ned og henter donuts okay, tilfreds?” Med de ord smækkede han døren bag sig og jeg sukkede bare af ham. Den dreng havde flere hormoner i kroppen, end en gravid kvinde. Langsomt med sikkert faldt jeg i søvn med et smil på læben, fordi jeg havde grinet svagt over min egen joke. Lamt.

Jeg vågnede dog med et spjæt, da Harry kom ind og smækkede døren højlydt bag sig. Han havde heldigvis en pakke donuts under armen, så jeg tilgav ham hurtigt for at vække mig.

“Skal du ikke sove lidt?” Spurgte jeg stille og tog en bid af min donut.

“Nah, så sover jeg sikkert ikke i nat..” Harry trak på skuldrenene og tog en tår af sin kaffe. Jeg fornemmede tydeligt hvordan han prøvede at skjule noget, men jeg lod det ligge. Jeg magtede simpelthen ikke, at skændes med ham.

 

🔽🔽🔽

Tror i det lykkedes dem, at redde Will? Tror i at Will stadig er i live? Og lige en lille side note. Over 100 på favorit. Jeg dør. Tusind tak til jer alle sammen <3

Næste kapitel kommer søndag morgen.

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...