Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1080Visninger
AA

13. Vandklovn

 

“Bussen?” lød Annas spørgsmål, da jeg nåede frem til hende. Hun stod en smule akavet ved siden af busstoppestedet. Jeg så mig over skulderen mod skolegården, hvor en flok elever var på vej ud af bygningen.

“Ja” svarede jeg og drejede atter hovedet mod hende. “Et tur mod det ukendte” erklærede jeg og inspicerede skiltet med bustiderne. Den næste bus ville være der om to minutter. Jeg fiskede min mobil op af lommen og slukkede den så.

“Det ukendte” mumlede Anna for sig selv.

“Det er måske ikke en verdensrejse og så alligevel” sagde jeg, “Det her er vores verden” jeg pegede mod skolen og byen, “og vi tager en rejse”. Det fik hende til at smile.

“Der kommer den!” sagde jeg og fiskede min pung frem. Bussen holdt ind, og jeg købte en billet hos chaufføren. Det var en dame denne gang.

“Kom” sagde jeg og ledte Anna med bagerst i bussen. De bagerste sæder var heldigvis ikke optagede. Jeg havde med vilje valgt en anden bus denne gang. Med Anna skulle jeg opleve et helt nyt eventyr. Jeg smækkede med en selvfølge benene op på sædet foran og følte begejstringen springe som fyrværkeri inden i mig.

Anna så ud ad vinduet med en rynke i panden. Jeg skubbede til hende med min albue, og hun vendte sig rundt.

“Anna, du er altid så alvorlig” sagde jeg og overdrev et smil. “Smil!” Jeg var fast besluttet på, at det skulle blive en god tur. Hun rystede på hovedet og gav mig så det mest anstrengte smil hun kunne.

“Meget flot” kommenterede jeg og kom til at grine. Anna grinede også, rigtigt nu.

Stilheden opstod mellem os. Men det var okay. Jeg lænede hovedet tilbage mod ryglænet, og betragtede byen forsvinde.

“Anna?” spurgte jeg så efter en god rum stilhed. Jeg fangede hendes blik.

“Ja?”

“Jeg tror ikke du kender mig.”

Anna betragtede mig undersøgende med de stirrende blå øjne, der ikke længere føltes ubehagelige.

“Jeg tror ikke, at nogen kender mig. Jeg ved ikke engang selv, hvem jeg er. Så hvordan kan du vide det?” Jeg brød øjenkontakten og så alle andre steder hen. Men alligevel var min opmærksomhed rettet mod hende.

Stilheden voksede atter mellem os, og jeg begyndte at slappe af igen. Et par gange skævede jeg til hende, men hun var dybt optaget af sit kiggeri.

“Jeg ved så meget, at du har forandret dig” sagde hun så endelig. Mit blik fangede hendes.

Jeg nikkede langsomt. “Mister man noget ved forandring?”

Hun overvejede et øjeblik. “Det kan vel ikke undgås. Spørgsmålet er bare, om det er et tab eller en befrielse.”

Jeg sukkede. Var det en god ting? Alle de tanker syntes bare at trække mig længere ned i en malstrøm af sorte tanker, der ikke syntes at hjælpe mig. Alligevel var de uundgåelige.

Bussen stoppede. Endestationen.

“Kom nu, William” lød Annas stemme. Hun havde rejst sig og viftede med hånden af mig. Jeg trak skoletasken op på skulderen og sprang ned ad trinene. Udenfor var en stor park, med et kæmpemæssigt springvand i midten.

Jeg pegede det ud for Anna, der straks satte i løb. Overrasket gjorde jeg det samme.

“Du fanger mig aldrig!” annoncerede Anna, da hun fangede springvandet på det rigtige tidspunkt og kom ind i dets midte. Jeg trak vejret tungt og så på hende gennem springvandet. Jeg smed min taske i græsset og ventede på vandet til atter at holde en pause. Da jeg så mit snit, smed jeg mig hovedkuls ind mod midten. Men det måtte have været dårlig timing eller springvandets lille joke, for vandet begyndte atter at springe. Det dryppede fra mit hår og tøj. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at grine. Anna stod foroverbøjet og lo højt.

“Du burde optræde som klovn i cirkus” fnes hun og rettede sig op igen. “En vandklovn!” sagde hun og trådte overlegent baglæns ud af cirklen med vand, da det endelig stoppede. Jeg var nu fanget i midten af springvandet, drivende våd og med en grinende Anna på den anden side.

Jeg tog chance og sprang ud af cirklen. Heldigvis havde jeg timet det bedre denne gang. Fornemt bukkede jeg for Anna.

“Mange tak, mine damer og herrer! Det er alt for meget” sagde jeg og hilste med den usynlige hat mod alle verdenshjørner. “Alt, alt for meget.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...