Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1088Visninger
AA

23. Tvillingetræer

 

Prøverne var for alvor over os. Jeg kiggede ud af vinduet og så ned i haven, hvor lille Bib rendte rundt og jagtede sin egen hale. Jeg burde forberede mig, læse op og skrive noter. Men jeg kunne simpelthen ikke.

Jeg havde ikke snakket med Kevin i en uge. Faktisk havde jeg næsten ikke set ham. Han tilbragte mere og mere tid hos Rosa, og når han endelig var hjemme, havde han altid en undskyldning for ikke at dukke op til måltiderne. Det passede mig dog fint. Jo mindre jeg så til ham jo bedre. Efter de normale skoledage var stoppet, var min skoletaske ikke blevet udsat for flere overfald.

Jeg lod blikket falde på de to halvvoksne træer, sådan kaldte mor dem altid, som stod ude på plænen. De skød grønne blade, som i varmen havde fået et dybere skær.

Jeg rejste mig impulsivt fra stolen og forlod værelset. Det gav et dunk, hver gang jeg landede på et trin på trappen. Jeg var alene hjemme, så jeg var ikke bekymret for, at mine forældre ville klage over larmen. Døren lod jeg stå åben bag mig, da jeg på hvide strømpesokker gik ud i haven. Bib var straks om benene på mig. Jeg bukkede mig ned og kløede hende bag de bløde ører. Hun begyndte at spinde veltilfreds.

Jeg vendte atter blikket mod de to træer. Det slog mig, at jeg ikke vidste hvilket træ, der var mit personlige. Det havde aldrig betydet noget før. Mor vidste det nok. Hun gjorde sig alle mulige tanker. Far? Han syntes nok mor var en smule skør, men jeg havde også set hvordan de kiggede på hinanden. De små, spillende smil de sendte hinanden, når ingen var i nærheden. Eller… når de troede, at ingen var i nærheden.

Jeg prøvede at glemme billedet af mine forældre og rev et par blade af det ene træ og lod dem drysse mod jorden. Det føltes godt. Jeg fortsatte og sparkede til stammen. Bib var igen om benene på mig. Hun brummede som en lille motor. Jeg samlede en pind op og kastede den ned i den anden ende af haven. Hun hoppede nysgerrigt efter den. Jeg rystede på hovedet af hende og prøvede at vride en gren af træet, men den var for saftigt til at kunne rives ordentligt af. I stedet hang den og dinglede. Irriteret sparkede jeg igen til stammen, denne gang af al kraft. Smerten var ikke til at tage fejl af, og jeg måtte hinke for ikke at sætte foden ned.

Jeg bandede for mig selv og satte mig ned på græsset. Min fod dunkede i takt med vreden. Jeg bankede to knytnæver ned i jorden. Mere smerte.

Bib hvilede sit hoved mod mit ben, heldigvis undgik hun foden og så op på mig. Jeg trak vejret dybt og så ind i hendes store, dybe øjne. Hun miavede sagte og jeg kunne ikke lade være med at smile på trods af smerten. Jeg kløede hende bag øret, og en boblende latter steg op fra mit indre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...