Battlefield - One Direction Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2016
  • Opdateret: 19 jan. 2017
  • Status: Igang
Findes der noget bedre dække end det mest åbenlyse? Hvis du spørg 20-årige Harry Styles, så er svaret nej. Han er en berygtet lejemorder, hvis navn får folk til at skælve. Det samme gælder den 19-årige Kathleen, også kendt som, Kathy. Hun bliver sendt til Harrys lejlighed i London, som han deler med sin bedste ven og bandmedlem Louis. Hun skal nemlig gå undercover som Harrys kæreste, der er bare et problem. De kan overhovedet ikke udstå hinanden. Nu må de så samarbejde for, at få ram på en fælles fjende. Vil deres intriger stå i vejen for deres mission og kommer der problemer, når resten af bandet finder ud af hvem Kathleen og Harry i virkeligheden er?

96Likes
163Kommentarer
98361Visninger
AA

33. Kapitel 30

Det var nu eller aldrig. Med knive og pistoler fastspændt til alle dele af min krop, fulgte jeg efter Perez, med Harry ved min side. Når aftenen var omme ville det hele være afgjort og Harry og jeg ville, enten være døde eller sejrene.Hvor besynderligt. Lige pludselig at have noget at miste.Jeg havde da prøvet at holde af nogen før. Jeg holdte meget af Will. Jeg elskede Will. Tanken om hans navn var som et brændemærke, så jeg skubbede hurtigt tanken væk. Men det med Harry var anderledes. Jeg betragtede Harry med et smil og priste mig lykkelig for, at vi fandt ud af det hele sammen, uanset aftenens resultat. Aftenluften kølede mod mine bare arme og  mine støvler bankede mod cementen.

“Vincent har overflyttet instituttet til Nordirland,” forklarede Daniel Perez. “Vi tager den østlige vej ind, vi har en mand derinde som lukker os ind.”

“Spioner,” mumlede Harry. “Selvfølgelig.” Perez ignorerede ham og fortsatte.  

“Jeg har 137 mænd, som vil snige sig ind ved hjælp af skaktene.” En høj lyd afbrød ham og jeg gispede, da vi trådte ud på taget en en skyskraber. “Og vi flyver ved hjælp af helikopter.” Luften hvirvlede omkring os og jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde smidt mit hår op  i en hestehale. Jeg havde et fast greb i en stålstang  inde i helikopteren, hele turen til Irland. Jeg stolede ikke på, at vi ville nå derhen  i live. Til trods for, at vi var på vej til at nedlægge Vincents institut, var jeg stadig usikker på Daniel Perez. Jeg troede på hvad han sagde, men hvad med bagefter? Vi vidste for meget? Ville han skaffe sig af med os, når kampen var færdig. Eller ville han overholde aftalen, og lade mig og Harry leve normalt videre. Eller så normalt, som Harry Styles kan have det. Hvad jeg skulle tage mig til, var et mysterie. Hvad skulle jeg gøre, når jeg ikke længere kunne være lejemorder?  Vi stoppede op foran helikopteren, mens piloten pillede ved nogen ting.

“Du er usædvanligt stille,” bemærkede Harry og tog min hånd.

“Jeg tænkte bare på. hvad der sker nu.” Jeg gav hans hånd et klem og vristede mig fri. “Det er lidt forvirrende, og hvad skal jeg tage mig til bagefter?”

“Jeg kan sagtens forsørge dig,” sagde Harry roligt og gik om mig bag, hvorefter  han lagde armene om mig.

“Så jeg skal simpelthen være en husmor, som smiler sødt og passer unger?” Jeg lo og rystede på hovedet. “Det duer jeg ikke til.”

“Vi finder ud af det,” sagde han og kyssede mig i nakken. “Lige nu skal vi bare overleve.”

“Lov mig, at du i hvert fald overlever,” sagde jeg og vendte mig om i hans favn. “Jeg kan godt dø lykkelig, hvis du overlever.”

“Næ nej.” Han rystede på hovedet. “Så nemt slipper du ikke for mig. Vi overlever begge.”

“Bare rolig. For engangs skyld har jeg noget, der er værd at kæmpe for.” Jeg smilede selvsikkert. “Det klarer vi nemt.”

“Forsigtig,” advarede Perez. “Bare fordi vi fører, betyder det  ikke at vi har vundet.” Hans ord sendte kuldegysninger, ned langs min rygrad. “Lad os komme afsted.”

 

♡♡♡

 

Det var mere nervepirrende, end normalt. Måske  fordi det var vigtigere, end normalt. Så mange ting kunne gå galt. Hvad nu hvis drengen, som skulle lukke os ind, forrådte os. Hvis Vincent allerede vidste at vi var her, kunne det koste os livet. Vi havde brug for et overraskelsesmoment. Jeg åndede lettet op, da en ung blond mand, skubbede døren op. Han virkede os ind og 2 af Daniels mand gik først. Selv blev jeg i tvivl om, Daniel havde planer om at gå med ind.

“Jeg ville ikke gå glip af det,” sagde han mørkt, da jeg spurgte ham.  Noget sagde mig, at der lå meget mere bag Vincent og Daniels historie, end deres mafia kamp. Jeg spurgte dog ikke ind til det. Det var overhovedet ikke tiden! Jeg måtte tvinge mig selv til at fokusere, ellers kunne det hurtigt koste mig livet. Dette institut var endnu mere forvirrende, end det andet og jeg blev helt ør i hovedet af den tunge luft. Perez mænd kom væltende ned fra skakterne og snart vrimlede det med Vincents mænd også. De havde selvfølgelig sæt os på overvågningskameraerne, men de var stadig ikke forberedt. De havde knap nok fået deres skudsikre veste på og de  så fuldkommen overrumplet ud. Jeg fik helt ondt af dem. De troede jo, at de kæmpede for den rigtige side - præcis ligesom Harry og jeg havde troet, indtil for nylig.

“Kathleen!” Harry rev fat i mig og trak mig ned på gulvet. “For fanden.” Jeg så forvirret på ham, men det gik hurtigt op for mig, at jeg næsten var blevet ramt af en kugle.

“Lad os finde Vincent,” sagde jeg hurtigt  og hurtigt sneg, Harry og jeg os væk. Jeg trak min pistol og nikkede mod en dør.

“Tjek derinde, så tjekker jeg herinde.” Harry nikkede stift og jeg fortsatte ned til den anden dør. Jeg tog en dyb indånding og sparkede døren op. Den sprang op med et brag. Fuck. Jeg havde lidt håbet på, at Vincent ville være i  Harrys rum.

“Well well.  Hej Darling.” Vincent så ikke engang på mig og jeg kiggede forvirret rundt i rummet. Vi var alene. Ingen vagter. Det gjorde mig ærligt talt bare mistænksom. Han stod med ryggen til mig og kiggede ud af et stort vindue, omme bag hans skrivebord.

“Vincent,” hilste jeg koldt og endelig vendte han sig mod mig.

“Sænk pistolen, Darling. Den for du ikke brug for.” Han smilede sit klamme ondskabsfulde smil.

“Jo, når jeg skyder dig i hovedet,” hvæsede jeg og holdte et fast tag, om pistolen.

“Skyder mig?” Han lagde hovedet lidt på skrå og satte en trist facade på. “Efter alt, hvad jeg har gjort for dig? Jeg er grunden til, at du er i live.”

“Nej!” Sagde jeg hidsigt. “Jeg er i live, fordi jeg er en fighter.” Det lød bedre i mit hovede, men nu var det sagt.

“Tror du at du er i live, fordi du kan slås?” Han fnøs og gik lidt hen imod mig. “Du er i live, fordi jeg reddede dig. Jeg har reddet dig”

“Nej.” Jeg rystede på hovedet, men det var jo nytteløst. Uanset hvordan jeg vendte og drejede det, så havde han jo reddet mig. Uden at jeg havde lagt mærke til det,  havde jeg sænket min pistol. “Jeg slåt dig ihjel” Jeg hævede den igen, med et ryk.

“Du kan ikke slå mig ihjel,” sagde han lavt. “Selv hvis du ville, så ville du tøve.. Igen.” Han bevægede sig, med lange skridt, hen mod mig og jeg strammede grebet om min pistol. Men jeg kunne ikke. Jeg tøvede. Han havde reddet mig. Opdraget mig. Mentalt skældte jeg på mig selv.

“Jeg tog dig til mig, da dine forældre ikke gad have dig.”

“Hold mund. Mine forældre blev myrdet!” Skreg jeg og mærkede tårerne prikke bag mine øjne. Vincent smilede blot og trak selv en pistol, hvorefter han rettede den mod mig.

“Nej!” Lød det bag mig og et højt skud, hvorefter Vincent faldt sammen og den røde farve spredte sig, på hans hvide skjorte.

“Kathleen!” Harry stillede sig foran mig, slap sin pistol og tog fat om mine skuldre. “Er du okay? Er du kommet til skade?”

“Jeg er okay,” sagde jeg grødet og lod Harry trække mig ind i  en omfavnelse. “Harry din far..”

“Jeg ved det,” hviskede  han mod mit hår. “Jeg ved det godt.”



🔽🔽🔽
Vi er freaking færdige!!! Det er faktisk lidt af en lettelse xD Men hold da op! Over 80.000 visninger! Tusind tak, virkelig, til alle der har læst med. Det endte med at være min mest succesfulde movella til dato. Det har virkelig været en fornøjelse! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...