Battlefield - One Direction Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2016
  • Opdateret: 1 dec. 2016
  • Status: Igang
Findes der noget bedre dække end det mest åbenlyse? Hvis du spørg 20-årige Harry Styles, så er svaret nej. Han er en berygtet lejemorder, hvis navn får folk til at skælve. Det samme gælder den 19-årige Kathleen, også kendt som, Kathy. Hun bliver sendt til Harrys lejlighed i London, som han deler med sin bedste ven og bandmedlem Louis. Hun skal nemlig gå undercover som Harrys kæreste, der er bare et problem. De kan overhovedet ikke udstå hinanden. Nu må de så samarbejde for, at få ram på en fælles fjende. Vil deres intriger stå i vejen for deres mission og kommer der problemer, når resten af bandet finder ud af hvem Kathleen og Harry i virkeligheden er?

84Likes
142Kommentarer
56172Visninger
AA

14. Kapitel 12

“Er du okay?” Spurgte jeg og kunne  ikke skjule min bekymret undertone.

“Ja,” gispede han og kom langsomt op og sidde. “En smule svimmel efter bedøvelsen, men okay.” Harrys ansigt viste ingen smerte.  Og jeg fornemmede hvordan knuden i min mave, som jeg ikke vidste at jeg havde, løste sig.

“Godt.” Jeg pustede lettet ud.

“Hvordan går  det med hoften?” Spurgte han og nikkede mod min bandage, som viklede sig fra min buksekant og hele vejen op til kanten af min sportsbh.

“De har fjernet kuglen uden nogen komplikationer,”  sagde jeg og sukkede. “Men det er nok bedst, at jeg kører hjem.” Harry gjorde sig enig, og med hjælp fra mig, kom ud til bilen.

“Sååå… Ved du hvornår vi kan tage på missioner igen?”

“Næ..”

“Han kan ikke undvære mig i særlig lang tid,” sagde jeg mest for at overbevise mig selv. Jeg havde brug for at arbejde. Faktisk elskede jeg mit arbejde - og alle de penge jeg tjente på det.

“Det skal du nu ikke være sikker på,” sagde Harry tørt.

“Jeg er den yngste kvindelige lejemorder. Han har brug for mig.” Jeg kørte en hånd gennem mit hår.

“Make it look pretty, and train it to kill,” citerede Harry. Det sagde Vincent altid. Det var næsten hans signatur, når det det kom kvindelige lejemordere.

“Vent! Se!” Jeg lagde en hånd på Harrys arm og bremsede hårdt op, så Harry fløj frem i sædet.

“Hvad!?” Han så irriteret på mig, og jeg pegede til siden. Daniel Perez var på vej ind på et lille hotel, omgivet af en masse vagter.

“Tid til at hævne Will,” sagde Harry bestemt.

“Når du er blevet rask!” Sagde jeg mindst lige så bestemt.

“Så er det jo ikke sikkert, at han er der.”

“Harry du er blevet skudt! I begge ben vil jeg lige understrege.” Jeg så hårdt på ham. “Du er ikke klar til at kæmpe. Så dør du.”

“Det skal jeg nok  helt selv styre.” Han så koldt på mig, men jeg veg ikke tilbage. Ikke når det kom til hans sikkerhed.

“Harry nej! Hvis du kommer til skade så..” Jeg tav. Jeg vidste ikke engang hvad jeg ville sige.

“Så hvad?” Harry løftede det ene øjenbryn.

“Det ligemeget. Kan vi ikke nok bare køre hjem.” Jeg bed mig i læben og tvang tårene tilbage. Jeg græd ikke. Det  gjorde jeg simpelthen ikke. Og specielt ikke over Harry. Jeg var bare frustreret og irriteret over, hvor bekymret jeg havde været for Will. Og hvor meget jeg end hadede Harry, så bekymrede jeg mig stadig som en sindssyg. Og specielt, at uanset hvor meget jeg hadede ham, så elskede jeg ham. Men de følelser skulle bare pakkes væk, ligesom de havde været de sidste 2 år. En gammel støvet kasse bagerst i min hjerne.

 

♡♡♡

“Harry, sov nu.” Jeg greb Harrys arm.

“Lad mig nu forhelvede være  i fred!” Råbte han irriteret og jeg veg tilbage.

“Okay slap af.” Jeg holdte hænderne op i en forsvarsposition. “Hvornår må vi se Will?”

“Om nogle dage, tror jeg.” Harry trak på skuldrene. “Han har fået indre blødninger og skal hvile sig.”

“Stakkels Will,” sukkede jeg. Det gjorde ondt, at vide at han var kommet til skade.

“Det er kun fysisk.” Harry lød underligt beroligende. “Der skal mere til at knække ham psykisk.”

“Det har du ret i.” Medgav jeg og stilheden sank over os. Tv’et kørte i baggrunden og det endte med at være mig, der brød tavsheden.

“Hvor er drengene overhovedet og specielt Louis?” Jeg så spørgende på ham. Jeg havde intet set til drengene i flere dage og Louis boede da med os.

“De er alle sammen hos Liam. Louis gad ikke være alene hjemme og de tror jo, at vi først kommer hjem imorgen.” Harry så ikke engang på mig.

“Okay…” Jeg tøvede og skævede til hans skudsår, som var pakket ind i en efterhånden blodig forbinding. “Skal du have hjælp til, at skifte dem?” Jeg nikkede mod bandagerne.

“Hvorfor tror du, at jeg er så håbløs?” Harry så irriteret på mig og jeg rullede med øjnene.

“Måske fordi du er håbløs?” Jeg lagde hovedet på skrå og smilede flabet. Harry fnøs fornærmet.

“Gider du række mig fjernbetjeningen?” Spurgte Harry og kiggede på fjernbetjeningen, som lå ovre ved siden af fjernsynet, på kommoden.

“Du har ben, brug dem dog,” mumlede jeg træt.

“Jeg blev skudt i begge knæ.” Harry så olmt på mig.

“Derfor har du stadig ben.” Jeg trak på skuldrene. Egentlig var det fordi, at han ikke måtte skifte kanal. Jeg elskede Mom af hele mit hjerte. Verdens bedste serie.

“Hvor er du bare morsom,” sagde han sarkastisk.

“Du elsker mig for det.” mumlede jeg, før jeg nåede at tænke over det. Ordene fløj ligesom bare ud, fordi det plejede jeg at sige.

“Jeg har aldrig elsket dig,” svarede Harry tørt. Det gjorde ondt at høre. Det havde han aldrig sagt før. Jeg vidste jo godt, at noget var galt, da han prøvede at slå mig ihjel. Men jeg havde nu troet, at han havde elsket mig engang. Fuck jeg havde spildt mange år på den idiot.

“Meget klassisk Harry.” Jeg rejste mig lynhurtigt og gik ind på mit værelse. Mit hjerte bankede så hårdt, at det gjorde ondt. Den store, fede, klamme, lækre, charmerende, irriterende, dumme, søde  og pisse manipulerende, lede idiot. Må han brænde op i fucking helvede. Nej vent. Så ville vi sikkert mødes der. Næ nej, må han brænde op i himlen.

♡♡♡

 

“Er du færdig med at lege tøsefornærmet?” Spurgte Harry fra den anden side af døren. “Der er morgenmad og drengene er kommet.” Jeg havde ikke forladt mit værelse siden i går. Jeg magtede simpelthen ikke glo på Harry. Hvor måtte han egentlig være meget tilfreds med sig selv, når nu det havde lykkedes ham, at udnytte mig i flere år. Min mave knurrede sulten og var den eneste grund til, at endte med at rejse mig, og gå ud  til de andre.

“Godmorgen Kathy,” sagde Niall muntert, som var den første der fik øje på mig, og  de andre drenge vendte opmærksomheden mod mig.

“Godmorgen,” mumlede jeg mut og smed mig på en stol. Jeg magtede dem simpelthen ikke. Jeg kom kun ud, fordi min mave var igang med  at æde sig selv.

“Der er vist den tid på måneden var?” Drillede Louis.

“Lad være med at gå ud fra, at når jeg har en dårlig dag, at jeg så har menstruation.” Jeg så  spidst på ham. “Ellers så næste gang du sover ‘går jeg ud fra’ at du er død og begraver dig i baghaven.” Drengene gjorde store øjne, bortset fra Harry.

“Kathy må jeg lige snakke med dig?” Han hev mig nærmest med ind i stuen. “Hvad fanden har du gang i?”

“Jeg gider ikke det her mere Harry!” Jeg slog ud med armene. “Jeg er færdig.”

“Du kan ikke bare smutte nu!” Harry så vredt på mig.

“Watch me.” Jeg gjorde om på hælene, men Harry greb mig arm.

“Hold nu op med dit barnlige pis.” Harry rullede med øjnene.

“Tænk at jeg er så uheldig,” mumlede jeg og kiggede ind i Harrys grønne øjne. “ 1 univers. 8 planeter. 7 verdenshave. 7 kontinenter. 809 øer. 205 lande og jeg var alligevel så uheldig, at møde dig.”

“Hvor er du overdramatisk!” Hvæsede han og farede ud af lejligheden.

“Og han siger, at jeg er overdramatisk?” Mumlede jeg for mig selv og gned mig på armen, der hvor Harry havde haft fat. Det var sgu dumt af ham, at smutte. Vi havde 3 drenge siddende i køkkenet, plus han var blevet skudt og hans smertestillende lå her. Jeg bed mig i læben og kørte en hånd gennem mit hår. Bare han nu ikke gjorde noget dumt.

🔽🔽🔽 Der blev Harry lidt mopsett, haha. Smid gerne et like og en kommentar med konstruktiv  kritik :)
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...