Battlefield - One Direction Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2016
  • Opdateret: 1 dec. 2016
  • Status: Igang
Findes der noget bedre dække end det mest åbenlyse? Hvis du spørg 20-årige Harry Styles, så er svaret nej. Han er en berygtet lejemorder, hvis navn får folk til at skælve. Det samme gælder den 19-årige Kathleen, også kendt som, Kathy. Hun bliver sendt til Harrys lejlighed i London, som han deler med sin bedste ven og bandmedlem Louis. Hun skal nemlig gå undercover som Harrys kæreste, der er bare et problem. De kan overhovedet ikke udstå hinanden. Nu må de så samarbejde for, at få ram på en fælles fjende. Vil deres intriger stå i vejen for deres mission og kommer der problemer, når resten af bandet finder ud af hvem Kathleen og Harry i virkeligheden er?

84Likes
142Kommentarer
55179Visninger
AA

12. Kapitel 10

Stødet lammede mig, da skakten gav efter under mig og jeg faldt ned i et rum. Jeg landede på ryggen og stirrede op på hullet i skakten, hvor jeg var faldet ned.

”Kathleen?” Harry stak hovedet ud af hullet og rullede øjne af mig.

”Hold nu kæft,” vrissede jeg og kom på benene. Forhelvede da også. Det ville give et blåt mærke. Harry svang sig ubesværet ned på gulvet og hans muskler spændte tydeligt under huden. Mine øjne søgte hver eneste afkrog af rummet. Det var umiddelbart tomt, bortset fra et enkelt skrivebord, hvor papirer lå og flød.

”Tjek skufferne,” beordrede Harry og gik i gang med at rode rundt i papireren, som lå ovenpå. Jeg hvæsede lidt af ham og forsøgte at hive ud i skufferne, men de var låst.

”Bræk dem dog op,” sukkede Harry.

”Så kan de sgu da godt gætte, at vi har været her. Forhelvede Harry vi er her for at redde Will.”

”Nå ja.” Harry lød totalt uinteresseret og fortsatte med at kigge på papiret.

”Hvad er det her?” Spurgte jeg forundret og tog et papir op.

”Planer.” Harry så op og mødte mit blik med et dystert ansigt. ”Planer om at slå Vincent ihjel.” Jeg sank en klump. Det tegnede ikke ligefrem godt.

”Vi bliver nødt til at finde Will.” Jeg så alvorligt på Harry og trak kortet frem, for at finde ud af, hvor i bygningen vi befandt os.

”Vi må have papirerne med tilbage, så Vincent kan se dem,” sagde Harry bestemt.

”Harry forhelvede, så ved de vi er her og så får vi ikke fat i Will.” Harry ignorerede mig, så jeg fortsatte. ”Er du virkelig villig til at ofre din bror, for nogle papirer?”

”De vil jo slå Vincent ihjel.” Harrys blik mødte mit, men jeg stirrede tilbage.

”Og lige nu torturere de sikkert din bror! Hvis du ikke går med nu og efterlader de skide papirer, så skal jeg personligt nok sparke din røv til månen.” Der var ingen kære mor, når det kom til Wills sikkerhed. Der kunne komme nogen ind og se at vi havde nakket papirerne, før vi nåede at hente Will og advare dem om et angreb. Hvis vi mistede overraskelsesmomentet, kunne vi godt kysse livet farvel.

Harry og jeg stirrede på hinanden i hvad der føles som evigheder, indtil han til sidst gav op og smed papirerne fra sig. Jeg pustede lettet og trak min pistol ud af mit bælte, mens jeg smuttede ud i gangen. Med pistolen højt hævet og ryggen let krympet sammen, listede vi os rundt

”Herinde,” hviskede Harry og lagde øret mod døren. Noget der mindede om et skrig, kunne høres og fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Harry spændte automatisk i kroppen og knugede så hårdt om hans pistol, at hans knoer blev hvide. Det var Will der skreg. Det var ikke til at tage fejl af.

”Harry vent.” Jeg greb Harrys arm, da han gjorde mine til at sparke døren ind. ”Vi ved jo ikke hvor mange der er af dem, eller om de er bevæbnet.”

”Du vil måske have, at vi skal stå her og høre min bror skrige?” Spurgte Harry spydigt og jeg så irriteret på ham.

”Jeg holder lige så meget af Will, som du gør, men vi er ikke til meget hjælp for ham, hvis vi er døde. Du tænker overhovedet ikke klart Harry.” Jeg slap Harrys håndled og opdagede, at jeg havde boret neglene ned og efterladt nogle røde mærker. Harry sukkede og lænede opgivende hovedet tilbage.

”Du har ret.”

”Ahva sagde du?” Jeg så drillende på ham og Harry så spidst på mig.

”Skal vi redde Will, eller hvad?” Jeg sukkede. Han var vidst ikke i humør til mine morsomheder.

”Jeg foreslog at vi tager skakten igen og undersøger hvad der sker, før vi så braser ind.” Harrys forslag var ikke dårligt og jeg nikkede modvilligt. Vi nåede at høre Wills skrig og stønnen utallige gange, før vi atter var i skakten over rummet, og kunne se ud gennem en lille rist. Will lå med et sammenbidt ansigtsudtryk, bundet fast til et stålbord. Hans skjorte var blevet åbnet og var plettet med blod, men det lettede alligevel at se ham trække vejret.

”Tror i selv på jeg fortæller jer noget?” Spurgte Will overlegent og spyttede efter den nærmeste mand. Han var iklædt et dyrt jakkesæt, med hans grå hår kørt tilbage i en slik frisure. Det var ikke svært at regne ud, at han var lederen.

”Daniel Perez,” hviskede Harry ved min side og jeg nikkede, uden at tage øjnene fra Will.

”Måske. Måske ikke..” En kniv glimtede faretruende i Daniels hånd. ”Vi har hele natten til, at få informationerne, som vi vil have.”

”Så er jeg ked af, at spilde jeres tid,” sagde Will tørt og lod sit hoved falde tilbage på den hårde metalplade. Daniel lod kniven glide hen over Wills bryst og ned til hans mave, mens den efterlod et spor af rødt. Will bed tænderne sammen, men lod sig ellers ikke påvirke.

”Måske skulle vi ty til andre metoder?” Daniel vendte sig mod en af sine sortklædte mænd og lavede en underligt håndtegn.  

”Hvad tror de, at de har tænkt sig?” Spurgte jeg lavt.

”Det ved jeg ikke, men jeg synes ikke vi skal vente og finde ud af det.” Harry mødte mit blik og jeg nikkede mig enig. Den sortklædte mand forlod rummet og Daniel vendte sig mod Will, med et ondskabsfuldt smil.

”Bliv her.” Med et fik Harry revet risten af og sprang ned, mens han bøjede let i knæene. Daniel Perez snurrede rundt på hælene, men smilede nærmest da han så Harry.

”Næ er det ikke broderen?” Det var et totalt retorisk spørgsmål, men Harry svarede alligevel.

Det er din død.” Harry hev sin pistol frem og sigtede på Daniel, men Daniel lod sig ikke mærke. Han tog bare sin egen pistol og sigtede på Harry, men Harrys bestemte blik, vaklede ikke engang i et sekund. Det havde jeg heller ikke forventet. Harry ville dø for Will, enhver dag. Han var ikke bange for at dø og det havde han aldrig været.

”Slip William fri,” beordrede Harry koldt og skævede til sin bror.

”Det kan desværre ikke lade sig gøre.” Perez smilede ondskabsfuldt. ”Medmindre jeg for de informationer, som jeg vil have.”

”Hvilke informationer?” Spurgte Harry hårdt.

”Hvor Vincent Styles befinder sig fx” Daniel Perez lod vurderende glide ned over Harry. ”Du ligner ham meget. William derimod ligner jeres mor.” Will udstødte et halvkvalt lyd og Harry stivnede.

”Du skal ikke snakke om vores mor!” Hvæsede Harry og indstillede pistolen, så det sagde klik.

”Bevares.´” Daniel lød langt fra undskyldende. Jeg prøvede at bedømme hvornår jeg skulle hoppe ned, men det virkede som om Harry først, ville finde ud af hvad Daniel Perez var ude på. Men jeg nåede knap nok at tænke, før man kunne høre døren gå op. Lynhurtigt svang jeg mig ned og sigtede pistolen på Daniels brystkasse, men et hårdt puf i ryggen gjorde, at jeg ramte ham i låret. Jeg nåede kun lige at se ham synke sammen, før jeg ramte gulvet. Et skud lød og jeg bad stille til, at det var Harry der havde skudt. Jeg rakte ud efter min pistol, som var gledet ud af min hånd og lå nogle få centimeter fra mig. Jeg følte mig 10 gange mere tilpas med en pistol i hånden. Det var min sikkerhedsline. I blinde kastede jeg mig rundt og affyrede et skud, som jeg håbede ville ramme manden.

”Kathleen, tag dig af Will!” Råbte Harry, som var fuldt optaget, da der var kommet flere mænd ind. Harry væltede et andet stålbord, som var magen til det Will lå på og dukkede sig bag det, mens skuddene var endeløse.

”Hey W,” sagde jeg med en påtaget munterhed, mens jeg kæmpede med de metalting, som holdte ham nede.

”Det var i godt nok lang tid om,” mumlede Will drillende og jeg sank lettet en klump. Jeg ved ikke lige hvad jeg havde forventet, men at Will jokede var et godt tegn.

”Lig stille,” beordrede jeg og skød hængslerne af stålet af. Jeg gjorde samme nede ved hans bed og ved hans mave, hvorefter jeg hjalp han på benene.

”Kan du gå?” Spurgte jeg og rakte ham en ekstra pistol, som jeg havde gemt i min jakke.

”Jada,” sagde Will og ladede pistolen. En smerte borrede sig ind i min side og jeg gispede, hvorefter jeg greb fat i kanten af stålpladen.

”Shit Kathy.” Will tog sin trøje af og bandt den stramt rundt lige op over min hofte, hvor kuglen var gået ind. Smerten tvang mig til at bide tænderne sammen, mens jeg prøvede at fokusere på noget andet, som jeg havde lært at gøre. Det var jo ikke den første gang, at jeg var blevet skudt.

”Lad os komme ud herfra!” Råbte Will til Harry, som humpede smertefuldt over til os.

”Er du okay?” Spurgte Harry mig og jeg nikkede.

”Hvad med dig?”

”Jeg har det fint. Et skud i hvert knæ, men jeg kan da gå.” Harry trak på skuldrene og kastede et blik over hans skulder, hvor ligene af mændene lå.

”Det kommer til at kræve en operation,” sagde Will og så på mig. ”Kan du selv gå?” Jeg nikkede og Will slap mig, så han i stedet kunne støtte Harry.

”Hvordan kommer vi ud igen? Vi kan sgu nok ikke tage skakten igen.” Jeg så spørgende på Harry.

”Jeg kender vejen,” indskød Will. ”Bare hold jeres pistoler klar. Daniel Perez er stadig i live” Smerten ville ikke tage ende og jeg pressede min hånd hårdere ind mod såret. Endnu en mand brød gennem døren, men han nåede ikke langt, før jeg havde skudt ham lidt i hovedet.

”Jeg er simpelthen ikke i humør til det pis lige nu. Lad os komme afsted.” Det sidste var henvendt til drengene.

”Damn, jeg vil nødig være dig, når hun har PMS,” mumlede Will til Harry bag mig og jeg sendte ham et advarende blik, som han bare smilede af. Typisk Will, at joke med mig, på de forkerte tidspunkter. Den trykkede og intense stemning lagde sig over os, som et tykt slør.

“Nårhh men det var da sjovt,” mumlede jeg.

“Så er det nok,” sagde Harry. “Jeg køber dig en ordbog til jul.”

“Hvorfor?”

“Så du kan slå ordet ‘sjov’ op. Jeg tror ikke, du er klar over, hvad det betyder.”

William lo højt, mens jeg kastede et irriteret blik på Harry, som klukkede over sin egen joke.  Hvor var han egentligt kikset.

 

 

🔽🔽🔽

Will er okay. Sådan da. Det krævede godt nok nogle skader hos Kathleen og Harry xD Jeg ved ikke lige hvornår næste kap. kommer ud, da jeg ikke ligefrem har lyst til at skrive i dag. Gisp, i know. Normalt skriver jeg et kapitel om dagen (asocial hele tiden)

,men i dag er lysten der bare ikke. Husk at smide et like, så er i nogle skatterbasser <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...