Battlefield - One Direction Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2016
  • Opdateret: 1 dec. 2016
  • Status: Igang
Findes der noget bedre dække end det mest åbenlyse? Hvis du spørg 20-årige Harry Styles, så er svaret nej. Han er en berygtet lejemorder, hvis navn får folk til at skælve. Det samme gælder den 19-årige Kathleen, også kendt som, Kathy. Hun bliver sendt til Harrys lejlighed i London, som han deler med sin bedste ven og bandmedlem Louis. Hun skal nemlig gå undercover som Harrys kæreste, der er bare et problem. De kan overhovedet ikke udstå hinanden. Nu må de så samarbejde for, at få ram på en fælles fjende. Vil deres intriger stå i vejen for deres mission og kommer der problemer, når resten af bandet finder ud af hvem Kathleen og Harry i virkeligheden er?

84Likes
142Kommentarer
57172Visninger
AA

7. Kapitel 5

En ting var at arbejde med Harry, men at bo med ham var et helvede. Heldigvis var Louis der også. Hans tilstedeværelse var den eneste grund til, at mig og Harry  endnu ikke havde slået hinanden ihjel.

“Fuck nu af,” mumlede jeg irriteret og skubbede mig forbi Harry, så jeg kunne komme ind i stuen.

“Skrid ad helvedes til!” Hvæsede han lavt tilbage og jeg smilede charmerende til ham, da jeg mærkede Louis’ blik på os.

“Been there.. Djævelen blev skræmt og smed mig ud igen,” hviskede jeg og sendte ham et falsk smil, før jeg smed mig i sofaen.

“Dig og dine fucking djævle jokes.” Harry rystede opgivende på hovedet og grinede, men jeg kunne godt høre hånen bag den.  Jeg hadede at skulle spille sød overfor Harry. Jeg hadede ham som pesten og det var ikke engang en overdrivelse.  Harry smed sig i sofaen ved siden af mig og lagde armen om mig, så jeg ikke kunne undgå at skære ansigt.

“Hvad laver du?” Hviskede jeg, “Fjern din fede arm fra mig.”

“Det skal jo ligne at vi elsker hinanden,” hviskede han frastødt tilbage.

“Men det gør vi ikke!” Jeg vrængede ansigt. “Hvis jeg var i samme rum som Bin Laden, Hitler og dig, og kun kunne skyde en, så ville jeg skyde dig!”

“I lige måde.” Den måde Harry sagde det på, fik det til at lyde som om han morede sig. “Men jeg vil rent faktisk gerne klare det her job, så hvis du ikke snart tager sig sammen, klager jeg til Vincent over din manglende engagement.”  Jeg sank en klump  og puttede mig modvilligt ind til Harry. Det var egentligt ret underligt, at han ikke kaldte Vincent for far. Random tanke.  

“Drengene kommer om lidt og så tager vi i parken,” sagde Louis glad uden at se op fra sin mobil.

“Er det nu klogt?” Spurgte jeg forsigtigt og endelig kiggede Louis op og sendte mig et beroligende smil.

“Det kommer jo ud før eller siden.”

Det kunne han selvfølgelig have ret i, men jeg var alligevel nervøs. Det kunne gå galt på så mange måder. Jeg kunne risikere at blive genkendt, som lejemorder. Tja jeg var ikke helt ukendt indenfor branchen, da det var ret usædvanligt med en kvindelig lejemorder. Der var selvfølgelig nogle andre, men ikke særlig mange. Og jeg var ikke just begejstret for, at skulle ‘hygge’ mig med Harry i offentligheden. Jeg brød mig ikke om at lade som om, at jeg kunne lide ham herhjemme og da slet ikke midt ude mellem folk.  

“Okay, så smutter jeg i bad,” mumlede jeg og sendte Harry et frækt og lidt flabet smil. “Vil du med?” Louis kvalte et grin og Harry spærrede hurtigt øjnene op, men smilede så flabet.

“Tja, når nu du selv tilbyder det.”

“Det var en joke!” Skyndte jeg mig at tilføje og smuttede ret omtumlet ud fra stuen. Det var ikke lige det svar, som jeg havde regnet med.  Jeg havde troet, at det ville irritere ham som pesten.  


 

♡♡♡

 

Det  var med tungt hjerte at jeg steg ud af badet. Det varme vand havde, for en stund, vasket alle frustrationerne væk.  Men eftersom Harry bankede utålmodigt på badeværelsesdøren, måtte jeg hellere hoppe ud.

“Det var fandme på tide!” Vrissede han og klemte sig forbi mig. Jeg rullede bare øjne af ham og gik ind på mit værelse, hvor jeg smed lidt makeup på. Der var helt sikkert paparazzier og jeg var jo en pige. Jeg kunne godt lide at se godt ud, når jeg gik ud og specielt når folk tog billeder af mig.  

“Kom nu!” Råbte Louis utålmodigt og legede lidt med hans nøgler.

“Harry er fandme langsomt,” klagede jeg og Louis gjorde sig enig.

“Det kan man vist rolig sige.”

“Chill. jeg er lige her.” Harry kom gående ud og hans våde hår faldt ned i hans øjne, mens han fumlede med knapperne på hans skjorte. Det gav som altid et sug i min mave, når jeg kiggede ind i Harrys øjne. Det irriterede mig næsten lige så meget, som han selv gjorde. Heldigvis havde jeg efterhånden lært at leve med min tiltrækning til Harry. Han var en nar, men han var en lækker nar. Egentligt utroligt så meget han havde ændret sig - og ikke til det bedre.

“Endelig,” sagde jeg med et suk og skyndte mig efter Louis, så jeg ikke behøvede at glo på Harrys overkrop.

“Du burde nok tage solbriller på,” mumlede Louis og jeg kiggede undrende på ham. “Paparazzier,” forklarede han kort og smilede. Jeg nikkede forstående og trak mine Ray Ban solbriller ned over mine øjne. Det gibbede lidt i mig, da jeg mærkede en hånd på mit hofte og jeg kiggede irriteret op på Harry.

“Spil med og hold blikket mod jorden,” sagde han kort og førte mig ud af lejlighedskomplekset. Lyset ramte mig øjeblikkeligt, sammen de mange råb. 2 store mænd stod og kæmpede med paparazzierne, mens 1 anden førte os ind i en sort bil.

“Det er jo sindssygt!”Udbrød jeg og kunne ikke andet, end at være irriteret.

“Velkommen til vores verden,” sagde Harry med et grin og tilføjede så mere alvorligt. “Man vænner sig til det.”

“Det tror jeg nu ikke, at jeg gør,” mumlede jeg og kiggede ud af vinduet, hvor der også stod en masse tøser og skreg.

“De venter på os inde i parken.” Louis kiggede op fra sin mobil og Harry nikkede svagt. Aldrig i mit  liv havde det været så dejligt, at være i parken. Jeg havde ikke været i parken i 5 år.

Det bragte virkelig minder tilbage.

 

Flashback

 

“Harry din spade!” Råbte jeg grinende, mens Harry hoppede rundt i springvandet.

“Kom nu i!” Råbte han tilbage og slog armene ud.

“Aldrig i livet!” Jeg grinede af ham, men hvinede højt, da han plaskede vand på mig.

“Harry!” Jeg så ned af mit våde tøj. “Din far slår os ihjel. Vi må slet ikke være her”

“Kom nu! Lev en smule.” Han rakte hånden hen til mig og jeg tog den tøvende. Den var varm og en smule ru. Harry trak mig med op i springvandet og jeg gøs, da vandet dækkede mine ankler. Det var koldere end jeg havde forventet. Jeg smilede drillende til Harry noget vand på ham, så han hvinede som et tøs.

“Det skal du få betalt!” Med et havde han fejet benene væk under mig, præcis som første gang jeg så ham, og jeg sad nu i vand til brystet.

“Det var ikke fair!” Udbrød jeg og stak underlæben ud.

“Undskyld,” sagde han, men han mente det ikke og rakte en hånd ned til mig. Jeg kiggede bare udspekuleret på hans udrakte hånd og trak ham med ned.

“Kathy!” Udbrød han bebrejdende, men det trak alligevel i hans mundvige. Fnisende greb jeg fat of hans trøje og trak ham hen til mig. Han smilede smørret og lod sine læber omslutte mine. Så bløde. En smule kolde, men stadig helt perfekte.

“Harry!” Skældte en person pludselig og Harry kom straks på benene.

“Vincent jeg-” Vincent afbrød mig ved, at sende mig et kort og hårdt blik. Jeg sank en klump og kom klodset på benene.

“Harry du kom ikke til træning.”

“Nej jeg tænke, at jeg ville vise Kathy parken..” Harry tøvede. “Hun havde aldrig været her.”

“Og det var værd at misse træning for en pige? Harry du har kun et års træning tilbage.”  

“Undskyld far. Det skal ikke ske igen.” Harry slog blikket i jorden.

“Nej det skal det ikke!” Vincent sendte mig et kort og advarende blik, der næsten fik mig til at skide i bukserne. Med tunge skridt fulgte mig og Harry efter ham. Harry kiggede knap nok på mig, men gik langsomt så vi gik ved siden af hinanden. Diskret fangede hans hånd, min hånd og gav den et kort klem.

 

flashback slut

 

“Kæft hun er lang væk.” En hånd viftede foran mit ansigt og Louis grinede ad mig. “Jorden kalder Kathy.”

“Sorry.” Jeg smilede undskyldende og ruskede mentalt i mig selv. Jeg blev simpelthen nødt til, at lade fortid være fortid. Harry hjalp mig modvilligt ud af bilen og lagde armen om mit liv.

“Det her bringer minder tilbage ikke?” Sagde han pludseligt lavt og kiggede ned på mig.

“Ja.” Jeg rystede hans arm væk og gik hurtigere. “Ikke ligefrem gode minder.” Jeg sank en klump og spejdede efter de andre drenge, mens jeg prøvede at ignorere Harrys blik på mig. Det var jo en stor løgn. Det bragte dejlige minder tilbage. Jeg havde aldrig været så lykkelig i hele mit liv, som da jeg var 13 og min eneste frygt var at miste Harry.

 

🔽🔽🔽

Så fik i lige endnu et brustykke af Harry og Kathleens fortid xD Smid meget gerne en kommentar med både ris og ros. Og så må i da også gerne lige smide et like! <3

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...