Battlefield - One Direction Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2016
  • Opdateret: 19 jan. 2017
  • Status: Igang
Findes der noget bedre dække end det mest åbenlyse? Hvis du spørg 20-årige Harry Styles, så er svaret nej. Han er en berygtet lejemorder, hvis navn får folk til at skælve. Det samme gælder den 19-årige Kathleen, også kendt som, Kathy. Hun bliver sendt til Harrys lejlighed i London, som han deler med sin bedste ven og bandmedlem Louis. Hun skal nemlig gå undercover som Harrys kæreste, der er bare et problem. De kan overhovedet ikke udstå hinanden. Nu må de så samarbejde for, at få ram på en fælles fjende. Vil deres intriger stå i vejen for deres mission og kommer der problemer, når resten af bandet finder ud af hvem Kathleen og Harry i virkeligheden er?

96Likes
163Kommentarer
98398Visninger
AA

21. Kapitel 19

“Det her er da en dejlig ændring i sceneri.” Jeg så vurderende rundt.

“Det er en fængselscelle.”

“Det var sarkastisk,” sagde jeg opgivende og Harry så irriteret på mig.

“Det er din skyld, at du ved det.”

“Min skyld?” Jeg måbede.

“Ja, hvis du nu bare havde holdt dig til planen.” Harry så anklagende på mig og jeg måtte bide mig selv i læben.

“Ja måske havde jeg lidt af skylden, men det var lige så meget din fejl.” Jeg lagde armene over kors.

“Du ved.. Det lød ikke som en undskyldning.” Harry så afventende på  mig.

“Rend mig,” hvæsede jeg og så opgivende ud mellem tremmerne. Vi var blevet sat i bur, inde på politistationen. En fængselsvagt kom hen og lukkede op, mens han så vagtsomt på os.

“Dig der.” Han nikkede mod Harry. “De vil snakke med dig og så får du et telefonopkald.”

Harry nikkede stift og værdige mig ikke et blik, da han fulgte med vagten. Jeg bed vreden i mit og sukkede tungt. Det irriterede mig grænseløst at Harry mente, at det hele var min skyld. Kort tid efter kom Harry tilbage med et sammenbidt ansigtsudtryk.

“Hvad sker der?” Spurgte jeg bekymret.

“Liam kommer ned og forsøger at snakke med dem.”

“Hvad kan Liam gøre?” Jeg rynkede i panden.

“Penge.” Harry lænede hovedet tilbage og gned sig i øjnene. “Det her land er mere korrupt, end man skulle tro.”

“Oh.” Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige og resten af tiden forløb sig i stilhed. Jeg bad bare stille til, at Liam kunne tale os ud af det her. Jeg kunne nærmest se overskrifterne for mig; Harry Styles og kæreste sætter ild til England. Ret dramatisk, men sådan var medier jo. Efter hvad der føles som 10 år, kom en politibetjent endelig hen og lukkede os ud. Tavst fulgte vi ud i forhallen, hvor Liam stod og kiggede på os med en stram mine. Hvorfor følte jeg mig som et barn, der havde gjort noget forkert? Liam begyndte at gå mod udgangen og tøvende fulgte jeg med. Fik vi bare lov til at gå?

“Jeg vidste at det var et spørgsmål om tid, før jeg skulle hente jer på politistationen,” sagde Liam, da vi sad i bilen.

“Sorry,”  mumlede Harry. “Det gik galt.”

“Det sker af og til,” sagde jeg. Det kunne vi jo ikke gøre noget ved.

“I må passe bedre på.”  Liam så på os i bakspejlet. “Det her gælder forhelvede ikke kun jer!”

Det gibbede lidt i mig. Liam plejede ikke at være vred. “Det her gælder hele bandet - forhelvede Harry, er du ude på at ødelægge os?”

“Han har jo sagt undskyld!” Brød jeg ind, inden Harry kunne svare. De så begge overrasket på mig. Det var også sjældent at jeg forsvarede Harry. Men jeg kunne se hvor ked af det han var, og det gjorde ondt. Resten af turen foregik i stilhed og Liam smed os bare af, foran lejlighedskomplekset.

“Louis er hos Niall,” sagde Harry lavt, da han låste op ind til lejligheden.

“Harry,” sagde jeg lavt, da Harrys stemme  var nær grådkvalt. “Er du okay?”

“Nej,” hviskede han. “Jeg kunne havde ødelagt det for drengene - sådan virkelig ødelagt det.”

“Men det gjorde du jo ikke.”

“Jeg er et monster - kan du ikke se det Kathy?” Han mødte mit blik. “Der er intet godt i mig.”

“Du er ikke et monster,” sagde jeg blidt. “Du har noget godt i dig. Jeg har altid set det.” Harry smilede på trods af alt og taknemmeligheden lyste ud af hans øjne.

“Næ, se hvem der har et hjerte,” drillede jeg og puffede til ham.

“Selvfølgelig har jeg det.. Det er bare svært, du ved..” Han tøvede. “At havde et hjerte. når man har stoppet så mange andres.” Jeg nikkede. Selvfølgelig forstod jeg.

“Ved du hvad jeg tror?” Spurgte jeg og Harry så spørgende på mig. “Jeg tror at du ikke er så modbydelig, som du ønsker at folk skal tro.”

“Der er så meget du ikke ved Kathy,” sukkede han og gabte. “Nå men jeg vil gå i bad.”

“Prøv at sov.” Jeg gav hans hånd et klem og gentog mine ord fra tidligere. “Hvad end der skal til.” Han nikkede bare og forsvandt ud på badeværelset. I mellemtiden fik jeg hoppet i noget nattøj og puttede mig ind under min dyne. Da jeg næsten var faldet i søvn, mærkede jeg en vægt lægge sig i sengen og Harrys krop pressede sig op af mig.

“Du ved.” Jeg smilede svagt, til trods for at han lå bag mig og ikke kunne se det. “Da jeg sagde ‘hvad end der skal til for at du sover,’ så var det her ikke ligefrem hvad jeg havde i tankerne.”

“Hold nu kæft og sov,” mumlede Harry træt bag  mig og lagde en arm om mig, så vi lå  i ske. Jeg smilede bare og lukkede øjne, mens jeg lyttede til Harrys tunge vejrtrækning. Uanset hvor meget, jeg  nægtede at indrømme det;  Så havde jeg sgu savnet det her.  

   

♡♡♡

Jeg vågende ved at noget af vægten i sengen lette og jeg så forvirret op  og mødte  Harrys blik. Kun i et kort øjeblik, der forsvandt for hurtigt. Jeg havde aldrig troet  at man kunne se så mange følelser i en persons øjne, på mindre end et sekund. Harrys øjne var fyldt med vrede,anger, tristhed, glæde  og flere følelser, som jeg ikke kunne analysere. Han vendte sig hurtigt væk og gik hurtigt ud af mit værelse. Med et suk fik jeg tvunget mig selv ud af  sengen. Jeg magtede ingenting. Louis sad i køkkenet og kiggede forvirret  frem og tilbage mellem Harry og jeg. Harry ignorerede hans blik og gik med hastige skridt hen til et skab, hvor han sukkede tungt.

“Hvor er mine havrekager?” Spurgte han og smækkede lågen i.

“Niall har ædt dem,” mumlede Louis og Harry bandede lavmælt. Jeg måtte kæmpe for ikke at grine, da stemningen simpelthen ikke var til det.

“Næste gang han kommer sætter jeg hængelås på skabene,” sagde Harry bestemt.

“Så skulle du måske skaffe nogen, eftersom de kommer over om nogle få timer.” Louis smilede skævt og jeg lænede mig op af køkkenbordet, så min røv maste sig mod håndvasken.

“Så tidligt?” Harry rynkede i brynene og hældte noget kaffe op i en kop.

“Hælder du ikke lige noget op til mig også?” Indskød jeg hurtigt og Harry nikkede kort, uden at se på mig.

“Tidligt?” Louis lod en latter undslippe. “Harry klokken er næsten 5 om aftenen.”

“Shit, jeg har sovet længe!” Udbrød Harry overrasket og jeg smilede.

“Du havde brug for det.” Jeg så sigende på ham og et skævt smil poppede op i hans mundvige.

“Ja det havde jeg.” Han lagde hovedet flabet på skrå.” Hvad er din undskyldning?”  

“Jeg elsker bare at sove,” lo jeg og ignorerede de forvirret blikke, som jeg modtog fra Louis.

“Hvorfor sov i egentlig sammen?” Spurgte han og smilede så smørret. “Hård nat?”

“Hold dog kæft Lou.” Harry rystede på hovedet og fangede kort mit blik. “Der skete intet.”

“Overhovedet intet,” bekræftede jeg med et smil. “Han er stadig en idiot.”

 

 

🔽🔽🔽

 

Det var nu et lidt sødt kapitel. Husk at smide et like og en kommentar med feedback xD Jeg leder altid efter måder, at forbedre min skrivning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...