Battlefield - One Direction Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2016
  • Opdateret: 1 dec. 2016
  • Status: Igang
Findes der noget bedre dække end det mest åbenlyse? Hvis du spørg 20-årige Harry Styles, så er svaret nej. Han er en berygtet lejemorder, hvis navn får folk til at skælve. Det samme gælder den 19-årige Kathleen, også kendt som, Kathy. Hun bliver sendt til Harrys lejlighed i London, som han deler med sin bedste ven og bandmedlem Louis. Hun skal nemlig gå undercover som Harrys kæreste, der er bare et problem. De kan overhovedet ikke udstå hinanden. Nu må de så samarbejde for, at få ram på en fælles fjende. Vil deres intriger stå i vejen for deres mission og kommer der problemer, når resten af bandet finder ud af hvem Kathleen og Harry i virkeligheden er?

84Likes
142Kommentarer
56172Visninger
AA

6. Kapitel 4

Frustreret ræsede jeg ned gennem træningssalen  og stoppede ikke engang for, at hilse på mine venner. Eller nok rettere træningspartnere. Nu havde Vincent fandme tilkaldt mig og Harry, men Harry var taget afsted fra lejligheden tidligere. Det var helt underligt, nu at gå gennem den store hal, når jeg vidste at jeg ikke boede her. Hovedkvarteret lå godt skjult under jorden og på trods af mine mange år, så  havde jeg endnu ikke set over halvdelen af det. Instituttet, som Vincent kaldte det, var gigantisk. Egentlig havde jeg kun set indersiden af sit værelse, gangene og så selvfølgelig træningshallen, som jeg havde levet i. Nå jo og så lige Wills værelse. William Styles - Harrys storebror, selvom de ikke kunne være mere forskellige. Will var blid og hensynsfuld, hvor Harry var den største idiot, der kunne gå på to ben. Apropo William, så løb han mig i møde. Hans arme viklede sig rundt om mig og jeg kunne ikke andet end, at smelte i hans favn.

“William.” Jeg gispede hans navn, fordi jeg ikke kunne få luft, men jeg havde på ingen måder lyst til, at få ham til at give slip på mig.

“Kathleen.” Han trak sig fra mig. “Hvad laver du her?”

“Din far har sendt bud efter mig og Harry.”

“Aha.” Will fik et tænktsomt ansigtsudtryk. “Ja han er ikke begejstret.”

“Hvorfor?” Spurgte jeg undrende. Vi havde da skaffet ham de informationer, som han havde bedt om.

“Det må  du hellere høre fra ham.” Will trådte til side og sendte mig et opmuntrende blik. Med tunge skridt fortsatte jeg min tur og lænede mig udmattet op ad elevatordøren. Hold dog op, hvor var jeg træt. Jeg havde endnu ikke haft mulighed for at sove, efter gårsdagens job og klokken var efterhånden 12 om aftenen.

“Kathleen..” Udbrød Vincent med falsk begejstring og drejede sig en halv omgang i hans store lænestol. “Hvor dejligt at du kunne beære os med dit selskab.”

En hånlig lyd kom fra Harry, som stod ovre ved vinduet.

“Hvad sker der?” Spurgte jeg bare og ignorerede Harrys blik på mig.

“Jeremy Juan..” Sagde Vincent blot og legede med kniven i hans hånd.

“Han befinder sig i Miami,” sagde jeg roligt. Harry sukkede tungt.

“Nope,” mumlede Harry og jeg så undrende på dem. De lignede hinanden meget. De skarpe ansigtstræk, de brune hår og ikke mindst de grønne øjne.

“Der befinder sig en Jeremy Juan i Miami..” Vincent så frustreret ud. “Men det er ikke ham, navnet var falskt.” Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. Var navnet falsk?

“Hvorfor er  det egentlig så vigtigt, at finde ham?” Spurgte Harry med et suk og Vincent så tålmodigt sin yngste søn.

“Det får i at vide når tiden er inde. Smut så af med jer. Jeg får Dominic til, at sende jer yderligere informationer.” Vincent vinkede os væk og vi blev eskorteret ud fra hans kontor, af hans livvagt.

“Forhelvede,” bandede Harry og jeg så hånligt på  ham.

“Du kan bare ikke klare, ikke at have styr på alt.”

“Hold kæft, eller jeg skyder dig.. igen.”

“Puha er du altid så sur?” Jeg så drillende på ham, på trods af at hans ord skræmte mig.

“Er du altid så dum? Eller er idag en særlig lejlighed?” Harry så irriteret af mig og jeg smilede bredt. Hans irritation var ikke til andet, end glæde for mig.

“Will!” Råbte jeg højt og  Will stoppede sin træning, og løb hen til os. Han var i færd med at skyde efter en bevægende målskive.

“Kathy.” Han smilede til mig og vendte så opmærksomheden mod hans bror. “Hey H.”

“Hey W.”  Harry udstødte et irriteret grynt over, at min arm snittede hans. Jeg trak mig lidt væk og betragtede dem. Harry så, som altid, muggen ud, mens Will smilede stort. Det var egenlitgt ret sjovt med de to. William var den eneste der aldrig tog Harrys dårlige humør alvorligt og selvom Harry prøvede at skjule det, så trak det svagt i hans mundvige når han snakkede med Will.

“Harry let så røven!” Råbte jeg og Harry så en øjeblik ud som om, han han overvejede at myrde mig.  Det gjorde han sikkert også. Han sad sikkert oppe om natten og planlagde hvordan han ville slå mig ihjel, når vi var færdige med missionen. Ufrivilligt kom jeg til at tænke tilbage på dengang, hvor Harry var min bedste ven. Han havde virkelig hjulpet mig - lige indtil han prøvede at slå mig ihjel.

 

Flashback

 

Knuden i mit bryst voksede sig kun større og større for hver kniv, der ramte forbi målskiven og satte sig i trævæggen. Vincent så på mig med skuffelse og jeg vidste intet værre, end at skuffe ham. Jeg følte lidt at jeg skyldte ham, at være fantastisk. Han havde jo trodsalt givet mig et hjem.  2 år. 2 år havde jeg været her nu og jeg stank stadig til knivkast, selvom jeg trænede intenst. Jeg bed mig nervøst i læben og fulgte Vincent med blikket. Han sukkede tungt og gned sig i øjnene, hvorefter han satte kurs mod sit kontor. Jeg vidste godt hvad han tænkte. Jeg var håbløs.

“Du stinker.” Lød det pludseligt bag mig og jeg lod et svagt grin flyve over mine læber, før jeg igen blev alvorlig.

“Jeg kan simpelthen ikke ramme!” Jeg samlede endnu en kniv op og gjorde klar til at kaste, men pludseligt greb et par hænder om mine arme bagfra.  

“Du skal løfte albuen mere.. Se sådan her.” Harry fløjlsbløde stemme gjorde mig helt slap i kroppen, mens han hænder rettede på mine arme.  

“Kast,”  beordrede han, nærmest hviskende og hårene rejste sig på mine arme. Jeg måtte tvinge mig selv til at fokusere og kastede kniven efter målskiven. Den ramte. En særlig glædesfølelse fløj op igennem mig og begejstret vendte jeg mig om mod Harry.

“Jeg gjorde det!”

“Ja du gjorde.” Harrys grønne øjne lyste roligt og han smilede sit velkendte, forførende smil.

“Tak Harry.” Jeg smilede til ham og kunne ikke lade være med, at føle mig heldig over at han var min bedste ven.

“Måske skulle jeg begynde at træne med dig lidt oftere.” Harry så tænksom ud. “Jeg vil ikke have at min far smider dig ud.”

“Tusind tak Harry!” Hvinede jeg og Harry grinede bare, og blinkede til mig, så farven steg op i mine kinder.

 

Flashback slut

 

Tænk at Harry og jeg havde været venner engang. Og ikke bare venner, men bedste venner. Harry og jeg havde været de eneste børn på instituttet. William var på daværende tidspunkt 15 år, så han var optaget af forskellige missioner. Vincent havde af en eller anden grund en regel med, at man skulle være 15 før man måtte tage på missioner og få jobs. Og så skulle man have gennemgået flere års træning. Jeg var nok aldrig nået så langt hvis det ikke havde været for Harry og selvom jeg hadede ham nu, så var jeg stadig taknemmelig for hans hjælp.

 

🔽🔽🔽

Så   kom der lige endnu et kapitel og endda med et flashback. Efterhånden som vi kommer længere ind i historien, vil der komme flashbacks, som fortæller om  Harry og Kathleens mange år sammen og forklare hvad der gik galt mellem dem. Altså hvorfor han prøvede at slå hende ihjel. Hvad synes i indtil videre? Jeg bruger ret meget writing promts, eftersom det var sådan nogle der gav mit ideen til historien. Eller ikke selve ideen for jeg havde leget lidt med ideen i lang tid, men det var writing promts der lige gav mig det sidste skub.

Husk at smide et like og sætte den på favorit, hvis du vil have en notifikation når jeg smider et nyt kapitel op. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...